Dagens personlige

Det her bliver lidt af en cirkulær skriveøvelse, men altså:

For en Laura Ingalls-buff som mig, findes der en prærie-reference til det meste. Her til aften var det den stil, Laura skriver i hast, da hun er kommet tilbage i skole efter sit vintersemester som lærerinde (ikke-indviede kan passende stå af her…), der randt mig i hu.

Emnet er ‘ærgerrighed’, og hun må skrive den i et frikvarter, fordi hun ikke havde hørt om opgaven før afleveringsdagen. Netop tilbagevendt til skolen, uden intranet eller trykte årsplaner, må Laura siges at være lovlig undskyldt. Men pointen (som jeg vist først fattede nu) er, at hun er så optaget af at beholde sin plads som den bedste i klassen, at hun bare aflevere den stil. Om ærgerrighed. Hun afleverer ved frikvarterets afslutning, skammer sig over sit usle produkt, men ender med at blive rost og få topkarakter. Alle er glade.

Jeg kan relatere på flere planer, måske først og fremmest det med at sidde i allersidste øjeblik og skrive som en rasende, desperat i anstrengelsen for at få fingrene til at bevæge sig så hurtigt som tanken. Faktisk har det været min foretrukne arbejdsstil siden 7. klasse, og den toppede den fredag eftermiddag, jeg sad svedende, grædende og meget tvillingegravid, med næseblod og plukveer og forsøgte at få mit speciale færdigt uden at bløde ned i tastaturet, en halv time inden institutsekretariatet lukkede. (Heldigvis kom manden hjem og trak stikket på selvmordsmissionen, efter han havde fundet mig i soveværelset, omgivet af blodige servietter, mens jeg hulkede mod loftet og famlede rundt om min enorme mave efter tasterne, i et desperat forsøg på at blindskrive min perspektivering).

Men egentlig var Laura-anekdoten et forsøg på at lave en krølle til det, der samtidig har været en medvirkende faktor til alle de skriftlige feberredninger i mit liv: perfektionisme. For det er, som Laura skriver om ærgerrighed, “en god tjener, men en ond herre” (både emnet (ambition) og selve stilen fungerer meget bedre på det oprindelige engelsk, men nu er det altså den danske version, jeg er vokset op med). Udover at jeg for det første ikke er nær så pligtopfyldende som den gode pionerpige, så forhindrer malplaceret perfektionisme mig ofte i at komme nogen vegne, fordi jeg hellere skriver en sætning om ti gange, end jeg bruger tiden på at komme videre i teksten (klip til førnævnte charmerende scene i min specialeproces). Og gerne dropper blogindlæg, før jeg overhovedet har fået dem skrevet.

Inklusive det her. Fordi jeg tabte tråden flere gange under udtænkningen, koblingen til Laura var ikke så logisk, som jeg først syntes, citaterne og emnet fungerede som nævnt meget bedre på engelsk, hele indlægget kunne ikke længere skrives kort og stringent, som jeg ville have det, og pointerne blev diffuse.

Men nu poster jeg det bare alligevel. Som Lauras stil bliver et symbol på hendes egen ærgerrighed, så bliver dette indlæg et forsøg på at overvinde min perfektionisme, når den er værst. Jeg har for længst lært på diverse uddannelser, at det altid er bedre at aflevere et eller andet end ingenting, og det samme gælder for en blog. Gud ser på hensigten, men jeg kan ikke blive ved med at skuffe alle mine 100 læsere. På tide at skrive nogle flere indlæg og fotografere noget legetøj i kompromitterende stillinger, for verden har brug for noget Brio-føljeton, og jeg har brug for at holde mig i gang.

(Og nu vil jeg holde op med at læse kladden igennem for femte gang og i stedet kaste mig over Moby-Dick, for endegyldigt at forvisse mig selv om, at man sagtens kan få succes uden at være bange for overflødige sætninger.)

