Der var én, der var to

Høvs, så gik der lige en uge. Får jo aldrig opfyldt drømmen om eksploderende læsertal på denne her måde…
Til gengæld har jeg valgt at tage imod opfordringen fra trofast læser og med-tvillingemor Malenka, så her er altså historien om dengang vi fandt ud af, at vi skulle have tvillinger:

I sommeren 2011 var Sønneke to et halvt, og manden og jeg begyndte så småt at snakke om at få barn nummer to. Godt nok havde barnefaderen stadig to år tilbage af sin uddannelse (i en alder af 31 – vi er nogle seriøse go-getters her i hytten), og jeg var lige gået i gang med mit speciale, men vi blev enige om, at skulle vi vente på, at alle var færdiguddannede og jobsikrede, kunne der snildt gå mange år, før Sønneke blev storebror. Og både økonomi og bolig kunne godt bære ét barn til, lidt tid endnu. (Kan I høre det i baggrunden? Det er lyden af skæbnens ironi, der slår en høj skoggerlatter op). Så jeg stoppede med p-pillerne og blev gravid i løbet af efteråret. Til forskel fra min første graviditet var jeg denne gang voldsomt plaget af kvalme og madlede, men min læge sagde, at den slags var meget normalt, når man var andengangsgravid. Godt så, tænkte jeg, lad os håbe, at der ikke er andre ting der overrasker, her i anden omgang…

I januar tog vi til nakkefoldskanning, og mens jeg rullede trøjen op og fik gelé på, bemærkede jeg til jordemoderen, at min mave allerede var ret stor (med Sønneke kunne jeg teoretisk set have skjult min graviditet indtil 6. måned), men at det måske nok var meget normalt, når det ikke var første gang? Hun sagde, at min livmoder ikke var særlig stor endnu, så vi blev grinende enige om, at det nok bare var julen, der havde sat sine spor. Hun gik så i gang med at skanne mig, og siger pludselig: “Nå, det ser ud til, at der alligevel er en grund til, at du er så stor allerede…” (her stivner manden og jeg mens vi venter i spænding på fortsættelsen) “…for der er to!”

Herefter er alt lidt tåget, men jeg mener at kunne huske, at jeg begyndte at grine hysterisk, mens jeg sagde noget i retning af “nådetvardaellersvildtdetvardasindssygt-dererellersikketvillingerifamiliendetvardagodtnokvildtnejforviharaltsåikketvillingerifamilien-erdetrigtigtdeterdaheltvildterdetikke”. Og manden sagde noget tilsvarende begavet. Jordemoderen bad os så om ikke at panikke, men hun skulle altså lige sikre sig, at det ikke var trillinger – det var det dog ikke (og det var godt det samme, for på daværende tidspunkt var manden på besvimelsens rand). Endnu en jordemoder blev tilkaldt, det blev fastslået, at vi ventede monochoriske (fælles ydre fosterhinde + fælles moderkage) diamniotiske (hver sin indre fosterhinde) gemelli, og jeg fik udleveret et skema fyldt med ekstraskanninger og lægesamtaler og hvad har vi.
Jeg forsatte med speedsnak og hysterisk latter det næste døgns tid, manden kompenserede til gengæld ved stort set ikke at sige noget. Indtil han pludselig begyndte at snakke om, at vi umuligt kunne få plads til tre autostole på bagsædet. Jeg følte mig nødsaget til at minde ham om, at:
1.) Vi ikke havde nogen bil.
2.) Der ville gå mindst et par år, før vi fik råd til en.
3.) Der altså var mere presserende problemer end lige det her.
Hvorefter han nikkede åndsfraværende og gik i gang med at google stationcars på nettet.

Efter lidt tid blev vi heldigvis begge normale igen og begyndte at føre nogle lidt mere fornuftige samtaler. Og glædede os. Hvilket jeg vil opfordre alle andre, der får beskeden om tvillinger, til også at gøre. Trods det, at jeg er alt andet end en overskudsmor (se alle forudgående blogindlæg), så var min første tanke, da jordemoderen sagde, at der var to: “YES!”. Det var som at vinde i babylotteriet.
Jeg har fuld respekt for, at det kan tage lidt tid at vænne sig til tanken om tvillinger, det gjorde det vist også for mine børns far. Men det skal nok gå alt sammen. Og har man et barn i forvejen, findes der tilsyneladende masser af biler med plads til tre autostole på bagsædet.

