Popcorn og Panoptikon

I år er det 30 år siden, Michel Foucault døde. Kendere og humaniora-studerende vil vide, at han var manden bag begrebet magt gennem selvdisciplinering: fænomenet der får os alle sammen til holde for rødt, reservere nattøj til hjemmebrug og spise 600 g frugt og grønt om dagen. Eller som minimum få dårlig samvittighed, når vi ikke gør det. Selverklærede oprørere mod helsefanatisme, nypuritanisme og Big Brother-samfundet elsker at hævde, at Foucault har mere ret end nogen sinde, og at vi alle sammen befinder os i et nyfascistisk mareridt af konstant overvåget selvdisciplin. Til det siger jeg: gør det politiske privat og mød min nye bedste ven, karamelpopcorn.

Selv den største mængde selvdisciplinering han ikke få dig til at lade dem være, og selv den største mængde selvdisciplin kan ikke få dig igennem en hel pose af de sukkerglaserede vidundere (ja, pose, jeg bruger udelukkende mikrobølgeovn-udgaven – det er jo for fanden fremtiden, folkens!). Hvilket gør karamelpopcorn til et fascinerende paradoks – vel at mærke af den slags, der sender dig til tælling på sofaen med halsbrand og kvalme, mens du i en døs rækker ud efter en håndfuld til.

Så derfor: begrænsningens ædle kunst, mine grevskaber! Man nøjes seføli bare med kun at lave karamelpopcorn af halvdelen af posen til at starte med… Der findes mange bedre opskrifter end min på nettet, men ingen lige så upræcise: Det sidste af en pakke smør (skal vi sige 20 g?), noget der godt kunne være en halv deciliter sirup og et par solide spiseskefulde brun farin varmes i en gryde. Når det er smeltet sammen, vendes de nypoppede popcorn i, og køler derefter af på et stykke bagepapir (og pas nu på, sådan en sukkermasse bliver psykopatvarm, og man tror altid, man lige kan smage en…taler af bitter erfaring!). Eller, hvis man er en doven husmor som undertegnede, hældes hele herligheden direkte i en skål og køler af foran et afsnit af Mad Men (‘Lastmover’, siger du? Pffh! Det ord er forbeholdt dem, der stadig laver popcorn i en gryde).

Men hvad så med den anden halvdel af popcornene? Ja, de skal sandelig ikke snydes! De kan vendes med en stor teskefuld (godt) karrypulver, så er de med i det gode selskab og kan spises, mens de andre køler af, så man slipper for brandsår på tungen. Alt sammen går det godt med rigeligt alkohol og eventuelt en cigaret bagefter. Velbekomme, og husk at vinke til overvågningskameraerne.

Kokken anbefaler altid produkter med kvalitetsgaranti på indpakningen.

 P.S. For en bedre introduktion til Foucault, anbefalede en af mine undervisere engang Dag Heedes Det tomme menneske. Tippet er hermed givet videre.

Had og bolig

Den lejlighed vi bor i, var i sin tid ment som en midlertidig løsning. Vi har nu boet her i tre et halvt år, og jeg hader det.

Jeg hader kvarteret, jeg hader at bo på 3. sal med tre små børn, jeg hader den usle, katteoverskidte legeplads, og jeg hader at vi bor 40 min. fra børnenes institution, legekammerater osv. Jeg hader at bo i noget, der ikke føles som hjem, og heller aldrig kommer til det.

Så jeg har begået en frygtelig fejltagelse og forelsket mig. I en lejlighed. Lige ved siden af børnehave og vuggestue, i det kvarter vi engang boede i. Og den er billig. Faktisk så billig, at vi nærmest har råd til den nu, uden mig på arbejde. Og der er plads, åh, hvor der er plads. Jeg ved godt, at der næppe er nogen, der vil låne penge til en arbejdsløs og en folkeskolelærer med tre små børn. Men jeg har alligevel booket et møde i banken i næste uge og en fremvisning i dag.

