Rødspætternes hævn

Så skete det. Det er skinkernes tur til en omgang skoldkopper… Og min tur til at gå herhjemme med de to prikkede terrorister i de næste par dage. Så meget for den intensiverede networkingstrategi.

I det mindste er de ikke specielt sløje (endnu – *antijinx-antijinx!!!*), så vi må tage på nogle ture, og jeg må se, hvad jeg kan få fra hånden under middagsluren (deres, ikke min). Og så vidt muligt holde mine barselblues-flashbacks fra døren med masser af kaffe, sol og positiv attitude.

Især det sidste er jo mit speciale.

Ja-hat eller coke i kaffen? Døm selv.

Ja-hat eller coke i kaffen? Døm selv.

Reklamer

Kaptajnens logbog: Intet land i syne, men i det mindste er det fredag

Min biologilærer i folkeskolen var en kæk dame, der ikke blev pinligt berørt over noget og gerne delte ud af egne erfaringer (det lyder måske potentielt tåkrummende, men hun var sød, og vi kunne godt lide hende). Hun havde blandt andet en mængde gode forslag til brugbare ikoner, når man skulle markere sine menstruationsperioder i kalenderen…
Jeg kom til at tænke på hende i går, da jeg overvejede, hvilke ikoner jeg kunne bruge til at markere dage, hvor jeg ikke tuder over:

  1. Min jobsituation
  2. Vores boligsituation

Bare for at huske, at de også findes (i går var selvsagt ikke en af dem).

Nå, om ikke andet så førte min frustration til, at jeg besluttede at maile to gamle bekendte fra hhv. kollegie- og gymnasietiden, for lige at stikke en føler ud på deres arbejdspladser. Velvidende at de anprisninger, de har mulighed for at give mig med, primært angår mit alkoholindtag. Men de svarede begge beredvilligt og løsningsorienteret samme aften, så nu må vi se…
I mellemtiden markerer jeg dagen i dag for min veninde, som fik stillingen efter at have været til sin første samtale i to år. Godt nok en elevplads, som hun er dybt overkvalificeret til – men det kan fandeme ikke få vores arme ned i dag. God weekend!

Må nok snart se i øjnene, at jeg alligevel ikke bliver chefredaktør for Weekendavisen som 35-årig.

Må nok snart se i øjnene, at jeg alligevel ikke bliver chefredaktør for Weekendavisen som 35-årig.

Små stykker gris fra himlen

Min farmor er ikke alene en umanerlig livskraftig dame, der i en alder af 92 stadig kører bil, holder køkkenhave og himler op, når man kun tager ét sølle stykke kage (efter at man har konsumeret det meste af en grydestegt kylling med alt hvad dertil hører samt tre portioner budding med flødeskum og saft, that is…). Hun laver også verdens bedste frikadeller.
Små, brankede og lækre er de sagnomspundne Farmors Frikadeller, oftest serveret med den ligeså sagnomspundne Farmors Spaghetti (en aldeles uhellig og særdeles velsmagende størrelse, som jeg måske afslører hemmeligheden bag på et senere tidspunkt), til alle børnebørns store fryd og fordøjelse.

Det meste af mit voksne liv har jeg forsøgt at gøre min farmor frikadellekunsten efter, ganske uden held. En komplikation har selvklart været, at min fars familie ikke rigtig er en scene, hvor man sidder sniksnakkende og udveksler opskrifter. Det er mere noget med at give hånd og blive nødet til et stykke kage til og så spille noget kort eller gå en tur i skoven. Så i stedet har jeg i årevis prøvet mig frem, taget imod Nanna Simonsens gode råd om at tilsætte saltet først og bruge mineralvand i stedet for mælk. Jeg har tilsat bouillon, jeg har forsøgt mig med og uden løg, jeg har forsøgt at stege i både olie og smør, endda over to omgange. Og lige lidt har det hjulpet.
Har en enkelt gang dristet mig til at spørge farmor, hvordan i alverden hun fik sine frikadeller så gode, og det eneste, kvindemennesket kunne svinge sig op til, var “Åh, det ved jeg såmænd ikke…jo, jeg er begyndt at komme havregryn i, i stedet for mel!”. Jowtak.

