The whitest girl alive

Jeg var desværre lige præcis for ung til rigtig at leve grungeperioden, godtnok var en skovmandsskjorte mit kæreste eje i 6. klasse, men en ældre studiekammerat havde helt ret, dengang han refererede til mig som ‘Mie-der-er-for-ung-til-at-have-set-Nirvana-på-Roskilde’. Desværre, fordi den subkultur, med dens melankolske musik og utilpassede blege forstadsunger i sjusket tøj, ville have passet godt til mig.

Men da jeg nåede de 14-15-16 år, så var det hiphop-kulturen der dominerede. Vi gik i vide bukser (baggy til drengene) og sneakers, havde afrofletninger og dreadlocks og ønskede, vi var opvokset i ghettoen. Go figure. Havde en kæreste i 1.g, der mente at Tupac stadig levede. Og jeg har set uendelig mange film om at være ung, sort og vred i USA (hvoraf nogle faktisk kan anbefales, Boyz in the Hood, f.eks., er jo en moderne klassiker). Og hørt utrolig meget rapmusik har jeg. Og når jeg ser nogle 14-årige Gentofteunger der trisser rundt med snavsetlilla hår og nittebukser og ser ud, som om de bærer verden på deres skuldre, så tænker jeg på mig selv og min generation af hvide middelklassebørn, der rendte rundt i hættetrøjer og åhsågerne ville være gangsta

Hvilket altsammen bringer mig frem til, at det er Snoop Doggs fødselsdag i dag. Og det kalder jo på en sang (har egentlig altid været til eastcoast frem for westcoast, men gør en undtagelse fra mit ellers stålfaste gangsta-kodeks i dagens anledning…). Først i en version, der vækker minder om mig anno 1999:

Og så, som Tha Doggfather intended:

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s