Den dag, jeg genopdagede, at nogle mennesker er idioter

Man skal ikke skyde budbringeren. Men nogle gange giver budbringeren på forhånd én lyst til at skyde budskabet ned. Jeg har haft mine tvivl i forhold til signaturen Leny Malacinski, lige siden jeg så den i forbindelse med titlen Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt. Og det hjælper ikke, at den i dag stod over Weekendavisens seneste bidrag til mit absolutte hade-emne: Daginstitutionernes Frikadelle-gate.

Vi er her tilbage ved tidligere observation vedr. min haven ret og andres væren idioter, men må hellere i samme ombæring konstatere, at selvom de kritiske spørgsmål udebliver, så er det teknisk set ikke Malacinskis skyld, at politikerne i Ishøj Kommune er ramt af idioti. Det må stå for deres helt egen regning, at de i ramme alvor debatterer, om man skal tvangsindskrive svinekød i daginstitutionerne (det er så forudsigeligt at hænge DF’erne ud, men S er tilsyneladende godt med her, også i Ishøj – du har i øvrigt tabt min stemme, Helle). Og forresten ikke synes om, at forældrebestyrelserne kan bestemme, at der skal serveres halalkød, når nu d’herrer kommunalpolitikerne mener, at det er noget frygteligt hokuspokus altsammen. Vorherre til hestebøf!

Det hele er så toplatterlig en diskussion, og jeg græmmer mig voldsomt ved tanken om det stakkels køkkenpersonale, der risikerer at blive tvunget ud i det både økonomisk tåbelige og praktisk anstrengende projekt at udøve differentieret madlavning. Selv den udemærkede Pernille Brammings indlæg i sagen (samme avis, ja, jeg er alt for snobbet til at læse ret meget andet) for et par uger siden, sluttede af med en tåbelig konstatering af, at alle institutioner nok kunne overkomme at servere to slags frikadeller. Gu’ kan de da ej! Og folk der mener det modsatte, skulle fandeme tvinges til at bestyre et mellemstort industrikøkken på stærkt begrænset budget i en måned. Det eneste, der er mere tåbeligt end det forslag, er helgenkåringen af madpakkerne (don’t even get me started…).

Jeg bliver så træt, når den slags principryttere vil ødelægge noget, der rent faktisk fungerer, og folk uden praktisk erfaring med tingene vil til at opfinde nye og uduelige løsninger. Det er vigtigt og godt, at små børn kan få et sundt og frisklavet fælles måltid til frokost, og det er vigtigt og godt, at jeg slipper for at skulle smøre madpakker. Ingen grund til at komplicere det yderligere.

(Og for et meget bedre indspark i debatten: læs Kristina Rickens indlæg om alarmerende lave salamital)

Einstein havde ret

Der er nogle gange, hvor en hel dag bare ikke er nok til at få noget fra hånden.

Og så er der nogle gange, hvor de tre kvarter der går, fra børnene sover, til veninde ringer på døren, er alt rigeligt til at rydde op i stuen, tage et bad, barbere ben, pleje sit parforhold på den censurerede måde, registrere og dokumentere en grum legetøjsulykke og skrive et blogindlæg.

Da Jumbos liv passerede revy, tog det en evighed...

“Forbandet være den hukommelse,” var Jumbos sidste tanke, efter det havde taget hans liv en evighed at passere revy.

Forsmåelse

Sønneke blev ked af det i dag, da en legeaftale gik i vasken. For han havde glædet sig meget og endda planlagt en særlig menu til anledningen (pasta med blåmuslinger; førstevalget var sushi, men det kan børnehavebuddy ikke lide – den plebejer). Og så var der lige pludselig “slet ingen, der kommer hjem til mig,” som han grædende konstaterede.

I går forsøgte jeg at fylde min weekend ud med en kaffeaftale, en paraften og en venindedate. Ingen bed på. Senere græd jeg også lidt, fordi slet ingen kom hjem til mig. Og jeg havde endda ikke engang planlagt en menu.

IMG_6921

Dagens arbejdsløshedsbrok forklædt som undren

  • Jeg har taget en 5-årig uddannelse, og der findes ingen jobs, der matcher den. Ingen. Det kan da ikke passe? Nogen må holdes ansvarlige! (Ikke mig, selvsagt).
  • Hvorfor er så mange firmaer ikke i stand til at formulere en jobannonce på et bare nogenlunde korrekt dansk? Dette kunne selvfølgelig være min gyldne chance. I de blindes rige…
  • Min reaktion på stilstand er at spise? Stod for ti minutter siden i køkkenet med hånden på køleskabslågen, uden overhovedet at have registreret, at jeg gik derud. Det kunne godt gå hen og blive et problem.
  • Hvad hovedet er fuldt af, løber bloggen åbenbart ikke over med? Vil meget gerne lave velskrevne, inspirerende, følsomme, dybsindige og galgenhumoristiske indlæg. Det sker ikke lige pt.

IMG_6515

Det var en mørk og stormfuld aften

Også jeg har bekendt mig til sommerkrimierne, men ikke nogen geschäftige journalistdamer eller massakrer i skærgården til mig, tak.