IMG_6202

 

Advertisements

21 thoughts on “Dagens personlige

  1. Oh søster på amager… jeg hører dig. Sad engang med noget, jeg i gerningsøjeblikket beskrev som “regelmæssige plukveer” (we all know what that means) og skrev skrev skrev og græd og råbte en universitetsopgave færdig. Tre timer efter print gav jeg mig til at føde. Det kan VIRKELIGT ikke anbefales, men det ved du jo alt om.

    PS Jeps, ud i verden med de blogindlæg. Stringens er for tøsedrenge, og vi kender sguda allesammen Lauras stil om ærgerrighed. Som i øvrigt, synes jeg, er et virkeligt godt ord på dansk.

    • Ahahahaha, DET er faneme sindssygt! TRE timer efter? Jeg nøjedes med (på mandens kraftige opfordring) at ringe og bede om udsættelse til mandag morgen – men der var så også en måned til, jeg fødte. (Min vejleder havde i øvrigt født begge sine børn dagen efter en afleveret universitetsopgave – begge to før tid. Så nej, don’t try this at home!)

      Ærgerrighed ER et godt ord. Men på en måde lidt mere negativt end ambition, synes jeg? Det er nok den der ‘gerrighed’-endelse…

  2. Men synes du så også i hemmelighed at det du laver i sidste sekund er bedre end det du planlægger og udfører i overensstemmelse med planen? For min perfektionisme har nemlig meget ofte resulteret i topkarakterer og ros, ala Laura. Til gengæld har god planlægning og “man kan i hvert fald ikke bestå hvis man ikke afleverer” altid betydet middelkarakterer for mig. Og jeg kan ikke frigøre mig fra hellere at ville være konge i lorteland end … Mette i meldiumland … eller hvad et godt billede nu er.

    • Smukt og rammende ordsprog! 🙂

      Altså, det er både-og for mig… Jeg præsterer godt under pres, det tvinger mig til at fokusere, og jeg har som regel også fået gode karakterer og ros for mine afleveringer – og så synes jeg tit, at en idé eller en tekst kan lide under, at man bruger for lang tid på at omtænke og omskrive.

      Men det kommer også an på opgaven, nogle ting (som speciale) kræver altså flere gennemskrivninger og ekstra baggrundslæsning, og så er det jo nødvendigt at være startet i bare nogenlunde god tid. Jeg kan da se tilbage på en del 10-taller, som nok kunne være blevet 12-taller, hvis lige jeg var gået i gang nogle dage/uger før – i stedet for sidde i 11. time og bladre pensum igennem med den ene hånd og skrive med den anden…

      Især specialet åbnede mine øjne for nødvendigheden af at komme ordentligt i gang. Og én ting er noget, der kan klares på en nat (har jeg gjort mange gange siden), men strækker processen sig over længere tid, så bliver det bare for psykisk opslidende i længden, når man er så emotionel omkring den slags som mig…

      Når det er sagt, så jo, det er da federe at være konge af lorteland, er det ikke? 😉

      (Puh, det blev langt. Åbenbart noget, der optager mig meget!)

  3. Har det præcis ligesom dig og de procent jeg mangler i at kunne skrive grammatisk korrekt overfører jeg tusind gange til når jeg laver præsentationer i mit job. Jeg kan bruge uendelig lang tid på at rette selv det mindste detaljer, som ingen andre end jeg kan se (skal fonten være 8 eller 8,5 og andre lignende vigtigheder). Men jeg har efterhånden lært at hvad jeg betragter som 80% fuldført, betragter de fleste andre som 100%. Så selvom du måske ikke selv synes at dagens blogindlæg er 100%, så kan jeg forsikre dig om, at det gør vi andre.

    Hilsen hende-der-har-hele-serien-af-det-lille-hus-på-prærien-bøger-stående-og-håber-og-beder-til- at-hendes-datter-en-dag-vil-få-lige-så-meget-glæde-ud-af-dem-som-hun-selv-havde.

    • Åhja, kan sagtens følge den med fonten… Det er jo også meget vigtigt!
      Du har nemlig ret, det er jo tåbeligt at bruge tid på detaljer, ingen andre lægger mærke til. (Og tak for det, jeg udleder som ros – glemte vist at nævne min tilhørende besættelse af anerkendelse… 😉 ).

