Rejse til formiddagens ende

Elevatoren i børnenes institution er i stykker, hvilket er upraktisk, når afkommet har til huse på hhv. 1. og 2. sal, og hele to personer i selskabet (endnu!) ikke kan gå selv.

Der var mandefald i vuggestuen, så jeg skal hente tidligt (hvilket ikke ville være det store problem, bortset fra, at jeg skal hjemmefra tre kvarter i forvejen, at der så ikke er nogen, der kan hjælpe mig ned med skinkerne, nu hvor elevatoren er i stykker, og at der klokken ‘tidligt’ ikke er nogen bedre halvdel til at hjælpe mig og vores motorisk langsommelige børn op til 3. sal, når vi endelig er kommet hjem).

På vej hjem fra institutionen, når jeg at give mig selv en mental opsang: lad nu for helvede være/med at være så sur og negativ/og have så ondt af dig selv/så er det heller ikke værre/nu skal du bare handle hurtigt ind/og så hjem og have noget kaffe. Og jeg nåede helt frem til kassen, før jeg opdagede, at jeg jo ikke havde taget mit dankort med. (Jeg ser dine 3-børn-op-ad-trapperne og hæver med 2 indkøbsposer).

Vel hjemme må jeg endeligt konkludere, at noget er galt med lige præcis min a-kasse-selvbetjening (og den fagre digitale verden som hele), for det har nu i en uge været fysisk umuligt for både mig og Flink og Beklagende Dame i Røret at få indsendt mit dagpengekort, sådan så jeg rent faktisk får penge udbetalt. (Ja, det er den 2. i dag, og gæt hvem der pt. er bagud med regningerne?)

Det er med andre ord universets egen skyld, at jeg spiser pomfritter til morgenmad.

IMG_1611

Advertisements

7 thoughts on “Rejse til formiddagens ende

  1. æv æv med træls på eller sådan noget… Sender hoppeglade tanker din vej og håber det hjælper. Miniskinkerne må kravle op ad trapperne, hold evt en Mariekiks i uopnåelig afstand, det kan måske speeder kravlingen-af-trapper op:) Uhh, de pomfritter kunne jeg godt spise til morgenmad med pomfritsauce:) uhm:)

    • Det strider så lidt i mod min generelle præmis med, at det altid er mig, det er allerMEST synd for… 😉

      Nej, ærlig talt, bækkenbund og ryg aside, så haderhaderhader jeg hver gang der sidder et grædende barn i tremmesengen i lejligheden, et grædende barn fastspændt i klapvognen i gården, og en næsten-grædende Sønneke står et sted midt i mellem og er for lille til at håndtere al den ulykkelighed, mens mor halser op og ned ad trapperne…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s