Men så en dag, for tre år siden, så jeg omsider lyset! I form af de aldeles pragtfulde frikadeller, min veninde serverede til en madklubaften.
Som min farmors havde de dén der helt særlige, sødlige proteinsmag, og som hendes var de herligt skamstegte og brankede, uden at være tørre. Jeg bad sitrende om opskriften, hvorefter der straks gik farmor i min veninde, og hun begyndte at fable om Frikalet-pulver og den feta, hun havde kommet i. “Nejnejnej,” næsten råbte jeg, “det er ikke det, det er ikke det, du er nødt til at skrive hele opskriften ned til mig! Til mindste detalje!”

Som beordret, så gjort, og på denne måde opdagede jeg omsider farmors hemmelighed. (Trommehvirvel)…
Rigelige mængder mælk i farsen. Simpelt, men effektivt.
Uden at være den store kemiker (eller nogen størrelse kemiker overhovedet) vil jeg gætte på, at mælke- og kød-proteinerne arbejder sammen mod en mere intens frikadellesmag, og samtidig gør de rigelige mængder væske, at frikadellerne holder sig saftige, uanset hvor hårdt man steger dem. Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke kan ramme farmors dunser 100%, der skal nok noget mere stivelse i farsen og noget mere magarine på panden, hvis de skal helt op at ringe. Men jeg laver stadig glimrende frikadeller således:

400-500 g hakket kalv og flæsk røres sejt med ca. 1 tsk. groft salt (Simonsen har nemlig ret i, at det får kødet til at suge mere væske, og dermed bliver frikadellerne saftigere). Herefter tilsættes 1 æg, kværnet sort peber, 2,5-3 dl mælk og et finthakket løg. Egentlig skal løget rives, men det hader jeg inderligt at gøre. Til gengæld vil jeg anbefale, at man anskaffer sig en mand der er tidligere kok, og som kan finthakke det løg til atomer. Som forberedelse kan man eventuelt hakke sig selv i hånden på en virkelig idiotisk måde med en brødkniv et par dage i forvejen – så kommer han springende, så snart man bevæger sig mod køkkenregionerne. Får man flashet det enorme plaster i venstre håndflade nok, kan han også godt overtales til at rive en gulerod på den fine side af rivejernet til yderligere tilsætning.
Til sidst tilsættes stivelse, start bare med 1 spiseskefuld. Hvedemel, hvis man er old school, havregryn, hvis man er almindeligt angst og maizena, hvis man er glutenallergiker (eller får en til middag).
Det hele røres meget grundigt sammen – ingen kødlommer her! Tilsæt meget gerne mere stivelse og mere mælk, og husk, at farsen godt må være ret våd. Lad den hvile i en halv times tid, og steg så først en lille smagsprøve, for at se, om der skal mere salt og peber i (det skal der sikkert). Herefter steges alle dellerne ved middelhård varme, gerne i mængder af olie og smør, som ville gøre farmor stolt. Er man i det eventyrlystne hjørne, er det også godt med stykker af feta og soltørret tomat i farsen – eller friske, hakkede krydderurter. Og skal jeg være ærlig, så ville farmor nok undlade det der grønsagspjat med løg og gulerødder i, men det kan man jo gøre, som man lyster.

Og Farmors Spaghetti? Det er faktisk bare pasta rørt med ketchup, og så lige den hemmelige ingrediens: en solid spiseskefuld sukker. Jeg sværger, det er godt!

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst...)

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst…)

 

Årsagen til de sidste dages tavshed

Søn: “Jeg har fået sådan nogle røde knopper, de generer mig helt vildt!”

