The ballad of being Yoko

Var ude hos min mor og holde fødselsdag hele onsdag, sekunderet af miniskinkerne (mændene i familien var optagede af andre forpligtelser). Nogle temmelig uselskabelige miniskinker, that is.

Det eneste tidspunkt, hvor de ikke skreg, var, da de sov til middag. Og så lige, da resten af selskabet gik en tur, og jeg var alene med dem. Og efterhånden også havde lyst til at skrige. Pissehyggeligt var det.

(Hvad sker der? Har da aldrig hørt om babyer, der har ekstrem fremmedangst tre måneder i streg?! Hvor fejler jeg?!!!)

Min semi-socialfobiske side, som jeg i årevis har kontrolleret med psykolog-mantraer som “ingen ofrer så mange tanker på mig, som jeg selv gør” og “det foregår alt sammen i mit hoved”, føler alligevel en form for tilbageslag, når jeg for en gangs skyld med sikkerhed ved, at alle ånder lettet op, så snart jeg (og Rote Armee Fraktion i pangfarvede flyverdragter) er ude af døren.

Men fik da brugt den førnævnte middagslur-pause på at læse et interview med Yoko Ono. Som nok om nogen ved, hvordan det er at være ugleset. Så til ære for hende bliver dagens sang The Ballad of John & Yoko.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s