Alt vel på Amager

Fødselsdagen gik fint, vejret holdt og de glutenfri lagkagebunde blev lige, som de skulle være. Alle hyggede sig – jeg gjorde i hvert fald – og basserne sluttede dagen på strømpefødder i sandkassen, mens de sang “hurra-hurra” for hinanden.
Alt er godt, og nu vil jeg kurere min sædvanlige dagen derpå-melankoli med en tiloversbleven flaske lambrusco og det sidste af lagkagen, mens manden og jeg udbringer en skål for os selv. Hav en rigtig dejlig søndag aften.

"I Kongens navn gør jeg krav på dette land!"

“I Kongens navn gør jeg krav på dette land!”

Forventningens glæde er svøbt i pølsehornsdej

På lørdag fylder Rote Armee Fraktion, også kendt som miniskinkerne (skal i øvrigt have fundet et andet navn), også kendt som mine to yngste skud på stammen, to år.

Og da jeg for første gang i flere år har overskud til at traktere mere end den nærmeste familie til en børnefødselsdag, og vi desuden engang har hørt noget med, at man skal fejre, når man har overlevet de første to år med tvillinger, har jeg taget chancen og også inviteret venner til lagkage og lambrusco på dagen. Planen er naturligvis, at vi skal være i gården. Og vejrudsigten lover naturligvis 8 mm regn.

Jeg inviterede først for 14 dage siden, så der var en del, der ikke kunne, og vi bliver ‘kun’ omkring 20 mennesker. Men alligevel… Har besluttet mig for, at det vil jeg ikke bekymre mig om; hvis det står ned i stænger, må vi være oppe i lejligheden, børnene må gå amok i kedsomhed og de voksne stå op og spise kage. It’s outta my hands. (Tvillingeforældreregel #1: Regn ikke med, at sociale sammenkomster bliver en succes. Du kan kun blive glædeligt overrasket.)

Hvorom alting er, har jeg i dag ladet ansøgninger være dét, de er (Satans skriveøvelser), for i stedet at bakke frugt op til uddeling i morgen og bage 50 pølsehorn til på lørdag. Har faktisk aldrig bagt pølsehorn før, men fandt en opskrift her, og de lykkedes vist meget godt – har lidt svært ved at afgøre det, for jeg er ikke så vild med pølsehorn. Men det er jo dét, de unge vil have.
Derudover mangler jeg bare at bage glutenfri lagkagebunde (der skjuler sig en cøliaker i selskabet) og smække dem sammen om nogle bær og noget nougatskum. Så har jeg gjort mit, og så er det op til vejret at spolere resten.

Det skal nu nok blive meget hyggeligt – uanset hvad.

"Arh, bare glem det. Jeg svømmer herfra i stedet."

“…Arh, bare glem det… Jeg svømmer i stedet.”

Køn, kamp og LEGO

Det handler om både LEGO og feminisme, så jeg lige henlede opmærksomheden på Informations (oversatte!) artikel om de nye LEGO-videnskabskvinder, som forhåbentlig snart kommer i handelen (jeg ser straks en ‘mad female scientist’-føljeton for mig – “Beklager Sønneke, men det blev altså Laboratorie-Lise frem for Dødsstjernen denne jul!” ).

Historien har været oppe at vende før, men i artiklen ligger som bonus også to videoer, hvor seje Anita Sarkeesian fra bloggen Feminist Frequency (jaja, jeg namedropper, indrømmer blankt, at jeg ikke kendte kvindemennesket før jeg havde læst artiklen, men derfor er hun jo stadig sej!) gennemgår LEGOs mildest talt uheldige forhold til kønsroller på ganske underholdende vis. Klik ind og kik – det er lige til at blive lidt ligestillingssur over på sådan en almindelig onsdag eftermiddag.

…Og helt langt fra pointen med videoerne, så havde jeg da i øvrigt fuldstændig glemt Paradisa-hotellet! Som jeg vist også ganske ufeministisk ønskede mig en kort overgang… (nynner)“…se blot her, hvad der sker! Paradisa, paradisa, vi har bygget det her!…”
Ahem. Vi er alle kommercialismens slaver.