Jeg læser krimier for at blive hensat til fjerne steder og svundne tider, så derfor kan samtlige skandinaviske krimier rende mig (bortset fra Christian Dorph & Simon Pasternaks fabelagtige Københavnerserie – men den foregår så også fra 1970’erne og frem…). Ligeledes må der gerne være bare lidt krydsogtværsløsning over oplevelsen, så jeg gider ikke vide, hvem morderen er før til sidst, og det rager mig hat, hvad psykopaten løbende går og funderer over. Ej heller gider jeg kæmpe mig igennem alskens blodige udpenslinger til gengæld for et tyndbenet plot og todimensionelle karakterer (her bør for ordens skyld tilføjes, at Agatha Christie er den eneste i min bog, der får lov til at slippe af sted med de to sidstnævnte, og det er udelukkende fordi hun samtidig strør om sig med biblioteker, eftermiddagscocktails, hemmelige testamenter og excentriske opdagere).

Så er der overhovedet nogen krimier, jeg kan lide? Jeps, dem her.

IMG_6893

Raymond Chandler, har jeg altid troet var mere kitschet end godt, men skam få jeg, for det er VIRKELIG godt. Og Leonardo Paduras Havana-kvartet er også klasser over, hvad man ellers byder den almindelige krimilæser. Der er stemning og melankoli og mandlige hovedpersoner lige efter mit hjerte: de ryger som skorstene, drikker som svampe, kan deres litterære klassikere og trods deres dystre sindelag river de sarkastiske vittigheder af sig ved enhver given lejlighed. Klichépræget, måske, men vorherrebevares, det var Chandler – eller måske i virkeligheden Dashiell Hammett – der opfandt den kliché! Hvis det ikke var for min kæreste og en ganske uomgængelig tid/rum/virkeligheds-faktor, så ville jeg rende efter Phillip Marlowe og Mario Conde, mens jeg forsøgte at passe ind i 40’ernes Hollywood og slut-80’ernes Havana.

Så smid nu den Camilla Läckberg-bog og få fat på d’herrer Chandler og Padura i stedet. Det er meget bedre. Jeg sværger. Og Bo Tao er enig med mig.

Græsenkemad

Umiddelbart virkede det som en sweet deal at få sine børn med en lærerstuderende, men jobbet i den virkelige verden synes godt nok at gemme på en anseelig mængde ikke-skemalagte aktiviteter. Som denne uges temmelig pludseligt planlagte lejrtur fra torsdag til fredag, f.eks… Manden min følte åbenbart ikke, at det var en mulighed at bryde grædende sammen over bordet, hulkende noget om sine 1000 uregerlige børn, sin stakkels, nedbrudte kæreste og hvorfor han derfor var nødt til at blive hjemme, selvom alle andre skulle af sted. (Pffh!) Svigermor tilbød at komme over, men så gik der alligevel Supermom i mig, og “den smule halvandet døgn burde man nok kunne klare selv”. (Pffh igen!)

Største udfordring var som altid aftensmaden, både eksekvering og indtag foregår som regel under cirkuslignende forhold, selv når vi er to om det – tilsæt musik og sølvtrikot, og Benneweis får ikke et ben til jorden. Jeg tyede derfor til den moderne families bedsteste ven: Linsesuppe. Der med knap så familievenlige betegnelser er pikkenemt og smager pikkegodt. Og som passende kunne bikses sammen midt på dagen, mens arvingerne befandt sig i institution, og derefter opvarmes efter behov.

Til ca. fire personer svitses to løg (i tern) og to fed hvidløg (i skiver) i noget olie (i en gryde). Derefter tilsættes to mellemstore kartofler, skrællet og skåret i ikke alt for store tern, samt et æble, der har fået samme behandling. Derudover anvendes hvad man lige har liggende af hensygnende grøntsager (friske kan også bruges, hvis man er til den slags). I mit tilfælde betød det, at nogle temmelig slatne gulerødder og en deprimeret snackpeber også fik lov at møde deres skæbne i gryden. Så skal der linser i, røde linser. Fabrikanterne vil så gerne have, at man skyller linserne grundigt og går dem efter for sten, men det er både mit liv og min tålmodighed for kort til, og da jeg endnu ikke er blevet klog af tandskade, så måler jeg bare 200 g af og hælder dem i gryden. Herefter tilsættes vand. Endelig ikke for meget, for suppen skal være tyk, og det er både ærgerligt og besværligt at skulle hælde væske fra på et senere tidspunkt. Og endelig ikke for lidt, for så brænder skidtet på i bunden. Bare lige tilpas med vand, og herefter kan Guldlok så smide en terning hønsebouillon, et laurbærblad og en halv til en hel spsk Garam Masala-krydderi oveni. Lidt karry kan også tilsættes, hvis man har en ordentlig en af slagsen. Der simres løs under låg, linserne skal have ca. 20 min., og kartofler og gulerødder skal selvsagt koge møre. Begynder sagerne at råbe på væske, kan man undervejs tilsætte den dåse hakkede tomater, der alligevel skal i på et tidspunkt. Når retten har kogt, hældes en dåse kokosmælk i, og laurbærbladet pilles op (hører du efter, Mie?), inden hele herligheden får en tur med stavblenderen – og det er sådan set det. Man kan smage til, men min erfaring er, at det knap er nødvendigt. Er der kun voksne blandt de spisende, kunne man nok tilsætte lidt mere krydderi, chili, salt og sort peber, og uanset alder er det et sikkert hit med smuldret feta henover ved serveringen.

Således var der senere på dagen aftensmad i løbet af to mikrobølgeovnsbip, og alle var glade. (Eller, det var i de hvert fald halvanden time senere, da tre fjerdedele af selskabet sov, og den sidste fjerdedel havde smidt sig på sofaen med en bog og et tiltrængt glas vin). Dessert: Pandekager. Man tager en pose mel, overvejer situationen og beslutter, at det orker man ikke alligevel.

God weekend!

IMG_6889