Hånen fra universet

Nogen der har prøvet det der med at få en virkelig god idé til et projekt?

Altså, vi snakker hjemmeside, ph.d.-stipendie og sponsorsamarbejde. Og mens man så udtænker web-layout og forbereder sig mentalt på interviewet i Go’morgen Danmark, kan man jo lige for en sikkerheds skyld google lidt rundt for at se, om nogen andre har forsket i det samme. Og dermed finde ud af, at lige præcis det her geniale projekt allerede har flere år på bagen. Og at en af de involverede tilmed  er en tidligere ærkefjende (hvis eneste forbrydelse strengt taget består i at være betydeligt mere talent- og succesfuld end undertegnede – ja, jeg er et uendeligt lille menneske!).

Ikke? Nå, men så er det bare mig, der ynder at kaste en onsdag aften efter den slags. Skal for resten også lige nå at ligge lidt i fosterstilling og genoverveje det tjenerjob.

Perioden mellem Robinson og Venstre bød på helt nye jobmuligheder for Biker-Jens.

Sjældent har saftevand og hvidt brød siddet så løst

Apropos et tidligere indlæg, så må Mossad da på et tidspunkt have overvejet alene-med-sengeliggende-mand-og-tre-børn-en-hel-weekend-metoden? Den burde i hvert fald kunne knække de fleste.

(Især hvis det givne offer har været letsindig nok til at kombinere en røvfuld Dry Martinis med tre timers nattesøvn umiddelbart inden forhørsstart.)

Egentlig havde Timmy bare taget det som en tom trussel, da hans far råbte: “Hvis du knalder de grydelåg sammen én gang til, tager jeg dig med på arbejde og spærrer dig inde med psykopaterne i afdeling G!”

Mies guide til anvendt pædagogik

Som udgangspunkt er det vigtigt at behandle alle sine børn lige skødesløst.
Man kan for eksempel (i samarbejde med sin med-forælder) glemme alt om december-forældrekaffearrangementet i vuggestue/børnehave. Herefter ankommer man alene (den anden forælder er naturligvis på arbejde), lidt for sent til rigtigt at deltage.
På denne måde har man ikke tid til snakke med nogle af de andre forældre i vuggestuen, man kan bare proppe sine to forsømte yngstebørn i flyverdragterne, og så skynde sig ned til storebror. Som for første gang i sit liv har gået Lucia-optog sammen med de 11 andre børn i storegruppen En.Fucking.Halv.Time.Tidligere. Og som naturligvis er opløst i gråd over, at hans to latterlige forældre hverken stod parat med kameraet da Sønneke bar lyset frem eller overhovedet mødte op til forældrekaffe (men vuggestuepædagogen kunne naturligvis fortælle, at hans lillesøstre havde været helt oppe at ringe, både under øverunden og så da han kom forbi den ‘rigtige’ gang. For En.Fucking.Halv.Time.Siden. Endnu et Kodak-moment direkte til den mentale papirkurv). For at føje spot til skade kan man eventuelt begynde at hulke lidt selv, bare for at det hele ikke skal handle om børnene.

Men den slags kan enhver amatør jo gennemføre så let som ingenting. Næh, vil man være rigtig pro, så husker man som udgangspunkt næste forældrekaffe. (Og hvis man er med-forælderen, husker man at lægge sig syg samme dag). Når man (igen) ankommer alene, skynder man sig op til de mindste først, stik mod al fornuft. Skifter en snavset ble, afværger et sammenbrud, siger tre sætninger over en lunken kop kaffe, tørrer fingre fri for appelsin/banan/snot og halser (hvis man kan bruge det udtryk om at bugsere to børn + flyvedragter og tvillingeklapvogn halvanden etage ned i en bygning fra det sene 1800-tal) nedenunder til børnehaveafdelingen.
Hvor hele selskabet har været betydeligt mere effektive end i vuggestuen og derfor allerede har ryddet lokalet, taget overtøjet på og efterladt intet andet end to stuepædagoger og – rigtigt gættet – en Sønneke parat til at opløses i gråd over, hvor latterlige hans forældre er.
I det desperate trøsteforsøg der følger, skal man naturligvis huske at nævne, at man har været oppe og drikke kaffe i vuggestuen. Bare så knægten er helt på det rene med, at hans søstre til hver en tid vil blive prioriteret over ham. Og husk også det der med at snøfte lidt selv. Det skal ikke alt sammen handle om ham og hans følelser.

(P.S. Jeg vil gerne have lov at takke yndlingspædagogen for at invitere det sørgelige selskab ind på stuen til kaffe og Lego, idet hun samtidig ødelagde sin egen mulighed for at gå tidligt. Og min søns letpåvirkelige sind, som efter et stykke tid gudskelov kunne bestikkes med tyggegummi plus lovning om dessert og Bumles Eventyr, når søstrene var puttet. Hvis nogen ellers vil mig noget, så har jeg gravet mig ned i hul af skam og dårlig samvittighed. I det mindste er her også cigaretter.)

