Op på hesten

Jeg har pissetravlt med at få klasket et ph.d.-oplæg sammen, selvom det er alt for sent på den og derfor næppe bliver til noget. Det er møgkoldt på den blæsende måde udenfor og mystisk koldt på den snigende måde herinde på KUA. Ved ikke hvordan de snedige prisvindende arkitekter gør det.

Det er med andre ord så grå mandag som de fås, og jeg har ikke engang tid til at skrive et ordentligt indlæg, endsige komme på en ordentlig sang at poste som opkvikker. Så det bliver bare den som alle har hørt og set til døde, men som min søde søn på 3 1/2 genopliver dag efter dag, komplet med ridemoves og “heeeeyy…sexy lady!” (“Det betyder noget med piger, mor”), og så danser vi sammen, den ene værre end den anden:

All’s well that ends well

Sad til klokken halv fire i nat og skrev opgave (#whenwillilearn), hvilket lige gav mig en times søvn inden miniskinkerne vågnede op til dåd og flaske. Ligner nat for de levende døde.

Ikke desto mindre: opgave afleveret, undervisning overstået, børn puttet, late night dinner klar, rødvin åbnet. Life is good. Over and out.

I øvrigt…

…forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en animationsfigur som reklamerepræsentant, hvis man gerne vil have folk til at sende én deres guld? Fordi fiktive personer er så tillidsvækkende? Why, ‘GuldAdam’, why?…

…elsker jeg Shakespeare. Jeg får lyst til at slikke på siderne, så godt er det. Har voldsom trang til at udbryde “ay, that’s the way! Dull not device by coldness and delay!”, næste gang jeg forlader et lokale. Bør også begynde at gå med kappe for yderligere effekt. De vil gøre store øjne i mødregruppen.

…smager dåsecola bedre end cola på plastflaske. Det er et lige så ufravigeligt faktum som at pasta formet som konkylier smager bedre end skruer. Ingen ved hvorfor. Skal nu bare have opfundet den konkylieformede dåsebroccoli, så er min lykke gjort.

…ser hele min altan ud som på nedenstående billede. Hurra! Alt grønt plejer ellers at dø en langstrakt og visuelt forstemmende død i min varetægt. Regnen har gjort sit, jeg har gjort intet. Evolution rules! Nu skal jeg bare have produceret et hav af persillesovse og purløgs-dild-kørvel-koriander-der-er-gået-i-blomst-og-har-muteret-med-dilden(igen:go evolution!)-pesto, inden nattefrosten fuldbyrder den udåd, jeg ikke kunne gennemføre.

Nature at its finest. Hvem skulle have troet at modstillede tommelfingre og dild havde så meget til fælles?

Systemfejl

Her til aften føler jeg mig ret overbevist om, at jeg ikke kan finde ud af nogetsomhelst. Det er lige før, jeg har lyst til at poste et billede af mine søde børn, bare for at kunne fremvise et eller andet værdifuldt, som jeg har produceret. Ville ellers have postet kækt indlæg om mine tømmermænd, den første-date-i-et-år som jeg og manden var på i går (yeih!) og den peach melba-cheesecake, jeg har bedrevet i dag. Men nu kan det være ligemeget. Bunden på kagen blev alligevel også fucked.

Hm. Vil finde trøst i Othellos body count. Hvorfor er det egentlig, at folk må og skal aflives left, right & center i de klassiske tragedier? Et enkelt rask dødsfald eller to kunne ikke gøre det, eller hvad? Ses på den anden side.

“But I will wear my heart upon my sleeve/For daws to peck at: I am not what I am.”

The whitest girl alive

Jeg var desværre lige præcis for ung til rigtig at leve grungeperioden, godtnok var en skovmandsskjorte mit kæreste eje i 6. klasse, men en ældre studiekammerat havde helt ret, dengang han refererede til mig som ‘Mie-der-er-for-ung-til-at-have-set-Nirvana-på-Roskilde’. Desværre, fordi den subkultur, med dens melankolske musik og utilpassede blege forstadsunger i sjusket tøj, ville have passet godt til mig.

