Jubilæum

Nåhmen…bloggen havde jo faktisk 1-års fødselsdag i går. Hvilket jeg fejrede med en solid omgang tømmermænd og et sølvbryllup i Fredensborg.

(Det sidste i selskab med Sønneke, der som sædvanlig var en skat at have med, og stædigt holdt ud til kl. 21.45, hvor den forjættede Gâteau Marcel blev serveret og inhaleret – herefter fulgte totalt søvnkollaps på mit skød. Det var en god aften i Sønnekeland).

Skal lige have noget cola og noget søvn. Og nogle børn tilbage i institution. Så er jeg der igen.

Rejsequiz: Afgørelsens time

Først og fremmest må det konkluderes, at jeg er aldeles rådden til at konstruere rejsequizzer. Tror der gik max. 20 min., før den første bød ind med det rigtige svar. Som jo naturligvis er: Biervliet.

Eftersom alle har svaret rigtigt, haben wir anderen metoden til at kåre en vinder. Her må det tælle, at man også gættede Bukowski-filmatiseringen (Barfly), så vinderen skal findes blandt dem, der havde denne detalje med. Jeg har ladet mine yndige assistenter trække lod, fravristet dem sedlen, inden de åd den, og vinderen er:

Mette K. – tillykke!

Hvis du sender din adresse til nomdemie@live.dk, så sender jeg præmien: En pose hollandske vafler og et eksemplar af Hollywood, den bog, Bukowski skrev om tilblivelsen af Barfly – og en af mine yndlings fra hans hånd. Der skulle også have været et autentisk Biervliet-postkort med, men det kan jeg så ikke finde. Dukker det op, kommer det med i pakken.

Rosende omtale må gå til hurtigst på tasterne, Carportognoia, og til det på én gang ærlige og udspekulerede svar fra Thea. Var fristet til at sende jer en gang hollandske vafler som trøstepræmie, men forholdet mellem præmiens værdi og portoen taget i betragtning, giver det næsten mere mening at bede jer om selv at gå ned og købe en pose i Tiger… (Faktisk havde jeg lyst til at give trøstepræmier til alle, bare fordi I gad være med. Jeg er en elendig quizmaster.)

Tak til alle 12 deltagere, og jeg håber, I vil være med igen, næste gang vi leger ‘gæt en crappy by, Mie har været i’. (Hvor der vel at mærke ikke bliver nogen nemme google-hints!!).

IMG_7008

Den pædagogiske eunuk

Når det kommer til opdragelse af drenge- og pigebørn, så skal der ikke meget til at få mig op på de marxistisk-feministiske barrikader. Her skal sandelig være lige adgang til kønsbelastet legetøj, her er ikke noget der hedder ‘drengeting’ og ‘pigefarver’. (Byggede et legekøkken til Sønneke i 2-års fødselsdagsgave, hvilket affødte følgende kommentar fra min ellers så progressive svigermor: “Skal han så også have et dukkehus?” Meget gerne! Og må jeg i øvrigt minde om, at din egen søn er noget så åbenbart kønspolitisk kontroversielt som kokkeuddannet? Nå, det var et sidespor…)

Så ankom miniskinkerne, og det lyserøde tøj kom snigende ind ad døren i form af fire kæmpe sække arvetøj fra en flink nabo uden helt samme svensker-indstilling til børnetøj som mig. Nåjaja, beggars can’t be choosers… Men næste pædagogiske benspænd opstår så i kraft af hele tvillingeaspektet: De er enæggede, skal jo for fanden behandles som to unikke individer og alt det der, og må endelig ikke gå ens klædt. Så hvad gør man, når H&M kun har to slags overtræksbukser: skrigende candyflosspink og grå med blå kant? (Og hvad i hede hule helvede sker der i øvrigt også lige for det?)

Som nedenstående billede med al tydelighed viser, så er jeg en langt bedre rødstrømpe end tvillingemor. Og når d’damer om mange år kommer med deres anklagende blikke og moderinducerede identitetsforstyrrelser, må jeg jo bare prøve at forklare dem, at lyserødt altså er meget værre. Og at de i det mindste havde forskellige jakker.

Jaja, skoene fandtes også kun i én pæn farve. So shoot me.

Jaja, skoene fandtes også kun i én pæn farve. So shoot me.

Forsinkede ferieindtryk

  • Fik overhovedet ikke nydt at være i lufthavne, som jeg ellers elsker. Fordi jeg begge gange i vanlig stil var liiige tæt nok på at være for sent på den. Så oplevede den internationale rejsestemning gennem en strøm af sved og prikker for øjnene, akkompagneret af mit hivende åndedræt. Meget glamourøst. Og pænt at se på, uden tvivl.
  • Der herskede en streng politik omkring opvask, faste spisetider og til dels også personlig hygiejne hjemme hos min veninde, nu vi begge var børnefri: Den slags gør vi ikke! Var tæt på at udvikle husmor-tics på tredjedagen, da jeg sad klokken seks om aftenen i nattøj i sofaen og spiste chips, flankeret af et fyldt askebæger og diverse snavset service, og ikke havde været i bad, siden jeg ankom. Men jeg stod imod! (Gik dog i bad…ved otte-tiden).
  • Landsbyfolkene var et kapitel for sig. Havde det lidt stramt med det tyggegummignaskende kvindemenneske som hyldede Geert Wilders og pjattede rundt med konen til den mand, hun har haft en affære med de sidste to år. Genvandt dog en del sympati, da hun under et billardspil ladede køen som et haglgevær og stak en finger i luften for at tjekke vindretningen. Når det kommer til sjove mennesker, kan jeg være ganske rummelig.
  • Måtte til sidst indse, at min sarte morkrop har endog meget svært ved at tåle et længerevarende ophold med licens til at drikke alkohol når som helst, i selskab med en storryger, i et land hvor pommes frites er det eneste acceptable tilbehør. Begyndte helt at savne en latte og noget spelt. Og udendørs rygning. Er endegyldigt blevet mere end 20 år gammel.

