Samfundsnyttig er mit mellemnavn

Min mors onkel var en af de fremsynede mennesker, der i sin tid bestemte sig for at nyde sit otium i en danskerkoloni i det sydøstlige Spanien, med pool og hele svineriet. Hans genbo var nu ikke dansk, men tysk og gammel nazist – og det mener jeg i ordets bogstaveligste SS-forstand. Derudover var han også alkoholiker (i det hele taget en kombination der nok kun overgås af ‘pædofil heroinjunkie’ på listen over folk, man mindst vil have som genbo…), og skålede altid med udsagnet: “Alkohol ist giftich – es muß verniechtet werden!”

Jeg kom til at tænke på den gamle nazists bevingede ord, da det i dag ved frokosttid viste sig, at vi havde noget så uhelligt som en halv pose curly fries og en ligeledes halv bøtte færdig-bearnaise på lager.

Junk food - først udkonkurreret den dag man finder ud af at friturestege børnelatter.

Junk food – først udkonkurreret den dag, man finder ud af at friturestege børnelatter.

 

Siden sidst

  • Har jeg skiftet headeren. (Tres jolie, n’est pas? Jeg er en sand troldmand, når det kommer til Paint!) Så meget for det store oprydningsprojekt. På den måde minder bloggen en del om mit hjem.
  • Har jeg opdaget, at inden jeg overhovedet nåede at undersøge, hvilken dag Outkast spillede på Roskilde, er alle billetter til den givne dag blevet solgt. (Det var så torsdag. Yeih.)
  • Har jeg prøvet det der liv. Var både i Zoologisk Have og til madmesse på Nørrebro i weekenden – med hele familien. Løverne havde gemt sig og mine børn har absolut ingen smagsprøve-pli, men ellers var alt en stor succes. (Har efterfølgende fundet ud af, hvor løverne var blevet af… Og så snakker vi ikke mere om det!)
  • Har jeg ved et uheld fået fire nye forbindelser på LinkedIn, grundet klodsede fingre og forræderisk iPad (hvis jeg nogensinde mestrer en touch screen, er det første varsel om apokalypsens komme). De er heldigvis inden for den rigtige branche, men må da undre sig noget over, hvem hende den arbejdsløse tosse, der spontant sender invitationer, er?
  • Har jeg indset, at jeg er nødt til at tage min morgenkaffe alvorligt. Jeg har aldrig været den helt store kaffedrikker, og morgenkaffe kom først ind i mit liv med børn, men jeg er nu et sted i mit liv, hvor forholdet mellem min morgensurhed og mit koffeinindtag er omvendt proportionelt. Velkommen til voksenlivet, det går kun ned ad bakke herfra.
Overvejede udkast til min nye roman over morgenbordet. Der var mange mord, og heltinden fik en kop kaffe til sidst.

Overvejede udkast til min nye roman over morgenbordet. Der var mange mord, og heltinden fik en kop kaffe til sidst.

Make-over

De der makeover-programmer, ik’? Hvor knap så kønne mennesker gennemgår et par ugers fedtsugning, laserkirurgi, hudpeeling og tandarbejde der ville gøre Royal Copenhagen misundelig. For så at få sat håret og bliver hældt ned i noget smart og stramt og blive vist frem for venner og familie. Og så står deres ægtefælle der og er lige så tyk og skeløjet og skævtandet som før, og man tænker, “hm, hvad mon der nu sker?”…

Nåmen, bloggen her er lidt blevet min skeløjede ægtefælle, efterhånden som jeg er blevet bare marginalt bedre til det dersens webdesign. Den er for grim og for upraktisk, og den skal være pænere og bedre og lidt mere lækker… Skal også have fundet ud af noget med domæne, men indtil videre vil jeg nøjes med hjemmesidens svar på porcelænskroner og rydde lidt op, i det jeg har. Evt. skifte opsætning. Nu må vi se.

Vil bare advare om, at hvis man kigger forbi, og alting er underligt og pissegrimt og halvvejs ulæseligt – så er det kun midlertidigt. (Og ellers er man velkommen til at gøre mig opmærksom på, hvor håbløs en smag jeg har…).

IMG_7386

Mig i Lego. Håret er lidt misvisende, men de fører ikke kommunefarvede KUA-knolde i Lego Store… (Mærkeligt nok har de heller ikke noget, der ligner forvasket sort H&M-bomuld, så det blev en skjorte i stedet.)

