Måske siger de i virkeligheden, at de har brug for mig?

“Så skrev Uglen, og her er, hvad han skrev: HJRTLI TEKKLYKK FSDAK. Plys så beundrende til. ‘Ja, der står blot Hjertelig til Lykke‘, bemærkede Uglen ligegyldigt. ‘Det er et pænt langt ord,’ sagde Plys, som var meget imponeret. ‘Ja, ser du, i virkeligheden så siger jeg ‘Rigtig hjertelig til lykke og mange kærlige hilsener fra Plys’. Ja, det må jo siges, det slider en del på blyanten at sige så meget.’ ‘Ja, selvfølgelig,’ sagde Plys.”

A.A. Milne: Peter Plys

DumpAfslag

Venligst, Den Søvnløse

Til Vred Ung Mand, kl. 03.45: Ja, han er din FUCKING ven. Men derfor behøver du vel ikke råbe det? Flere gange? Rigtig mange gange? Også ærgerligt, at du føler dig stukket i ryggen af ham, men tror stadig ikke det der med at råbe hjælper på de problemer, I to måtte have.

Til Gruppe af Glade Piger, kl. 04.05: Det er bare super, at I elsker hinanden så meget, er så gode veninder, og sammen finder glæde i at synge (højt). Meget livsbekræftende at høre, at I tilsyneladende har haft en dejlig aften. Må jeg foreslå, at I runder den af hjemme i egne gemakker?

Til Meget Oprevet Pige, kl. 04.30: Jeg kan forstå, at du helst vil være i FUCKING fred. Men jeg tror bare, at dine veninder prøver på at hjælpe dig. Det er trods alt ikke et sundhedstegn at tudbrøle og skrige på åben gade på det her tidspunkt af døgnet. Jeg synes, du skal tage imod de udstrakte hænder.

IMG_6017

Booklover’s dilemma

Er der nogen, der ved, hvad man gør med bøger med tis på? Godt nok meget nuttet og næsten sterilt babytis, men stadig… (Jeg smider dem IKKE ud!!)

Kombinationen af post-bad-skinker og deres hæmningsløse trang til at flå bøgerne ud af reolerne, har stillet mig over for dette pikante problem. Indtil videre har fremgangsmåden været at efterlade dem i afmagt på gulvet natten over (bøgerne, ikke børnene), og så ellers stille dem på plads i reolen igen. Men degenererer bakterierne efter noget tid? For jeg regner alligevel ikke med at skulle bruge nogen af bøgerne foreløbig. Især ikke kogebogen.

Min mor har godt nok en doktorgrad i mikrobiologi, men af præcis samme grund tør jeg ikke rigtig spørge hende.

Nej, denne her var ikke et af ofrene. Han havde ellers fortjent det, den gamle misogyn.

Nej, denne her var ikke et af ofrene. Han havde ellers fortjent det, den gamle misogyn.

Hvordan jeg solgte min sjæl og fik en stol, del 3 – den store finale

Nåmen… Der skal kåres en vinder!

Jeg har været stærkt underholdt af gættene i kommentarfeltet – ret sjovt at følge nogleogtredive menneskers filosoferen over, hvor mange spisebordsstole jeg egentlig har (og tak for de rosende ord indimellem!). Havde overvejet at afsløre størrelsen på vores lejlighed som hjælp, men var bange for, at det ville få den modsatte effekt. Tror ikke nogen ville ane, hvor mange møbler, det er lykkedes os at presse sammen i en tre-værelses på knap 80 m2.

Men nu til sagen: udover arvegods, ILVA(!)-møbler og almindeligt ragelse, viste optællingen følgende antal IKEA-møbler i de respektive rum.

  • Køkken: 0
  • Stue: 5 reoler (hej, mit navn er Mie, jeg er bibliofil), 1 TV-bænk, 1 skrivebordsskuffedarie
  • Soveværelse: 1 skab, 1 kommode, 1 seng
  • Børneværelse: 1 reol, 1 kommode (lavet til puslebord), 1 børnebord, 1 børnestol
  • Badeværelse: 1 skammel
  • Entré: 0

Oooooog…the dark horse, som jeg i sidste øjeblik kom i tanke om:

  • Altan: 2 klapborde, 1 bænk

Svaret bliver altså: 18 IKEA-møbler. Og det var det, som Lirum havde gættet. Tillykke! Send mig en mail med navn og adresse, så sender jeg dig videre mod Nomi-stolen. Og til alle jer andre: Tak for nogle gode svar, og fordi I ville være med!

Og så er dén integritet vist endeligt begravet.

Hvor der er hjerterum…

Inden de læsere, der ikke er ude efter at vinde en højstol, forlader mig, vil jeg lige markere, at jeg stadig er i live.

Efterårsferien blev bare – ganske uforudset – omdannet til en test af, hvor langt min hus-rummelighed egentlig rækker i praksis… Meget kort, er svaret.

Og nu må I have mig undskyldt igen. Har noget kæreste-kvalitid der skal indhentes, inden børnene skal hentes. (Oh yes, vi er den slags forældre!)

IMG_7080

(Og tak til all-time favorite Richard Scarry for tegning)

Hvordan jeg solgte min sjæl og fik en (god) stol, del 2

Nå, hvad kan vi så konkludere?

Jo, først og fremmest, så viser Nomi-testen, at min ene datter er noget gladere for at kravle ud af sin højstol end den anden. Eller, det vidste vi så godt i forvejen, men humlen er, at det kan hun godt i sin almindelige TrippTrapp-stol – men ikke i Nomi-stolen. Hvilket er praktisk, og derfor er det også Udbryderdronningen, der primært har brugt den nye stol. (Så meget for tvillingeforsøget – endnu engang må videnskaben se sig bragt i knæ af den praktiske verdens barske realiteter).

