Fordi jeg ved, hvor spændende det er, når man fortæller om sine drømme…

Jeg har i mange år haft et tilbagevendende mareridt, hvor jeg sidder til matematikundervisning uforberedt, uforstående og med ondt i maven over, at jeg aldrig vil kunne nå at læse op inden eksamen, fordi jeg har misset så meget af undervisningen indtil nu. Min perfide underbevidsthed har desuden til lejligheden samlet det værste fra hver periode i mit skoleliv: klaustrofobifremkaldende lokaler og lige så klaustrofobifremkaldende klasse’kammerater’ fra folkeskolen, sjoflet matematikundervisning med tilhørende spydig lærer fra gymnasietiden samt eksamensangsten og den næsten totale udeblivelse fra mine første år på universitetet. En sand fest.

Selvsagt er det et mareridt, jeg ofte har haft i forbindelse med eksamener, specialeskrivning og lignende, men i disse mine gyldne år som nyledig, er en mere passiv-aggressiv stressdrøm begyndt at dukke op: Jeg går og nusser rundt på min sidste arbejdsplads, selvom jeg ikke rigtig er ansat længere. Jeg prøver at undgå, at nogen stiller spørgsmål til, hvad jeg egentlig laver, men samtidig vil jeg gerne vise mit værd og komme i betragtning til en fastansættelse. Situationen vanskeliggøres yderligere af, at folk omkring mig halvvejs opfører sig som i en spøgelsesfilm fra årtusindskiftet: hilser kort og går videre, overdrager mit skrivebord til andre, fører samtaler og går til frokost uden mig. I den seneste udgave af drømmen begyndte jeg at græde, fordi nogen stod og skamroste den person, som havde fået et job for næsen af mig, mens chefen gjorde et stort nummer ud af, at de ikke måtte tale så højt, at jeg kunne høre dem…

Jeg behøver naturligvis ikke Freud til at fortælle mig, at drømmen er en kombination af, hvordan jeg havde det på mit sidste job (ja, der blev smuggrædt en del på toilettet, sådan er jeg så festligt indrettet), og så et mere generelt billede af, hvordan jeg ser mig selv i forhold til jobsituationen lige nu: Lettere marginaliseret.
Men nu hvor ja-hatten er så populær i forhold til det moderne arbejdsløshedsmarked, skulle jeg måske i stedet lade mig inspirere af min underbevidsthed? Bare troppe op på en arbejdsplads og begynde at gå lidt til hånde, flytte rundt på nogle papirer, rydde op i kopirummet, tilbyde at få lidt styr på hjemmesiden. Jeg får nok ikke løn ud af det, uden at begå deciderede ulovligheder, men med en god frokostordning og en anbefaling til næste sted, ville tiden ikke være helt spildt – og jeg har den fordel, at jeg kan møde ind, når det passer mig, uden stress og angst over ikke at slå til. Alternativt kunne jeg langsomt arbejde mig op, indtil jeg en dag ud af det blå bliver tilbudt en direktørpost…

De første ti Hollywood-film med et lignende tema kan ikke tage fejl!

"Nå, skulle jeg lige være hende der lavede noget mere kaffe? Ja, I Mærsk-folk får da godt nok tanket noget mokka, haha! Det minder mig om, har du tid til, at vi lige snakker om, hvordan vi får styr på arkivet? Hov, er der nu igen røget en fejlmelding til security, haha!"

“Nå, skulle jeg lige være hende der lavede noget mere kaffe? Vi Mærsk-folk forstår da at tanke, haha! Skal for resten lige have vendt min idé til omorganisering af arkivet med dig… Hvad mener du med, at du har ringet til security?”

 

Et slags kontraintuitivt projekt, kunne man kalde det

Nå, men nu hvor Amager-Nørrebro tur/retur ikke længere er en daglig plage, måtte jeg jo finde noget nyt at blive træt af. Som for eksempel at have købt et tilbudsbevis til en køreskole på det yderste af Amagerbrogade lige inden vi flyttede, så jeg nu én gang om ugen hænger på den sædvanlige cykeltur + lidt til…

For nu skal det være, skal det, jeg skal have mig et kørekort. Også selvom jeg egentlig ikke mener, at jeg egner mig til at køre bil – et argument mine omgivelser desværre nægter at godtage.

