Det kommer nok

I dag er miniskinkerne utidige og pjevsede på skift. Og derfor er jeg nødt til at sidde med/bære rundt på pjevseren in question det meste af tiden. For syv måneder gamle børn er ikke så gode til det der med lige at vejre stemningen, så ligger de ved siden af hinanden, har søsteren det med at ville hjælpe humøret på vej ved at pande en rangle i hovedet på sin bedre halvdel, eventuelt kombineret med finger-i-øjet-og-negle-mod-kranie-finten.

“De får så meget glæde af hinanden”, siger folk, når vi snakker om det at have tvillinger. “Mjah, mjoh” siger jeg.

IMG_5962

Christmas revisited

Da jeg intet skrev i december, fik jeg heller ikke præsenteret julens clou: det psykedeliske snelandskab i vores vindueskarm.

Alle mødre kender sikkert det der med, at man har planlagt et hyggeprojekt, og det bliver bare alletiders og familiært og “tak mor, fordi du beriger min barndom”. Problemet er bare, at ungerne sjældent har læst manuskriptet til Mors Perfekte Familiedag, og skidtet har det med at ende i skænderi og gråd eller bare total indifference fra podernes side. Selv er jeg beriget med en søn der hellere vil lege med biler end med flitterstads, og hans manglende finmotorik kombineret med et hidsigt temperament (faderens!), fik ham under sidste hyggeseance (notér at jeg bruger ordet ‘hygge’ temmeligt skødesløst) til at flippe skråt på mig, fordi jeg klippede pænere…

Så det var månedens optur, da sønneke 1. december var helt med på mit julelandskabsprojekt (primært sat i sving for at begrænse det meste pynte-crap til et hjørne af lejligheden). Han gik op i det med liv og sjæl og hiv og sving, og tilføjede på eget initiativ adskillige malplacerede plasticdyr (“Det er fordi, det er et jule-firben, mor”).

Resultatet kom mest af alt til at ligne noget psykotisk installationskunst fra kunstnernes efterårsudstilling, men hold nu kæft, hvor vi havde det hyggeligt. Knægten var oven i købet så engageret, at han et par dage senere i det lokale supermarked spurgte pænt om et pyntehus til snelandskabet… (“Jada!” sagde den dimsedutelskende mor. “Han ville bare så gerne have det”, sagde hun senere til den knap så dimsedutelskende far).

Hele december var jeg tæt på at tude, hver gang jeg kiggede på den åndssvage vatinstallation. Og det var ikke kun fordi den var så grim.

Fosforcerende snemand...

...som også lyste blåt (ved siden af: en flygtende afro-nisse). Forrest en krokodille i ler.

Weekendens observationer

– Når temaet for festen er 30’erne, så kommer folk i perlekæder, aftenkjoler og jakkesæt. Og man kommer nemt til at føle sig lidt ved siden af i et halv-sassy Sally Bowles-kostume, komplet med bowlerhat og drag-sminke. Især når man måler 1,85 med hæle på (#fuelingmysocialawkwardness).

– Når man er typen, der får frygtelige tømmermænd, er det umenneskeligt dumt at blive hængende til portvin, shots og YouTube-videoer til ud på morgenen. I hvert fald når man har tre børn og burde vide bedre.

– Når man er døden nær, er Disney Junior faktisk udemærket tømmermænds-tv.

IMG_5944

Ved endnu ikke hvad mit kodenavn skal være, men det bliver helt sikkert sejt

Jeg er jo faktisk en slags undercover-efterretningstjeneste-type som forsvinder uden en lyd og vender tilbage to måneder senere (også uden en lyd). Med nye ar på kroppen og krøllede, bolivianske pengesedler i lommen.

Yes.

Og så er jeg blevet 30.

Ellers ikke så meget.

Jo, jeg har fået huller i ørene (ørerne? Ørene? Det er et af de ord).

Ses.

(Og hvis nogen af jer fantasi-læsere møder min  fantasi-veninde, -hund og/eller -hest, må I endelig hilse. Jeg har ikke snakket med dem i 21 år.)