Ordkraft

Forleden havde jeg en litterær åbenbaring.

Det sker ikke tit, faktisk var sidst det skete for knap 12 år siden, da jeg læste hele Den Guddommelige Komedie for første og indtil videre eneste gang. Jeg var nået til sidste kapitel, hvor Dantes alter ego endelig møder Gud, og beskrivelsen af den ultimative mystiske oplevelse rørte mig på et plan, hvor jeg følte, at jeg – i min rodede seng på mit endnu mere rodede teenageværelse, under færdiggørelsen af en 3.G-opgave jeg virkelig skulle være startet på noget før – sad i en lysstråle. Intet mindre. Jeg følte mig rørt og løftet til et højere sted. Og jeg er ellers ikke et specielt religiøst menneske.

I denne uge var jeg så til forelæsning, og dagens tekst var John Miltons Paradise Lost. Jeg havde gjort et ærligt forsøg på at kæmpe mig igennem den, men blev ved med at falde i søvn, og opgav endeligt, inden Djævelens verdensomstyrtende planer rigtig var kommet ud af starthullerne. Det gik sgu for langsomt (og Miltons latin-wannabe syntaks anno 1674 med omvendt ordstilling og alenlange sætninger er mildest talt ikke for børn eller trætte studerende).

Men så gennemgik vi den passage, hvor Djævelen kommer til Edens Have og må indse, hvor meget han har mistet. Og han fortvivler. Big time. Og gennem sætningernes snoninger følger man hele hans indre kamp, smukt og præcist beskrevet. Som min entusiastiske underviser råbte, mens han slog ud med armen mod den projekterede tekst: “THIS IS DESPAIR!”. Og ordene ramte mig i hele kroppen:

“Me miserable! which way shall I fly/ Infinite wrath, and infinite despair?/ Which way I fly is Hell; myself am Hell;/ And in the lowest deep a lower deep/ Still threat’ning to devour me opens wide,/ To which the Hell I suffer seems a Heav’n.” 

For ja! Det er sådan, det er. Det er depression, det er al form for sorg og mental elendighed. Det er at være bundet af sin egen bevidsthed, fanget i sit eget hoved. Man kan ikke undslippe helvede, når det er inden i én selv, der findes intet værre. Hvorend jeg går er helvede, jeg er selv det helvede. Dette er fortvivlelse – Fandeme så!

Milton kommer alligevel på min liste.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s