Så er efterårsferien snart slut, og det er godt det samme.
Herhjemme er vi to studerende forældre (eller rettere, en studerende og en netop-færdig, direkte-på-barsel & semistuderende – c’est moi), så det er småt med pengene og lange ferier i Sydøstasien, oh sweet mother of all good… den økonomiske frihed. ‘Til gengæld,’ går vi så og siger til hinanden, når talen falder på, hvor smart det egentlig liiige var at få tre børn, inden nogen i husstanden var i nærheden af fast arbejde, ‘til gengæld har vi masser af TID til vores børn’.
Og det har vi også. Nogle gange. Men sandheden er, at vores søn virkelig ikke har holdt særlig meget ferie i sit liv. For som studerende har man aldrig rigtig fri. Vinterferie og efterårsferie er opgaveskrive-tid og oplæsnings-tid – vel at mærke ikke den slags oplæsning, der inkluderer Den glade løve (‘Bonjour, glade løve!’), men den slags, hvor man prøver at indhente det forsømte i alle fag. Hvilket betyder, at vinterferie og efterårsferie er børnehavetid. Ligesom dele af sommeren er det. December er eksamenstid. Og nej, jeg kunne ikke hente mit barn kl 15, da jeg skulle passe studiejob to dage om ugen og kamplæse de resterende tre.
Og nu, hvor der også er tvillinger i huset, så er det heller ikke lige der man tænker, ‘arh, vi tager sgu en fridag, bliv du bare hjemme fra børnehave, sønneke’. Nix, ud af døren med ham. Så jeg kan læse, imens pigerne sover. Og nogle gange også imens de er vågne. Og alle mine hellige løfter om at være en nærværende forælder kan jeg godt stikke skråt op. Har alt for fucking travlt med at bekymre mig om, hvordan jeg bedst sikrer vores økonomiske fremtid.
Jeg glæder mig til at få et arbejde og få masser af tid. Masser af fritid.
Lidt ferie har vi holdt. Her ses moderens bud på aflad.
