Så skete det igen. Har fundet et opslag til en stilling, jeg så gerne vil have, at jeg får ondt i maven, bare jeg læser det. Så hvordan griber man det lige bedst an?
Man går naturligvis i akut panik, krydret med masser af præstationsangst, forlænget med lidt apati… I Kunsten at udsætte tingene, giver professor ved Stanford, John Perry, en meget rammende gennemgang af den slags fantasifulde perfektionisme, der leder direkte til pinefuld udsættelse:
“(…)Her stjæler min fantasitilværelse med det samme hele billedet. Jeg forestiller mig, at jeg skriver den mest vidunderlige bedømmelse. Jeg forestiller mig, at jeg læser manuskriptet utroligt grundigt igennem og kommer med en evaluering, der hjælper forfatteren med at forbedre sin indsats. Jeg forestiller mig, at forlæggeren modtager min anbefaling og siger, “Hold da op, det er den bedste bedømmelse, jeg nogensinde har læst.” Jeg forestiller mig, at min bedømmelse både er fuldstændig præcis, fuldstændig fair og til utrolig stor gavn for både forfatter og forlægger.
Hvorfor har jeg den slags fantasier? Det må guderne vide. Eller måske min psykiater.”
Og åh, hvor kan jeg genkende det. Har jo allerede oplevet flere gange, hvordan arbejdsgivere falder i svime over min ansøgning og indtages af min person til samtalen. I mit hoved, that is.
Løsningen er helt sikkert, som John Perry også foreslår, fra start at forkaste alle sine prætentiøse forestillinger om at levere det perfekte stykke arbejde.
Problemet er bare, at når man i disse tider skal have den mindste chance for at komme til samtale, så skal det jo for fanden være en prisvindende, jordrystende og helt igennem perfekt ansøgning! Ikke desto mindre har jeg nu forsøgt mig med noget tilstræbt uperfekt. Som forhåbentlig er godt nok (*selvbedragsflash*). Og der er endda først deadline i morgen.
(Og hvis dette indlæg virker lidt uskarpt eller ude af sync, så er det bare fordi, jeg er meget træt og har brugt de sidste mange timer på at formulere kompetencer, erfaringer og anden varm luft i en nogenlunde spiselig form. Har alvorlige ridser på min tekstradar.)

“Der findes ikke en situation, der ikke kan klares med lidt forhåndsplanlægning,” havde Kennys far altid sagt. Tydeligvis havde han aldrig prøvet at snuble over den forhistoriske rumportal i krydset mellem Østergade og Wessels Boulevard.