Men mest af alt hader jeg hverdagen

Gentagelserne ad absurdum dræner mig langsomt, men sikkert.

Den dumpe lyd af en blepose, der rammer bunden af affaldsskakten. Den vamle lugt af overkogte grøntsager. Jaget i ryggen, når jeg løfter først den ene og så den anden og så den ene igen. Stødet, det giver, når barnevognen bumper ind i et hjørne af en supermarkedshylde. Følelsen af udtrådt rugbrød under fødderne. Lyden af babygråd, kedende, klagende, ulykkelig. Ekkoet af mig, der snakker om, hvor træt og nedtrykt og nedslidt, jeg er af at være på barsel.

Om og om og om igen.

Reklamer

27 thoughts on “Men mest af alt hader jeg hverdagen

  1. Nogle gange, når jeg sidder og drømmer mig tilbage til livet på barsel, undrer jeg mig over, at jeg havde så travlt med at få ungen på blot sølle 11 måneder i vuggestue; hvilken ravnemor jeg var! Hvorfor nød jeg det ikke lidt mere og i lidt længere tid?! Solen skinnede jo altid, og barnet sov, og jeg sad på café og drak kaffe latte, og og og. Eller hvad? Efter at have læst din blog i dag, kastede jeg lige et blik på min dagbog fra dengang. Og hovsa – jeg har da vist glemt en ting eller to; alt det grimme har jeg ganske enkelt fortrængt: kedsomheden, ensformigheden, udmattelsen, desperationen, følelsen af langsomt at miste forstanden, væmmelsen over synet af mig i spejlet selv med fedtet hår og mørke rande under øjnene. Osv. You know. Altså, børn er fantastiske og alt det der, og nogle dage kører det bare og man har bare styr på det der mor-noget. Men for fanden, hvor kan det være hårdt og kedeligt. Især, når de ikke længere bare ligger og er nuttede, men faktisk kravler rundt og vil noget. Hele tiden. Og kaster med maden. Og du har hele to af slagsen! Nogen burde helgenkåre dig og give dig en medalje. Pronto!
    PS tak for fin blog.

    • Tak, tror straks jeg sender den videre til Dorte med trillingerne! Eller dem med kolikbørn…
      Fedt, at du har en dagbog til at afsløre kaffe-latte-romantikken!
      Jeg afleverede mit første barn i vuggestue da han var ti måneder, hadede det, og svor, at NÆSTE gang, så blev det senere, og barslen skulle nydes (og jeg skulle være åh så aktiv).
      Det ser ud til, at manglen på institutionspladser i Københavns Kommune nok skal klare det første for mig… Og så havde jeg ikke lige kalkuleret med tvillinger… Og et helt års barsel, fordi manden skulle gøre uddannelse færdig (jep, det er mig, frk. barselsfordelingsfanatiker)… Prøver stadig at nyde det, men altså… Jeg vil gerne ud, Thorkild. Jeg vil gerne mere ud.
      (PS Selv tak 🙂 )

  2. Jeg kan stadig få kvalme af babygråd, det bringer mig lige lukt tilbage til aldrig-sove-og-altid-være-på-tiden. Det med altid at være på gælder nu også for 6-årige, men så har man da fri, mens man er på arbejde. Tror måske ikke chefer tænker sådan, men det er sådan arbejde føles efter tvillingebarsel.
    Men du skal nok komme gennem det. Om ikke andet så på grund af din humoristiske sans.

    • “Kvalme af babygråd” 😀
      Glæder mig altså også til engang at skulle ‘holde fri’ på arbejde… Frygter virkelig jobsamtaler, men har det samtidig sådan lidt “Ahmen, hvor slemt kan det være? Så længe der ikke er nogen, der skriger mig ind i hovedet eller skal bæres imens?” (Og hvis der er, tror jeg alligevel ikke, jeg vil arbejde det sted…)

  3. “ad absurdium”. Et udtryk jeg trygler om at må få lov at stjæle… Iøvrigt mener jeg som Mette: Tag dig dog sammen og tænk på dem der har trillinger og en skide jaloux storesøster. Og en hamster.

    • Hold da op. Det var ellers nogle særdeles u-konstruktive og, efter min mening, meget lid sympatiske kommentarer du har fået med på vejen.

      Jeg har det ligesom dig. Og det har jo intet at gøre med den kærlighed man har til barnet/børnene, at man kan føle, at hjernen smuldrer så småt i trivialiteterne. Det skriver jeg også lidt om, hvis du har brug for lidt moralsk opbakning. Jeg synes ivertfal at det er rart at læse med på blogs som din, for så føler man sig ikke helt Palle alene i verden.