Men da jeg nåede de 14-15-16 år, så var det hiphop-kulturen der dominerede. Vi gik i vide bukser (baggy til drengene) og sneakers, havde afrofletninger og dreadlocks og ønskede, vi var opvokset i ghettoen. Go figure. Havde en kæreste i 1.g, der mente at Tupac stadig levede. Og jeg har set uendelig mange film om at være ung, sort og vred i USA (hvoraf nogle faktisk kan anbefales, Boyz in the Hood, f.eks., er jo en moderne klassiker). Og hørt utrolig meget rapmusik har jeg. Og når jeg ser nogle 14-årige Gentofteunger der trisser rundt med snavsetlilla hår og nittebukser og ser ud, som om de bærer verden på deres skuldre, så tænker jeg på mig selv og min generation af hvide middelklassebørn, der rendte rundt i hættetrøjer og åhsågerne ville være gangsta

Hvilket altsammen bringer mig frem til, at det er Snoop Doggs fødselsdag i dag. Og det kalder jo på en sang (har egentlig altid været til eastcoast frem for westcoast, men gør en undtagelse fra mit ellers stålfaste gangsta-kodeks i dagens anledning…). Først i en version, der vækker minder om mig anno 1999:

Og så, som Tha Doggfather intended:

Tid, schmid

Så er efterårsferien snart slut, og det er godt det samme.

Herhjemme er vi to studerende forældre (eller rettere, en studerende og en netop-færdig, direkte-på-barsel & semistuderende – c’est moi), så det er småt med pengene og lange ferier i Sydøstasien, oh sweet mother of all good… den økonomiske frihed. ‘Til gengæld,’ går vi så og siger til hinanden, når talen falder på, hvor smart det egentlig liiige var at få tre børn, inden nogen i husstanden var i nærheden af fast arbejde, ‘til gengæld har vi masser af TID til vores børn’.

Og det har vi også. Nogle gange. Men sandheden er, at vores søn virkelig ikke har holdt særlig meget ferie i sit liv. For som studerende har man aldrig rigtig fri. Vinterferie og efterårsferie er opgaveskrive-tid og oplæsnings-tid – vel at mærke ikke den slags oplæsning, der inkluderer Den glade løve (‘Bonjour, glade løve!’), men den slags, hvor man prøver at indhente det forsømte i alle fag. Hvilket betyder, at vinterferie og efterårsferie er børnehavetid. Ligesom dele af sommeren er det. December er eksamenstid. Og nej, jeg kunne ikke hente mit barn kl 15, da jeg skulle passe studiejob to dage om ugen og kamplæse de resterende tre.

Og nu, hvor der også er tvillinger i huset, så er det heller ikke lige der man tænker, ‘arh, vi tager sgu en fridag, bliv du bare hjemme fra børnehave, sønneke’. Nix, ud af døren med ham. Så jeg kan læse, imens pigerne sover. Og nogle gange også imens de er vågne. Og alle mine hellige løfter om at være en nærværende forælder kan jeg godt stikke skråt op. Har alt for fucking travlt med at bekymre mig om, hvordan jeg bedst sikrer vores økonomiske fremtid.

Jeg glæder mig til at få et arbejde og få masser af tid. Masser af fritid.

Lidt ferie har vi holdt. Her ses moderens bud på aflad.

Solskin over Nørrebro

På sådan en dag, hvor man synes, man har lidt for travlt med lidt for meget, og man godt ved, at det ikke bliver alt, man når…

Når ældstebarnet er afleveret i børnehaven, og manden har styr på de to mindste…

Så kan det godt anbefales at købe en kop kaffe og en pakke cigaretter og så bare slentre ned ad Nørrebrogade…

Ahh…

At barsle eller ikke at barsle

Jeg vil så gerne være et ægte tolerant og rimeligt menneske, som kan respektere, at der findes andre meninger end mine, og anerkende, at de også har deres berettigelse. Det lykkes for det meste; jeg kan være meget konfliktsky diplomatisk, vil også helst have, at alle kan lide mig, og meget nødigt vil jeg støde eller såre nogen.

Samtidig har jeg, i den fremskredne alder af 29 år, besluttet, at jeg efterhånden er gammel nok til at have stærke, ufravigelige meninger om nogle ting, og at dette også berettiger mig til at synes, at folk der mener noget andet, tager fejl. Grusomt fejl. Faktisk er de bare idioter.

I går var professor og arbejdsmarkedsforsker Anette Borchorst gæst i P1 formiddag, for at tale om den omdiskuterede øremærkede barsel til mænd – og hvor den bliver af. Min korte anmeldelse af programmet: Hun har ret i alt hvad hun sagde, folk der ringede ind og mente noget andet tager fejl. Grusomt fejl.

Jeg FATTER ikke, at det stadigvæk kan være så kontroversielt at sende fædre på barsel. Så kontroversielt, at ingen politikere tilsyneladende tør gøre noget ordentligt ved det. Og fuck nu af med de snoldede tre måneder, I alligevel ikke kan tage jer sammen til at øremærke. Hvorfor i alverden bliver den barsel ikke bare delt fifty-fifty mellem forældre?!! Hvad er problemet?!!

