Kostumerne var flotte og moderen tilfreds

Da jeg for snart 6 år siden sad og fedtede med min bachelor-opgave om børnelitteratur (ikke med noget mindeværdigt slutresultat btw, og censor og underviser var vist desværre ret enige om, at mine uvidenskabelige udredninger ikke ligefrem stod til at revolutionere forskningen i pigebøger), stødte jeg på diskussionen om, hvorvidt det er et kvalitetsstempel eller ej, at bøger til børn også tiltaler voksne. Altså, om ‘god’ litteratur for børn altid består af flere lag, som også giver de voksne muligheden for eftertanke og et godt grin. Eller om børnelitteratur simpelthen er god, når den appellerer til børn, og at voksnes kvalitetsparametre er komplet ligegyldige i den sammenhæng.

Jeg kom til at tænke på den diskussion, da Sønneke og jeg i går aftes var i Cirkus Summarum. Han havde glædet sig SÅ meget, men han var lidt træt, da vi tog af sted, og derfor ikke helt med på fællesdans og moderens begejstrede tilråb. Stadig interesseret og fascineret, men jeg nåede da lige at tænke, om han egentlig nød det lige så meget som mig…
For jeg syntes, at det var fantastisk børneunderholdning, storgrinede af Brunos halvhjertede forsøg på at klæde sig ud som Bamse for at score noget kage, vinkede begejstret tilbage til Kristian fra Ramasjangmysteriet, og var helt uhæmmet fan af Rasmus Bjerg som cirkusdirektøren Kaj. Kæft, han er god! Jeg ved ikke, om det bare siger mest om mit humorniveau eller mangel på samme (herregud, jeg har en blog, hvor jeg fotograferer legetøj og skriver tekst til…), men STOR anbefaling af Cirkus Summarum-showet fra mig!

Vi havde billige pladser på Big Band-tribunen, og jeg blev noget bekymret, da de udprintede billetter frejdigt lovede os “meget begrænset udsyn”. Men min frygt for, at vi havnede bag tubaen og en stolpe, blev gjort til skamme. Der var frit udsyn, manege og telt har en overskuelig størrelse, så vi følte os alligevel rimelig tæt på begivenhedernes gang; de medvirkende er gode til at optræde, danse og vinke hele raden rundt, og når man kun er lidt over en meter høj (min ledsager, forstås, ikke mig), så ser man altså bedre, når man sidder lidt til vejrs.

Så alt i alt var det en rigtig god oplevelse, trods træthed, middelmådige kyllingesandwiches og den kraftige aftershave på Hærdebred Mand foran mig. Og Sønneke gengav begejstret forestillingen for sit fædrene ophav, da vi kom hjem, så satser da på, at det ikke kun var mig, der så kvaliteten i showet.

"DA CAPO!"

“DA CAPO!”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s