Men det er nok før, hvis man har råd til en barnepige

Da jeg var barn, havde min far en yndlingsjoke, der lød som følger:

Der sidder en katolik, en protestant og en jøde i en togkupé. Samtalen falder på liv og død, der opstår lidt diskussion og katolikken siger bestemt: “Livet begynder ved undfangelsen!”.”Nejnejnej,” siger protestanten, “Livet begynder ved fødslen!”. Jøden kigger overbærende på dem begge, og siger: “Livet? Det begynder, når hunden er død, og børnene flyttet hjemmefra.”

Før i tiden forstod jeg ikke rigtig, hvorfor det var sjovt. Nu griner jeg tit over den.

Nyt fra vestfronten

Nåmen…barnedåben gik godt. Miniskinkerne blev indlemmet i folkekirken, alle blev mætte, og ingen gik fra hinanden under forberedelserne.

Og nu indser jeg endnu en gang, at jeg tilsyneladende kun har to indstillinger: stress og tomhed.

Mine dage går med skinkehygge, gåture og uendelige mængder flaskelavning og bleskift. Højdepunktet er dagens afsnit af Desperate Housewives (som nu er slut, waaaah!) og planlægning af aftensmaden. Måske også lidt indkøb, hvis bølgerne går højt.

Jeg kedes. Er dette livet?

Kloge Mie inden i mig siger, at det er det ikke. Det er en fase i livet, en tid hvor tingene må gå lidt trægere, og hvor jeg bare skal nyde roen og de simple ting. Dumme Mie stirrer bare tomt ud i luften. Kloge Mie siger også, at den mest hensigtsmæssige kur mod tristesse næppe er sukker. For slet ikke at tale om alkohol. Og smøger. Dumme Mie beder Kloge Mie om at tage sit spelttrip og hoppe i nærmeste havnebassin.

Det kunne godt gå hen og blive en lang vinter.

Jeg kalder billedet ‘Mor med barn’

Ville gerne skrive kloge ting, men har haft verdens længste dag, og verdens længste aften, og nu vil jeg have verdens længste en cigaret, inden jeg skal videre med verdens længste barnedåbsbageprojekt (næste gang jeg synes, at det er så skidesmart med hjemmebag til 40-50 mennesker, så please, stop mig! For helvede!).

Min kæreste er ude og muntre sig, i morgen er det min tur. Fødselsdag med cocktails og ostebord, to af mine favoritting i verden. Jeg glæder mig lige så stille.

Dether lå uden for min søns børnehave en morgen. Synes det på smukkeste vis illustrerer livet som forælder.

A room of one’s own

Også jeg drømmer om et kontor. Kunne jeg vælge frit, skulle det være noget med væg-til-væg bogreoler og chesterfield-møbler. Men mindre kan også gøre det. Et lille ekstra værelse, hvor mit skrivebord kan stå. Hvor jeg kan hænge min Frida Kahlo-plakat op. Have en vanrøgtet potteplante og måske en sovesofa, så rummet også kan bruges som gæsteværelse, praktisk er man vel. Det er den semi-realistiske drøm om et kontor.

Og så er der virkeligheden. Som er, at vi bor i en tre-værelses lejlighed med tre børn.

Derfor ser mit kontor pt sådan her ud:

Håber ikke at Store Bamse er typen, der drikker al kaffen uden at købe nyt.

I nødstilfælde:

Som barn havde jeg tit mareridt, og samtidig var frygten for at få mareridt næsten lige så slem som selve mareridtet. Så når jeg lå i min seng med vidt opspilede øjne, prøvede jeg at udtænke nogle tricks, som kunne redde mig fra min syge hjerne senere på natten. Det mest effektive, jeg kom op med, var at prøve at huske at lukke øjnene i mareridtet. For når jeg åbnede dem igen, åbnede jeg dem også i virkeligheden. Det virkede ret godt (tippet er hermed givet videre), og jeg behøvede ikke være så bange for at falde i søvn, når jeg nu havde en nødløsning ved hånden.

Forleden var vi alle fem med s-toget, og da vi er kommet ind i toget, og jeg er i gang med at mosle tvillingebarnevognen of doom på plads, og dørene ikke har lukket sig endnu, får jeg pludselig en mareridtsvision om min søn, der falder/selv går ud af toget, dørene lukker, og vi kører fra ham, mens han står alene og tudbrølende på den mørke perron. Jeg havde en knude i maven længe efter. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg kunne trække i nødbremsen. Og bare blev så lettet over, at jeg nu havde en løsning på dette skræmmende og fuldstændigt imaginære scenarie.

