Jeg undrer mig over, at…

…den eneste fotobutik på Amagerbrogade altid har ferielukket, når jeg skal bruge den? Udenfor normale ferieperioder, forstås. Denne gang var det haste-fremkaldelser til Sønnekes familiebilledeprojekt, der stod på spil. Og med hans sidste tegning in mente, vaklede samtidig min retmæssige plads i familiehistorien, så der blev stået på hovedet i diverse kasser, gennemtrawlet en del ikke-børnehave-egnede par-selfies (fordi vi er fulde på dem – perverse svin!) og en enkelt, gemt barnedåbsinvitation blev dissekeret, før jeg stolt onsdag morgen kunne præsentere en kuvert med familiebilleder for den let undrende stuepædagog, der fortalte, at billederne altså først skulle bruges fredag…

…der findes mennesker (ja, du hørte mig, ‘Orama!), som sukker efter sne?! Sne??!!?! Hvad i hele hule helvede er det lige præcis, I savner? Frostgrader? Forsinkelse og/eller lammelse af al offentlig (og privat) trafik? Umuligt cykelføre? Glatte fortove? Eller bare muligheden for at blive gennemfrossen og våd på èn gang? Mærk jer mine ord, sne er vejrgudernes ondeste straf! Den har en begrænset æstetisk værdi på julekort og betragtet gennem et vindue i ferier, men ellers skal den hvide djævelskab bare holde sig væk fra mit kuldskære korpus. Vinterregn ftw!

…der tilsyneladende er enten en ny trend eller en gammel festival, jeg ikke har opdaget? Under en smådesperat jagt gennem byen på en passende kjole til et bryllup, stødte jeg på hele to (ja, det er samme belejlige en, to, mange-statistik, som den, jeg bruger på fotobutikkens ferielukninger) nogle-og-tredive-årige ekspedienter, hvis hår havde en underlig, halvt udvasket blå farve? Sidst, jeg så den stil på nogen, var i 9. klasse. What’s with that?

…så mange mennesker ikke forstår at bruge citationstegn korrekt? Hvor svært er det lige? (Alternativt er et nyt, ironisk lag, som jeg slet ikke har opfanget, ved at vokse frem i samfundet…)

IMG_7113

Reklamer

Falsk bevidsthed

For de, der har læst med herinde, er det vist ingen hemmelighed, at jeg gik temmelig kold i min sidste barsel (faktisk også den første, men det er i det mindste ikke dokumenteret på nettet).

Alligevel er skinke-isolationen – mod alt fornuft – ved at blive til glade minder fra en svunden tid. Babyperioden er mere lyserød i erindringen, og når jeg vågnede grædende om morgenen, vidste jeg i det mindste, at der var en ende på det. På et tidspunkt ville dagene blive anderledes.

Jeg hader at være arbejdsløs.

Ma Ingalls’ got nothing on me

I en tid, hvor jobudsigter er håbløse, skolevalg uafklaret og økonomien stram, så er det vist på tide at sige tak for det, man har (heriblandt smøger, rødvin og alle sæsoner af The Wire på dvd).

Så i anledning af Thanksgiving næste torsdag, har jeg købt 7 pund fjerkræ, og giver mig i dag i kast med at lave mit livs første farserede kalkun. Med hele svineriet. (Undtagen sweet potato mash. Det hører sig godt nok til, men kender både min søn og min yngste søster godt nok til at vide, at sætter jeg et fad med søde kartofler badet i smør, brun farin og marshmallows foran dem, så bliver vi andre efterladt med kalkunen). Og da jeg er en sucker for anerkendelse, er jeg også nødt til at tage manden op på hans ønske om pie til dessert.

Nå, på tide at stramme korsettet, binde forklædet om livet og prøve at glemme, hvordan åbningen på sådan et kræ minder mig om fødsler…

God weekend!

Det bliver spændende, om den kommer til at ligne dem på tv...

