A day in the life

  • Amagercentret kører åbenbart dansk Melodi Grand Prix-tema på muzakken for tiden. Desværre for dem fratager “Ka’ du se hvad jeg sagde” i direkte forlængelse af “Hallo-Hallo” mig al lyst til indkøb og livet. Til gengæld fik jeg en voldsom lyst til at tage nærmeste Pieces-ekspedient som gidsel eller bare brænde hele bygningen ned til grunden.
  • Man skal åbenbart indstille tiden på tørretumbleren for at få hovedpuder ordentligt tørre. På normalt program stopper den bare hele tiden, selv om de stadig er våde. Det er vist lidt sent at opdage i en alder af 31?
  • Føler mig i øvrigt stadig gammel over at være 31. Lad os snakke om noget andet, mens min evigt unge sjæl stiller sig i kø foran Australian Bar.
  • Som for eksempel den jobannonce, jeg fandt. ‘Hot Buns’ (yeeeezzzz…) søger medarbejdere til deres nye restaurant i København. Man skal være imødekommende, serviceminded og ikke have noget problem med at ens arbejdsuniform er cowboyshorts og en top. Jeg har ikke noget problem, men måske kunderne får ét med min cellulite. (Og den feministiske bål-og-brandtale, jeg afholder ved hver bestilling.)
  • Og så blev alle enige om, at jeg ikke havde noget fornuftigt at bidrage med i dag, men i stedet satte mig på altanen med et stort glas rødvin. Ikke? Jo.
Hvor jeg fik motorsaven fra, melder historien ikke noget om. Men eftersom ingen vidste, hvordan situationen ville udvikle sig, var betjent Hansen fast besluttet på at holde fotograferne væk.

Hvor jeg fik motorsaven fra, melder historien ikke noget om. Men eftersom ingen vidste, hvordan situationen ville udvikle sig, var betjent Hansen fast besluttet på at holde fotograferne væk.

 

 

Hvis bare Carsten og Ulla havde set Deliverance, inden de besluttede at holde deres bryllupsrejse i Ozark-bjergene, ville meget have været anderledes.

Hvis bare Carsten og Ulla havde set Deliverance, inden de besluttede at holde deres bryllupsrejse ved Cahulawassee-floden, ville meget have været anderledes.

 

J’accuse mig selv

Til jer i metro-elevatoren her til morgen.

Lad mig starte med at sige, at vi egentlig ville have taget Christiania-cyklen (og dermed generet folk på cykelstierne i stedet), men mine knæ gjorde knuder, så det blev offentlig transport – et valg der efterlod alle utilfredse.
Derudover er mit eneste forsvar, at min søn lige havde forsøgt at bide mig i armen, mens hans søstre startede en skrigekonkurrence. Hvilket naturligvis ikke berettigede mig til at holde elevatordøren åben, mens jeg truede med, at så gik vi ud igen (strengt taget truede jeg vist mest med, at det var ham der skulle ud, men lad nu det ligge til de sociale myndigheder).

Men honestly, people: at komme med nogen som helst kommentarer, rettelser, stikpiller eller grynt i retning af en tydeligt tyndslidt mor med skrigende tvillinger i klapvognen og en sparkende fem-årig i strakt arm er sgu da et darwinistisk selvmord af dimensioner. I kunne lige så godt have forsøgt at kidnappe en bjørneunge fra dens mor.

Og så var sætningen ‘vi er altså nogle, der skal skynde os’ måske heller ikke helt gennemtænkt, vel? Eftersom I stod ti mennesker og så både raske og rørige ud, var I sådan set selv ude om, at jeg hvæsende bad jer om at tage rulletrapperne, hvis I havde så pissetravlt. Og bemærkningen om, at I jo havde været ‘så flinke at holde elevatoren’ for mig (seriously?!!), kunne heller ikke afføde andet svar, end at jeg ikke gav meget for jeres ædelmodighed, når elevatoren mig bekendt var forbeholdt gangbesværede.

De efterfølgende pip om, at elevatoren var for alle (WRONG AGAIN!!), og at jeg ikke kunne vide, om I var gangbesværede (nej, og jeg undskylder over for dem, der rent faktisk var det, men det ville sgu da være et statistisk særtilfælde af dimensioner, hvis ti mennesker i deres bedste alder havde valgt at holde begrænset førligheds-træf midt i morgentrafikken), kan I også stikke skråt op.

Men jeg vil gerne sige undskyld for det med døren. Og at jeg startede skænderiet. Det var faktisk ikke i orden, og hvis det kan trøste jer, så var jeg både ked og skamfuld lang tid efter.

Mest fordi jeg fremstod som den sure, selvretfærdige småbarnsmor, jeg jo overhovedet ikke er.

Kan aldrig beslutte mig for, hvilket hoved jeg skal tage på om morgenen. Ender som regel med den nemme løsning.

Kan aldrig beslutte mig for, hvilket hoved jeg skal tage på om morgenen. Ender som regel med den nemme løsning.

Takeaway på Amager

Sammenlignet med resten af København er Amager lidt af et madmæssigt waste land, og at opstøve ordentlig takeaway herude er – meget apropos – nogenlunde lige så udfordrende som at holde gejsten oppe gennem T.S. Eliots udgydelser.

