Spilteori og julefred

Bortset fra min mor, så er jeg nok den i min familie, der har flest at købe gaver til. Og bortset fra min 12-årige lillesøster, så er jeg nok den, der har færrest penge at købe dem for. Hvilket naturligvis betyder, at det for de fleste af mine nærmeste er en himmelråbende dårlig forretning at være på gave med mig.

Dette Christmas Shopper’s Dilemma træder dog i baggrunden, når jeg i disse de udvidede åbningstimers sidste dage glæder mig over, at det på fire effektiver timer torsdag eftermiddag lykkedes mig at indkøbe og indpakke alle mine gaver. Og jeg nu kan læne mig tilbage og ønske mand og Sønneke god tur i Field’s.

Mens jeg minder dem om, at jeg bare skal have en lille ting.

IMG_7158

Tager mig sammen…nu

Har ret meget, jeg skal have nået inden juleferien. (Altså det, andre mennesker kalder ‘juleferie’, og vi her i huset kalder ‘hvordan-fanden-i-helvede-skal-vi-aktivere-3-børn-i-knap-2-uger?!’)

Så derfor har jeg bygget Village People i Lego.

IMG_7155

Har samtidig noteret mig, at vi er i underskud hvad angår indianerfjer, cowboyhatte, oplynet lædertøj og sorte Legomænd. Forhåbentlig kan julen råde bod på dette.

I øvrigt… (III)

…er en sikker sidegevinst ved at have børn, der konsekvent vågner kl. 5.30 om morgenen, at man har Ramasjang-kanalens åbningssang på hjernen resten af dagen: “Vi’ ik’ for store til noget, mærker ik’ at tiden er gået, det her er vores blah-blah-blah-bleuhhhh… Alle sammen, lad os så komme i gang, for det’ tid til lidt go’ ramasjang…”. Den er bare så forbandet catchy.

…findes der ingen flade, varme støvler, der samtidig er pæne. Som om man ligefrem skal straffes for at vælge noget så kontroversielt som vinterstøvler man både kan gå og holde sig varm i; lidt ligesom det kun er kedeligt undertøj, der tåler maskinvask og tørretumbler. For designere er det åbenbart dybt plebejeragtigt at bevæge sig rundt til fods eller bruge sine trusser mere end én gang.

…er jeg gået i gang med Moby-Dick. Har valgt at ignorere både mit livslange had til langtrukne episke 1800-talsromaner og bagsidetekstens “Herman Melville(…) fik hurtigt et stort publikum, men da han i 1851 udgav Moby-Dick, dalede hans popularitet”. Det er ellers en anbefaling, man kan forstå.

…spurgte Sønneke mig forleden, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev stor… Skyndte mig at smide spørgsmålet tilbage i hovedet på ham, der prompte svarede “gangster og kaptajn”. Nok også en mere jobsikker branche end den, hans mor har uddannet sig til.

Sønnekes legokaptajn. Bemærk kyllingelåret - vi har prioriteterne i orden her i familien

Gangsterkaptajnen hyggesnacker på broen. Som mor, så søn.

Medmindre de rent faktisk bliver hevet med ud bagved og nakkeskudt?

Med tanke på hvordan ministerafsættelser foregår i nogle lande, kunne journalister og politikere så ikke lige skrue lidt ned for dramaet og droppe udsagn om, at Annette Vilhelmsen måske skal “lade livet” ligesom Morten Bødskov, der også “betalte den højeste pris”?

Det forekommer mig lettere usmageligt. Sagde sprogsippen.

Et tip til ledige hænder

Mangler man noget at tage sig til i løbet af ugen, så er der ingen grund til fortvivlelse. Skinkernes reolhærgen har ikke bare bragt mit long lost hæfte med tærteopskrifter (jojo, jeg har skam savnet det mindst to gange) for en dag, forleden faldt jeg (helt bogstaveligt, eftersom vores gulv konsekvent svømmer over med legoklodser, iturevne aviser, afrevne sokker og nedrevne bøger) også over nogle spændende udklip fra min mormors opskriftsamling (i betragtning af, hvor meget hun hadede at lave mad, er den ret omfattende).

Så må jeg uden yderligere indskudte parenteser præsentere: Pandekagehuset!

IMG_7137

Esther Jegind (er det bare mig, eller lyder det som et opfundet navn?) er hjernen bag Den lille pandekagebog og dermed også huset. Tilsyneladende behøver man intet andet end oasis – alternativt et par skuresvampe eller nogle skumgummirester(!) – en solid bunke pandekager, tandstikker og så en plade Nestle Crunch for at frembringe dette kulinariske kunststykke. Blomsterne i baggrunden er “små slikkepinde og forskellige frugter på små pinde stukket i oasis” – på en gang simpelt og effektfuldt. Konstruktionen kan ifølge Jegind også lunes i ovnen, inden døre og vinduer påføres; hvordan den allestedsnærværende oasis reagerer på opvarmningen, melder historien ikke noget om.

Jeg har ikke kunnet datere opskriften nærmere end ‘ALT for damerne nr. 42’, men gætter umiddelbart på, at den er fra et blad af ældre dato. Og trøster mig samtidig med, at min mormor næppe nogensinde har gidet stå og sætte pandekager fast på skumgummi.