Always a bridesmaid

Bridesmaids sent i går aftes (jaja, jeg er verdens største lastmover, skyder noget af skylden på mine børn). Jeg havde egentlig store planer om øldrikkeri og byens lys, men ingen svarede på mine sms’er og jeg var samtidig egentlig for træt og syg til at gå nogen steder. Så det blev sofaen og Bridesmaids. Og ja, der var da mange scener hvor manuskriptforfatterne helt sikkert var gået efter ‘tåkrummende’ frem for ‘morsomt’, og selv om Kristen Wiig er ufattelig sjov med al sin underspillede weirdness (hun har været en komikerfavorit, siden jeg så hende i ‘Ghost Town’), så er det sgu en lidt ujævn produktion.

Men den ramte alligevel noget i mig; den der grimme, fortvivlende følelse af, at venindernes liv efterhånden hænger ret godt sammen, mens ens eget liv sejler derudaf. Det er flere år siden, jeg havde det som hovedpersonen i filmen, men jeg kan godt huske, hvordan det er at føle sig som verdens største fuck-up. Og det er satme ikke sjovt.

Reklamer

Sidst med det første

Jeg ved lidt om mange ting frem for meget om én ting, hvilket denne blog vil komme til at bære præg af. Jeg har en kæreste og tre børn, som jeg nok heller ikke kan holde helt væk fra siderne. Jeg elsker prætentiøse ordspil, er sygt dårlig til IT (hejhej, kommende arbejdsgiver der læser dette), og med min sædvanlige fummelfingrethed har jeg sikkert snart postet alle mine hemmelige dagbogsnotater og ti år gamle nøgenbilleder. Så bliv endelig hængende.

Hej, jeg hedder Mie, jeg er 29 år og ny i blogland. (“Heeeej, Mie”).