Det handler ikke om at ‘tvinge mænd på barsel’ som nogle så smukt udtrykker det. Det handler om, at vi skal forestille at leve i et ligestillet samfund, så derfor er det eneste rimelige at alle forældre, uanset køn, har ret til et halvt års barsel (og så skal der selvfølgelig tages hensyn til enlige forsøgere, par, hvor den ene ikke har mulighed for at tage betalt barsel, osv. osv. osv.). Det er ikke en skid formynderisk, det er bare god, gammeldags retfærdighed!

Andre klassiske modargumenter:

Hvad så med selvstændige? Øh, der findes ikke selvstændige kvinder, eller hvad?

Jamen, jeg vil helst have hele barslen selv og gå derhjemme et år! Fine by me, men så må du sgu selv betale for det!

Mænd gider ikke barsel (ja, det er faktisk et argument, jeg efterhånden har hørt mange gange). Så må de jo lade være med at få børn, hvis de ikke føler, at det er deres ansvar at passe dem…

Der er bare så mange gode, solide og samfundsøkonomisk fornuftige argumenter for at dele den barsel mellem forældrene, og nej, folk kan ikke selv finde ud af det, og det skal de heller ikke! Må jeg have lov at minde om kvindebevægelsens gamle slagord: “Gør det private politisk”; det er jo for fanden i forvejen staten der bestemmer over barslen, og så må den også spille efter ligestillingsreglerne. At nogle kønspolitiske skruebrækkere foretrækker at opretholde status quo med henvisning til deres personlige frihed og lyst er – here goes – idioti. Jeg har ret. De tager fejl. Færdig.

Få nu ændret de barselsregler, det er ved at være pinligt.

P1 formiddag med Anette Borchorst kan høres her: Mænds ret til barsel er sat i stå.

Mandag

Stresser over mange ting på forskellige planer og føler hele tiden, jeg er bagud. Vi nævner i flæng:

Invitationer. Den (eneste) lokale fotohandler havde ferielukket, vores printer løb tør for toner, weekenden var i det hele taget brolagt med brudte forventninger på den front. Da jeg når frem til fotohandler på Nørrebro lørdag eftermiddag, har jeg glemt, at jeg skulle have mingeleret med formatet på det forpulede billede hjemmefra. Lige præcis der kastede jeg håndklædet i ringen og købte shawarma til mig og min trofaste væbnersøn i stedet for at løbe tilbage til Amager, mingelere billede, sende mail og prøve at nå tilbage på Nørrebro og hente fremkaldelserne inden lukketid. Det var alligevel en lost cause. Sønneke satter også pris på at fotohandler-stress blev erstattet af pomfritter og kirsebærsaft på dåse (Beyti på Nørrebrogade er på mange måder et magisk sted).

Ph.d.-ansøgning. Skal have stykket noget fornuftigt sammen og sende mail til min specialevejleder, og spørge hvad hun synes og om hun vil hjælpe mig. Gruer for det, især fordi jeg forventer at hendes dybe suk ved synet af mit navn vil kunne høres helt herhjem. Selvom man, når man ser den gennemsnitlige akademiske underviser, skulle tro, at et rodet kontor, almindelig forvirring og manglende styr på sagerne er en force i universitetsmiljøet, har jeg en mistanke om, at det alligevel ikke forholder sig sådan. Er bange for, at jeg bare ikke er academia-materiale. Føler bare, at jeg er nødt til at prøve alligevel. Er nemlig bange for, at jeg ikke er nogetsomhelst -materiale, så det kan jeg ikke rigtig lade standse mig, hvis jeg nogensinde skal blive selv-, for slet ikke at tale om familieforsørgende.

Baghoveder. Småbørnsforældre vil forstå. Mine døtre vil på ingen måde takke mig, hvis de fra det fyldte 13. år er nødt til at medtænke deres flade kranier i deres frisurevalg. Men hvad gør man? De små saboteurs insisterer på at sove på deres hårdt prøvede baghoveder, frem for at ligge med hovedet til siden. Jeg vender og drejer og har endda købt en ergonomisk baghovedepude (ja, sådan nogle findes kraftstejleme, #fagrenyeforældreverden). Lige lidt hjælper det. Måske skal jeg bare begynde at spare sammen til kommende frisørregninger og psykologtimer.

Skal også have læst to Shakespeare-stykker til min opgave (ja, jeg forstår at komplicere disciplinen ‘frit emne’), tabe fem kilo, få mit stædige ældstebarn til at holde op med at bruge ble, finde en gallakjole der forstørrer mine bryster og formindsker mine lår og rydde op i mit klædeskab, der har kastet op ud over sig selv bag lukkede døre. Det kommer alt sammen til at ske. Jeg skal bare lige have en kop kaffe.