Endnu en tirsdag der ikke kommer igen

Så sagde vi lige, at jeg fik snøvlet den ansøgning færdig, i stedet for at blogge.

Eller savle over lejligheder, vi ikke har råd til (endnu en grund til, at det er en god idé med den ansøgning), surfe random blogs, tjekke nyheder for femte gang i dag, tage tilløb til at rydde lidt op på bloggen og overveje nyt design. Samt tjekke mulige lokaler til det vanvidsfirma, (ligeledes arbejdsløs) veninde prøver at få mig med på.

Skriv den ansøgning, blev der sagt. Også selv om det ikke nytter noget alligevel.

(Og nej, der er heller ikke tid til sjovheds-Lego lige nu. Jeg har travlt!)

Familien har min ryg

Når man nu er blevet typen der har tømmermænd i to dage, så er det rart, at andre kan tage over på installations-fronten.

Øverst har manden sat Sønnekes T-Rex på plads. Jeg kalder det Flamingo i problemer.

IMG_7331

Og nederst har en af lejlighedens yngste beboere installeret sin morgenmad bag rattet af en jeep. Lad os kalde det Hjemmets rystende hygiejnestandard og lade være med at snakke om, hvornår jeg opdagede det.

IMG_7383

I øvrigt… (IV)

…har jeg det med at glemme, hvor godt det gør med lidt musik i hverdagen. Eller som jeg vælger at kalde det, “Et passende soundtrack på højeste lydstyrke til mit actionpakkede liv”. En overfyldt metro er et meget federe sted, når man kan lege musikvideo-outsider til lyden af Thunderstruck; dansede det sidste stykke op ad trapperne med Hey ya! i ørene og blev slemt skuffet, da det viste sig, at medkursisterne ikke var mine veninder til en fest for ti år siden. (Og så ikke et ord om min antikverede musiksmag. Jeg er så lidt happening på den front. Behøver jeg nævne, at jeg hørte 90’er-hiphop på hjemturen – mens jeg nikkede med hovedet i takt?)

…skal Sønneke starte i skole til sommer. Han har rimelig godt styr på det med bogstaverne, så jeg blev lidt forundret, da han på vej hjem fra børnehaven spurgte mig, hvordan man staver til ‘TNT’. Efter at jeg med en blanding af bekymring og halvkvalt latter flere gange havde bedt ham om at prøve, og han til gengæld blev ved med at svare “N…T…N!”, gik det omsider op for mig, at han tog pis på mig. Det håber jeg i hvert fald. (I øvrigt var TNT også på playlisten i går morges. Syyyygt tilfælde!)

…forstår jeg ikke, hvorfor fastelavnsbollesæsonen er så kort? Seeeriøst, det er verdens bedste bagværk, og allerede nu væk fra alle hylder? Det skulle fanme da lige have været pebernødder!! (Diminutive undskyldning for en småkage, BTW.) Om ikke andet, så vil mine jeans nok takke bagerbranchen for dens konservatisme i dette spørgsmål. Kunne virkelig, virkelig godt leve af fastelavnsboller. Og så måske en enkelt gulerod i ny og næ.

…falder vores lejlighed langsomt fra hinanden. Toilettet løber, emhætten virker ikke og i forgårs lykkedes det mig at knække holderen til bruseren midt over. Kender åbenbart ikke min egen styrke. (Teknisk set er det alt sammen jobs for viceværten, men han har telefontid i den halve time om morgenen, hvor vi slås med flyverdragter, tandbørstning og tre børn, der ikke vil have støvler på). Men solen skinner, Outkast kommer på Roskilde og i aften skal manden og jeg ud at spise og drikke med gode venner. Så vil nøjes med at bekymre mig om, hvad jeg skal have på. Det er jo trods alt kvindernes internationale kampdag.

Jeff vidste bare, at den eneste grund til, at alle andre på legepladsen stirrede, var fordi han var sort.

Jeff vidste bare, at den eneste grund til, at alle andre på legepladsen stirrede, var fordi han var sort.

Når kage er alt, man kan bruges til

Jeg spiser det meste, men der findes tre ting, som jeg har meget svært ved at få ned: øllebrød, overkogte skaldyr og modne bananer. (Mine to barsler har været en prøvelse på mere end én måde: “Mmmh, prøv at smage denne her lækre øllebrød. Med banan. Se bare, hvordan mor hugger det i sig…” ). Bananer skal i min verden være gulgrønne, grænsende til umodne – ellers smager de råddent (jo, de gør!). Og desværre er det ikke længe, at de befinder sig i denne perfekte spisefase, hvorfor Gud skabte banankagen.