"Og hvordan fanden skal jeg så få denne her hjelm nedover min latterligt overdrevne hårpragt? Fuck det, jeg åbner et konditeri i stedet! Eller en dyrehandel! Er I så glade?"

“Og hvordan fanden skal jeg så lige få denne her dykkerhjelm nedover min latterligt overdrevne hårpragt?!! Fuck det, jeg åbner et konditori i stedet! Eller en dyrehandel! Er I så glade? Er I?!!”

 

Hvordan fanden gør alle de andre? (Burde måske læse færre ‘livsstilblogs’…)

Før jeg fik børn (udtales á la Maguerite Viby, Cirkusrevyen 1965) forestillede jeg mig, hvordan mine børn helt naturligt skulle indgå i den daglige madlavning. Vi skulle bage og brase, små buttede fingre ville snitte tomater, røre supper og stikke peberkager ud under min kyndige supervision. Jeg har aldrig været den småblomstrede landkøkken-type, men en enkelt farvestrålende voksdug havde måske nok sneget sig ind i min dagdrøm, og sjovt havde vi det helt sikkert. Og alle deltog naturligvis i oprydning og borddækning. Naturligvis.

Jeg kunne næsten ikke vente til, at Sønneke blev stor nok til at komme med i køkkenet, og han har da også snittet sin rimelige andel af grønsager, og kan både slå et æg ud i en kagedej og panere en rødspættefilet. Han sætter selv sin tallerken over, når han har spist, og hans små søstre vil ind i mellem gerne hjælpe til med at dække bord. Men så stopper festen også.
Jeg har måttet indse, at vi voksne herhjemme er faldet i forældrefælden: Så fokuserede på at få det hele til at glide, at vi ender med at gøre alting selv, fremfor at involvere børnene. De små buttede fingre har travlt med at tegne på vægge og slås om iPad, mens jeg barrikaderer mig i køkkenet og dyrker klargøring/tilberedning/servering i et tempo, der kunne gøre en professionel tilfreds. Når myldretiden ved middagsbordet er overstået, lader både jeg og manden hjertens gerne børnene drøne tilbage i stuen, så vi kan udveksle et par sætninger i ro og fred, inden vi fordeler os ud på badning og oprydning. Den provençalske voksdug har jeg for længst droppet, da den viste sig som et alt for effektivt redskab til at rive mest muligt på gulvet på én gang.

Til vores forsvar, så var tilberedning og indtagelse af aftensmad det første år efter skinkernes ankomst ren overlevelse. Alt gik på at distrahere børnene længst muligt, ind til maden stod på bordet, og herefter lå succeskriteriet lige omkring to mundfulde mad til mig og manden – og at køkkenet stod nogenlunde til at redde bagefter.
Men den undskyldning holder jo ikke rigtig længere, nu hvor vores aftener og måltider godt nok stadig er kaotiske, men dog på et niveau hvor alle kan varetage de mest basale opgaver selv, og det ikke længere er nødvendigt at vaske samtlige plane flader efter endt spisning.

Det er simpelthen på tide at sætte ind, inden mor her står og bliver bitter over kødgryderne (kan afsløre, at jeg allerede er godt på vej).

"Nejnejnej, torsken skal pocheres, ikke koges! Og den citron-marengs-kage er en joke! Hvem har min fileteringskniv?"

“Nejnejnej, torsken skal pocheres, ikke koges! Og den citron/marengs-tærte er en joke! Hvem har set min fileteringskniv? Og hvad laver det brækjern i køkkenet?”

 

Skabe klæder folk

Passende påklædning er bare så frygtelig kontekstbestemt. For få år siden følte jeg ikke, at det var noget problem at gå på gaden i joggingbukser, faktisk gjorde jeg det gerne og ofte. Problemet er bare, at tilsætter man tre umulige børn og Amagercentret, så udstråler hyggebuksen knapt så meget cutting edge og en hel del mere min-sagsbehandler-er-en-latterlig-kælling. Så selv om jeg aldrig bliver den skarpeste påklæderske, er jeg alligevel blevet lidt mere tilbageholdende med joggingtøjet i det offentlige rum.

