Således endte den første puniske krig

Og det skete, at moderen indså behovet for socialisering i det lille hjem. Så der blev inviteret vennepar til post-puttetids-middag lørdag, og alle så, at det var godt. Mad blev planlagt, og indkøb foretaget i højt humør samme formiddag. Det blev endda til en ny neglelak på denne glædens dag, og efter frokost tog faderen alle børn med på legepladsen, så moderen kunne hellige sig madlavningens ædle kunst.

Så langt, så godt.

Lige indtil Sønneke faldt på cyklen og slog både tænder og albue. Så selskabet en halv time efter afgang vendte tilbage i sørgelig forfatning: blødende, grædende Sønneke, et styks forræderisk mini-cykel og to styks mini-skinker, opløst i solidarisk gråd. Alle sammen på en gang båret, kørt, slæbt og manøvreret af den ret ubegejstrede far.

Og sådan flød eftermiddagen ud i tårer, sårrensning, 1813-opkald, hasteindkøb af trøste-iste, utallige forgæves putninger af overtrætte babyer, halvhjertet madlavning, kaos, stress og løbende skænderier om, hvis skyld det hele egentlig var (ikke min!), og hvorfor, det forholdt sig sådan (tåler ikke gentagelse). Og så skulle vi gudhjælpeme have gæster oveni. Tog flere tilløb til at få barnefader og medvært (eller bare #@%**&$!!, blandt vrede kærester) til at tage aktivt ansvar for den aflysning, jeg ikke helt kunne få mig selv til at sms’e. Men han sagde bare: “Det bliver jo hyggeligt, når først de er her”. Hm. Jada.

Det positive udkomme af eftermiddagens strabadser var, at alle børnene trimlede omkuld kl.19.00. Det mindre positive var, at forældrene mest havde lyst til at gøre dem kunsten efter. Den nye neglelak forekom noget psykotisk i farven, da den først kom på, og manden mente åbenbart, at Nirvanas Heart Shaped Box var en passende velkomstmelodi at sætte på anlægget. Vi var hr. og fru Hakkebøf gone bad.

Men det blev hyggeligt. Lige med det samme. Vi spiste og snakkede og drak masser af rødvin, og kom oven i købet i seng, inden de små timer blev større. Og i dag har været præget af en sjælden, salig fred. De små terrorister har tydeligvis ikke opdaget, hvor nemme ofre, to tømmermændsramte forældre er. Eller også har vores tilfredse sløvhed bare forplantet sig. I hvert fald er det rart. Og jeg er næsten begyndt at synes om neglelakken.

IMG_6601

Reklamer

Glem Amager, det er udelukkende mig

Læste for nylig en artikel om, hvordan fast food-industrien gør hvad den kan for smagsmæssigt at tilpasse produkterne et sweet spot i forbrugernes hjerne. Så man oplever et øjebliks tilfredsstillelse, når man spiser, men stadig ikke er mere tilfredsstillet, end man bliver ved og ved og ved med at spise. Og efterhånden får et misbrugsagtigt forhold til junk food, som man udelukkende indtager for at få det nødvendige kick.

Glimrende forklaring på, at jeg i går aftes var hende, der cyklede hjem fra dagligvareindkøb med en åben bøtte Pringles i den ene hånd. Umiddelbart efter, vi havde spist aftensmad, that is.

Det ville have set mindre trashy ud med en cigaret.

IMG_6593

Også Hoffa! Det var også mig!

Det er så evigt typisk.

At efter en aften med venindebesøg, for meget rødvin og for sent i seng… Så bliver det naturligvis en af de dage, hvor ene miniskinke føler, at 45 min. er alt rigeligt til en formiddagslur. Mens søster lige nupper en ekstra time på øjet. Så man resten af dagen er i selskab med to babyer i en skiftende og konstant sprængfarlig dødtræt/superfrisk-kombination. Også kendt som tvillingernes svar på good cop/bad cop.

Jeg er i hvert fald parat til at tilstå det meste.

IMG_6545

Dybe tanker

  • Studser lidt over alle low-carb-palæo-folkets forslag til ‘sunde snacks’. Grøntsager med peanutbutter. Pålægskød med mayonnaise. Ikke fordi, jeg ikke spiser den slags. Jeg kalder det bare ‘jeg har tømmermænd, og der er for langt ned i Netto’.
  • Og nu vi er ved kulhydrater-er-onde/landbrug-er-Satan-kost. Så giver det ingen mening, at mælk og kornprodukter er ‘unaturlige’ – mens proteinpulver, stevia og alskens underlige kosttilskud åbenbart er lige som vor jægerstenaldermor lavede det?! Én ting er fanatisme, men min grænse går altså ved inkonsekvens.
  • Blev let indigneret, da et af Amagercentrets bud på en feriebegivenhed var ‘fremvisning af Nespresso-maskine i Punkt1’. Med skilt, tidspunkter (bemærk flertal!) og det hele. Hvornår fanden blev det at tænde for en kaffemaskine en event, der fortjener sin egen plakat? Forbrugerisme bliver så meget vores undergang. Garanteret det, der skete med mayaerne. Minus Nespresso-maskinen.
  • Savner et sted at hænge. Dronning Louises bro er blevet det nye sted til den slags, men hvad med noget lidt tættere på, hvor jeg bor? Som f.eks. min højtelskede Langebro? Mere plads, bedre udsigt! (Og den mest forurenede luft i Danmark, men herregud, skær mælkeprodukter væk i en uge, så går det vist lige op.)
Middagen er reddet

Middagen er reddet

Segment & the City

Én ting er, at man er blevet fordrevet til almen lejebolig på Amager. Men kunne knægten i det mindste ikke snart lære, at det hedder Torvehallerne? Så min noble plan for en urbankulinarisk hjemtur fra (Nørrebro)børnehaven ikke blev til afskedssalutten “Vi skal hen og købe kage på Fisketorvet!!”.

Jeg kan simpelthen ikke arbejde med mit hip-mor-i-storbyen-selvbillede under de her forhold.

IMG_6538