      Hehe, mine står også og venter på hylden… “Kom, kom børn! Nu skal mor læse godnathistorie med detaljerede beskrivelser af mejetærskere og krinoliner!”

  4. Ja, det er altid lidt spøjst, at blive konfronteret med egne skrive-dæmoner som andre tilsyneladende – og jeg blir stadig overrasket at det forholder sig sådan – bikser med. Får lyst til at råbe ‘tru dat’ ud i luften, når jeg læser dit indlæg. Har det selv sådan. Har haft det sådan siden folkeren, hvor jeg kunne slippe afsted med et minimalt forberdelses-input som så gav et maksimalt-sikkeenbegavetpige-output. Men det var dengang. Og siden lugter det lidt af, at output rent faktisk er decideret afhængig af input.. Og det kommer bag på mig åbenbart – for jeg laver stadig i sidste øjeblik-finten, blir så stålhånds-grebet af realiteterne hvorefter mit indre gribes af panik… Og denne arbejdsindstilling er faktisk svært forenelig med mit perfektionistiske alter-ego! Så ofte(læs:ofte!) gider jeg slet ikke gå igang. Hellere fejle på baggrund af ingen indsats end baggrund sf stor indsats og manglende kløgt.. Eller noget.

    • Præcis! That’s how I roll! Og det er jo sådan et fornuftigt udgangspunkt at have…

      Det bliver nemlig sværere med tiden – hvis bare alle var lige så nemme at imponere som folkeskolelærere… 😉
      På Journalisthøjskolen var de frygtelig proces-orienterede, og jeg var ved at brække mig over alle de – i mine øjne – komplet overflødige arbejdsrapporter, vi blev tvunget til at lave. Men da jeg vendte tilbage til uni, kunne jeg alligevel godt se, at der måske var noget om det…

      • Det er jo lige dét!! For når jeg(man, kan osse indsættes) er kommet i gang med skrivearbejdet – som foregår: hjerteflimmer over tomt word-dok som det, åbenbart?, tilfalder mig at udfylde -> igangsætter skriverier the Night Before -> panikker over egen idioti, arbejder natten igennem -> indser at projekt kræver både tid, kildehenvisninger, sammenhæng i freaking skrift og ide -> when morning comes plager mig til en uges udsættelse -> får tiltrængt søvn efter nattens panik-skriverier(børn er gudskelov henne i det offentlige) -> returnerer til arbejdet when night falls -> Og oplever her, at det RENT FAKTISK GIVER MENING og dybere forståelse af stoffet AT BRUGE TID PÅ CRAP-TIDSRØVER-OPGAVEN!! Opdager at der faktisk er talent latent i kraniets gemmer!!

  5. det er faktisk rart at få et længere indlæg! Vil nok bare gerne have det penslet mere ud, tænker ofte med dine korte indlæg at det er for hurtigt overstået – så jeg tror der står noget i alle de andre ord også.
    Glad for din blog, tak
    Kh Anette

    • Tak for din kommentar, som får mig til at tænke, at jeg måske ikke skal være så bange for flere ord!
      Det har i hvert fald været dejligt med al den respons, et længere indlæg medfører, føles også rart at skrive…

  6. Åh jeg kluk-lo. Stor sandhed gældende for så mange af os (stor tak til jer andre fordi jeg ikke er alene). Dejligt indlæg. Fantastisk blog. Bum

  7. Åh den Laura. Ja det var også min kæphest, min datter SKULLE også læse dem. Det gjorde hun også, men hun blev ikke skyld i at de igen skulle have ny indbinding. De var slidt til laser inden hun kom til. I stedet kastede hun sig over Rose bøgerne, som hun så tilgengæld har slidt op.
    Og i øvrigt en skøn og uventet sammenstilling af en dejlig bogklassiker og nutidens præstations og perfektions ræs.

    • Tak for det. Og for at minde mig om Rose-bøgerne, som jeg aldrig har fået læst. Det bør man jo næsten, om ikke andet, så for at kunne præsentere dem for næste generation…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s