Ordene på Peter Bangs Vej

Var til indledende vejledningsmøde (eller vejledende indledningsmøde, hvad ved jeg) i a-kassen på Frederiksberg i går. Og gik bagefter opløftet mod metroen, tydeligt påvirket af de sygt optimistiske peptalks (“måske er det ikke så håbløst?”), jobstrategi-workshoppen (“jeg er i det mindste betydeligt skarpere end min sidemand”) og alle de gode råd generelt. “Det skal nok gå,” tænkte jeg, “det bliver spændende, det her”.

“Gudfaderbevares” er det, jeg mest af alt tænker i dag.

IMG_6511

Godt, man er den positive type

Hvis jeg nu var den negative type, så ville jeg skrive noget om en syg kæreste, og en strandtur der ikke blev til noget, og en 40 grader varm lejlighed, og to miniskinker der ikke kan sove i varmen, og en Sønneke der får trodsalder til at være noget, man længes efter. Og om ham manden med barnevognen på Sundby Kirkegård (det eneste sted med skygge) der smilede, idet jeg gik forbi med to hysteriske børn i barnevognen og et komplet umuligt barn ved siden af, som konstant gjorde mig opmærksom på, at jeg “bare skulle have født én baby”, og hvor meget jeg havde lyst til at plante en knytnæve i hans smilende fjæs. Og hvordan man åbenbart godt kan tage bad i butter chicken, en time efter man har fået et bad af den mere konventionelle slags, og hvordan alting sejler, virkelig sejler i denne her alt for lille lortelejlighed, og hvordan det har taget to timer at få mit ældste barn til endelig at sove (på sofaen, vel at mærke).

I stedet glædes jeg over, at alle min børn starter i institution i næste uge, at hvidvin fås i 3-liters boxe, at min eksilerede veninde, som ved hvordan det er at stå i lort til halsen, på måder, der ikke er os andre dødelige forundt, kan Skype med mig om ti minutter. Og at jeg, trods ihærdig ønsketænkning, endnu ikke er gået lige så stille i opløsning og endnu sagtere sevet ned imellem gulvbrædderne.

IMG_6522

Generationsmøde

Samtale overhørt mellem min lillesøster (11 år, super-efternøler & yngste ud af fire) og min søn (4 år & den ældste af tre):

Sønneke (måben høres i stemmen): “Er det din frokost? Hvad er det?”

Søs: “Det er sådan nogle cup noodles…”

Sønneke: “Årh.” (Løber ind til mig) “Moarmoarmoarmoar, må jeg også få nudler til frokost?”

(Tilladelsen bliver givet, og Sønneke speedsnakker sig herefter igennem tilberedningen af de voldsomt eksotiske cup noodles med den rimelig uimponerede moster som tavs hjælper).

Sønneke: “Skal vi så have en skål til dem? Skal vi?”

Søs: (mumler)

Sønneke: “Årh, vi skal have en tallerken til at sætte den på. Moar! Vi sætter den på en tallerken!”

(Jeg mumler noget passende som svar på denne vanvittige udvikling. De to sætter sig ved spisebordet, og Søs finder fjernbetjeningen.)

Sønneke (tror ikke sine egne øjne): “Skal vi se fjernsyn mens vi spiser?!!?”

Søs: “Mmmh…”

Sønneke: “Hvad skal vi se?!!”

Søs: “Jeg vil gerne se Ultra…”

Sønneke (forsøger forgæves at skjule sin ophidselse): “Det vil jeg også!!!”

Herefter indtages nudlerne i tavshed til lyden af DR Ultra, mens Sønneke ser meget vigtig ud og indimellem sender beundrende blikke mod sin stadig komplet uimponerede moster.

IMG_6813

(Retfærdigvis skal det siges, at knægten er rigeligt eksponeret for så vel junk food som tv derhjemme – indimellem også samtidig. Tror bare det var hele situationen, der overvældede ham.)

