Langfredagsplaner

Skal have marineret og langtidsstegt to lammekøller. Og derefter videre til påskefrokost, hvor jeg skal være langtidsstegt og marinere mig selv. I snaps. (Og forhåbentligt med min mand ved min side, ganske snapt efter børnenes puttetid).

Eneste hage er, at jeg i en sidelæns brandert – i et tilfældigt møde på Istedgade med nogle af de til påskefrokosten tilstedeværende – garanterede, at jeg på nuværende tidspunkt ville have et fjernsyn tatoveret på min overarm. Det har jeg så ikke. Endnu. Og kommer nok til at høre for det. (Pokker ta’ mig og min irriterende friskfyr-attitude, når jeg er fuld. Nok alligevel for ynkeligt at forsøge sig med en sprittusch…)

Bortset fra det, regner jeg med, at stemningen i aften bliver nogenlunde som i videoen. (Med mig som den virkelig smukke og dygtige booty-shaker på forreste række. Hvem som helst af dem). Alt andet vil være en skuffelse.

Hvorfor er børn så irrationelle? (Og forældre så dumme?)

Onsdag morgen, kl. 08.30:

Søn: “Må jeg tage mit nye Lego med, når jeg skal hjem til Viktor og lege?”

Forældre: “Nej, det er en dårlig idé. Der bliver bare noget væk.”

Søn: “Nejnejnej. Der bliver ikke noget væk.”

Forældre: “Jo, der gør. Og så bliver du ked af det.”

Søn: “Nej, det bliver ikke væk. Jeg bliver ikke ked af det. Jeg VIL vise det til Viktor!”

Forældre: “Okay, men så kun fordi, det er synd for dig, hvis du ikke får din vilje, og vi ikke orker at tage konflikten lige nu. Så tager vi de her småting fra. Her. Pas så godt på det.”

Torsdag morgen, kl. 06.15:

Søn (højlydt grædende): “Min arbejdsmand!! Han har tabt sin HJEEE-EELM!! Den er VÆÆ-ÆK!!!”

(Brugte herefter 20 min. på at forklare, at arbejdsmanden bare kunne låne en af de andres hjelme over påsken. De skulle jo alligevel skiftes til at gå på arbejde. Noget med hviletider og den slags. Den blev heldigvis godtaget.)

Biker-Jens i åben konflikt med sikkerhedsreglerne.

Biker-Jens i åben konflikt med sikkerhedsreglerne.

The ballad of being Yoko

Var ude hos min mor og holde fødselsdag hele onsdag, sekunderet af miniskinkerne (mændene i familien var optagede af andre forpligtelser). Nogle temmelig uselskabelige miniskinker, that is.

Det eneste tidspunkt, hvor de ikke skreg, var, da de sov til middag. Og så lige, da resten af selskabet gik en tur, og jeg var alene med dem. Og efterhånden også havde lyst til at skrige. Pissehyggeligt var det.

(Hvad sker der? Har da aldrig hørt om babyer, der har ekstrem fremmedangst tre måneder i streg?! Hvor fejler jeg?!!!)

Min semi-socialfobiske side, som jeg i årevis har kontrolleret med psykolog-mantraer som “ingen ofrer så mange tanker på mig, som jeg selv gør” og “det foregår alt sammen i mit hoved”, føler alligevel en form for tilbageslag, når jeg for en gangs skyld med sikkerhed ved, at alle ånder lettet op, så snart jeg (og Rote Armee Fraktion i pangfarvede flyverdragter) er ude af døren.

Men fik da brugt den førnævnte middagslur-pause på at læse et interview med Yoko Ono. Som nok om nogen ved, hvordan det er at være ugleset. Så til ære for hende bliver dagens sang The Ballad of John & Yoko.

Kære DR2 Morgen

Jeg er stor tilhænger af mere seriøs journalistik i morgen-sendefladen. Det er dejligt med et format, som giver plads til længere interviews, og hvor alt ikke skal serveres i tre punch-lines, inden vi går hastigt videre til en eller anden hipsterkoks tips til weekendfisken.

Men hvorfor fanden skal jeres studie være så pissegrimt? Er I bange for, at vi ikke tager jer alvorligt, hvis omgivelserne bliver for stilede? At det automatisk vil blive opfattet som form over indhold? Der behøver jo ikke gå neonfarvede krus og Hay-tæpper i den, men kunne I ikke overveje i det mindste at fjerne de pastelfarvede skyer fra baggrunden? (Seriously, start-90’erne har ringet, de vil have deres pigeværelse tilbage!)

Og I behøver skam ikke haste rundt i studiet, rave rundt mellem Islands Brygge, Christianshavn og Tivoli ved enhver given lejlighed, samt insistere på at sætte vejrkort og et køkken op udenfor i 10 graders kulde, ligesom alle de andre (og hvorfor gør de egentlig det?!). Men en lille smule fysisk funderet dynamik i udsendelsen ville heller ikke skade. Det ville unægteligt pynte, hvis Niels Krause turde vove en fod, måske et helt ben, og lige løfte sig lidt væk fra tryghedszonen på den rullende barstol.

Jeg siger det bare.

IMG_6118

“Tjener, der er en…”

Det er godt nok rimelig stramt at have tre børn der vågner kl 6, når man PÅ INGEN MÅDE er morgenmenneske, og altid står op, som var man på vej til skafottet; slæbende fødderne henover soveværelsesgulvet med en sagte sukken, mens man indvendigt begræder sin tunge skæbne og samtidig bander livet og dets fortrædeligheder langt væk. (Spørg selv min kæreste, hvor fed han lige synes, Jean Valjean her er om morgenen).

Til gengæld er der så nogen, der placerer en dinosaurus på ens tastatur. Og det er faktisk pænt sjovt.

“Blev du ikke bange, mor?!!”.

IMG_6116

Nej, jeg er IKKE blevet gammel, der sker bare det, at jeg…

…tænker “Yes!”, da DR1 vælger at genudsende En kongelig familie. (Oven i købet programlagt som en slags forret til Hercule Poirot. Score!)

… ikke kan se det problematiske i at sige “så hut jeg vidsker”.

…vrisser Sig mig, er ordet ‘fødselsdag’ forsvundet ud af yngre generationers ordforråd, eller hvad?!”, når min lillesøster konsekvent omtaler det som “min 20-års”. (Ahmenheltærligt, hvad fanden sker der for det?)

…bruger udtryk som ‘sig mig’ og ‘yngre generationer’.

…har fået smag for portvin. Og sherry(!)

…siger “Haha, det kan jeg godt huske!” om Højlunds Forsamlingshus, i samme sekund som speakeren nævner, at programmet er 25 år gammelt

IMG_6109