Da jeg intet skrev i december, fik jeg heller ikke præsenteret julens clou: det psykedeliske snelandskab i vores vindueskarm.
Alle mødre kender sikkert det der med, at man har planlagt et hyggeprojekt, og det bliver bare alletiders og familiært og “tak mor, fordi du beriger min barndom”. Problemet er bare, at ungerne sjældent har læst manuskriptet til Mors Perfekte Familiedag, og skidtet har det med at ende i skænderi og gråd eller bare total indifference fra podernes side. Selv er jeg beriget med en søn der hellere vil lege med biler end med flitterstads, og hans manglende finmotorik kombineret med et hidsigt temperament (faderens!), fik ham under sidste hyggeseance (notér at jeg bruger ordet ‘hygge’ temmeligt skødesløst) til at flippe skråt på mig, fordi jeg klippede pænere…
Så det var månedens optur, da sønneke 1. december var helt med på mit julelandskabsprojekt (primært sat i sving for at begrænse det meste pynte-crap til et hjørne af lejligheden). Han gik op i det med liv og sjæl og hiv og sving, og tilføjede på eget initiativ adskillige malplacerede plasticdyr (“Det er fordi, det er et jule-firben, mor”).
Resultatet kom mest af alt til at ligne noget psykotisk installationskunst fra kunstnernes efterårsudstilling, men hold nu kæft, hvor vi havde det hyggeligt. Knægten var oven i købet så engageret, at han et par dage senere i det lokale supermarked spurgte pænt om et pyntehus til snelandskabet… (“Jada!” sagde den dimsedutelskende mor. “Han ville bare så gerne have det”, sagde hun senere til den knap så dimsedutelskende far).
Hele december var jeg tæt på at tude, hver gang jeg kiggede på den åndssvage vatinstallation. Og det var ikke kun fordi den var så grim.
