One night in Bangkok

En veninde sendte mig for nylig et syv år gammelt videoklip af hende og mig der sidder på en kantsten på Khao San Road klokken tidligt om morgenen i en kæmpe thai whisky-brandert og på skift suger af en heliumballon, mens vi fremfører en a capella-version af Yesterday.

Jeg begik den fejltagelse at se klippet på iPad’en, hvilket vil sige, at det nu ligger i medieafspilleren. Hvilket igen vil sige, at hver gang mine yngste har fået snitterne i elektronikken, kan jeg pludselig høre lyden af mig + veninde der tåge/musesynger os gennem Paul McCartneys evergreen, tilsat lidt tropisk trafikstøj i baggrunden. (Og skinkernes begejstrede “Det’ mor! Det’ mor!” i forgrunden.)

Og af en eller anden grund sker det altid, mens jeg er i gang med at lave aftensmad/ordne vasketøj/samle 1.873 stykker legetøj op fra gulvet. Som om man lige i den situation havde brug for at tænke lidt mere over, hvor tiden blev af.

Mig ved et busstoppested. Mens Soul Asylums Runaway Train spiller i baggrunden.

Synet af mig ved et busstoppested med en kuffert ville nok virke mindre foruroligende, hvis ikke Soul Asylums Runaway Train samtidig spillede i baggrunden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s