Når talen faldt på, hvordan de klarede at behandle trillingerne både ens og forskelligt på én gang, plejede deres forældre bare at skifte emne.

Dagens kinesiske spådom

Indholdet af en lykkekage har givet mig det indtryk, at spændende ting venter forude, og at jeg derfor snart vil blive kaldt til jobsamtale (ja, vi kan alle sammen blive enige om, at det er en følgeslutning bygget på komplet idioti).

Min morgen har da også været ganske spændende: Et par uheldige løft forårsagede en akut, brændende smerte bag venstre skulderblad som hæmmede både min tale og min vejrtrækning. Og mindede ubehageligt meget om dengang jeg til graviditetsyoga gav mig selv en fibersprængning under et særligt ihærdigt forsøg på at lave Fisken (graden af min idioti såvel som elendige fysiske form burde være evident på nuværende tidspunkt).
Under alle omstændigheder blev resultatet, at jeg under store smerter, begrænset tale og mange dommedagstanker om, hvordan jeg nu skulle klare hverdagen og vejen den næste uges tid, tappert førte tre børn mod aflevering. Og vel fremme måtte gå gispende og grædende ind til to måbende vuggestuepædagoger og fremhikste en bøn om hjælp til at få mine to mindste børn op af klapvognen, fordi jeg ikke selv kunne. Det hele rundet af med den græmmelse, jeg følte, da jeg tyve minutter og to Kodimagnyler senere var blevet lidt mere mig selv igen.

Hvem ved, hvad morgendagen bringer af overraskelser? Må hellere få skrevet nogle flere ansøgninger i en fart.

Desværre havde Kåre og den kinesiske oversætter ikke helt den samme opfattelse af ordet ‘refreshing’.

Det andet hold

Der er en gammel Peanuts-stribe, hvor Linus kommer løbende ind til Charlie Brown og begynder at fortælle om den fantastiske football-kamp, han lige har set i TV: Quarterbacken laver en perfekt aflevering til venstre bagstopper, som løber sig hele vejen til et touchdown; tilskuerne går amok, tusindvis af mennesker strømmer ind på banen, alle er så glade, at de triller rundt på græsset og krammer og griner, stemningen er euforisk.
Charlie Brown kigger bare på den begejstrede Linus og spørger: “How did the other team feel?”

I sommer, på Roskilde, sad jeg en eftermiddag i en rosébrandert og overhørte en samtale ved et andet bord. Et kærestepar, hvor kvinden var noget yngre end manden, fortalte historien om, hvordan de mødtes: Mandens ægteskab går dårligt, han møder denne her fantastiske kvinde, de bliver forelskede, kvinden vil ikke noget, før han har styr på sit liv, mand får afviklet kone og børn, og resten er sød historie fortalt over en flaske vin; noget med et postkort sendt på en eller anden rockmusikers fødselsdag, en lykkelig genforening og helt særligt bånd mellem to mennesker.

Jeg har haft et tilsvarende scenarie tæt inde på livet mere end én gang. Så kald mig bare en småborgerlig moralist, men jeg måtte bide mig selv hårdt i tungen for ikke at vende mig om og spørge:
“How did the other team feel?”

…

Førstepilot Henriksen studsede igen et øjeblik. “Bates’ Hotel”? Der VAR altså et eller andet med det navn… Nåh, pyt, en enkelt overnatning kunne vel ikke skade.

V-dag

I dagens anledning genposter jeg et gammelt billede (ja, jeg er et dovent svin, og hvad så) med dobbelt-valentine’s reference: det er både romantisk og samtidig mandens yndlings. Og så ellers god fornøjelse med at afbrænde hjertekort og smide maling efter blomstersælgere. Eller hvad I nu skal fejre dagen med.

Valentine’s update: Manden har lagt sig syg og taget mindst ét af børnene med sig i faldet, så babysitningen er afbestilt og aftenens romantiske værtshusbesøg gået i vasken. Bring it on, kattedamer, jeg er nu officielt med på hader-holdet!
Altid noget, at DR3 sender The Big Lebowski. Er der mere rødvin?

“Fuck jeres fordomme! Det her er ægte kærlighed!”

Præstationsangstens sved

Så skete det igen. Har fundet et opslag til en stilling, jeg så gerne vil have, at jeg får ondt i maven, bare jeg læser det. Så hvordan griber man det lige bedst an?

