Hip hip

I dag, for et år siden, havde jeg min sidste jordemoderkonsultation på Hvidovre, inden det planlagte kejsersnit ugen efter.

Det viste sig bare, at skinkerne ikke så nogen grund til at vente en uge. Jeg fik veer på vej hjem i bussen og nåede lige hjem og pakke en taske, rydde mit storstilede foto-ordne-projekt af vejen (dvs. kommandere kæreste til det, mens han kom med nyttesløse indvendinger om, at vi måske bare skulle se at komme ud af vagten i stedet?) samt ringe op og skælde ud på min a-kasse (ikke på grund af veerne, men fordi de havde lavet en fejl i min barselsmelding), inden turen gik tilbage til hospitalet.

Klokken 16.58 og 17.08 var verden blevet to miniskinker rigere, og da det hele var overstået, sad jeg bare og beundrede dem, mens jeg sagde “hvor er I dygtige, I er bare dygtige”. Fordi de, efter alle de mange bekymringer og ekstra skanninger og opvejninger af risici, bare ankom helt på eget initiativ, ganske som de skulle og præcis til tiden. Og derefter lagde sig til at sove.

Nu er de blevet et helt år, og de er stadig meget dygtige. Og initiativrige. Jeg har en totalt raseret stue, der kan bevidne det sidste.

Tillykke Frieda og Selma!

IMG_6343

Lyspunkter

Barnefaderen er til jobsamtaler hele dagen og noget af aftenen. Hvilket jo er en god ting, i disse tider og akkeja og terminen.

Men det betyder også, at jeg har temmelig svært ved at overskue dagen og alle dens faldgruber af troppe- og trappetransport, affodring og hvorforfuckerderaldrigpladstilentvillingebarnevognnogensteder. Og hvordan det hele skal forløbe i nogenlunde ro og orden og uden hysteriske grådanfald og nedsmeltninger. Fra min side, that is.

To ting vil holde mig oppe. En lommelærke og rigelige mængder amf. Takeaway fra Bindia (mmhhh…). Og tanken om de her to babies i skrivebordsskuffen.

IMG_6610

Frygt og lede langs Brio-banen, del 2

Efter massivt folkeligt pres (eller, Mette og Kristina har i hvert fald efterspurgt noget…), kommer her næste afsnit i en føljeton der vil få slutningen af Twin Peaks til at virke meningsfuld og forløsende. (Og det, der så lige pludselig blev første afsnit, kan læses her).

Mens situationen langs banelegemet spidser til, lægger inden mærke til en ensom sjæl på vej hjem fra dagens dont...

Mens situationen langs banelegemet langsomt spidsede til, lagde ingen mærke til en ensom sjæl på vej hjem fra dagens dont…

...det var skolebuschaufføren, en mand med sine egne  hemmeligheder...

…det var skolebuschaufføren, en mand med sine egne hemmeligheder…

...nej, ingen vidste, hvad der i virkeligheden gemte sig bag Carlos Ramiréz' venlige ydre...

Nej, ingen anede, hvad der i virkeligheden gemte sig bag Carlos Ramírez’ venlige ydre…

...eller hvad der befandt sig i lastrummet på afgang 16.50 til Bogota samme dag.

…eller hvad der befandt sig i lastrummet på afgang 16.50 til Bogotá samme dag.

Lørdag morgen

Drikker kaffe, mens miniskinkerne sover formiddagslur. Hele stuen er splittet ad, men følte, de havde fortjent det, efter at babyalarmen var gået død i morges. Vågnede langsomt kl. 7.05, med en behagelig, udhvilet følelse i kroppen, til den dørdæmpede lyd af insisterende gråd. Ups. Luften var tyk af babybebrejdelse, mindst ti minutter efter.

Manden sover også, han var først hjemme, da det var lyst (hvilket selvfølgelig er et vidt begreb på årets næstlængste dag). Jeg prøver at finde på, hvad vi skal lave i weekenden. Det åbenlyse svar er rengøring, ansøgninger, oprydning og andre kedelige voksenting. Men jeg vil hellere se mennesker. Masser af dem. Nu må vi se, siger VoksenMie. (Også fordi VoksenMie ved, at det ikke altid er så nemt lige at få en aftale i stand. Fordi alle andre er VoksenVenner med kalendere og sommerhusaftaler).

Efter anbefaling hos amarOrama har jeg været inde og læse om hende hers liv. Jeg kan allerede godt lide hende. Fordi hun minder om mig selv, da jeg var i hendes alder. Heck, hun minder om mig selv, nu hvor jeg er i min alder. Men sig det ikke til de sociale myndigheder.

IMG_6534

Oh, the non-glamour

Eksamen blev rimelig vel overstået, uden opkast, digte eller alkohol – det sidste dog lidt på retromåden, i form af svage tømmermænd. (Pffh, du kan selv læse til eksamen, aftenen inden du skal op! Der var babysitter til rådighed og vi havde lissom bestilt bord).

Manden er til dimissionsfest (meget ungt!), og Sønneke er rejst til Jylland med farmor på Sønnekebestemt tid. (Kom vist til at savne ham lidt for åbenlyst på forhånd; på vej ud af døren sagde han “jeg tror bare, det skal være to dage”).

Skinkerne sov kl. 19. Såehdet…  Har overvejet flere gange, om jeg skulle lokke nogen på besøg, eller om jeg bare var for træt. Og nu er det efterhånden så sent, at jeg snart skal begynde at overveje, hvor tidligt jeg skal i seng. Mit liv er craaazy.

IMG_6613

(Som modvægt til de gængse Se min kaffe, min kjole og mine venner-billeder, ses her en anden slags billede. Jeg kalder det Alene hjemme. Eller bare: Se mine fødder).