Bliver spændende, om den kommer til at ligne dem på tv…

Vil prøve ikke at lade det influere på julegaveindkøbene

De har tegnet familiebilleder i børnehaven, og to ting springer i øjnene:

  1. Indtil videre er der ikke gået nogen stor kunstner tabt i min førstefødte.
  2. Jeg er ikke med på tegningen. Dette kunne strengt taget være en forglemmelse, men knægten har samtidig taget sig tid til at opfinde en hund som ‘vi passer’…?!

IMG_7100

Ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde.

Overcoming gravity

Mange marginalt mere spændende blogindlæg (og en hel del kommentar-svar, ahem…) trænger sig på, men efter en weekend med syge skinker og gråd i døgndrift, har jeg haft det sådan her det meste af tiden:

 

I dag holder vi fri og tager til lægen, og efter to kopper kaffe, har jeg det mere sådan her:

 

GOD MANDAG!

Hvad skal det altsammen nytte?

Halloween nåede vi aldrig rigtig, tog i stedet revanche med lidt Día de Muertos-fejring i weekenden (noget med improviserede kraniesmåkager, mexicansk til aftensmad og så en tur på Nationalmuseet og se papmaché-skeletter, imens manden konstant nynnede Mexican Hat Dance). Og som om det ikke kunne være postmoderne svælgen i fremmede kulturers mærkedage nok, så gik dem i stueetagen i gang med at fejre Diwali søndag aften. Med lys overalt og fine mønstre foran døren (kunne i øvrigt være voldsomt ironisk, hvis de i virkeligheden var satanister…“næh, se vores etnisk anderledes underboer fejre en eksotisk og pittoresk højtid!‘… Men pænt var det!). Således trøstet af diverse festivitas, blev jeg enig med mig selv om, at alt varslede godt for den kommende uge. Der er altid ting at fejre. Jeg finder et job nu. Vi kan snart flytte. Alt bliver bedre.

Optimismen holdt helt til i eftermiddags.

IMG_7086

Survival of the fittest

Der eksisterer vist en form for evolutionær teori om fordelen ved moderate handicaps. Forstået på den måde, at en mindre hæmsko kan ende med at give dig en fordel, fordi du må kompensere for den ved at være klogere, hurtigere og stærkere end alle andre. Påfuglens store farvestrålende hale er upraktisk og gør den sårbar over for rovdyr – men samtidig tiltrækker en stor hale hunnerne, fordi den er et signal om indehaverens evne til at overkomme sit ‘handicap’ og klare sig godt på trods af dårlige odds.

I den kollektive trafikjungle kan man roligt beskrive en tvillingeklapvogn med sidebarn,  som en mindre hæmsko. Især på en dag som i dag, hvor forsinkelser på metrolinjen fik menneskeklumperne omkring skydedørene på Amagerbro st. til at vokse og vokse, i takt med, at toget lod vente på sig. De ekspanderende masser har en interessant sive-effekt, som langsomt skubber den rumligt udfordrede klapvognsfører længere og længere bagud, mens de friske solodyr hele tiden kommer foran i køen; og det blev hurtigt klart, at vi – endnu en gang – ville misse i hvert fald de første to tog. Så hvad gør den kloge?

Hun narrer de mindre kloge. Ved at hoppe på det halvtomme tog i modsat retning, og køre et enkelt stop til en mindre befærdet station. Herefter er det bare at bugsere sig ind, når det forsinkede og næsten-fyldte tog endelig dukker op. Og så skjule et diabolsk smil, når vi når til Amagerbro, dørene går op, og mase-skubbe-folket må se i øjnene, at de evolutionære fordele har skiftet, og påfuglemor og hendes tre børn pludselig er der, hvor de gerne ville være.

Kun almindelig anstændighed og en pinlig bevidsthed om, at jeg går unødigt meget op i det trafikale våbenkapløb, holdt mig fra at råbe “So long, suckers!”, idet dørene lukkede sig foran dem.

IMG_7085