På opfordring – en fortælling om tre boliger

Dette indlæg vil potentielt kun interessere en enkelt læser, men eftersom jeg ikke ligefrem kimes ned med ønsker til bestemte indlæg, tager jeg dem op, jeg får… Så værsgo’ Sure, her er sagaen om vores boligsituation:

Dengang Sønneke kom til verden en kold februarnat i 2009, fremlejede manden og jeg en lillebitte to-værelses lejlighed på Nørrebro. Og når jeg siger lillebitte, mener jeg det. Den var vel i omegnen af 40 m2, og det mindste værelse var gennemgangsrum – og alletiders mest rumligt udfordrede stue. Derudover var der ikke varme i entré, køkken og bad, så om vinteren lå temperaturen i den ene halvdel af lejligheden omkring frysepunktet. Jeg har fundet is på karse, jeg havde plantet i vindueskarmen, og når vi skulle lave mad i vinterhalvåret, måtte vi tænde stearinlys og alle gasblussene på komfuret for at holde varmen. Min bedre halvdel havde boet der i 6-7 år (det var en af den slags interfamiliære, dybt ulovlige fremlejer…) og var den sidste i en lang række af beboere, som aldrig rigtig havde gjort noget ved stedet. El-installationerne var livsfarlige, tapetet skallede og der var et stort hul i muren mellem de to værelser. Det perfekte sted at starte en familie, med andre ord.

Men altså…jeg elskede den lejlighed. Blandt andet fordi den lå i et virkeligt rart kvarter (bortset fra your occasional drive-by under bandekrigen, men den slags tager jeg ikke så tungt). Og indtil Sønneke meldte sin ankomst, havde vi planer om at overtage den og shine den op, men med et ekstra familiemedlem på vej virkede 40 m2 pludselig som en dårlig investering.
Vi overvejede at købe en anden lejlighed, men eftersom vi begge var studerende uden nogen nævneværdig kapital, var det svært at finde noget, der både var stort og billigt nok. Løsningen kom i form af et vennepar som til Sønnekes barnedåb spurgte os, om vi ikke havde lyst til at fremleje deres lejlighed, mens de var i USA. Manden var helt oppe at ringe over udsigten til dobbelt så meget plads, jeg var knap så hooket på endnu en fremleje, men måtte til sidst bøje mig for det faktum, at Sønneke hele tiden blev større, mens vi residerede et sted, hvor der knap nok var plads til et legetæppe på gulvet, og hvor vi måtte bære karret ind i soveværelset, hver gang han skulle i bad.

Så vi rykkede til Sølvtorvet, men beholdt vores opskrivning til institution på Nørrebro, fordi vi ikke ville risikere at skulle vente endnu længere på en plads (på det tidspunkt var jeg startet på min overbygning, og vi kørte skiftehold mellem Sønnekepasning og studie – det kan ikke anbefales!). Da det første år af fremlejen var ved at være omme, meldte vores venner deres hjemkomst, da de ikke var lykkedes med at få arbejdstilladelse. Og så var vi kommende husvilde.
Heldigvis havde manden været forudseende nok til at skrive os op i nogle lejeforeninger; tilbuddene begyndte at komme, netop som vi fik brug for dem. Og så gik der ellers Guldlok i den…
Det første sted var for dyrt – selvom manden stadig kan drømme om havudsigten fra Sluseholmen. Det næste sted var for usselt; punkterede termoruder, nyligt nedbrændt vaskeri og ingen penge på vedligeholdelseskontoen – viceværten forsikrede dog, at der var meget mindre hærværk og tyveri, efter at de havde fået overvågningskameraer op i gården… Det sidste sted var her. Det var ikke lige tilpas, for det var langt væk fra vuggestuen, men det var velholdt, med altan og til at betale. Og således blev det.

Så her sidder vi altså, fem mennesker i tre værelser på Amager, med en halv times transport til institution (Sønneke blev i sin integrerede institution på Nørrebro, fordi han ikke er verdens mest omstillingsparate barn, og vi vidste jo ikke, om vi snart skulle til at flytte igen… Og da hans søstre skulle starte i vuggestue, virkede det bare nemmest, at de alle gik det samme sted – som i øvrigt også er rigtigt rart). Helt klart et resultat af nogle kortsigtede beslutninger kombineret med lidt uforudsete begivenheder (arbejdsløshed og tvillinger blandt andet – uden sammenligning i øvrigt), men i det mindste har vi altan.
På hvilken vi har svoret en hellig ed om, at næste gang vi flytter, så bliver vi der!

"Kridtomridsene på gulvet? Njah, det er vist noget lokalt kunstprojekt... Superkreativt kvarter det her - man kan virkelig fornemme atmosfæren, ikke?"

“Kridtomridsene på gulvet? Njah, det er vist noget lokalt kunstprojekt… Superkreativt kvarter det her – man kan virkelig fornemme atmosfæren, ikke?”

Advertisements

10 thoughts on “På opfordring – en fortælling om tre boliger

  1. Jeg takker. Det er meget du tør, for nu ved jeg hvor du bor. En dag står jeg og kigger efter din underligt stive røde frisure. Det er mig i det gule tøj…

    Relateret historie til dagens legobillede: En ven ledte for nogle år siden efter små, billige lejelejligheder da han var studerende. I én af dem havde han på forhånd fået oplyst at lejlighedens beboer var død – i den. Det var ok, han er tidligere soldat og kan klare lidt af hvert.

    Da de kom til køkkenet var der ligesom sådan en …underlig lugt… men viceværten hævdede hårdnakket at det ikke var her, den forrige beboer havde ligget død. Men så fik min ven øje på et omrids der ligesom var ‘svejset’ ned i linoeumsgulvet, hvorefter han rædselsslagen og med kvalmen siddende i halsen flygtede fra stedet. Heldigvis er han sådan en type der bagefter ringede til viceværte og svinede ham til…

    • Jeg vidste det! Du har hele tiden været stjernepsykopat forklædt som eks-arbejdsløs blogger…
      Og eurgh! til din historie. Jeg troede én af mine gamle udlejere var skruppelløs, men dét der tager alligevel prisen!

  2. Nå ,jeg synes jo ellers ikke, vi har særlig meget plads. Men tak for historien, nu synes jeg pludselig, at vores fire værelser er en vældig luks :-).
    Og hvis du gerne vil have opfordringer, så ville jeg da meget, meget gerne høre, om dengang I fandt ud af, at der ikke kun var ét , men to børn i maven på samme tid. Jeg fik det at vide på en temmelig special måde, så der gik flere måneder inden jeg rigtig forstod det. Blev I glade, chokerede eller…

      • Tak 🙂
        Opfordringer modtages gerne – jeg vil strikke noget sammen om tvillinge-surprisen. (Og nu bliver jeg da helt nysgerrig på din historie…)

  3. Flyt på landet eller til udkanten. Her er på alle måder højere til loftet end i det hipstersmarte KBH og boliger koster intet. Her er friskoler og grønsager fåes frisk fra marken og smager fantastisk. Jeg savner intet fra KBH og min puls er aldrig over 80. Det er simpelthen beroligende at kigge på marker eller hav

    • Årh, den kommentar vil min bedre halvdel elske… 🙂 Han kan stadig drømme om hav og marker ind i mellem, og selvom jeg godt kan se charmen, er jeg bange for, at jeg er for meget bymenneske til at blive landbo. Måske det ændrer sig, når jeg engang har fået kørekort…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s