Som så blev aflyst igen, da ejendomsmægleren ringede i formiddags og sagde, at den var solgt. Min lejlighed. Som jeg allerede havde indrettet med langbord i køkkenet, fodboldmål i gangen og Frida Kahlo-plakat i kontoret-skråstreg-gæsteværelset. Og eftersom jeg er et psykisk ustabilt menneske, så græd jeg (ventede dog til efter, jeg havde lagt på, husker stadig tydeligt den gang, jeg brød sammen på et ejendomskontor…). Og spiste alt Sønnekes fredagsslik. Og græd noget mere. Og hader dem, der har købt min lejlighed (som jeg ALDRIG havde fået lov at låne penge til alligevel!!).

Vi er sunde og raske og rimelig glade, og det er virkelig ikke kun tomme ord, når jeg belærer Sønneke om, at man skal være taknemlig for det, man har, for det er jeg. Lige nu er jeg bare også lidt træt af det hele.

Træt af det hele og på vej ned med endnu et skema til a-kassen og derefter ned og købe noget nyt slik til Sønneke. Livet går videre.

Mens Henning stod med en frappé og nød udsigten fra sin nye villa, slog det ham, at han aldrig havde hørt mere til den ‘anden køber’, som mægleren havde nævnt.

Bjørnen sover

Okay, okay, okay, har fundet EN ting, jeg godt kan lide ved den forpulede sne, der netop nu nedfryser mine fødder og forsinker min transport:

Når nu man bor med skråvægge, ing? Og sneen så lægger sig på tagvinduerne, så der bliver sådan et dæmpet, blåligt lys indenfor? Så er det lidt ligesom at bo i en hule. Hvilket er rart. Og hyggeligt.

Især fordi, man kan lade som om, man er sneet inde og slet ikke behøver gå udenfor, før det bliver forår.

Dagens personlige

Det her bliver lidt af en cirkulær skriveøvelse, men altså:

For en Laura Ingalls-buff som mig, findes der en prærie-reference til det meste. Her til aften var det den stil, Laura skriver i hast, da hun er kommet tilbage i skole efter sit vintersemester som lærerinde (ikke-indviede kan passende stå af her…), der randt mig i hu.

Emnet er ‘ærgerrighed’, og hun må skrive den i et frikvarter, fordi hun ikke havde hørt om opgaven før afleveringsdagen. Netop tilbagevendt til skolen, uden intranet eller trykte årsplaner, må Laura siges at være lovlig undskyldt. Men pointen (som jeg vist først fattede nu) er, at hun er så optaget af at beholde sin plads som den bedste i klassen, at hun bare må aflevere den stil. Om ærgerrighed. Hun afleverer ved frikvarterets afslutning, skammer sig over sit usle produkt, men ender med at blive rost og få topkarakter. Alle er glade.

Jeg kan relatere på flere planer, måske først og fremmest det med at sidde i allersidste øjeblik og skrive som en rasende, desperat i anstrengelsen for at få fingrene til at bevæge sig så hurtigt som tanken. Faktisk har det været min foretrukne arbejdsstil siden 7. klasse, og den toppede den fredag eftermiddag, jeg sad svedende, grædende og meget tvillingegravid, med næseblod og plukveer og forsøgte at få mit speciale færdigt uden at bløde ned i tastaturet, en halv time inden institutsekretariatet lukkede. (Heldigvis kom manden hjem og trak stikket på selvmordsmissionen, efter han havde fundet mig i soveværelset, omgivet af blodige servietter, mens jeg hulkede mod loftet og famlede rundt om min enorme mave efter tasterne, i et desperat forsøg på at blindskrive min perspektivering).

Men egentlig var Laura-anekdoten et forsøg på at lave en krølle til det, der samtidig har været en medvirkende faktor til alle de skriftlige feberredninger i mit liv: perfektionisme. For det er, som Laura skriver om ærgerrighed, “en god tjener, men en ond herre” (både emnet (ambition) og selve stilen fungerer meget bedre på det oprindelige engelsk, men nu er det altså den danske version, jeg er vokset op med). Udover at jeg for det første ikke er nær så pligtopfyldende som den gode pionerpige, så forhindrer malplaceret perfektionisme mig ofte i at komme nogen vegne, fordi jeg hellere skriver en sætning om ti gange, end jeg bruger tiden på at komme videre i teksten (klip til førnævnte charmerende scene i min specialeproces). Og gerne dropper blogindlæg, før jeg overhovedet har fået dem skrevet.