Mor: “Hold nu op, ikke?”

Søn: “Jamen, jeg mener det!”

Mor: “Ja, og før havde du ondt i knæet, og i går var det hovedpine. Vi har snakket om, at når du hele tiden finder på alle mulige ting, du fejler, så tror vi ikke på dig, når du rigtigt er syg. Du er nødt til at stoppe med det der.”

Søn: “Jamen, det er altså rigtigt nok, de klør!”

Mor: “Der var da ikke noget i vejen lige før, men okay, så kigger jeg på det…”

Behøver jeg sige, at han pt er dækket af skoldkopper? Og at et af de første symptomer i øvrigt er hovedpine? (Det med knæet må dog stå for hans egen regning – og i det mindste beviser min ubønhørlighed jo netop pointen…)

"Tag dig nu sammen, knægt, og hent mig en ny drink med venstre hånd i stedet!"

“Tag dig nu sammen, knægt – du kan hente mig en ny drink med venstre hånd.”

Der var én, der var to

Høvs, så gik der lige en uge. Får jo aldrig opfyldt drømmen om eksploderende læsertal på denne her måde…
Til gengæld har jeg valgt at tage imod opfordringen fra trofast læser og med-tvillingemor Malenka, så her er altså historien om dengang vi fandt ud af, at vi skulle have tvillinger:

I sommeren 2011 var Sønneke to et halvt, og manden og jeg begyndte så småt at snakke om at få barn nummer to. Godt nok havde barnefaderen stadig to år tilbage af sin uddannelse (i en alder af 31 – vi er nogle seriøse go-getters her i hytten), og jeg var lige gået i gang med mit speciale, men vi blev enige om, at skulle vi vente på, at alle var færdiguddannede og jobsikrede, kunne der snildt gå mange år, før Sønneke blev storebror. Og både økonomi og bolig kunne godt bære ét barn til, lidt tid endnu. (Kan I høre det i baggrunden? Det er lyden af skæbnens ironi, der slår en høj skoggerlatter op). Så jeg stoppede med p-pillerne og blev gravid i løbet af efteråret. Til forskel fra min første graviditet var jeg denne gang voldsomt plaget af kvalme og madlede, men min læge sagde, at den slags var meget normalt, når man var andengangsgravid. Godt så, tænkte jeg, lad os håbe, at der ikke er andre ting der overrasker, her i anden omgang…

I januar tog vi til nakkefoldskanning, og mens jeg rullede trøjen op og fik gelé på, bemærkede jeg til jordemoderen, at min mave allerede var ret stor (med Sønneke kunne jeg teoretisk set have skjult min graviditet indtil 6. måned), men at det måske nok var meget normalt, når det ikke var første gang? Hun sagde, at min livmoder ikke var særlig stor endnu, så vi blev grinende enige om, at det nok bare var julen, der havde sat sine spor. Hun gik så i gang med at skanne mig, og siger pludselig: “Nå, det ser ud til, at der alligevel er en grund til, at du er så stor allerede…” (her stivner manden og jeg mens vi venter i spænding på fortsættelsen) “…for der er to!”

Herefter er alt lidt tåget, men jeg mener at kunne huske, at jeg begyndte at grine hysterisk, mens jeg sagde noget i retning af “nådetvardaellersvildtdetvardasindssygt-dererellersikketvillingerifamiliendetvardagodtnokvildtnejforviharaltsåikketvillingerifamilien-erdetrigtigtdeterdaheltvildterdetikke”. Og manden sagde noget tilsvarende begavet. Jordemoderen bad os så om ikke at panikke, men hun skulle altså lige sikre sig, at det ikke var trillinger – det var det dog ikke (og det var godt det samme, for på daværende tidspunkt var manden på besvimelsens rand). Endnu en jordemoder blev tilkaldt, det blev fastslået, at vi ventede monochoriske (fælles ydre fosterhinde + fælles moderkage) diamniotiske (hver sin indre fosterhinde) gemelli, og jeg fik udleveret et skema fyldt med ekstraskanninger og lægesamtaler og hvad har vi.
Jeg forsatte med speedsnak og hysterisk latter det næste døgns tid, manden kompenserede til gengæld ved stort set ikke at sige noget. Indtil han pludselig begyndte at snakke om, at vi umuligt kunne få plads til tre autostole på bagsædet. Jeg følte mig nødsaget til at minde ham om, at:
1.) Vi ikke havde nogen bil.
2.) Der ville gå mindst et par år, før vi fik råd til en.
3.) Der altså var mere presserende problemer end lige det her.
Hvorefter han nikkede åndsfraværende og gik i gang med at google stationcars på nettet.

