Mig og præsidenterne (og flydende ost)

I går var det første amerikanske præsidentvalg siden min gymnasietid, hvor jeg ikke var på arbejde. Under de sidste to valg har jeg haft jeg studiejob på Marriott Hotel, og vi (ja, ‘vi’, man var vel team player, engaged employee & walking the extra mile… Kors, hvor jeg dog hader amerikansk firmakultur…) holder altid ‘election night’, hvor der er amerikansk buffet(læs: alt det bedste fra junk food-verdenen), storskærme og øl, og den følgende morgen inviterer den amerikanske ambassade så til morgenmad for ministre og andre vigtigheder.

Ved valget i 2004 var vi alle målløse over, at Bush vandt, og senere kæmpede jeg med at servere en nogenlunde nærværende kop morgenkaffe for Anders Fogh, efter at have knoklet i 14 timer – blandt andet med at rydde hele festlokalet og derefter dække det op til morgenmad til 200 mennesker… Heldigvis var han også selv temmelig fraværende og nåede halvvejs ind i et formelt håndtryk, inden han lagde mærke til tjeneruniformen og kaffekanden i min hånd.

Ved valget i 2008 var jeg i 7. måned med mit første barn, og dermed for stor til at være i en tjeneruniform, og i det hele taget temmelig ubrugelig som tjener, så jeg trak garderobetjansen og gik tidligt hjem pga. ondt i ryggen. Jeg lå i min seng og så Obama vinde og hørte hans tale, der formåede at bevæge mig (trods mit almindelige had til politiske taler og al deres væsen af floskler og storladen patriotisme), mens min kæreste stadig slæbte ølkasser og stole blandt nedtrådt konfetti.

Nu er der så kommet tre børn til, siden sidste valg (allerede dèr tænker man FUCK! hvor tiden dog spæner afsted…). Og derfor arbejder hverken jeg eller min kæreste længere som fritidstjenere, med de tossede arbejdstider, det indebærer. Og vi kan heller ikke sidde oppe hele natten og se valg, hvis vi skal kunne overleve den følgende dag. Desværre. Det var faktisk en lidt flad fornemmelse ikke at holde valgaften, og jeg savnede på forhånd blå og røde badges (ikke tilladt kun at have den ene på som ansat!), kolde burgere og flydende ost (mmmhhh…flydende ost…) til aftensmad og nedkæmpelsen af en Budweiser kl. 10 den følgende morgen – bare fordi det hørte sig til.

Som fad kompensation købte jeg ind til burgere og almen klammo snacks, og min søn byggede og guffede for første gang en hel burger selv (og akkeja hvor tiden GÅR), og de voksne svinede sig selv til med import-øl og nachos og så lødige præsident-dokumentarer (tak, DR-netservice), og faldt i søvn på sofaen gik i seng inden optællingen var gået i gang. Og da jeg var oppe kl 3 og give sutten til den ene af mine døtre – jeg husker ikke hvem, det var mørkt og de er enæggede – skulle jeg lige tjekke nyhederne, og det så ud til, at Romney førte. Men som vi ved, vandt Obama. Heldigvis.

Der er ikke den store pointe med dette lange indlæg.

Måske at jeg for en gangs skyld er fuckerligeglad med, at medierne overeksponerer en begivenhed helt ude af proportioner. Fordi den begivenhed har haft en egen charme for mig, lige siden jeg i 2000 besluttede mig for at læse ALT i avisen om det amerikanske præsidentvalg. Eller faktisk lige siden jeg i 1988 så TV-avisen med min morfar, og sagde jeg heppede på Reagan, fordi jeg var for lille til at vide noget om valgperioder eller neoliberalisme. Min morfar heppede på Bush, god bless him.

Måske at det kan have en egen fornøjelse indimellem at binde sit liv op på fjerne, men tilbagevendende begivenheder, og forstå hvor uendeligt meget der kan ske på fire år, bare ved at huske, hvor man var sidst.

Næste gang der er præsidentvalg, tror jeg i hvert fald, at jeg inviterer nogen over. Og så skal vi helt sikkert have flydende ost.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s