Op på hesten

Jeg har pissetravlt med at få klasket et ph.d.-oplæg sammen, selvom det er alt for sent på den og derfor næppe bliver til noget. Det er møgkoldt på den blæsende måde udenfor og mystisk koldt på den snigende måde herinde på KUA. Ved ikke hvordan de snedige prisvindende arkitekter gør det.

Det er med andre ord så grå mandag som de fås, og jeg har ikke engang tid til at skrive et ordentligt indlæg, endsige komme på en ordentlig sang at poste som opkvikker. Så det bliver bare den som alle har hørt og set til døde, men som min søde søn på 3 1/2 genopliver dag efter dag, komplet med ridemoves og “heeeeyy…sexy lady!” (“Det betyder noget med piger, mor”), og så danser vi sammen, den ene værre end den anden:

Reklamer

All’s well that ends well

Sad til klokken halv fire i nat og skrev opgave (#whenwillilearn), hvilket lige gav mig en times søvn inden miniskinkerne vågnede op til dåd og flaske. Ligner nat for de levende døde.

Ikke desto mindre: opgave afleveret, undervisning overstået, børn puttet, late night dinner klar, rødvin åbnet. Life is good. Over and out.

I øvrigt…

…forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en animationsfigur som reklamerepræsentant, hvis man gerne vil have folk til at sende én deres guld? Fordi fiktive personer er så tillidsvækkende? Why, ‘GuldAdam’, why?…

…elsker jeg Shakespeare. Jeg får lyst til at slikke på siderne, så godt er det. Har voldsom trang til at udbryde “ay, that’s the way! Dull not device by coldness and delay!”, næste gang jeg forlader et lokale. Bør også begynde at gå med kappe for yderligere effekt. De vil gøre store øjne i mødregruppen.

…smager dåsecola bedre end cola på plastflaske. Det er et lige så ufravigeligt faktum som at pasta formet som konkylier smager bedre end skruer. Ingen ved hvorfor. Skal nu bare have opfundet den konkylieformede dåsebroccoli, så er min lykke gjort.

…ser hele min altan ud som på nedenstående billede. Hurra! Alt grønt plejer ellers at dø en langstrakt og visuelt forstemmende død i min varetægt. Regnen har gjort sit, jeg har gjort intet. Evolution rules! Nu skal jeg bare have produceret et hav af persillesovse og purløgs-dild-kørvel-koriander-der-er-gået-i-blomst-og-har-muteret-med-dilden(igen:go evolution!)-pesto, inden nattefrosten fuldbyrder den udåd, jeg ikke kunne gennemføre.

Nature at its finest. Hvem skulle have troet at modstillede tommelfingre og dild havde så meget til fælles?

Systemfejl

Her til aften føler jeg mig ret overbevist om, at jeg ikke kan finde ud af nogetsomhelst. Det er lige før, jeg har lyst til at poste et billede af mine søde børn, bare for at kunne fremvise et eller andet værdifuldt, som jeg har produceret. Ville ellers have postet kækt indlæg om mine tømmermænd, den første-date-i-et-år som jeg og manden var på i går (yeih!) og den peach melba-cheesecake, jeg har bedrevet i dag. Men nu kan det være ligemeget. Bunden på kagen blev alligevel også fucked.

Hm. Vil finde trøst i Othellos body count. Hvorfor er det egentlig, at folk må og skal aflives left, right & center i de klassiske tragedier? Et enkelt rask dødsfald eller to kunne ikke gøre det, eller hvad? Ses på den anden side.

“But I will wear my heart upon my sleeve/For daws to peck at: I am not what I am.”

The whitest girl alive

Jeg var desværre lige præcis for ung til rigtig at leve grungeperioden, godtnok var en skovmandsskjorte mit kæreste eje i 6. klasse, men en ældre studiekammerat havde helt ret, dengang han refererede til mig som ‘Mie-der-er-for-ung-til-at-have-set-Nirvana-på-Roskilde’. Desværre, fordi den subkultur, med dens melankolske musik og utilpassede blege forstadsunger i sjusket tøj, ville have passet godt til mig.

