Dogmeblogging

Befinder mig pt et sted med duftede pinjetræer og begrænset netadgang, og eftersom jeg ikke har medbragt mit højteknologiske udstyr (LEGO-figurer og almindelig PC) er der lagt op til begrænset blogging fra de sydlige himmelstrøg…

Men eftersom jeg ved, at verden venter med tilbageholdt åndedræt på nyt fra mig, har jeg tryllet lidt med de forhåndeværende søm. Eller rettere ludobrikker. You’re in for a treat.

Som en lille forsmag har jeg genskabt en af de første scener fra F. Scott Fitzgeralds Blid er natten. Kendere vil naturligvis vide, at vi er på stranden, hvor Rosemary Hoyt for første gang møder Diver-parret og deres slæng.

image

Sommerlæsning 2.0

Jeg har fået en dårlig vane med at klassikerstraffe mig selv i ferierne. I stedet for at få fingrene i nogle letfordøjelige krimier og lignende (dog ikke chick-lit – jeg kan ikke med chick-lit), scroller jeg mine reoler for alle de bøger, jeg længe har villet læse, eller måske aldrig rigtig er blevet færdig med… Vægtbegrænsninger og en svag ryg har heldigvis forhindret mig i at medbringe Moby-Dick (med skam at melde mangler jeg stadigvæk ca. en tredjedel… Hvordan kan nogen synes den bog er underholdende?), men blandt andet Herman Bang og F. Scott Fitzgerald har fundet vej til min rygsæk i år. Jeg holder skam meget af dem begge, og det er ikke som sådan pligtlæsning. Jeg ved bare også, at jeg kommer til at kigge langt efter resten af selskabets lufthavnspaperbacks og dameblade, mens jeg selv sidder i solen og prøver at koncentrere mig om Stuk.

Fordelen er, at hvis jeg ellers holder min karakter stærk og langt væk fra de glittede hylder i kioskerne, så lykkes det mig at få ædt nogle bøger, jeg ellers ikke får taget mig sammen til at læse. Desuden bliver selv den tungeste bog løftet lidt af den almindelige feriestemning; alting glider ligesom lettere ned i kombination med sol, sommer og duften af lavendler.
Da jeg eksempelvis for tre år siden havde medbragt Roberto Bolaños De vilde detektiver på en sommerferie, hvor jeg i forvejen var ved at gå til i specialestress, nåede jeg da at fortryde et par gange. Bogen er vel i omegnen af 800 sider, en slags metafiktion om litteratur og lyrik, og virkede ved første øjekast mere som litterær flagellantisme end den afslappende ferielæsning, min nedkogte hjerne havde brug for. Men altså. Den er fandme god. Og står stadig for mig som en kæmpe læseoplevelse, som oven i købet blev tæt forbundet med norditalienske olivenmarker og kølig rosé ad libitum.

Så med dette in mente: Bring it, Herman!

"Nå, på tide at komme i gang med lidt velfortjent ferielæsning! Hvor lagde jeg nu Krig og Fred?"

“Nå, på tide at komme i gang med lidt velfortjent ferielæsning! Hvor lagde jeg nu Krig og Fred?”

 

Pros & cons

Ting, jeg helt sikkert kommer til at savne ved at bo her:

  • Altanen.
  • Cykelturen over Langebro om morgenen – ironisk nok. Den løfter altid mit humør, uanset vejret. For slet ikke at tale om det, den har gjort ved mine baglår.
  • Alt det lys og luft en sydvendt 3. sals lejlighed med frit udsyn og store vinduer giver.
  • Den vietnamesiske købmand på Frankrigsgade. Verdens mest velassorterede og velordnede butik med verdens sødeste og mest hjælpsomme betjening. Hermed anbefalet.
  • Fik jeg nævnt altanen?

Ting, jeg helt sikkert ikke kommer til at savne ved at bo her:

  • At have tre børn stoppet ind på ét værelse og en halv lejlighed forsøgt stoppet ind på soveværelset
  • 30-40 minutters transport hver vej til institution. Med tilhørende magtkampe i metroen eller cykelture i styrtregn. There has been blood.
  • Den gennemsnitstemperatur på 42 grader, som en sydvendt 3. sals lejlighed med frit udsyn og store vinduer har i det meste af sommerhalvåret.
  • Underboen Evigsur og hendes tumpede entourage som konsekvent tænder deres cigaretter i opgangen. Halvandet minut ned ad trapperne kan åbenbart være længe at vente.
  • Amager.
Hvis ikke boligforeningen havde bestået af sikkerhedspertentlige tudeprinsesser, var min hjemmebyggede altan blevet en stor succes.

