Ninus – en moderne Harry Lime

Har ikke været til undervisning eller for den sags skyld fået læst siden før påske, så er lidt i litteratur-underskud. Har derfor kastet mig over at anmelde det højspændte drama Gemmeleg!. (Ja, jeg keder mig, og hvad så?)

IMG_6156

Plottet er simpelt og dog elementært spændende: Hvor gemmer Ninus sig? Tilsyneladende ikke i badekarret (nej, det er den gule and!), og historien udvikler sig, efterhånden som vi føres forbi både lastbilen (her huserer den lille mus) og dukkehuset (bamse!), men stadig er der intet spor af Ninus. Slutningen skal ikke røbes her, men kan afsløre så meget, som at forfatteren har en sidste overraskelse i ærmet inden spændingen forløses.

Ninus-figuren glimrer så at sige gennem sit fravær, hans non-tilstedeværelse dominerer fortællingen og driver den fremad. Heldigvis får han samtidig muligheden for virkelig at træde i karakter sidst i bogen; slægtskabet med Den Tredje Mand anes, og for det trænede øje er der en del referencer til denne ikoniske efterkrigstidsroman.

En indvending kunne være, at der mangler motivation. Hvorfor handler Ninus, som han gør? Hvad er historien bag gemmelegen? Der er ingen nemme forklaringer, og læseren lades på sin vis uforløst, men i det store billede forbliver det en detalje, overskygget af bogens allestedsnærværende suspense.

På falderebet skal gives en advarsel mod at lade overentusiastiske læsere overvældes af begejstringen og rive flapperne i bogen af (selvom reaktionen er fuldt ud forståelig). Det ødelægger lidt spændingsmomentet ved genlæsninger – som denne fødte klassiker så rigeligt tåler.

IMG_6175

Advertisements

5 thoughts on “Ninus – en moderne Harry Lime

  1. Din indsigtsfulde og meget dybdegående analyse får mig til at overveje om der måske ligefrem også er en snert “Mens vi venter på Godot” som inspirationskilde?

  2. Jamen selvfølgelig, det havde jeg slet ikke tænkt på! Det virker meget sandsynligt, at også Beckett har rumsteret i baghovedet på forfatteren (som i øvrigt også har begået den neo-ekspressionistiske “Baby Bøh!”).
    Tak for input 😉

  3. Pingback: Søde børn or How I Learned to Stop Worrying and Love the Public Holidays | nom de mie

  4. Pingback: Søde børn or How I Learned to Stop Worrying and Love the Public Holidays | nom de mie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s