Hvordan fanden gør alle de andre? (Burde måske læse færre ‘livsstilblogs’…)

Før jeg fik børn (udtales á la Maguerite Viby, Cirkusrevyen 1965) forestillede jeg mig, hvordan mine børn helt naturligt skulle indgå i den daglige madlavning. Vi skulle bage og brase, små buttede fingre ville snitte tomater, røre supper og stikke peberkager ud under min kyndige supervision. Jeg har aldrig været den småblomstrede landkøkken-type, men en enkelt farvestrålende voksdug havde måske nok sneget sig ind i min dagdrøm, og sjovt havde vi det helt sikkert. Og alle deltog naturligvis i oprydning og borddækning. Naturligvis.

Jeg kunne næsten ikke vente til, at Sønneke blev stor nok til at komme med i køkkenet, og han har da også snittet sin rimelige andel af grønsager, og kan både slå et æg ud i en kagedej og panere en rødspættefilet. Han sætter selv sin tallerken over, når han har spist, og hans små søstre vil ind i mellem gerne hjælpe til med at dække bord. Men så stopper festen også.
Jeg har måttet indse, at vi voksne herhjemme er faldet i forældrefælden: Så fokuserede på at få det hele til at glide, at vi ender med at gøre alting selv, fremfor at involvere børnene. De små buttede fingre har travlt med at tegne på vægge og slås om iPad, mens jeg barrikaderer mig i køkkenet og dyrker klargøring/tilberedning/servering i et tempo, der kunne gøre en professionel tilfreds. Når myldretiden ved middagsbordet er overstået, lader både jeg og manden hjertens gerne børnene drøne tilbage i stuen, så vi kan udveksle et par sætninger i ro og fred, inden vi fordeler os ud på badning og oprydning. Den provençalske voksdug har jeg for længst droppet, da den viste sig som et alt for effektivt redskab til at rive mest muligt på gulvet på én gang.

Til vores forsvar, så var tilberedning og indtagelse af aftensmad det første år efter skinkernes ankomst ren overlevelse. Alt gik på at distrahere børnene længst muligt, ind til maden stod på bordet, og herefter lå succeskriteriet lige omkring to mundfulde mad til mig og manden – og at køkkenet stod nogenlunde til at redde bagefter.
Men den undskyldning holder jo ikke rigtig længere, nu hvor vores aftener og måltider godt nok stadig er kaotiske, men dog på et niveau hvor alle kan varetage de mest basale opgaver selv, og det ikke længere er nødvendigt at vaske samtlige plane flader efter endt spisning.

Det er simpelthen på tide at sætte ind, inden mor her står og bliver bitter over kødgryderne (kan afsløre, at jeg allerede er godt på vej).

"Nejnejnej, torsken skal pocheres, ikke koges! Og den citron-marengs-kage er en joke! Hvem har min fileteringskniv?"

“Nejnejnej, torsken skal pocheres, ikke koges! Og den citron/marengs-tærte er en joke! Hvem har set min fileteringskniv? Og hvad laver det brækjern i køkkenet?”

 

Reklamer

19 thoughts on “Hvordan fanden gør alle de andre? (Burde måske læse færre ‘livsstilblogs’…)

  1. Jeg vil sige at det måske er at være en smule hård ved sig selv at forvente at 2 på 2 og 1 på 5 samtidig skal agere med dig i køkkenet :-). Jeg har 2 på 2 og 1 på 4 og det er altså primært storesøster, der hjælper med at bage, skrælle, snitte eller lignende. De små foretrækker fortsat at kæmpe sig hen til køkkenvasken og hvis muligt svinge vandhanen så langt rundt at det resulterer i vand über alles. Til gengæld er de søde til at hente ting, dække bord (altså udvalgte dele af bordet) og elsker at smide ting i skraldespanden (!). Jeg er sikker på det nok skal komme – også med dem.

    • Hovhov, Dorte (ikke Kaffekværner), det var faktisk et indlæg på din blog om hvordan de tre små alle får lov at rulle pizzadej ud, der for alvor gav mig stress! 😀

      Men nej, tænker heller ikke at det er det helt store, de skal bidrage med… (ser også kaosset levende for mig). Vil bare gerne have, at aftensmaden bliver lidt mere et fælles projekt, frem for at én forælder står i køkkenet, én agerer brandslukker/klatretræ/hviler velfortjent efter meget lang dag som nystartet lærer, mens resten dalrer rundt, leger og slås om iPad’en (gæt selv arbejdsfordelingen). Og det kræver nok bare også en indsats fra yours truly, desværre…

  2. Haaaaaa-haha! Elsker pigen der kigger på pølse gennem lup. Kender GODT det med at skynde sig at gøre tingene før småkravlet når at opfatte hvad der foregår! Og her har vi både en 4-årig der “kan det hele selv”… og så hendes storebror på 7 der er specialbarn (sent udviklet m.m.) og som også gerne vil hjælpe til, hvilket typisk kan bestå i at smide bestikket i skraldespanden, “skylle af” (ud over det hele….), skære hvad som helst i smadder OG hælde sodavand op i mælken. Tålmodighed bliver min død….. 😉

    • Jeg elsker den sidste sætning, hermed optaget i mit vokabular! 🙂
      Nej, det er lige det der med selv at kunne mønstre overskuddet til vand over hele køkkenet og bestik i skraldespanden… Men de skal jo lære det, goddamnit!

      • Ja – men er det ikke noget de skal lære hos bedsteforældrene, som vælter rundt i mængder af tid til at lave agurkesalat med deres børnebørn? 😉

  3. Kære Mie.
    Du må have hænderne fulde med din dejlige flok, så lad der nu ikke gå “speltmor” i den 🙂 Mine børn er ved at være store, men jeg kan sagtens huske hvor træt jeg kunne være når børnene HAVDE hjulpet til… Det kræver faktisk en hel del overskud !!! – og det får man heldigvis mere af når de bliver større :-)) Kh.

    • Tak 🙂 Jeg panikker bare, fordi jeg tænker, at man netop er nødt til at starte tidligt, lige så stille, for at det ikke skal blive for besværligt at få dem til at hjælpe? Men kan faktisk godt lide at få at vide, at jeg bare skal tage den lidt med ro…

    • Og nu skal jeg putte børn, og har ikke tid til at svare rigtigt… Eller kan huske hvad det egentlig var jeg svarede dig i går, som den ikke ville lade mig lægge ud. Æv. Og undskyld!

  4. en lidt forsinket kommentar, men har først fået læst op på din blog i dag: Min datter på 15 år og min søn på 12 år kan godt lave aftensmad (selvom den ældste nu har mistet lysten til at være hjemme mere så det sker desværre sjældent) og så vidt jeg husker har jeg nok kun haft dem med i køkkenet én gang om ugen i de første mange år. Derfor tænker jeg at du roligt kan skrue ned for ambitionerne og fx kun have dem med i køkkenet om søndagen – hvor der ikke er så meget hverdagsstress. Den anden ting som er MINDST lige så vigtigt at lære dem er at gøre rent! Det er så mega fedt at kunne sige; nå hvad vil du så helst denne weekend; støvsuge, gøre badeværelset rent, tørre støv af eller ordne køleskabet? Og de så rent faktisk kan gøre det – på deres egen måde og ikke uden supervision – så det føles som en aflastning. Jeg startede først med at opdrage dem til rengøring da de var omkring 10 år, så det var lidt sent, og de gør naturligvis ikke nør så grundigt eller på samme måde som jeg ville gøre, men det er ok, og det føles virkelig fedt. og PS de gør altså ikke rent hver weekend, det er nærmere hver anden/tredje weekend, men så brokker de sig til gengæld heller ikke for ellers er truslen at de får lov at få tjansen oftere 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s