Op og ned

Sidst set på bloggen i nedtrykt tilstand, sammen med Madame Bovary. Kan dog berolige med, at jeg ikke har været i gang med hverken affærer, gældsstiftelse eller arsenik.

Til gengæld har jeg opdaget to forfattere, jeg vil til at læse. Set en hel del tv, indtaget foruroligende mængder slik (sig sammen med mig: “chokolade er ikke morgenmad, saltlakrids ikke frokost”). Sovet for lidt og for meget og forkert. Haft en del mindre sammenbrud, blandt andet over noget så altafgørende som fiskefrikadellers struktur. Skaffet ny og større seng til miniskinkerne (hvilket vil sige, at barnefaderen har sat i værk, skaffet og samlet – mit bidrag bestod i at være fire dage om at bestille en madras over nettet og ellers stå på sidelinjen og sukke tungt). Modtaget mit eksamensbevis fra universitetet (vent, er det Apokalypsens tolvte rytter, jeg hører i baggrunden?). Og i aften skal jeg i byen og spise og drikke og lade morgendagen fare med søde, sjove damer.

En ægte deroute ville klart have mere underholdningspotentiale. Men nogle gange må man jo lade sig nøje.

IMG_6340

Desperate husmødres klub

Er lidt i underskud, og det samme er min hittepåsomhed. Til gengæld er selvkritikken helt i top, så det er ikke det bedste udgangspunkt for kaskader af kreativt sprudlende blogindlæg.

I krisetid vender jeg mig altid mod alkohol bøgerne, og har netop givet mig i kast med at færdiglæse en klassiker, som jeg begyndte på for år tilbage (vel og mærke ikke så mange år tilbage, som dengang, den faktisk var en del af mit pensum *host*).

Mine generelle frustrationer taget i betragtning, var den måske ikke det skarpeste valg.

IMG_6500

Frygt og lede langs Brio-banen

I dag har Sønneke og jeg bygget togbane.

Folk i Neder Omme forstod ikke, hvor toget blev af...

Folk i Neder Omme forstod ikke, hvor toget blev af…

Sagen var, at Togfører Jensen ikke længere så nogen grund til at fortsætte...

…men sandheden var, at Togfører Jensen ikke længere så nogen grund til at fortsætte…

...mens Kontrollør Hansen pludselig så sig konfronteret med følelser, han aldrig før havde kendt.

…mens Kontrollør Hansen pludselig så sig konfronteret med følelser, han aldrig før havde kendt.

En stor mand

Søndag formiddag, forældrene står i køkkenet. Sønneke kommer ud.

Sønneke: “Er der noget, der hedder tigerhajer?”

Forældre (lidt undrende over for den umiddelbare sammenhæng): “Jaeh…det er der.”

Sønneke (mens han glad marcherer tilbage til stuen): “Det må du undskylde, farmor, du havde ret. Der ER noget, der hedder tigerhajer!”

Mon Deianeira også tørrede op bagefter?

I den græske mytologi havde Kong Augias enorme hjorde af udødeligt(!) kvæg, hvis stalde ikke var blevet gjort rene i årevis. Indtil Herakles kom forbi, og som en af sine 12 arbejder skulle muge de augianske stalde på kun én dag. Vor helt tøvede ikke, men løste opgaven ved at lede to floder igennem staldene.

Jeg tænker på den historie, hver gang jeg træder ud i badeværelset, efter min kæreste har badet vores børn.

IMG_6466

(Mens jeg smerteligt erkender, at den eneste anden person, der kan finde på at mumlehvæse referencer til græske heltesagn, mens hun skraber fliser efter andre, er – min mor).

I øvrigt… (II)

…forstår jeg ikke de supermarkeder, der konsekvent laver deres gange om til en forhindringsbane. Nej, det giver ikke en pissefed torvestemning at knalde en palle Karen Volf-kager eller et bord med pasta op på hver en ledig kvadratmeter. Det giver en svedende, bandende barnevognsfører (mig!), der desperat prøver at ruteplanlægge sig hen til kassen uden alt for mange personulykker, to-skridt-frem-og-et-tilbage-style. Tilsæt Kim Schumacher og et par gule gummistøvler, og mine dagligvareindkøb er et gameshow fra 80’erne.

…elsker jeg baggy jeans. Er der noget som følelsen af bukser der hænger løst på hoften og giver den helt særlige gang, som Tom Wolfe kaldte pimp roll? (Ikke feminint? Gik af mode for 10 år siden? Jeg er sgu da ligeglad, swagger trumfer alt!) Desværre er kærligheden ulykkelig, for ud over at give mig en større stor røv, får sådan en boyfriend-buks mig mere end nogensinde til at ligne en omvendt stemmegaffel. Der er ingen retfærdighed til.

…er svigermor igen på besøg. Så mens hun knokler og bor under forhold der ville få de fleste au pair-piger til at pakke deres sydøstasiatiske frugter, sover vi til klokken 8, og om eftermiddagen triller hun barnevogn, mens jeg slapper af. Dejligt. Til gengæld er det ret svært at få lov til at skændes/knalde/tude/råbe af sine børn i fred, når man bor 6 mennesker i en 3-værelses lejlighed.

…kan jeg godt lide regn. Sol er også dejligt, bevares, men regn giver ro, hygge og glade altanplanter. Desuden slipper man for hele “ud i det gode vejr”-regelrytteriet; SÅ meget en protestantisk opfindelse at gøre selv solskinsvejr til en sur pligt – den var sgu aldrig gået hos de guitarspillende sydeuropæere.

IMG_6444

Endnu en nyttesløs anekdote fra det virkelige liv

Fik i dag bevilget en børnefri eftermiddag, og glædede mig straks til at spise frokost og drikke øl ved Christianshavns Kanal i gode venners lag. Mens solen skinnede, snakken gik, fuglene kvidrede og dådyr kom hen og spiste af vores hænder. Uheldigvis afslørede en hurtig vox-pop, at vennelaget var optaget af børn (har man hørt mage!), naboaftaler, sommerhusture, udlandsophold (som om det nu skulle være en undskyldning!) og en enkelt farmor.

Begyndte lidt slukøret at overveje anderledes festlige adspredelser, såsom oprydning og forberedelse af aftensmad, men kom heldigvis på bedre tanker. Så i stedet blev det bare mig, Patti og en shandy. Og et kamera, naturligvis.

IMG_6435

IMG_6440

IMG_6432