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er heller ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

Reklamer

13 thoughts on “Der var én, der var to

  1. Skøn beretning. Kan genkende en del af dette fra egen tvillingegraviditet (bortset fra at jeg var alene til den afslørende scanning og efterfølgende orienterede faderen pr sms (og ja, vi er gift endnu :-)). Det er fantastisk at få tvillinger – hårdt indrømmet, men også fantastisk. Jeg bakker op om at man kun skal glæde sig. Det er et en vild oplevelse (og det er det også altså også at få ét barn). KH Dorte, som er begyndt at læse med for nylig 🙂

    • Velkommen til! Er vild med, at du informerede ham pr. sms. “Hej skat, vi skal have tvillinger. Køber du mælk på vejen hjem? Kys.” 🙂
      Det ER hårdt med tvillinger (vi skal have noget credit, skal vi!) – men det synes jeg også, det var med ét barn… Og som hader af både graviditet og fødsler, passede det mig helt fint med to for éns pris (minus bekymringerne over alle de ekstra risici, men det kender du jo).

  2. Årh yay, hvor hyggeligt at læse om. Jeg blev bare glad glad glad da vi fik det at vide. Mens manden sad og var meget tavs og bleg ved siden af.

    • Ih, det er jeg glad for, du synes. Er også SÅ hyggeligt at høre om andres ‘tvillinge-moment’. Ser det levende for mig…

  3. Vi begyndte bare at grine, hvilket jeg gjorde indtil jeg kom hjem fra sygehuset.. Så brugte jeg så resten af dagen på, at tude: “Tænk på ALT det arbejde, der er med to små børn på en gang!”
    Det er dobbelt så hårdt at få tvillinger, som kun at få et barn, men det er mindst 4 gange så sjovt!!

    • Det er det nemlig, hold kæft, de er underholdende! Husker også de der momentane sammenbrud undervejs i graviditeten, når man lige pludselig kom i tanke om noget nyt, der bare virkede uladsiggørligt med to på en gang… Som sagt er det virkelig sjovt at høre om andres reaktion på samme nyhed.

  4. Neeiij, tak for den historie! Jeg er helt specielt vild med manden, der går i panik over manglende plads til tre autostole. Det er jo et dejligt praktisk problem at forholde sig til, selvom man ikke har bil ;-).I det hele taget synes jeg, at meget af det, man bekymrede sig om på forhånd, viste sig at være helt uproblematisk, mens der selvfølgelig dukkede andre ting op, man ikke havde tænkt på. Jeg brugte f.eks. mange, mange timer på, at spekulere over, hvordan i alverden, man skulle kunne amme to på en gang, altså sådan rent praktisk at få lagt dem til. Og det viste sig så at være ret nemt, fordi de var meget nemmere at amme end storebror havde været.

    Vores finde-ud-af-om-der-var-to historie var et ret langt forløb. Jeg blødte lidt i starten af graviditeten, og kom derfor til scanning, hvor vi fik at vide, at han kunne se to fostersække. Så der havde ihvertfald på et tidspunkt været to fostre. Men han kunne kun se ét hjerte, der blinkede. Måske var den anden bare gemt bagved, det kunne han ikke sige. Blødningen stoppede, og så gik vi ellers i ti uger og ventede på at få lov til at komme til scanning og få at vide,m om der var én eller to. Det var godtnok mærkeligt. Og det var godtnok lang tid at vente. Vi ville faktisk gerne have to, men man kunne jo ligesom ikke rigtig glæde sig. Men det viste sig, at der stadig var to. Og de blev der :-).

    • Puha, det lyder som nogle lange uger – det må have været svært ikke at vide, hvad der ville ske. Men hvor dejligt, at de begge besluttede sig for at blive! 🙂

      Jeg var meget bekymret for, hvad jeg skulle gøre af den ene, mens jeg skiftede den anden… Temmelig åndssvagt, eftersom babyer jo har det med bare at ligge…gerne ret ligeglade med, om man er i rummet eller ej. Til gengæld viste min frygt for, hvor besværligt det ville være at tage dem med ud, at være begrundet. Ingen cafébesøg og venindevisitter her! (Gjorde det jo så heller ikke nemmere, at de var panisk bange for andre mennesker fra 6-12 måneder…)

  5. Pingback: Et hjerte her og et hjerte der | esconditeriet

  6. Haha, lyder meget genkendeligt – bortset fra, at mine første reaktioner, da sygeplejersken sagde at der var to var
    1) at begynde at stortude (og ikke af glæde).
    2) at tænke: “Hvor er det synd for Miriam” (kommende storesøster)
    3) at fnyse og tænke “Jeg vil fandeme ikke have en Berlingo” (verdens grimmeste bil).

    Så ja, jeg havde virkelig ja-hatten på den dag.
    Min mand sagde vist ikke noget. Sad vist mest og grinede fjoget og havde en lille fest over, hvor seje hans sædceller var (han havde ikke lige fået processeret beskeden om at de var enæggede). Eller måske sagde han noget. Jeg havde bare travlt med at have ondt af mig selv.

    Selvsamme unger blev 5 sidste uge og kan stadig få mig til at tude (både af glæde og frustration). Deres storesøster er godt tilfreds med dem (i hvert fald et par timer dagligt) og jeg slap for en Berlingo (turns out der findes andre af skrumler med plads til tre autosæder). Life is good.

  7. Pingback: Mon amour | nom de mie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s