Til gengæld har det ikke undgået min opmærksomhed, at noget der ligner natbukser er the summer shit til damer for tiden. Desværre er det populære snit med poset røv og smalle ben nok cirka det mest uklædelige, jeg kan iføre mig. Godt nok er jeg tyndbenet, men jeg har alle dage været velsignet med et sæt hofter der skriger “fødedygtig” frem for “bikinimodel”, og den stærkt tillokkende komfort til trods, så skal jeg ikke i en buks, der mere end noget andet fremhæver min underkrops naturlige gulerodsform.

Så hvad gør den snedige? Hun kommer sgu da i tanke om sine langt mere klædelige natbukser fra Magasin, som fås i diverse prints til en rimelig pris.
Skæbnen ville oven i købet, at jeg vadede direkte ind i et regulært nattøjsudsalg, og eftersom 75% rabat efterlader ingen ubegejstrede, blev jeg to par bukser og to kjoler rigere. Oven i købet til en samlet pris af 250,-, som fratrukket et gammelt gavekort blev reduceret til 95,-. Me so happy på fattigrøvsmåden!
Det var faktisk kun et lille skår i glæden, da Sønneke morgenen efter spørger: “Er det dig, der skal aflevere?… Hvorfor har du så ikke rigtigt tøj på?” 

Heldigvis tager jeg ikke imod modetips fra nogen der går i Cars-underbukser, så hvis I ser én der spankulerer selvsikkert rundt i København iført nattøj.

Så er det mig.

Set i bakspejlet var sombreroen måske nok halmstrået der væltede mit ethnic boho chic-look.

Set i bakspejlet var sombreroen måske nok halmstrået, der væltede mit ethnic boho chic-læs.

Ligegyldige strøtanker

Åh, men jeg er en lille blogforsømmer i disse dage. Jeg er bare lidt træt. Egentlig ikke så modløs, som jeg var i sidste uge. Måske bare lidt ugidelig. Og en anelse uinspireret. Hvilket så ikke passer, for jeg har faktisk to-tre blogindlæg på lager. Men jo længere, jeg tænker over dem, jo mere ligegyldige bliver de. Burde bare gøre, som det virker bedst: sætte mig ned en time hver dag, skrive, og så er det det. Bum. Jeg var dæleme mere produktiv, da jeg var på barsel med tvillinger. Go figure.

Nåmenaltså, nu er det weekend, og der plejer jeg ikke at have så meget tid til blogindlæg. Så i stedet kan I jo drible over til Superheltemor og ønske hende god fødselsdag og godt vejr. Hun har nemlig rodet sig ud i en af de samme Jah!-Lad-os-holde-fest-og-invitere-alle!-Nårhnej-der-er-ikke-plads…-Nej-pyt-med-det-nu-inviterer-jeg-dem-sgu!-Åhgud-har-ti-stole-for-lidt-og-hvordan-skal-det-hele-nu-hænge-sammen-rent-praktisk...-fejringer, som jeg selv gør en del i (min erfaring siger mig i øvrigt, at så længe der er alkohol, så skal det hele nok gå fintfint).

"Ahem. Dette er Carlos Ramirez. Vil bare minde om, at du har et hængeparti..."

“Ahem. Dette er Carlos Ramírez. Vil bare minde om, at du har et hængeparti…”

 

Nej, det er ikke rigtig et indlæg…

Går lidt i cirkler herhjemme, om blogindlæg og ansøgninger. Vrikkende cirkler.
Til den her – meget apropos.

(Og så vil jeg gerne have lov til at sige tak. Det kommer bag på mig hver gang, at man bare sådan kan sende selvmedlidenhed ud i æteren og så få søde kommentarer tilbage…)

Ekspeditricen-in-spes aftensang

Nå, må hellere få sagt tak for de krydsede fingre og samtidig afsløre, at det naturligvis var en jobsamtale, jeg var til.

Og nej, jeg fik ikke jobbet.