IMG_7002

Rejsequiz

I bedste Politiken-stil, føler jeg mig fristet til at lege ‘gæt en by’. Mest for at se, om nogen overhovedet vil kunne gætte, hvor jeg har været i sidste uge? Præmien er selvfølgelig noget meget spændende og hemmeligt… Og ikke bare noget, jeg finder herhjemme i sidste øjeblik… Anyways, here goes:

Byen er ikke stor – omkring 1500 indbyggere når oplandet tælles med – og er oprindelig en fiskerby, som har eksisteret siden 1100-tallet. Trods sin ringe størrelse huser byen både en katolsk og en protestantisk kirke, en vindmølle og to hoteller. Området er kendt for sine muslinger, men denne by har i stedet en ålerestaurant som sin hovedattraktion. Og så har navnet i øvrigt altid mindet mig om en Bukowski-filmatisering.

IMG_7010  IMG_7007IMG_7006

Hvor har jeg været? Smid et bud i kommentarfeltet inden næste torsdag (d. 26.) kl. 19. Er der flere rigtige svar, tager vi den derfra. Der er ekstra respekt, hvis man også gætter filmen. Og er der ingen, der vil lege med mig, så æder/læser jeg bare præmien selv…

Jeg er forelsket

I Caitlin Moran (jaja, det er alle andre også, men JEG elsker hende mest). Havde godt fornemmet, at hun var min type, men blev endeligt overbevist, da jeg så hende på Diamanten i går. Vi passer bare så godt sammen! Hun kan f.eks. heller ikke lide ordet ‘søstersolidaritet’. Og mit hjerte hoppede en ekstra gang, da hun hev op i T-shirten, og formede en stor smilende mund af sit graviditetshærgede maveskind. Altså!

Havde jeg været lige så sej som hende, havde jeg minglet noget mere med de forlagsfolk, jeg kender lidt, og jeg var gået hen og havde sagt hej til Maren og Superheltemor. Men social amøbe som jeg er, stirrede jeg bare panikslagent rundt, greb mit gratis glas rødvin og stillede mig i kø til bogsigneringen. Og trådte mig selv over tæerne, mens jeg fortalte Caitlin mit navn.

Men inden jeg begynder at tappe blod til et fanbrev og planlægger, hvordan jeg bedst kommer på skudhold af præsidenten, skal hendes nyoversatte bog, Kunsten at være kvinde, have en stor og uforbeholden anbefaling med på vejen. (Ville egentlig have købt den på engelsk, men kunne ikke lade muligheden for en autograf og et hej gå min næse forbi. Så køber jeg den bare også på engelsk. Alt for hende). Læs den. Hun er selvudleverende, knivskarp og nuanceret. Og så er hun pissesjov – og jeg er normalt ret svær at stille tilfreds på den front.

Mit navn, skrevet af Caitlin Moran. Det endegyldige bevis på, at hun og jeg er evigt forbundne.

Mit navn, skrevet af Caitlin Moran. Det endegyldige bevis på, at hun og jeg er evigt forbundne.

På vej

Det er dårlig fly-karma (og elendig smag i musik) at citere John Denver, så det vil jeg lade være med. Men min kuffert er snart pakket, og lufthavnen kalder…

I går holdt Sønneke og jeg fest, i anledning af farmors ankomst. Vi hængte en papirguirlande op og lavede en kage “som skal pyntes ovenpå med sådan nogle bær, mor”. Og vi snakkede om, at vi ville komme til at savne hinanden, og at det bliver svært for mig at skulle undvære dem alle sammen så længe. Men som kloge Sønneke konstaterede: “Det kan være, du kan blive længe oppe.” Og det trøstede jo lidt.

Jeg har aldrig været hønemor-typen; jeg tog uden skrupler fem dage på Roskilde, da min søn var fem måneder gammel, og har aldrig haft noget problem med at overlade alle mine præmieskinker til andre. Jeg kan virkelig godt lide mine børn, men jeg kan også virkelig godt lide at være mig selv.

Alligevel har jeg for første gang virkelig ondt i maven over at skulle hjemmefra; frygter alskens rædselsscenarier på hjemmefronten i mit fravær – for slet ikke at tale om den akavede stemning der vil opstå, når jeg i de sene nattetimer, foran min fraskilte veninde i delebørnsordning, bryder hulkende sammen, fordi jeg saaaaavner min familie…

Nå, det skal nok gå. Jeg elsker at rejse. Og i det mindste kan jeg være længe oppe.

IMG_6998

PHSB (Post Hotel Stay Blues)

“Den følgende dag blev lang. Hun spadserede i sin lille have, frem og tilbage ad de samme gange, standsede foran bedene, foran espalieret, foran gipspræsten og så bestyrtet på alle disse ting fra fortiden, som hun kendte så godt. Hun syntes allerede det var så længe siden, hun havde været til det bal! Hvad var det da, der havde skabt en sådan afstand mellem denne eftermiddag og formiddagen to dage før? Hendes rejse til Vaubyessard havde skabt et hul i hendes liv, ligesom disse store kløfter, et uvejr til tider, på en enkelt nat, kan grave i bjergene. Men hun resignerede: hun lukkede fromt sin selskabskjole, og tilmed sine silkesko, hvis såler var blevet gule af det glatte voks på parketgulvet, inde i kommoden; hendes hjerte havde det ligesom de: da det strejfede rigdommen, havde noget, der ikke mere kunne slettes ud, afsat sig på det.”

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Ak, det føles som kun et par timer siden...