Kærlighed og Mørke – en fortælling om and

Jeg har det med at forelske mig i en bestemt ret; i første stadie jagter jeg den på restauranter og take-aways, indtil jeg i andet stadie indser, at jeg er nødt til selv at lære at lave den, hvis ikke min craving skal blive den sikre vej til økonomisk ruin. Jeg har haft en Butter Chicken-fase (var tre-fire gange på indisk restaurant, den måned min kæreste og jeg var i Sydøstasien, temmeligt tosset, når man tænker på al den gode thai-mad…), en Thai-Rød Karry-fase, en Sushi-fase og for nogle år tilbage havde jeg en Peking And-fase.

Første stadie i andefasen faldt sammen en ferie i Mexico, også kendt som Den Sidste Rygsækrejse Længe, da jeg på det tidspunkt var 2-3 måneder henne med vores første barn. Mexico kan varmt anbefales, masser af kultur, natur, flinke mennesker og rig mulighed for at øve sit pseudo-spanske. Men maden. Var ikke så spændende… Den er tung og desværre ret påvirket af amerikansk fast food-kultur. Så den billige street food er inferiøre hamburgesas, og så tamales, en slags fars i majsblade, som er udemærkede, men som man kan gå på flodhestejagt med, skulle der være nogen tilovers. Og på de almindelige cafeer og restauranter, som vi havde økonomi til at frekventere, er det tortillas, tortillas, tortillas til alt. Efter den første uge var vi dødtrætte af dem.

For en stakkels kvalmeramt og forstoppet gravid, var det solide mexicanske køkken ikke lige sagen. Så den sidste aften i Mexico City besluttede jeg, at vi skulle på kinesisk restaurant. Vi fandt et velrenommeret sted i vores Lonely Planet-bibel, og jeg bestilte selvfølgelig Peking And. Fadene kom på bordet, og jeg var glad. Indtil jeg lettede på låget til den lille bambusbeholder og, i stedet for de tynde, kinesiske hvedemelspandekager, fandt…tortillas! Kun min kæreste og en stor portion selvbeherskelse forhindrede mig i at bryde grædende sammen henover Hoi Sin-saucen. (Jeg overlevede dog, skulle nogen være i tvivl. Men jeg rørte ikke de forbandede tortillas). Og der gik lang tid, før jeg igen bestilte Peking And nogen steder.

I går nåede jeg så omsider til andet stadie i fasen, og lavede det selv. Eller, tæt på i hvert fald, for rigtig Peking And skal tilberedes ganske særligt og omhyggeligt, og vi brugte bare resterne fra Mortensanden. Kødet blev plukket/skåret/frynset i små stykker og stegt på en pande med en rest andefedt. Hertil agurk i stave og forårsløg i tynde ringe, RIGTIGE hvedemelspandekager og Hoi Sin-sauce, begge købt hos min lokale vietnamesiske købkvinde. Og det var GODT. Så nu er jeg parat til en ny forelskelse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s