Hvis ikke boligforeningen havde bestået af sikkerhedspertentlige tudeprinsesser, var min hjemmebyggede altan blevet en stor succes.

Dazed and confused

Nåmenaltså, der er ligesom gået lidt sommerferie i bloggen her. Egentlig ikke planlagt, men med vanlig sans for god timing ser det ud til, at vi om ringe tid har en ferie og en flytning der ligger lidt tæt, her i det lille hjem. (Nej, vi har ikke pludselig vundet i Lotto. Ferien er længe planlagt, og flytningen er internt i boligforeningen. Men til Nørrebro! Hiphip! – som i hurra, ikke Steppeulvene.)

Og undertegnede er jo gerne typen, der lader sig overvælde af denne pludselige malstrøm af pasfornyelser (for helvede! Altid i sidste øjeblik!), flyttepapirer, nedpakningsplanlægning og deslige, og derfor finder meget lidt tankevirksomhed tilovers til blogindlæg.
Desuden har manden fået sommerferie, og det er bare så svært at slappe den lidt med tekst og LEGO, når han går herhjemme og får Kaptajn Jespersen-minen på og hele tiden spørger, hvad planen er for i dag.

Så nyd nu det gode vejr i stedet, ikke? Det er heller ikke godt med alt det skærmkiggeri. Og læs eventuelt lidt tips til sommer i København i dette hersens e-magasin, hvor yours truly også optræder. Ikke at jeg bidrager med noget specielt begavet, men heldigvis er jeg ikke den eneste der er med…

"Argh, er der ikke lige nogen, der kunne... Det er bare fordi... Og jeg har også hår i øjnene!"

“Argh!…Er der ikke lige nogen, der kunne… Det er bare fordi… Og jeg har også hår i øjnene… Hvor kommer alle de klodser fra?!”

Kostumerne var flotte og moderen tilfreds

Da jeg for snart 6 år siden sad og fedtede med min bachelor-opgave om børnelitteratur (ikke med noget mindeværdigt slutresultat btw, og censor og underviser var vist desværre ret enige om, at mine uvidenskabelige udredninger ikke ligefrem stod til at revolutionere forskningen i pigebøger), stødte jeg på diskussionen om, hvorvidt det er et kvalitetsstempel eller ej, at bøger til børn også tiltaler voksne. Altså, om ‘god’ litteratur for børn altid består af flere lag, som også giver de voksne muligheden for eftertanke og et godt grin. Eller om børnelitteratur simpelthen er god, når den appellerer til børn, og at voksnes kvalitetsparametre er komplet ligegyldige i den sammenhæng.

Jeg kom til at tænke på den diskussion, da Sønneke og jeg i går aftes var i Cirkus Summarum. Han havde glædet sig SÅ meget, men han var lidt træt, da vi tog af sted, og derfor ikke helt med på fællesdans og moderens begejstrede tilråb. Stadig interesseret og fascineret, men jeg nåede da lige at tænke, om han egentlig nød det lige så meget som mig…
For jeg syntes, at det var fantastisk børneunderholdning, storgrinede af Brunos halvhjertede forsøg på at klæde sig ud som Bamse for at score noget kage, vinkede begejstret tilbage til Kristian fra Ramasjangmysteriet, og var helt uhæmmet fan af Rasmus Bjerg som cirkusdirektøren Kaj. Kæft, han er god! Jeg ved ikke, om det bare siger mest om mit humorniveau eller mangel på samme (herregud, jeg har en blog, hvor jeg fotograferer legetøj og skriver tekst til…), men STOR anbefaling af Cirkus Summarum-showet fra mig!

Vi havde billige pladser på Big Band-tribunen, og jeg blev noget bekymret, da de udprintede billetter frejdigt lovede os “meget begrænset udsyn”. Men min frygt for, at vi havnede bag tubaen og en stolpe, blev gjort til skamme. Der var frit udsyn, manege og telt har en overskuelig størrelse, så vi følte os alligevel rimelig tæt på begivenhedernes gang; de medvirkende er gode til at optræde, danse og vinke hele raden rundt, og når man kun er lidt over en meter høj (min ledsager, forstås, ikke mig), så ser man altså bedre, når man sidder lidt til vejrs.

Så alt i alt var det en rigtig god oplevelse, trods træthed, middelmådige kyllingesandwiches og den kraftige aftershave på Hærdebred Mand foran mig. Og Sønneke gengav begejstret forestillingen for sit fædrene ophav, da vi kom hjem, så satser da på, at det ikke kun var mig, der så kvaliteten i showet.

"DA CAPO!"

“DA CAPO!”