Sic transit gloria Dau

I de fleste hjem i min mors familie huserer en ond ånd i indretningen. Navnet er Snedkermester Dau; han havde sit virke i Ribe, og med fare for at fornærme eventuelle efterkommere og arvtagere af forretningen, så var han ikke nogen stor begavelse indenfor møbelkunst. Hvilket af uransalige årsager ikke forhindrede mine oldeforældre i at indkøbe adskillige produkter fra hans hånd. Og da fædrenes møbler skal nedarves til deres sønner og døtre, så har Daus frembringelser spredt skræk og ærgrelse i slægtens hjem gennem det meste af et århundrede.

Min mor har tre Dau-stole stående i stuen, og jeg aner ikke, hvorfor de sønderjyske rædsler ikke for længst er blevet til pindebrænde – måske fordi de teknisk set er arvegods tilhørende min kusine, som har været snedig nok til ikke at afhente dem endnu. I går stod mine døtre, the terrible twosome, og babykonverserede henover stolene. Kort efter lød der umiskendelige gnaskelyde, og et nærmere eftersyn kunne bekræfte, at de to verdensdamer var begyndt at spise af stolesæderne. Knap 100 år gammel bast er åbenbart mums i deres verden.

Omsider øjner jeg en mulighed for én gang for alle at få fordrevet Dau og hans værk og al hans væsen. Bare giv skinkerne et par dage.

IMG_6808

Sommerferie 2.0

Jeg burde skrive ansøgninger i døgndrift, men Sønneke har stadig fri fra børnehave, og nu er vi rykket på parcelferie i forstæderne med soppebassin, grill og gåture i grønne områder. Kort sagt, alt det jeg har hadet og foragtet de sidste 15 år af mit liv, men som er et jordisk paradis, når man har tre små børn, og det er 30 grader varmt udenfor.

Og jeg gør, hvad jeg kan, for ikke at stresse over, at jeg ikke laver andet end at passe børn og drikke vin (ikke nødvendigvis samtidig, I might add). Bare for ikke at gentage sommerferien for to år siden, hvor jeg var så specialestresset, at jeg gik i cirkler om mig selv og hele tiden udbad mig et estimeret tidspunkt for næste måltid og/eller aktivitet, mens min sagesløse familie bare prøvede at læse en bog, spille lidt fodbold og nyde det norditalienske landskab i fred.

Så hvis alle nu vil lade mig være i fred, og ellers klare deres vandkamp/bleskift/gåtur/rugbrødsmad selv, så vil jeg gøre det, jeg burde have gjort, dengang jeg sad i Italien og kun havde ét barn og et speciale at tage mig af: Sætte mig på terrassen med en bog. Og drukne mine bekymringer i en kold øl.

IMG_6782

Ville ellers meget gerne fortsætte føljetonen

Ferierer i det jyske. Og det er ikke så nemt at vedligeholde en hemmelig blog, når man bor sammen med sin svigerfamilie i en 4-værelses lejlighed. Siger det bare.

Til gengæld er jeg ved at have udviklet en ny børne-prototype bestående af 25% søn og 75% softice.

IMG_6730

Somebody shoot me

Nåmen, miniskinkerne er blevet syge. Den ene med 40 i feber. Og som sædvanlig gik kabalen af børn, voksne og senge ikke helt op i nat. På de voksnes bekostning, naturligvis. (Man skulle jo næsten mene, at et vist anciennitetsprincip burde gøre sig gældende ved fordelingen af sovepladser, men næhnej).

Så alle er trætte og/eller syge, og Sønneke er i komplet opløsning, fordi vi alligevel ikke skal rejse hjem til farmor i dag.

Derudover er vores køkkenvask stoppet, og mandens løsning af problemet, at hælde en halv bøtte kaustisk soda i (“Er det dig eller mig, der er fysiklærer?” lød argumentet mod mine bekymrede indvendinger), resulterede i, at vi her til morgen stod op til en vask fyldt med kaustisk soda-opløsning. Som hurtigt blev fordelt ud over stuegulvet, da vores gulvspand åbenbart er revnet.

Og så er det netop gået op for mig, at jeg skulle have været inde på Jobnet og trykke på deres forpulede lorteknap senest i går. Så jeg kan nok se frem til endnu et høfligt brev, der fortæller mig, at hvis jeg én gang til udøver så alvorlig og samfundsnedbrydende en misgerning, så ryger mine dagpenge.

Det er jo heller ikke andet end rimeligt.

IMG_6707