Men da jeg nåede de 14-15-16 år, så var det hiphop-kulturen der dominerede. Vi gik i vide bukser (baggy til drengene) og sneakers, havde afrofletninger og dreadlocks og ønskede, vi var opvokset i ghettoen. Go figure. Havde en kæreste i 1.g, der mente at Tupac stadig levede. Og jeg har set uendelig mange film om at være ung, sort og vred i USA (hvoraf nogle faktisk kan anbefales, Boyz in the Hood, f.eks., er jo en moderne klassiker). Og hørt utrolig meget rapmusik har jeg. Og når jeg ser nogle 14-årige Gentofteunger der trisser rundt med snavsetlilla hår og nittebukser og ser ud, som om de bærer verden på deres skuldre, så tænker jeg på mig selv og min generation af hvide middelklassebørn, der rendte rundt i hættetrøjer og åhsågerne ville være gangsta

Hvilket altsammen bringer mig frem til, at det er Snoop Doggs fødselsdag i dag. Og det kalder jo på en sang (har egentlig altid været til eastcoast frem for westcoast, men gør en undtagelse fra mit ellers stålfaste gangsta-kodeks i dagens anledning…). Først i en version, der vækker minder om mig anno 1999:

Og så, som Tha Doggfather intended:

Tid, schmid

Så er efterårsferien snart slut, og det er godt det samme.

Herhjemme er vi to studerende forældre (eller rettere, en studerende og en netop-færdig, direkte-på-barsel & semistuderende – c’est moi), så det er småt med pengene og lange ferier i Sydøstasien, oh sweet mother of all good… den økonomiske frihed. ‘Til gengæld,’ går vi så og siger til hinanden, når talen falder på, hvor smart det egentlig liiige var at få tre børn, inden nogen i husstanden var i nærheden af fast arbejde, ‘til gengæld har vi masser af TID til vores børn’.

Og det har vi også. Nogle gange. Men sandheden er, at vores søn virkelig ikke har holdt særlig meget ferie i sit liv. For som studerende har man aldrig rigtig fri. Vinterferie og efterårsferie er opgaveskrive-tid og oplæsnings-tid – vel at mærke ikke den slags oplæsning, der inkluderer Den glade løve (‘Bonjour, glade løve!’), men den slags, hvor man prøver at indhente det forsømte i alle fag. Hvilket betyder, at vinterferie og efterårsferie er børnehavetid. Ligesom dele af sommeren er det. December er eksamenstid. Og nej, jeg kunne ikke hente mit barn kl 15, da jeg skulle passe studiejob to dage om ugen og kamplæse de resterende tre.

Og nu, hvor der også er tvillinger i huset, så er det heller ikke lige der man tænker, ‘arh, vi tager sgu en fridag, bliv du bare hjemme fra børnehave, sønneke’. Nix, ud af døren med ham. Så jeg kan læse, imens pigerne sover. Og nogle gange også imens de er vågne. Og alle mine hellige løfter om at være en nærværende forælder kan jeg godt stikke skråt op. Har alt for fucking travlt med at bekymre mig om, hvordan jeg bedst sikrer vores økonomiske fremtid.

Jeg glæder mig til at få et arbejde og få masser af tid. Masser af fritid.

Lidt ferie har vi holdt. Her ses moderens bud på aflad.

Solskin over Nørrebro

På sådan en dag, hvor man synes, man har lidt for travlt med lidt for meget, og man godt ved, at det ikke bliver alt, man når…

Når ældstebarnet er afleveret i børnehaven, og manden har styr på de to mindste…

Så kan det godt anbefales at købe en kop kaffe og en pakke cigaretter og så bare slentre ned ad Nørrebrogade…

Ahh…