Endnu er katten i live

Den klassiske pakkeleg indeholder et mærkeligt paradoks. Så længe pakkerne er ubrudte og alle slås om dem, er de spændende og indeholder potentielt hvad som helst. Ikke noget definérbart, men helt sikkert noget godt. I det øjeblik, de bliver pakket op, og viser sig som den pakke skuresvampe, halve liter juleøl, grimme glasnisse eller tyske chokoladejulemand, de i virkeligheden er, er magien brudt, og alt potentialet afblæst. En slags Schrödingers kat som selskabsleg.

På samme måde med jobsøgning – for mig, i hvert fald. Så længe jobannoncen kun er læst, står alle muligheder åbne. Jeg kan fantasere om mit nye skrivebord, madordning og løncheck. Eller grue for den forestående samtale. Eller overveje, om jobbet overhovedet er mig.
Men så snart det første ord i ansøgningen er skrevet, begynder den slagne vej mod magiens ophør. Der er kun ét muligt udfald, og jeg føler afslaget, længe før jeg får det; allerede omkring afsendelsestidspunktet for ansøgningen er katten stendød i min verden. Jeg når sjældent at blive spændt på, om de ringer.
Og derfor bliver alle mine ansøgninger til i én lang lidelsesberetning, hvor jeg vrider hænder, skærer tænder og græder mine modige tårer over, hvor perfekt den ansøgning bare er nødt til at være, og hvor håbløst det hele samtidig er. Jeg brækker sætninger og vrider ord i hvad der føles som lang dags rejse mod intet job. Og bliver endnu mere ked af det, fordi det via verdens mest ulogiske følgeslutning i mit hoved virker som om, at jeg, idet jeg skriver ansøgningen, aktivt formindsker mine chancer for at komme i arbejde.

Men altså. For nu at få lidt positiv, sjælfuld tænkning indover, skulle vi så ikke sige, at der måske rent faktisk er noget rigtigt på spil denne gang? At jeg nu skal lave en kop kaffe, ryge en cigaret og derefter sætte mig ned og prøve at færdiggøre dennehersens ansøgning med håb i tasterne. I stedet for at tænke, at hvert nyt anslag bringer mig tættere på afslag. Jeg kan godt.

(Hep lige lidt på mig, hva’?)

Første og sidste gang, Schrödinger blev inviteret med til julefrokosten.

Første og sidste gang, jeg inviterede Schrödinger til julefrokost med pakkeleg.

 

Advertisements

26 thoughts on “Endnu er katten i live

  1. Hej, din stalker her.

    Der er en anden måde at tænke på det på, som er at hvert afslag er med til at bringe én tættere på det job, der ligger ude i fremtiden. Det er bare et tanketrick, siger du, det bliver ikke til sandhed af at man tænker det. Men det er ikke mere usandt end andre måder at tænke om det og måske giver det lidt mere ro i sjælen.
    Så vidt jeg har fattet kognitiv terapi, er det cirka den slags det handler om – find, hvis du kan, en anden måde at tænke om det på. Og du ved, kognitiv terapi virker jo. Det viser undersøgelser.

    Og så er der et andet faktum som er at hvis ikke man deltager, så vinder man i hvert fald aldrig.

    Jeg prøver at sige at jeg tror ikke dine ansøgninger behøver være så perfekte at du går i sort over dem. Som min egen jobhistorie (indtil videre) har vist, så behøver det ikke være perfekt, hvis bare modparten er interesseret i at spille bold. Det er bare ikke særlig nemt at finde nogen der vil.

    Men måske er vinden dog trods alt ved at vende. Når man kan blive hentet ud af min situation til et rigtigt menneskearbejde, så kan grise fandme flyve.

    • Du har ret. I alting. Fik tip om at der allerede var kommet mange ansøgninger ind, så jeg opgav at skrive om for anden gang, og sendte det, jeg nu engang havde, mens jeg beroligede mig selv med det, du havde skrevet. Det er jo også for dumt at gå helt kold over det hver gang… Tak for støtte, har jo sagt at du er min nye job-gud 🙂

  2. Jeg hepper! Og husker på, at en sød bekendt sagde til mig for et par dage siden: “Det er da klart, at du ikke fik det job, for du skal jo have det andet, som du lige har søgt”. Så ja, enig i, at hvert afslag bringer én tættere på noget andet (som måske er meningen med det hele).

  3. Hep hep! jeg har det præcis på samme måde med hver eneste ansøgning, jeg skriver. Det tager mig timer at skrive én, fordi baren føles så høj. Men en enkelt gang imellem føles det som om man kan overtage verden og man flyver igennem skrivningen. Sådan håber jeg du har det i dag.:)

  4. Altså, du skriver jo ret godt, og du ved at muligt om østrigske katte som sådan en naturvidenskabelig som mig aldrig har hørt om (altså!) Så hold du bare fast i den, den burde give 50 pct chance for en levedygtig kat 😉

    • Tak for det 🙂
      Tror stakkels Schrödinger roterer i sin grav, hvis han ser, hvordan jeg meningsmishandler hans kvantefysik-eksempel… (Og min fysikerveninde roterer ovenjords, hvis hun læser med 😉 )

  5. Jeg hepper, og glæder mig til at følge din blog fremover! Så velskreven og skøn 🙂 Har skyndt mig at tilføje dig på min egen blog love liste!
    Kh blondinemor.dk

  6. Jeg har lige slået på jubeltromme for dine legokreabloggerevner overfor Legos co-creation-manager. Jeg tror på min egen omnipotens og regner med, at du ender i Billund inden længe.

  7. Pingback: Arbejdsløshedssygdomssysler | morihavnen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s