Men skulle nogen være interesserede (læs: bo på Amager), så er dette, hvad jeg hidtil har kunnet finde af vandhuller – de er til gengæld også gode:

Pizza:
Skal man finde et alternativ til de mange shawarma-‘pizzariaer’ (kald mig bare en snob, men jeg stoler ikke på indehavere, der ikke kan stave deres egen forretning rigtigt), er der altid Meyers Bageri på Amagerbrogade og deres lækre, men svinsk dyre pizzaer. Har man ikke lyst til at optage forbrugslån for at kunne spise ordentlig pizza, så vil jeg anbefale Sølvstjernen på Holmbladsgade, som netop har skiftet ejer. Pizzaerne derfra har tidligere været hæderlige, nu er de fremragende. Tre italienske gutter står og laver pizzaer lige så gode som Meyers, men til en noget rimeligere pris. Alene det, at de hverken har ananas eller pepperoni på lager (skam fik jeg at spørge efter det – på Sønnekes vegne, naturligvis) borger for kvaliteten, og næste gang skal jeg helt klart prøve deres hvide pizza med pancetta og salvie.

Indisk:
Vivah på Amagerbrogade er grundlæggende i orden, det lader til, at de rent faktisk laver deres sovse fra bunden, og deres butter naan kunne jeg snildt leve af. Der er tydelig variation i retterne (ikke en selvfølge på indiske restauranter), og alt, jeg har fået derfra, har været godt (måske lige bortset fra den oversaltede butter chicken, jeg fik sidst, men den skal være dem tilgivet). Klar anbefaling herfra.

Shawarma:
Over for Vivah ligger Konya Kebab, det bedste shawarma-sted, jeg har fundet på øen (HA’erne er tilsyneladende enige, det er vel også en form for blåstempling…). Udvalget er autentisk, og de har de tre ingredienser, der efter min mening skal i en ordentlig shawarma: hummus, yoghurtdressing og rigtigt, marineret kød. At pitabrød med shawarma og hummus findes på menukortet (frem for at være en kombination, man skal bede specifikt om), viser bare, at det er folk der ved, hvad de laver. (Hvilket jeg vist også har fortalt dem engang på vej hjem fra byen i en sidelæns brandert, men lad nu det ligge).

Thai:
Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et godt thai-sted på det ægte Amager, men på Christianshavn ligger Green Mango som måske nok er en lille smule dyrere end your average nudelbiks, men til gengæld er det virkelig godt. Og stærkt. Deres oksekødssalat er en sand tour de force i vellyst og afbrændte smagsløg, man svitser gladelig tungen gang på gang for bare én lille bid mere…

Der er nok desværre det, men jeg modtager gerne flere tips og tricks til mad på Ønskeøen. Især på den asiatiske front kunne jeg godt bruge lidt inputs. Thai, vietnamesisk og sushi, anyone?

Aften på Amagerbrogade. Vor heltinde står endnu en gang over for et svært dilemma.

 

Børn på spring, forældre i skjul

Påsken er over os, og der er knap så mange skrivende stunder i institutionernes lukketid.

Men jeg kan da fortælle, at Den Fortabte Sønneke er vendt hjem fra en uges ferie i det jyske, hvor påskeslikket hænger på træerne og Lego’en flyder som floder ud over farmors stuegulv.
I mellemtiden har hans lillesøstre fundet ud af at åbne døren ind til soveværelset ved at bruge deres dukkevogne som rambukke. I shit you not; det er til dato den mest brutale måde, hvorpå jeg er blevet vækket af min uskyldige tømmermændssøvn. De røde mærker på døren bliver svære at bortforklare ved fraflytning… Små psykopater.

Derudover har min veninde valgt at fejre denne smukke morgen med at føde et barn (i hendes tilfælde er en fødsel rent faktisk en smuk morgenfejring – i mit tilfælde ville det snarere være noget der krævede espressodrop og Gammel Dansk til alle involverede parter). Og jeg vil i aften fødselsdagsfejre min søster ved at tage hende med ind at se den her. Det skal nok blive godt.

Og så gælder det ellers bare om at klare sig gennem ferien uden alt for mange børneskrig, sammenbrud og skilsmissetrusler. Må den bedste mand vinde!

Maren havde for nylig en stribe om at gemme sig for sine børn. En ferietradition, jeg gerne ser indført.

Maren snakker om at gemme sig for sine børn. En ferietradition, jeg gerne støtter op om.

Engle og dæmoner og brødjobs

Ifølge min ydmyge analyse er hele arbejdsløshedsbranchen en syg kolos på lerfødder, der bare suger flere og flere underkvalificerede plattenslagere og overkvalificerede desperadoer ind. Og da mit umiddelbare møde med omverdenen gerne er præget af et sort/hvid-filter, der får Dan Browns persontegninger til at ligne nuancerede psykologiske portrætter, vil jeg så gerne hade min jobkonsulent hos anden aktør (hvem fanden har i øvrigt stadfæstet det udtryk? Det oser jo langt væk af udefinérbar svindel!).
Desværre for min kasseinddeling af mennesker, er han bare så flink og empatisk og god til at lade som om, han ved, hvad han snakker om. Ligegyldig hvor høj en hånlatter, jeg i smug slår op over hans CV og hvor megen mistro jeg nærer til hans branche i al almindelighed og hans arbejdsgiver i særdeleshed, så føles det faktisk, som om han er der for at hjælpe mig.

Det kan godt være, han bare har en interesse i at holde mig i systemet længst muligt. Men jeg kan virkelig godt lide, at han tilskynder mig til at søge inden for mit faglige område og uddannelsesniveau og lade andre om at være tjenere.

Og jeg kan ekstra godt lide, at en af hans andre klienter åbenbart allerede havde fået afslag fra det sted, jeg endnu ikke har hørt fra.
1 down, 433 to go.

Ville de tage en bus kørt af denne kvinde? (Hint: Jeg har hverken stort eller lille kørekort.)

Ville de tage en bus kørt af denne kvinde? (Hint: Jeg har hverken stort eller lille kørekort.)