Små stykker gris fra himlen

Min farmor er ikke alene en umanerlig livskraftig dame, der i en alder af 92 stadig kører bil, holder køkkenhave og himler op, når man kun tager ét sølle stykke kage (efter at man har konsumeret det meste af en grydestegt kylling med alt hvad dertil hører samt tre portioner budding med flødeskum og saft, that is…). Hun laver også verdens bedste frikadeller.
Små, brankede og lækre er de sagnomspundne Farmors Frikadeller, oftest serveret med den ligeså sagnomspundne Farmors Spaghetti (en aldeles uhellig og særdeles velsmagende størrelse, som jeg måske afslører hemmeligheden bag på et senere tidspunkt), til alle børnebørns store fryd og fordøjelse.

Det meste af mit voksne liv har jeg forsøgt at gøre min farmor frikadellekunsten efter, ganske uden held. En komplikation har selvklart været, at min fars familie ikke rigtig er en scene, hvor man sidder sniksnakkende og udveksler opskrifter. Det er mere noget med at give hånd og blive nødet til et stykke kage til og så spille noget kort eller gå en tur i skoven. Så i stedet har jeg i årevis prøvet mig frem, taget imod Nanna Simonsens gode råd om at tilsætte saltet først og bruge mineralvand i stedet for mælk. Jeg har tilsat bouillon, jeg har forsøgt mig med og uden løg, jeg har forsøgt at stege i både olie og smør, endda over to omgange. Og lige lidt har det hjulpet.
Har en enkelt gang dristet mig til at spørge farmor, hvordan i alverden hun fik sine frikadeller så gode, og det eneste, kvindemennesket kunne svinge sig op til, var “Åh, det ved jeg såmænd ikke…jo, jeg er begyndt at komme havregryn i, i stedet for mel!”. Jowtak.

Men så en dag, for tre år siden, så jeg omsider lyset! I form af de aldeles pragtfulde frikadeller, min veninde serverede til en madklubaften.
Som min farmors havde de dén der helt særlige, sødlige proteinsmag, og som hendes var de herligt skamstegte og brankede, uden at være tørre. Jeg bad sitrende om opskriften, hvorefter der straks gik farmor i min veninde, og hun begyndte at fable om Frikalet-pulver og den feta, hun havde kommet i. “Nejnejnej,” næsten råbte jeg, “det er ikke det, det er ikke det, du er nødt til at skrive hele opskriften ned til mig! Til mindste detalje!”

Som beordret, så gjort, og på denne måde opdagede jeg omsider farmors hemmelighed. (Trommehvirvel)…
Rigelige mængder mælk i farsen. Simpelt, men effektivt.
Uden at være den store kemiker (eller nogen størrelse kemiker overhovedet) vil jeg gætte på, at mælke- og kød-proteinerne arbejder sammen mod en mere intens frikadellesmag, og samtidig gør de rigelige mængder væske, at frikadellerne holder sig saftige, uanset hvor hårdt man steger dem. Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke kan ramme farmors dunser 100%, der skal nok noget mere stivelse i farsen og noget mere magarine på panden, hvis de skal helt op at ringe. Men jeg laver stadig glimrende frikadeller således:

400-500 g hakket kalv og flæsk røres sejt med ca. 1 tsk. groft salt (Simonsen har nemlig ret i, at det får kødet til at suge mere væske, og dermed bliver frikadellerne saftigere). Herefter tilsættes 1 æg, kværnet sort peber, 2,5-3 dl mælk og et finthakket løg. Egentlig skal løget rives, men det hader jeg inderligt at gøre. Til gengæld vil jeg anbefale, at man anskaffer sig en mand der er tidligere kok, og som kan finthakke det løg til atomer. Som forberedelse kan man eventuelt hakke sig selv i hånden på en virkelig idiotisk måde med en brødkniv et par dage i forvejen – så kommer han springende, så snart man bevæger sig mod køkkenregionerne. Får man flashet det enorme plaster i venstre håndflade nok, kan han også godt overtales til at rive en gulerod på den fine side af rivejernet til yderligere tilsætning.
Til sidst tilsættes stivelse, start bare med 1 spiseskefuld. Hvedemel, hvis man er old school, havregryn, hvis man er almindeligt angst og maizena, hvis man er glutenallergiker (eller får en til middag).
Det hele røres meget grundigt sammen – ingen kødlommer her! Tilsæt meget gerne mere stivelse og mere mælk, og husk, at farsen godt må være ret våd. Lad den hvile i en halv times tid, og steg så først en lille smagsprøve, for at se, om der skal mere salt og peber i (det skal der sikkert). Herefter steges alle dellerne ved middelhård varme, gerne i mængder af olie og smør, som ville gøre farmor stolt. Er man i det eventyrlystne hjørne, er det også godt med stykker af feta og soltørret tomat i farsen – eller friske, hakkede krydderurter. Og skal jeg være ærlig, så ville farmor nok undlade det der grønsagspjat med løg og gulerødder i, men det kan man jo gøre, som man lyster.

Og Farmors Spaghetti? Det er faktisk bare pasta rørt med ketchup, og så lige den hemmelige ingrediens: en solid spiseskefuld sukker. Jeg sværger, det er godt!

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst...)

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst…)

 

Reklamer

5 thoughts on “Små stykker gris fra himlen

    • Selvfølgelig! Så er der også en lille snack, mens man laver mad.
      (Men så skal man jo på den anden side gøre blenderen ren… Hadejob nr. 2 efter at rive løg og gøre rivejern rent!)

  1. Respekt for frikadelle kogekonerne, jeg er kun kommet til farsbrød 😉 og respekt for pølse humor, det holder! 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s