Det kan godt være, at jeg er fågt op i skalle, men jeg forstår sgu kunsten at udmanøvrere min underbevidsthed. (Og nej, jeg har aldrig været indlagt…)

Kærlighed og Mørke – en fortælling om and

Jeg har det med at forelske mig i en bestemt ret; i første stadie jagter jeg den på restauranter og take-aways, indtil jeg i andet stadie indser, at jeg er nødt til selv at lære at lave den, hvis ikke min craving skal blive den sikre vej til økonomisk ruin. Jeg har haft en Butter Chicken-fase (var tre-fire gange på indisk restaurant, den måned min kæreste og jeg var i Sydøstasien, temmeligt tosset, når man tænker på al den gode thai-mad…), en Thai-Rød Karry-fase, en Sushi-fase og for nogle år tilbage havde jeg en Peking And-fase.

Første stadie i andefasen faldt sammen en ferie i Mexico, også kendt som Den Sidste Rygsækrejse Længe, da jeg på det tidspunkt var 2-3 måneder henne med vores første barn. Mexico kan varmt anbefales, masser af kultur, natur, flinke mennesker og rig mulighed for at øve sit pseudo-spanske. Men maden. Var ikke så spændende… Den er tung og desværre ret påvirket af amerikansk fast food-kultur. Så den billige street food er inferiøre hamburgesas, og så tamales, en slags fars i majsblade, som er udemærkede, men som man kan gå på flodhestejagt med, skulle der være nogen tilovers. Og på de almindelige cafeer og restauranter, som vi havde økonomi til at frekventere, er det tortillas, tortillas, tortillas til alt. Efter den første uge var vi dødtrætte af dem.

For en stakkels kvalmeramt og forstoppet gravid, var det solide mexicanske køkken ikke lige sagen. Så den sidste aften i Mexico City besluttede jeg, at vi skulle på kinesisk restaurant. Vi fandt et velrenommeret sted i vores Lonely Planet-bibel, og jeg bestilte selvfølgelig Peking And. Fadene kom på bordet, og jeg var glad. Indtil jeg lettede på låget til den lille bambusbeholder og, i stedet for de tynde, kinesiske hvedemelspandekager, fandt…tortillas! Kun min kæreste og en stor portion selvbeherskelse forhindrede mig i at bryde grædende sammen henover Hoi Sin-saucen. (Jeg overlevede dog, skulle nogen være i tvivl. Men jeg rørte ikke de forbandede tortillas). Og der gik lang tid, før jeg igen bestilte Peking And nogen steder.

I går nåede jeg så omsider til andet stadie i fasen, og lavede det selv. Eller, tæt på i hvert fald, for rigtig Peking And skal tilberedes ganske særligt og omhyggeligt, og vi brugte bare resterne fra Mortensanden. Kødet blev plukket/skåret/frynset i små stykker og stegt på en pande med en rest andefedt. Hertil agurk i stave og forårsløg i tynde ringe, RIGTIGE hvedemelspandekager og Hoi Sin-sauce, begge købt hos min lokale vietnamesiske købkvinde. Og det var GODT. Så nu er jeg parat til en ny forelskelse.

Men Yoko griner sikkert hele vejen til banken

Så er reklamerne for jule-cd’er startet. Hvilket giver mig alletiders anledning til at kaste lidt had efter en ganske bestemt sang: John Lennons Happy X-mas (War is over).

Jeg kan virkelig godt lide John Lennon, han har lavet mange gode sange. Dette er ikke en af dem. Selv hvis man kunne forsøge at abstrahere fra den elendigt banale tekst og den gumpetunge melodi, så findes der ingen, jeg gentager ingen undskyldning for omkvædet, hvor et skingert børnekor med en om muligt endnu skingrere Yoko Ono kommer brægende ind fra højre og bulldozer alt hvad der måtte have været tilbage af ære og værdighed ud af den sang.

Jeg hader, hader, hader den. Den burde dø i glemsel, ikke genoplives hvert år til jul. Og dermed basta!

Og John Lennon bør huskes for noget andet. Det her for eksempel: