Skal I have løst noget i Mellemøsten, har jeg også en god opskrift på citronkylling

I går var miniskinkerne til deres første vaccination, de tog det pænt, og vi krydsede fingre for, at de ikke ville blive syge om aftenen. Det blev de selvfølgelig. Og fordelen ved at være tvillinger er, at man kan arbejde i skiftehold. Så den ene tog den tidlige aftenvagt og den anden den sene. Skrig og feber og sjov og bæren rundt (hvilket mest var min kærestes åg at bære – jeg bidrog med at sidde i sofaen og falde i søvn i diverse deltagende og ukomfortable stillinger).

Så vi var trætte og sure både i aftes og i morges – intet løfter jo stemningen som en god gang vris. Som modgift mod vrissenheden har jeg udråbt nattøjsdag og er gået i køkkenet, for madlavning har en dejlig anti-sociopatisk virkning på mig. Desuden skal jeg til undervisning i aften, hvilket betyder at mens jeg sidder og kloger på Shakespeares sonetter, skal min bedre halvdel jonglere tre små børns affodring, badning og  putning. Så mit bidrag til festlighederne er at sørge for aftensmad til de to i selskabet, der indtager fast føde. Suppe plejer at være et hit, og jeg var i bagehumør, så efter det forhåndeværende køleskabs princip (nattøjsdag, remember?) er det blevet til:

Broccolisuppe af en buket broccoli, en bagekartoffel, et stort løg og et fed hvidløg, der snittes, svitses i olie og overhældes med vand. Der tilsættes en terning hønseboullion og det hele koges mørt. Det meste af vandet hældes fra i en skål, der blendes og herefter tilsættes salt, peber, hvidvinseddike og kogevand efter behov.

Focaccia laves af 12 g gær, 3 dl lunkent vand, 1 tsk groft salt, 250 g hvedemel og 250 g durummel. Gæret opløses i vandet, salt og mel tilsættes og dejen æltes godt og grundigt til den er elastisk og glat og fin. Hæver 1-2 timer, bredes ud i en passende bradepande og hæver til dobbelt størrelse, ca. 1/2-1 time. Fingerprikkes (mmmh, hvedebrødsdej…), pensles med 2 spsk olivenolie og drysses med groft salt og rosmarin, enten frisk eller tørret. Bages ca. 20 min. ved 225 grader.

Som drys til suppen (meeeget vigtigt med drys, uanset om man er 3 eller 32 år) får de feta, den ordentlige slags i blok, ikke det der salatternpjat, og så saltmandler, hvis opskrift jeg har fra Hjerteforeningens hjemmeside, som var det første google-hit:1 dl vand og 1/2 spsk salt bringes i kog på en pande, 100 g mandler tilsættes og det hele får lov at passe sig selv ind til alt vandet er kogt fra, og mandlerne er dækket af et tyndt lag salt. Mandlerne puttes på en plade i ovnen ved 150 grader i 20-25 min. og køler af, inden de pakkes ned (eller konsumeres på fem minutter i en frådende snackrus, kommer lidt an på, hvad man mest er til).

Voila: Broccolisuppe med feta, saltmandler og focacciabrød. Og så ikke mere vris.

Kom selvfølgelig til at give brødet lidt for længe i ovnen. Ved ikke hvornår jeg lærer at sætte en alarm ligesom normale mennesker.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s