Inklusive det her. Fordi jeg tabte tråden flere gange under udtænkningen, koblingen til Laura var ikke så logisk, som jeg først syntes, citaterne og emnet fungerede som nævnt meget bedre på engelsk, hele indlægget kunne ikke længere skrives kort og stringent, som jeg ville have det, og pointerne blev diffuse.

Men nu poster jeg det bare alligevel. Som Lauras stil bliver et symbol på hendes egen ærgerrighed, så bliver dette indlæg et forsøg på at overvinde min perfektionisme, når den er værst. Jeg har for længst lært på diverse uddannelser, at det altid er bedre at aflevere et eller andet end ingenting, og det samme gælder for en blog. Gud ser på hensigten, men jeg kan ikke blive ved med at skuffe alle mine 100 læsere. På tide at skrive nogle flere indlæg og fotografere noget legetøj i kompromitterende stillinger, for verden har brug for noget Brio-føljeton, og jeg har brug for at holde mig i gang.

(Og nu vil jeg holde op med at læse kladden igennem for femte gang og i stedet kaste mig over Moby-Dick, for endegyldigt at forvisse mig selv om, at man sagtens kan få succes uden at være bange for overflødige sætninger.)

 

Vinterbarn

Som set før, udløste min fødselsdag en gang sygdom (holdt festen weekenden inden, så nej, det var ikke den slags sygdom). Et mærkeligt, tilbagevendende fænomen i mit liv. Jeg tåler nok bare ikke fødselsdage så godt. Eller også er det lagkage.

Det gode var, at al den snot og feber kunne vende opmærksomheden væk fra den snigende depression over at være 31 og stadig uden voksenarbejde. Og da dårligdommen svandt, stod weekenden klar med Jyllandsbesøg og børnekaos til at videreføre distraktionen. I svigermors reoler fandt jeg Dea Trier Mørchs Vinterbørn og hensvøbte de sidste sorte tanker i den genkendelige beskrivelse af et sted og en tid spændt ud mellem frygt og forventning, drama og dagligdag. Ren balsam for januarsjælen

Et styks megaloman snehader coming right up

Jeg fylder 31, og sneen stopper. Coincidence? I think not!

Salg for begyndere

Mand og dame trænger til ny seng. Til jul får de et tilskud til formålet, og beslutter, at i januar skal det være.

Mand og dame har ikke mange penge, så de bliver enige om, at sengen ikke må koste over et vist beløb. De kigger på nettet, og beslutter sig for at købe en seng hos JYSK. “Man skal bare bruge mange penge på topmadrassen,” siger alle dem på nettet.

Mand og dame finder ud af præcis hvilken seng, de skal have. “Og vi skal ikke lade os besnakke til noget dyrere,” siger de til hinanden. Så tager de af sted til forretningen.

Mand og dame prøver senge i JYSK. De kan alligevel ikke helt holde sig fra de dyre senge, men heldigvis kan de ikke rigtig mærke forskel. Ekspedienten er for inkompetent til helhjertet at forsøge at sælge dem noget dyrere. Alt går efter planen.

Mand og dame beslutter sig for den allerbilligste løsning. Herefter kompliceres sagerne straks. Sengen er så billig, at fragten ikke er gratis. Intet er på lager. Ingen rabat gives. Ekspedienten er stadig inkompetent.

Mand og dame går fra forretningen, imens de diskuterer, hvor de skal låne en trailer, så de selv kan transportere sengen hjem. De beslutter sig for at kigge ind i sengeforretning på Holmbladsgade, hvor deres nemesis venter i form af en sød, kompetent og hjælpsom ekspedient.

Mand og dame prøver senge. Mand er rundforvirret efter alle de oplysninger om pocket-fjedre og latex vs. memory-skum og vil bare have en ny seng. Dame er ikke upåvirket af sin mors formaninger om at købe “ordentlig kvalitet” og tænker, at sengene i JYSK godt nok virkede lidt usle. Ekspedient tilbyder gratis lagner, gratis transport og 40% rabat på den billigste seng.