Var egentlig mindre overrasket over udkommet end min egen reaktion på det. Som har mindet ubehageligt meget om den, jeg typisk ville lægge for dagen for ti år siden, når en fyr dumpede mig… Jeg græder og kæderyger, og når jeg passerer virksomheden, er det med et stort, sort hul i maven. Jeg kan slet ikke overskue, at jeg nu aldrig mere skal have noget med den at gøre, jeg tænker med vemod tilbage på jobsamtalen (den sidste stund, vi havde sammen), og jeg er overbevist om, at jeg aldrig finder et job magen til dette.

Hvilket ville være sjovt, hvis ikke det var fordi, at bag tosserier og drama gemmer sig desværre den realitet, at det nok vil blive svært at finde et job magen til. Alene af den grund, at dette er det første job i et år, som har matchet min profil, og som jeg derfor kom til samtale på.
Jeg søger skam bredt, men det kan jo ikke undre nogen, at med 200+ ansøgere i bunken, så tager de dem der tidligere har siddet i en fuldstændig tilsvarende stilling. Hver gang. Og jeg er ikke en af dem. Hver gang.

Desuden har denne korte, søde smagsprøve på et job, der både var fagligt relevant og lønnet efter mit uddannelsesniveau, gjort det yderligere bittert igen at skulle overveje et underbetalt tjenerjob. Jeg er ikke kræsen med hverken min løn eller mine arbejdsområder, men 10.000 under den gennemsnitlige akademikerløn gør unægtelig en stor forskel, når der er en familie der skal forsørges; og jeg kommer jo heller ikke tættere på et fagrelevant arbejde ved at rydde tallerkner…

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.

Jeg ved bare, at det ikke var sådan her, det skulle være.

"Du: Serviceorienteret, udadvendt og glad for sombrero'er, lav løn og skæve arbejdstimer. Vi: En boomende taco-restaurant med et øje for talent. Er DU vores nye tjener?"

“Du: Serviceorienteret og glad for sombrero’er, lav løn og skæve arbejdstider. Vi: En boomende taco-restaurant med et øje for talent. Er DU vores nye tjener?”

 

En opfordring

Hvis nu alle, der læser med her, gider krydse fingre mellem 14 og 15 i dag, så ville det bare være super.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

LEGO-versionen af 'thumbs up'.

LEGO-versionen af ‘thumbs up’.

For tiden…

…undres jeg over de mange tilbud på svinemørbrad. Jeg elsker svinemørbrad, så har ikke som sådan noget problem med det; jeg var bare ikke klar over, at grisens rygstykker var en sæsonvare? Eller er det en særlig højtidsspise? En slags pinsegris? Under alle omstændigheder har jeg ikke fået memo’et.

…har jeg netop opdaget, at jeg hvert år på Fars Dag går mere op i at fejre mine børns far end min egen. Som jeg til gengæld glad og gerne glemmer alt om. (Pause) …Og så snakker vi ikke mere om det…! Jeg sender ham et hjemmelavet kort, og så kan vi alle sammen tage snakken om fjerne fædre en anden god gang. Alle ved jo, at højtider er fortrængningernes og de stive smils…højtid. Eller sådan noget.

…føler jeg mig ikke for fin til nogle gange at købe en morgenmenu hos McDonald’s(jajaja, jeg ved det godt, men 10 km på en Christianiacykel kan gøre selv den mest standhaftige frituretrængende). Føler mig til gengæld alt for fin til at tage et af de gratis eksemplarer af B.T., der følger med. Godt nok er min krop en skraldespand for ethvert hedonistisk lune der måtte ramme mig, men mit sind sviner jeg sandelig ikke til med hvad som helst!

…er min højtelskede plante, Henning, ved at lide en langsom død i vindueskarmen. Han har ellers fulgt mig gennem tykt, tyndt og manglende vanding, siden jeg fik ham af en bofælle, dengang jeg lige var flyttet hjemmefra. Samtidig er jeg for nylig stødt på en fyr, jeg i selvsamme periode af mit liv brugte halvandet år på at være ulykkeligt forelsket i, og som nu åbenbart bor 200 m fra mine børns institution. Har en følelse af, at universet prøver at fortælle mig noget, men hvad? Alting går i ring? Intet varer evigt? Man skal gøde sine potteplanter? Jeg er uforstående.

"Er du mors lille pinsegris?"

“Er du mors lille pinsegris?”