Strengt taget kunne man jo fodre sin ukritiske familie med den fordærvede frugt, men kage er bare så meget sjovere. Opskriften jeg bruger, har jeg tyvstjålet herfra, og det er i sandhed den bedste banankage, jeg nogensinde har smagt.

Til et styks kage piskes i en skål 1,5 dl sukker, 1 dl sirup og 2 æg. Herefter tilsættes 2 dl creme fraiche, yoghurt naturel, eller hvad man lige har af surmælksprodukt. Jo syrligere, jo bedre. 1 spsk bagepulver blandes i 5 dl mel, og hele molevitten kommes i. Til sidst tilsættes 75 g smeltet smør (og lad nu være med at rode med gryder, bare i en skål i mikrobølgeovnen på lav effekt, når det er næsten smeltet tages det ud, og der røres til det er smeltet helt – chokolade smeltes på samme måde, selv tak for tippet), 4 store, modne, mosede bananer og 100 g hakket, mørk chokolade. Hvis man er mig, hælder man hver gang dejen i en lidt for lille springform (bagepapir i bunden, siderne smøres med den sidste sjat smeltede smør, der ligger tilbage i skålen), så bagetiden bliver tilbragt med at løbe frem og tilbage mellem ovn og andre gøremål mens man skruer ned for varmen, strikkepindstester i en uendelighed (og hvem har i øvrigt lige en strikkepind liggende – udover folk der strikker, forstås – jeg bruger en kødnål, den slags har alle liggende) og vrider hænder over den begyndende mørkebrune skorpe. Hvis man er lidt smartere, kommer man dejen i en lille bradepande eller en stor springform. Bages ved ca. 200 grader i ca. 40 min., kommer selvfølgelig helt an på form og ovn. Min ovn egner sig bedst til slaggerproduktion, så jeg bager gerne ved en lidt lavere temperatur.

(Skal siges, at dette ydermere er en kage, der finder sig i det meste. Jeg har med stor succes bagt dobbelt portion i en stor bradepande, en dag jeg havde masser af tid og bananer, for derefter at fryse hele herligheden ned og senere tø den op til Sønnekes fødselsdagsfest, hvor den blev stukket ud med forme og dekoreret af hovedpersonen med skrigfarvet glasur. Nemmeste børnekage ever.)

Så mangler vi bare at finde anvendelse for øllebrød. Og overkogte skaldyr.

Så snart han så billederne, indså Auguste, at med hans hudfarve var banan en dårlig baggrundsfrugt.

Så snart han så billederne, indså Auguste, at med hans teint var banan en dårlig baggrundsfrugt.

Det er okay, jeg er okay, vi er allesammen okay

I dag plejede jeg min sædvanlige rutine: at tjekke nye medarbejdere på Weekendavisens hjemmeside og svælge i en blanding af ond misundelse og inderlig selvlede, hver gang jeg støder på en ny journalist med et fødselsår senere end mit eget. (Hvad? Du kan selv være en mærkelig form for masochist!!)

Og pludselig var der noget, der faldt på plads, mens jeg læste mig igennem wunderkindernes CV’er: Jeg har jo fået tre børn. Mens jeg mildest talt ikke har plejet min karriere, men bare har sørget for at bestå mine eksamener nogenlunde og arbejde lidt relevant ved siden af. Intet frivilligt arbejde i politiske organisationer, ikke nogen forskningsrelaterede projekter, ingen crazy-ass studiejobs der skaffede mig en fast stilling. Ingen spændende ophold på prestige-universiteter og ingen publicerede artikler.
Og det er vel egentlig okay? Altså, det er vel det, folk mener, når de siger, at man sætter det hele lidt i bero, mens man får børn? Det, alle mener, når de siger til mig: ‘Jaja, men du har jo også fået børn,’ og jeg bare slår det hen, som om det ikke burde betyde noget? Så jeg behøver ikke hade mig selv for det, vel? Det er vel egentlig i orden, at sige, at så er det NU, jeg starter op? I stedet for hele tiden at føle, at jeg er 5 år bagud? Jeg tog bare ligesom en børnepause? Ikke?

Hvis bare jeg lader være med at tænke på alle dem, der skriver ph.d. mens de plejer netværk, gør karriere, får 12-taller og passer trillinger. Så føles det faktisk ok.

Dengang Biker-Jens gik til audition på 'Lincoln'.

Dengang Biker-Jens gik til audition på ‘Lincoln’.