Efter lidt tid blev vi heldigvis begge normale igen og begyndte at føre nogle lidt mere fornuftige samtaler. Og glædede os. Hvilket jeg vil opfordre alle andre, der får beskeden om tvillinger, til også at gøre. Trods det, at jeg er alt andet end en overskudsmor (se alle forudgående blogindlæg), så var min første tanke, da jordemoderen sagde, at der var to: “YES!”. Det var som at vinde i babylotteriet.
Jeg har fuld respekt for, at det kan tage lidt tid at vænne sig til tanken om tvillinger, det gjorde det vist også for mine børns far. Men det skal nok gå alt sammen. Og har man et barn i forvejen, findes der tilsyneladende masser af biler med plads til tre autostole på bagsædet.

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er heller ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

One night in Bangkok

En veninde sendte mig for nylig et syv år gammelt videoklip af hende og mig der sidder på en kantsten på Khao San Road klokken tidligt om morgenen i en kæmpe thai whisky-brandert og på skift suger af en heliumballon, mens vi fremfører en a capella-version af Yesterday.

Jeg begik den fejltagelse at se klippet på iPad’en, hvilket vil sige, at det nu ligger i medieafspilleren. Hvilket igen vil sige, at hver gang mine yngste har fået snitterne i elektronikken, kan jeg pludselig høre lyden af mig + veninde der tåge/musesynger os gennem Paul McCartneys evergreen, tilsat lidt tropisk trafikstøj i baggrunden. (Og skinkernes begejstrede “Det’ mor! Det’ mor!” i forgrunden.)

Og af en eller anden grund sker det altid, mens jeg er i gang med at lave aftensmad/ordne vasketøj/samle 1.873 stykker legetøj op fra gulvet. Som om man lige i den situation havde brug for at tænke lidt mere over, hvor tiden blev af.

Mig ved et busstoppested. Mens Soul Asylums Runaway Train spiller i baggrunden.

Synet af mig ved et busstoppested med en kuffert ville nok virke mindre foruroligende, hvis ikke Soul Asylums Runaway Train samtidig spillede i baggrunden.

På opfordring – en fortælling om tre boliger

Dette indlæg vil potentielt kun interessere en enkelt læser, men eftersom jeg ikke ligefrem kimes ned med ønsker til bestemte indlæg, tager jeg dem op, jeg får… Så værsgo’ Sure, her er sagaen om vores boligsituation:

Dengang Sønneke kom til verden en kold februarnat i 2009, fremlejede manden og jeg en lillebitte to-værelses lejlighed på Nørrebro. Og når jeg siger lillebitte, mener jeg det. Den var vel i omegnen af 40 m2, og det mindste værelse var gennemgangsrum – og alletiders mest rumligt udfordrede stue. Derudover var der ikke varme i entré, køkken og bad, så om vinteren lå temperaturen i den ene halvdel af lejligheden omkring frysepunktet. Jeg har fundet is på karse, jeg havde plantet i vindueskarmen, og når vi skulle lave mad i vinterhalvåret, måtte vi tænde stearinlys og alle gasblussene på komfuret for at holde varmen. Min bedre halvdel havde boet der i 6-7 år (det var en af den slags interfamiliære, dybt ulovlige fremlejer…) og var den sidste i en lang række af beboere, som aldrig rigtig havde gjort noget ved stedet. El-installationerne var livsfarlige, tapetet skallede og der var et stort hul i muren mellem de to værelser. Det perfekte sted at starte en familie, med andre ord.