(Note: Udbryderskinken er siden lykkedes med sit forehavende! Ingen stol kan tilsyneladende holde på hende…)

Nomi-stolen føles generelt både sikrere og mere stabil end andre højstole, jeg har været i nærheden af (en del, efterhånden), og der er små hjul under bunden, så hvis terroristerne f.eks. forsøger at sætte af fra bordet, triller Nomi-stolen bare lidt væk – i modsætning til andre typer stole, der godt kan tippe, hvis bare barnet skubber hårdt nok fra. Hjulene gør desuden, at alle børnene (og en enkelt voksen…) herhjemme har haft en fest med at skubbe ting og hinanden rundt i lejligheden – ikke altid til moderens begejstring, men underholdningsværdien fejler ingenting!

Også god som reol transportable

Derudover er stolen let både i materialer og i brug. Sæde og fodplade er nemme at indstille, og det gik lynhurtigt med at samle den (især, hvis der ikke havde været tre børn til løbende at sabotere projektet, vil anbefale, at man gør den slags efter puttetid). Desuden kan den, ligesom TrippTrapp (designet af samme mand, Peter Opsvik), tilpasses barnet som det vokser, og altså også bruges til større børn. (Har dog ikke testet på Sønneke, hvis selvfølelse bestemt ikke er kompatibel med at prøve stole rettet mod yngre aldersgrupper).

Min første og sidste anke mod vidunderet må blive: udseendet. Jeg er ikke fan af plastic (selvom det er dejlig praktisk), og designet er en anelse for spacey til den studentikose stil af loppefund, IKEA-møbler og rod, som vi kører herhjemme. Men funktionel er den altså til ug, og i et bare lidt mere stilet hjem end mit, ville den tage sig godt ud, også fordi den fås i flere forskellige farver og træsorter.

Så derfor….rask videre til den spændende udlodning! (Bemærk i øvrigt, hvordan jeg stædigt undlader at bruge ordet ‘giveaway’. På den måde bevares min integritet.) Men jeg synes, det er så kedeligt bare at trække lod… Så i stedet skal der gættes:

Hvor mange IKEA-møbler har vi herhjemme?

Lamper, knagerrækker m.m. tæller ikke, kun møbler. Og hvert møbel tæller, har vi f.eks. 6 ens stole, tæller hver stol. Smid et bud i kommentarfeltet inden tirsdag d. 22. kl. 19.03, så kårer jeg en vinder bagefter.

(Nomi-stolen kan der kigges mere på her. Hjemmesiden afslører i øvrigt, at man selv kan få lov at lege stoletester på Nomis stand (nr. 91) på Baby- og Småbørnsmessen i Øksnehallen her i weekenden – jamen, selv tak for timing og bonusinfo, Evomove!)

Go Alice!

Må lige trække spændingen over stole-anmeldelsen lidt endnu, for det er ikke hver dag, at en af mine yndlingsforfattere vinder Nobelprisen i litteratur. (Og man bliver jo også så glad, når de giver prisen til en forfatter, man rent faktisk har læst…)

Hurra for Alice Munro – novellernes herskerinde og betvinger! Har du ikke læst hende før, så er det nu, du skal begynde, og hvis Nobelprisen ikke er anbefaling nok, så citerer jeg hermed Jonathan Safran Foer: “Læs Munro! Læs Munro!”

Skal jeg smide noget konkret på bordet, må det blive samlingen Væk fra 2010: Det er stille drama, gys, sorg, svigt og kærlighed, og det er Munros exceptionelle evne til at gøre ganske almindelige menneskers liv i små, canadiske byer helt vanvittigt spændende. (Titelnovellen holdt mig på kanten af stolen, og bare tanken om novellen Tavshed kan næsten få mig til at græde – igen). Det er hele liv fortalt på 40 sider, og det er SÅ godt.

Så læs Munro!

IMG_7067

Hvordan jeg solgte min sjæl og fik en stol, del 1

Jeg er generelt meget i mod reklamer, forbrugerisme og kommercialiseringen af det offentlige rum.

Samtidig elsker jeg gratis ting, så da en flink dame fra Evomove (indsæt sponsorlink)spurgte, om jeg ville teste et eksemplar af Nomi-stolen (indsæt produktlink) samt forære et andet eksemplar væk, sprang jeg til, som den kapitalismens skøge, jeg er. Jeg kan derfor nu smykke mig med titlen ‘stoletester’. Hvem skulle have troet det?

Men hvad gør så mig mere speciel end alle de andre, der også har testet en Nomi-stol, spørger du måske? Jamen, jeg har sgu da hele to babyer at teste den på! Enæggede tvillinger oven i købet, laboratorierotternes Rolls-Royce! Den stol har gennemgået topvidenskabelig behandling, et slags omvendt tvillingeforsøg med sammenfald i både arv, miljø og stol. Skulle ikke undre mig, om Nobelkomitéen snart banker på.

Nå, men for at trække den ulidelige spænding, der nu er opbygget, venter jeg med resultaterne til i morgen. Ligeledes med udlodningen af et styks stol efter eget valg *vilde jubelskrig og klapsalver*! (Please, deltag… Ellers er der aldrig nogen, der tilbyder mig gratis ting igen…)

Ceci n'est pas en stol. Og Ceci n'est bestemt pas et beskidt køkkengulv.

Ceci n’est pas en stol. Og Ceci n’est bestemt pas et beskidt køkkengulv.