      • Undskyld men det var 100% gas. Troede det kunne læses i min næsegrus beundring for udtrykket “ad absurdium”. Jeg har trampet rundt i den samme slags babypasnings-kviksand (okay måske ikke trampet så…) da mine rollinger var små. Og jeg gør det lidt stadig med den ældste på 6. Som er en dreng med særlige behov. Som jeg hjemmetræner. Kram

      • Må blive bedre til det dér med blinkesmileys når jeg rabler ironiske bemærkninger….. Igen: Undskyld til Mie hvis du troede jeg mente det alvorligt. Føler kun sympati. Og kender det, kender det, kender det;-) (se – blinkesmiley)

    • @ Dorte (Kaffekværneren): No worries, havde fanget den 😉
      Ærgrer mig dog over, at mit vittige comeback på hamsteren nu falder ud, fordi jeg var for længe om at svare…

      Har til gengæld opdaget, at jeg har stavet ad absurdum forkert – det er hermed rettet. Og jeg har selv bøffet det fra retorisk argumentationsteori (yesyes, det der ene overbygningskursus, jeg tog på retorik, har gjort mig til en ren charlatan udi slige begreber), så det er fair game!

      Og så har jeg i øvrigt den dybeste respekt for forældre med børn med særlige behov – dét ville jeg synes, var ægte hårdt!

    • @ frk. mundlort: Synes ikke, det er så slemt med kommentarerne – der er vist også røget en enkelt misforståelse igennem 😉 😉 😉 (takket være Dorte Kaffekværner er jeg nu røget ind i et sandt misbrug af blinke-smileys)
      Men altid rart med opbakning – og ville faktisk have kommenteret på dit indlæg om mødregruppen. Det har heller ikke været min stjernestund…

      • Ja der var jeg måske lige en tand for hurtig. Det må I undskylde. Det er bare det, at min ironiske sans forsvandt under graviditeten. Og den kommer vist tilsyneladende ikke tilbage så længe jeg er på (røvkedelig) barsel 😉

  4. Altså, jeg har faktisk trillinger – dog ingen jaloux storesøster. Jeg forstår virkelig godt, hvordan Mie har det. Barsel med flerlinger er (ikke altid) nogen fest. Og fem år senere træder jeg stadig rundt i rugbrødsrester, er træt af at høre på klagende barnegråd og snakker alt for meget om, hvor træt jeg er. Men det er jo kun nogle dage – og på de dage er skønt at have fundet en blog, der får mig til at tænke, at jeg ikke er den eneste i verden, der har det sådan. Og imponerende at se, at nogen har overskud til at blogge i den situation!

    • Heller ingen hamster? 😀
      Dorte, for helvede, trillinger?!!
      Har det nu, ligesom jeg oplever, mange med ‘single’-børn reagerer på mig: Hvordan i alVERDEN kan det lade sig gøre?! Du må maile din historie, det er jo for vildt…
      Og ja, det er jo kun nogen dage. Dejlige og søde er ungerne jo også. Det slider bare alt sammen.
      Er glad for, at du kan bruge mig til noget – og mht. overskuddet: Nu har jeg jo kun tvillinger… 😉

  5. Jeg synes det er fedt du skriver som du gør. Også om det, der stinker og er et evindeligt Sisyfosarbejde. Det er så let at lade sig indhylle i forestillingen om, at moderskab og navnlig barsel er et lykkeland fyldt med varm kaffe, kærlig ømhed og bedårende babysmil. Det er det. Men det er også så meget andet og kan være svært og frustrerende. Lort og lagkage. Eller lortebleer og rugbrødsrester:-) Det er vigtigt at få begge sider med, for de er der.

    Nu har jeg i øvrigt lyst til at drikke kolde øl i solen, fordi det minder dit musiklink mig om. Det var tider!

  6. En veninde sagde en gang til mig, “de to første år, handler det bare om at holde dem i live…og så bliver det sjovt”. Var gravid med den første og chokeret, for selvfølgelig ville det da bare være ren idyl med sådan en lille bebs. Ha! siger jeg bare, ha!

    Jeg er på barsel med nr. 2, og selvom jeg denne gang var lidt mere klar over, hvad jeg gik ind til, så er det jo for helvede hårdt, monotont og drænende (og heldigvis også dejligt, når man får et smil eller kram, som er det man overlever på) – og jeg bare produceret en ad gangen, så respekt herfra

    • Tror, jeg er lidt enig med din veninde… Nyder babyers voldsomme nuttethed, men det ER altså et andet forhold man får til sine børn, når man kan gå ud og spise en is, kigge på myrer og snakke sammen.

  7. Idyl er der ikke meget af nej… min yngste søn på knap 3 år har lige smidt bleen! Yaahhh, ville nogen sige, så bliver det meget lettere – ja right – jeg ville bare ønske, at han også var renlig og sagde til, når han skulle noget – eller i det mindste til, når han havde gjort noget i bukserne!!! Det var sgu ikke lige det jeg havde regnet med den gang, jeg besluttede, at nu skulle der produceres små nye verdensborgere…. Mængden af tis, lort, bræk og gennemtygget og udspyttet mad overstiger mine vildeste forventninger – EVER!!!! Og alligevel er de søde?! Det giver slet ikke mening…. Biologien er temmelig smart her. Blot er lille surt opstød her lørdag morgen – den er ikke 8 endnu og jeg har været oppe i mange timer allerede. Tak for en god blog, altid dejligt at høre om andres erfaringer 🙂

    • Velbekomme – og altid rart at få lidt ekstra perspektiv på de kære små. Bliver helt glad for, at min søn insisterede på at bruge ble, indtil han var helt sikker på at kunne klare sig uden – der var han så også næsten 4…

  8. Pingback: Falsk bevidsthed | nom de mie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s