Men altså…jeg elskede den lejlighed. Blandt andet fordi den lå i et virkeligt rart kvarter (bortset fra your occasional drive-by under bandekrigen, men den slags tager jeg ikke så tungt). Og indtil Sønneke meldte sin ankomst, havde vi planer om at overtage den og shine den op, men med et ekstra familiemedlem på vej virkede 40 m2 pludselig som en dårlig investering.
Vi overvejede at købe en anden lejlighed, men eftersom vi begge var studerende uden nogen nævneværdig kapital, var det svært at finde noget, der både var stort og billigt nok. Løsningen kom i form af et vennepar som til Sønnekes barnedåb spurgte os, om vi ikke havde lyst til at fremleje deres lejlighed, mens de var i USA. Manden var helt oppe at ringe over udsigten til dobbelt så meget plads, jeg var knap så hooket på endnu en fremleje, men måtte til sidst bøje mig for det faktum, at Sønneke hele tiden blev større, mens vi residerede et sted, hvor der knap nok var plads til et legetæppe på gulvet, og hvor vi måtte bære karret ind i soveværelset, hver gang han skulle i bad.

Så vi rykkede til Sølvtorvet, men beholdt vores opskrivning til institution på Nørrebro, fordi vi ikke ville risikere at skulle vente endnu længere på en plads (på det tidspunkt var jeg startet på min overbygning, og vi kørte skiftehold mellem Sønnekepasning og studie – det kan ikke anbefales!). Da det første år af fremlejen var ved at være omme, meldte vores venner deres hjemkomst, da de ikke var lykkedes med at få arbejdstilladelse. Og så var vi kommende husvilde.
Heldigvis havde manden været forudseende nok til at skrive os op i nogle lejeforeninger; tilbuddene begyndte at komme, netop som vi fik brug for dem. Og så gik der ellers Guldlok i den…
Det første sted var for dyrt – selvom manden stadig kan drømme om havudsigten fra Sluseholmen. Det næste sted var for usselt; punkterede termoruder, nyligt nedbrændt vaskeri og ingen penge på vedligeholdelseskontoen – viceværten forsikrede dog, at der var meget mindre hærværk og tyveri, efter at de havde fået overvågningskameraer op i gården… Det sidste sted var her. Det var ikke lige tilpas, for det var langt væk fra vuggestuen, men det var velholdt, med altan og til at betale. Og således blev det.

Så her sidder vi altså, fem mennesker i tre værelser på Amager, med en halv times transport til institution (Sønneke blev i sin integrerede institution på Nørrebro, fordi han ikke er verdens mest omstillingsparate barn, og vi vidste jo ikke, om vi snart skulle til at flytte igen… Og da hans søstre skulle starte i vuggestue, virkede det bare nemmest, at de alle gik det samme sted – som i øvrigt også er rigtigt rart). Helt klart et resultat af nogle kortsigtede beslutninger kombineret med lidt uforudsete begivenheder (arbejdsløshed og tvillinger blandt andet – uden sammenligning i øvrigt), men i det mindste har vi altan.
På hvilken vi har svoret en hellig ed om, at næste gang vi flytter, så bliver vi der!

"Kridtomridsene på gulvet? Njah, det er vist noget lokalt kunstprojekt... Superkreativt kvarter det her - man kan virkelig fornemme atmosfæren, ikke?"

“Kridtomridsene på gulvet? Njah, det er vist noget lokalt kunstprojekt… Superkreativt kvarter det her – man kan virkelig fornemme atmosfæren, ikke?”