Plat du jour

Hr. Skæg går på restaurant og spiser nachos og guacamole, så det har Sønneke ønsket sig til aftensmad. Da forældrene har vurderet det til at være liiige på grænsen til ernæringsmæssigt uforsvarligt (lidt speltisme har man vel i behold, trods rod, babyer og hyppige tv-dinners), ser vi hans nachos og guacamole og hæver med en gang chili con carne. Så går det vist, også i det grønne segment.

Som en god bekendt engang hidsigt bemærkede, så skal chili con carne ikke være en bolognese med bønner (hører du efter, kantinekok-på-gamle-arbejdsplads?). En chili con carne skal krydres ordentligt, og så skal den smage mere af kød end af tomat. Dixi.

Lavede naturligvis en stor portion, så der også var til fryseren (“Hejhej, jeg er husmor”), og til 1 kg hakket oksekød brugte jeg 2 gulerødder (mens jeg sagte messede måhavegrøntsageribarnetmåhavegrøntsageribarnet), 1 stort løg og 2 fed hvidløg. Alt hakkes temmeligt fint og gulerødderne skæres så brunoise, som mine klodsede fingre nu evner (min bedre halvdel, den tidligere kok, er som regel ved at få et hjerteanfald, når jeg håndterer skarpe knive – har ikke megen elegance hvad det angår). Svitses i olie, og så i med kødet, stadig ved god varme. Herefter tilsættes det meste af 1 øl (hvad man gør med resten er helt op til én selv), 2 stjerneanis, 2 stænger kanel, 2 laurbærblade, 1 solid spsk kakaopulver (jeg behøver ikke nævne, at det ikke er Nesquick, jeg mener, vel?), 1 lille dåse tomatpure, 1 dåse hakkede tomater, 1/2-1 dåse vand (målt af i den tomme tomatdåse) 1 terning okseboullion, salt, peber, 1 spsk oregano, 3 spsk stødt spidskommen og 1 spsk stødt koriander (de to sidste kan man bare gå amok med, der kan næsten ikke komme for meget i).

Da chili er det eneste krydderi, hvor jeg tager Særlige Børnehensyn, kom jeg bare en stor tsk sambal oelek i, men ellers hakker man naturligvis en hel chili og kommer i med grøntsagerne. Det hele simrer en times tid ved lav varme, inden et læs kogte kidneybønner (det er vel 250-300 g i tør vægt, noget mere i tilberedt stand – førnævnte eks-koks mange bemærkninger om ‘kattemad-smag’ har fået mig til at koge mine bælgfrugter selv, frem for at købe dem på dåse…) tilsættes. Simrer videre og smages til med salt, peber, spidskommen, koriander, chili, 1 fed presset hvidløg (hvidløg giver mest smag når det hakkede koges med fra start og det pressede kommes i til sidst) og tomatketchup (lyder trashy, men sukkeret og eddiken gør, at den virker ligesom den gastrik, kokke bruger som smagsforstærker).

Jeg kan godt lide at komme et godt drys frosne majs i til sidst, det er godt nok lidt Santa Maria-møder-Brugsens-Børnekogebog, men det smager godt(måhavegrøntsageribarnetmåhavegrøntsageribarnet) og pynter lidt på alt det brune.

Og så guacamole og tomatsalsa til, lavet og sat på køl i løbet af dagen (“Hvordan gør hun det? Hvordan får hun tid?” Nemt nok, hun har de mest understimulerede babyer i kommunen). Udover avocado, citronsaft, salt, peber, hvidløg og lidt surmælksprodukt, skal guacamole i min bog også gerne indeholde finthakket rødløg, tomat i bittesmå tern og evt. lidt hakket koriander og stødt spidskommen – men knægten har glædet sig i to dage, så ingen grund til at ødelægge hans oplevelse med mit eget autencitetsbehov, og det smager også godt uden ekstralir. Bare husk, at guacamole skal moses og ikke blendes, det sidste ødelægger både smag og konsistens. ‘Salsa’ lyder flottere end det er: 3 tomater i tern, 1/2 finthakket rødløg, en god dusk hakket koriander, finthakkede jalapeños, salt, peber, lidt sukker og et lille dryp olie til at binde det hele sammen. Creme fraiche 18% hører sig egentlig til, men af økonomiske og helbredsmæssige hensyn får vi i stedet noget så bøssefeministisk som drænet yoghurt naturel (“Tak, mor, det er bare fuldstændig det samme!”).

Og nachos, naturligvis. Dyppet i guacamole. Og helst lidt på forhånd, så man ikke kan spise så meget af det andet…

IMG_5755

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s