Mand og dame går fra forretningen efter at have købt en ny seng til 2000,- mere end det aftalte beløb og lykønsker hinanden for at have gjort sådan en god handel.

Hvorfor bitre arbejdsløse altid bør holde deres tanker for sig selv til infomøder hos anden aktør

“Forløbet her slutter – naturligt nok – når I har fået et job…”
(“…eller går på pension. Hvad end kommer først.”)

“Men i løbet af den tid, vil langt de fleste af jer have fået et job…”
(“…mens resten af jer rådner op i kontanthjælpshelvede. I ved selv, hvem I er.”)

“Og så har vi det, vi kalder ‘Det usynlige jobmarked’…”
(“…I finder det ved at gå gennem Fremtidsporten, krydse De Syv Stormfulde Have og besvare Sfinxens gåde.”)

De andres liv. Og mit

Andre får ikke skrevet blogindlæg, fordi de lige havde et spændende projekt på deres kreative kommunikationsjob som skulle overstås, for mange receptioner at gå til, et blommetræ der skulle fældes og syltes, eller på grund af noget, der “stadig er lidt hemmeligt” (graviditet, bog eller ny sponsor).

Jeg har bare skiftet en hel del bleer. Kogt meget pasta. Været på Zoologisk Museum. Og tænkt på to ting:

1) Jeg ville ønske, jeg var sort, fordi jeg så kunne gå og sige “Nigga, please!” hele tiden.

2) Hvis jeg ejede en strandvejsvilla, skulle den helt sikkert hedde Camelot.

Af hjertet tak

Traditionen er vel, at man bruger årets sidste dag til at takke, hvem der nu har fortjent det. Men den dag stod jeg altså i børn og lammekølle til halsen, så jeg vil i stedet indlede det nye år med at takke dem, der var med til at give 2014 en flyvende start.

• Tak til de fire mennesker, der gad komme hjem til os og fejre nytårsaften. Det var vanvittig hyggeligt, og oven i købet gik størstedelen af gæsterne i hegnet så tidligt, at jeg ikke havde behøvet bekymre mig om at skulle smide dem ud, samtidig med at børnene stod op. (Hvilket skete for fire år siden. Det var en meget lang 1. januar.)
• Tak til min bedre halvdel. Fordi han rydder op i køkkenet, brænder creme brulée og sætter en drinks-buffet op, når jeg har fået fire glas vin indenbords og bliver til ryge-snakke-drikke-Mie der bare sidder på sin flade, enten ved bordet eller ude på altanen.
• Tak til den eneste brite i selskabet, for – i integrationens hellige navn – at se hele 90-års fødselsdagen og kun komme med et fåtal af sarkastiske kommentarer undervejs. (Selv vores allesammmens desperate forsøg på at gøre filmen til et drikkespil – “Uh-uh, tigerhead!” – løftede vist ikke underholdningsniveauet nævneværdigt…)
• Tak til samme brites kone, for at løbe hen og sparke den fuser ud af hånden på ham, som vi stod to mennesker på altanen og råbte og skreg, at han skulle lade være. (Drikkespillet havde alligevel en vis effekt. Magen til dumhed, altså!)
• Tak til gårdens rødder, for ikke at flænse/brænde presenningen på vores Christiania-cykel i år. De 1200 kroner er jeg glad for at spare.
• Tak til mine børn, for at holde deres umulighed på et minimum hele nytårsaften, både i vågen og sovende tilstand. (Åbenbart er fyrværkerilarm á la 3. verdenskrig kombineret med AC/DC på lydstyrke 20 stimulerende for en god nats søvn. Vores underboer vil hade os, men hvis det er det, der skal til…). Og for at tage det utrolig pænt at tilbringe 1. januar på en stram diæt af kransekage, Ramasjang og nogle meget lidt engagerede forældre.
• Til sidst vil jeg gerne takke McDonald’s på Amagerbrogade for at have sat ekstra personale på den første aften i det nye år, DR2 for at sende Midnight in Paris samme aften, og institutionerne for at åbne igen i dag, så jeg kunne sove mine andendagstømmermænd ud i fred.

Godt nytår, alle sammen! Det skal nok blive godt, det her.