Man går naturligvis i akut panik, krydret med masser af præstationsangst, forlænget med lidt apati… I Kunsten at udsætte tingene, giver professor ved Stanford, John Perry, en meget rammende gennemgang af den slags fantasifulde perfektionisme, der leder direkte til pinefuld udsættelse:

“(…)Her stjæler min fantasitilværelse med det samme hele billedet. Jeg forestiller mig, at jeg skriver den mest vidunderlige bedømmelse. Jeg forestiller mig, at jeg læser manuskriptet utroligt grundigt igennem og kommer med en evaluering, der hjælper forfatteren med at forbedre sin indsats. Jeg forestiller mig, at forlæggeren modtager min anbefaling og siger, “Hold da op, det er den bedste bedømmelse, jeg nogensinde har læst.” Jeg forestiller mig, at min bedømmelse både er fuldstændig præcis, fuldstændig fair og til utrolig stor gavn for både forfatter og forlægger.
Hvorfor har jeg den slags fantasier? Det må guderne vide. Eller måske min psykiater.”

Og åh, hvor kan jeg genkende det. Har jo allerede oplevet flere gange, hvordan arbejdsgivere falder i svime over min ansøgning og indtages af min person til samtalen. I mit hoved, that is.

Løsningen er helt sikkert, som John Perry også foreslår, fra start at forkaste alle sine prætentiøse forestillinger om at levere det perfekte stykke arbejde.
Problemet er bare, at når man i disse tider skal have den mindste chance for at komme til samtale, så skal det jo for fanden være en prisvindende, jordrystende og helt igennem perfekt ansøgning! Ikke desto mindre har jeg nu forsøgt mig med noget tilstræbt uperfekt. Som forhåbentlig er godt nok (*selvbedragsflash*). Og der er endda først deadline i morgen.

(Og hvis dette indlæg virker lidt uskarpt eller ude af sync, så er det bare fordi, jeg er meget træt og har brugt de sidste mange timer på at formulere kompetencer, erfaringer og anden varm luft i en nogenlunde spiselig form. Har alvorlige ridser på min tekstradar.)

“Der findes ikke en situation, der ikke kan klares med lidt forhåndsplanlægning,” havde Kennys far altid sagt. Tydeligvis havde han aldrig  prøvet at snuble over den forhistoriske rumportal i krydset mellem Østergade og Wessels Boulevard.

Inden for rækkevidde

Der var en gang, hvor jeg tænkte: “Hvis bare jeg får en sød kæreste, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

Derefter tænkte jeg: “Hvis bare jeg bliver færdig med min bachelor, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

Senere tænkte jeg: “Hvis bare den her fødsel holder op, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

“Hvis bare jeg får det studiejob”.

“Hvis bare jeg får en altan”.

“Hvis bare jeg får skrevet mit speciale”.

“Hvis bare de her tvillinger kommer sunde og raske ud”.

Senest har jeg brugt meget energi på at tænke: “Hvis bare jeg får et arbejde og et bedre sted at bo, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

Men her til aften har jeg valgt at sænke barren.
Hvis bare jeg bliver færdig med Moby-Dick, vil jeg helt sikkert blive et bedre og lykkeligere menneske.

Hver morgen, når José iførte sig falsk overskæg og poncho, tænkte han på den eneste, der i sin tid havde opmuntret ham til at forfølge sin drøm om at blive gadegøgler: hans gamle mor. Måtte hun brænde op i helvede.

Solskin og sniksnak

AaaaaaaaaaaaaAAAAAAH, solskin! Gør mit humør og min dag til en helt anden slags lyserød, end det plejer at være. Måtte straks fejre forårets komme (en dato er jo bare et tal) med fastelavnsboller fra Meyers bageri. Blev man jo ligesom nødt til, når den flinke hr. Meyer nu har bagt den rigtige slags, i stedet for det der wienerbrøds-pis. (Btw, hvis nogen skulle have lyst til at udradere hele Amagers kulturelle overklasse, så er det vandhullet på Amagerbrogade 48, at bomben skal smides. Helst en aften, hvor der er tilbud på pizza…)

Kom hjem fyldt med energi og tomme kulhydrater, samt masser af planer for dagens gøremål. Hvordan det så gik med udførelsen, springer vi bare let henover. (At tilbagetrækkelsesprocessen for den mellemstore Lego-by med havnefront, som i weekenden annekterede mit skrivebord, stadig er i forhandlingsfasen, gør heller ikke situationen nemmere). Til gengæld vil jeg gerne give Meyers fastelavnsbolle med rabarber mine varmeste anbefalinger.

Åbningsaftenen på Evelyns pizzeria var en bragende succes. Alt i mens betjent Møllers hustru sad derhjemme og undrede sig over, hvorfor hendes mand endnu ikke var kommet hjem fra sit arbejde i politiets afdeling for hvidvask.