Hvis de så bare serverede shots ved indgangen

Jeg skal til mundtlig eksamen i morgen. Ikke noget der huer mig voldsomt.

Min værste mundtlige eksamen (udover de tre, jeg har dumpet), var dengang, jeg var så nervøs, at jeg var ved at kaste op. Hvilket straks gjorde mig nervøs for, at jeg rent faktisk ville kaste op midt under eksaminationen. Det gik nogenlunde (jeg kastede ikke op), men min underviser, som jeg overhovedet ikke kendte særlig godt, gav mig bagefter et spontant knus, og bad mig søge noget hjælp… Not my proudest moment.

Min bedste mundtlige eksamen var dengang, hvor jeg – i erkendelse af, at ingenting havde hjulpet indtil videre – bundede en cider, inden jeg gik ind. DET hjalp. Fik som sædvanlig ikke nogen specielt prangende karakter, men til gengæld var jeg ganske uden frygt undervejs (når man ser bort fra en svag bekymring over, om nogen ville kunne lugte, at jeg havde drukket…).

Tror dog ikke, jeg er parat til at gentage succesen. Så vil i stedet venligst anmode eksamensguderne (de svigefulde bastarder) om, at jeg IKKE trækker et digt. Og IKKE kaster op. Så skal det nok gå.

På forhånd tak.

IMG_6591

Ugens kulturelle indslag

I mangel af inspiration kommer der her en anbefaling. Those who can’t do, recommend.

For nylig var jeg med min mor på Louisiana (eller ‘Middelklassens aflad’ som min skarpsindige sociolog-ven kalder det). Kierkegaard-foredraget, som vi kom der ud for, kunne ikke rigtig ophede mine væsker; måske fordi jeg dybest set føler, at det er temmelig uinteressant, hvad Regine Olsen egentlig tænkte. (At dømme efter fremmødet og mængden af spørgsmål, stod jeg vist ret alene med det synspunkt).

Men bagefter snusede vi lidt rundt og faldt over dennehersens lysinstallation af en for mig total ukendt japansk kunstner. Og DEN var fandeme fed! Jeg vil faktisk sige, at den i sig selv er både rejse og entrépris værd. Tæt på, i hvert fald. Og ellers kan man jo altid nuppe udstillingen af en for mig total kendt japansk kunstner, Yoko Ono, med. Den skulle efter sigende også være god.

(Videoen er ikke specielt spændende, og kun ment som teaser. Tag op og se det i virkeligheden i stedet!)

Således endte den første puniske krig

Og det skete, at moderen indså behovet for socialisering i det lille hjem. Så der blev inviteret vennepar til post-puttetids-middag lørdag, og alle så, at det var godt. Mad blev planlagt, og indkøb foretaget i højt humør samme formiddag. Det blev endda til en ny neglelak på denne glædens dag, og efter frokost tog faderen alle børn med på legepladsen, så moderen kunne hellige sig madlavningens ædle kunst.

Så langt, så godt.

Lige indtil Sønneke faldt på cyklen og slog både tænder og albue. Så selskabet en halv time efter afgang vendte tilbage i sørgelig forfatning: blødende, grædende Sønneke, et styks forræderisk mini-cykel og to styks mini-skinker, opløst i solidarisk gråd. Alle sammen på en gang båret, kørt, slæbt og manøvreret af den ret ubegejstrede far.

Og sådan flød eftermiddagen ud i tårer, sårrensning, 1813-opkald, hasteindkøb af trøste-iste, utallige forgæves putninger af overtrætte babyer, halvhjertet madlavning, kaos, stress og løbende skænderier om, hvis skyld det hele egentlig var (ikke min!), og hvorfor, det forholdt sig sådan (tåler ikke gentagelse). Og så skulle vi gudhjælpeme have gæster oveni. Tog flere tilløb til at få barnefader og medvært (eller bare #@%**&$!!, blandt vrede kærester) til at tage aktivt ansvar for den aflysning, jeg ikke helt kunne få mig selv til at sms’e. Men han sagde bare: “Det bliver jo hyggeligt, når først de er her”. Hm. Jada.

Det positive udkomme af eftermiddagens strabadser var, at alle børnene trimlede omkuld kl.19.00. Det mindre positive var, at forældrene mest havde lyst til at gøre dem kunsten efter. Den nye neglelak forekom noget psykotisk i farven, da den først kom på, og manden mente åbenbart, at Nirvanas Heart Shaped Box var en passende velkomstmelodi at sætte på anlægget. Vi var hr. og fru Hakkebøf gone bad.

Men det blev hyggeligt. Lige med det samme. Vi spiste og snakkede og drak masser af rødvin, og kom oven i købet i seng, inden de små timer blev større. Og i dag har været præget af en sjælden, salig fred. De små terrorister har tydeligvis ikke opdaget, hvor nemme ofre, to tømmermændsramte forældre er. Eller også har vores tilfredse sløvhed bare forplantet sig. I hvert fald er det rart. Og jeg er næsten begyndt at synes om neglelakken.

IMG_6601

Glem Amager, det er udelukkende mig

Læste for nylig en artikel om, hvordan fast food-industrien gør hvad den kan for smagsmæssigt at tilpasse produkterne et sweet spot i forbrugernes hjerne. Så man oplever et øjebliks tilfredsstillelse, når man spiser, men stadig ikke er mere tilfredsstillet, end man bliver ved og ved og ved med at spise. Og efterhånden får et misbrugsagtigt forhold til junk food, som man udelukkende indtager for at få det nødvendige kick.

Glimrende forklaring på, at jeg i går aftes var hende, der cyklede hjem fra dagligvareindkøb med en åben bøtte Pringles i den ene hånd. Umiddelbart efter, vi havde spist aftensmad, that is.

Det ville have set mindre trashy ud med en cigaret.

IMG_6593