Jeg er god til udenadslære, så jeg er ikke så bekymret for teoriprøven. Men selve kørslen – åh, Herre Jemini!! Jeg er i forvejen en dør til at begå mig i trafikken, distræt, flimrende nervøs og har virkelig svært ved at bevare overblikket. Tilsæt lidt panikstress og du har verdens værste bilist. Tror jeg. Det kan jo selvfølgelig være, at jeg viser mig som et naturtalent (fat chance!).
Desuden kunne jeg ikke lade være med at bemærke, at det koster 1000,- at gå til køreprøve. Så kan godt frygte, at min generelle eksamensangst kombineret med et motoriseret køretøj lynhurtigt vil gøre mig til køreskolens guldfugl.

Om ikke andet, så får jeg da lidt ekstra motion. Og måske får jeg med tiden også overbevist mine nærmeste om, at det ikke er Guds mening, at jeg skal bag et rat. Nogensinde.

Påkørsel af den motorsagkyndiges cykel var nok ikke den mest elegante indledningsmanøvre til køreprøven.

Direkte påkørsel af den motorsagkyndiges cykel var nok ikke den mest elegante måde at indlede køreprøven på.

Dagens køb

Sønneke har ikke været helt så oppe at ringe over skolestart, som man måske kunne forvente. Så for at piske lidt til stemningen, foreslog jeg at hente ham tidligt i dag, så vi kunne købe hans nye skoletaske sammen (heldigvis er knægten ikke gammel nok til at notere sig, at den taske vist i virkeligheden skulle have været købt for længst).

Til mit forsvar skal det siges, at han ikke tidligere havde vist den store interesse for valg af skoletaske og faktisk var lidt ligeglad, “så længe der ikke er lyserøde blomster på”. Men naturligvis ramte konsumerismens spøgelse også min førstefødte i det øjeblik, vi trådte ind ad butiksdøren, og naturligvis forelskede han sig straks i en af de dyreste tasker.

I min uendelige naivitet havde jeg troet, at jeg bare kunne lade ham vælge mellem et par af de udemærkede, rimeligt prissatte og stadig JEVA-mærkede tasker der også fandtes i sortimentet. Men den plan gik hurtigt til grunde i gråd og hikstende erklæringer om, at lige denher taske var den eeeeneste taske, han ønskede sig, og hvis jeg syntes den var for dyr, så kunne han jo betale noget af den med de 300 kr., han havde i sin sparegris…
What to do? Det var mig meget imod, at han skulle være så ked af det og ikke få den taske, han ønskede sig mest – men det var mig også meget imod at betale penge, vi ikke rigtig har, for en taske der har kostet ca. to procent af salgsprisen at fremstille, og som sikkert skal skiftes ud om et par år. Og det virkede heller ikke rimeligt, at det stakkels barn skulle til at poste sine sparepenge i mors principkasse.
Følte mig trængt op i en krog, så jeg lavede et desperado-opkald til medforælderen, og sammen blev vi enige om, at eftersom det jo var en ganske særlig anledning, og i hvert fald ikke én man skulle blive ked af, så måtte vi bare bide i det sure nylon-æble og punge ud. Og samtidig se det som Guds straf for, at vi var så sent ude med det forbandede taskekøb.

Så jeg tog en glad Sønneke og en dyr rygsæk med op til kassen, og mens jeg indvendigt vaklede mellem at fremføre et uddrag af No Logo eller bare et generelt surt opstød over priserne nutildags, smilede jeg udvendigt pænt til ekspedienten, spurgte lidt ind til taskens mange fortræffeligheder og betalte stadig smilende 649 dask for en effin’ skoletaske.

Men det er jo også alt sammen pisseligemeget, for knægten er SÅ glad for sin nye rygsæk. Han bar den hele vejen hjem og har haft den af og på flere gange i løbet af aftenen; vi har fyldt drikkedunken med vand og lagt den på køl, og vi har fundet det helt rigtige rum til penalhuset. Og NU er han meget spændt på i morgen, så det hele gik jo efter planen.

Sådan da.

"Jamen, så siger jeg tak for handelen. Jeg er sikker på, at knægten nok skal få glæde af sin nye dronteskindstaske med platinforseglinger, håndlavet af blinde napolitanske nonner. Nylon og fremstillet i Kina, siger du? Nå, men sådan et fodboldtryk og medfølgende drikkedunk er jo heller ikke gratis, haha!"

“Jamen, så siger jeg tak for handelen! Jeg er sikker på, at Sønneke nok skal få glæde af sin nye dronteskindstaske med platinforseglinger, håndlavet af blinde napolitanske nonner. Nylon og fremstillet på en fabrik i Kina, siger du?! Nå, men sådan et fint fodboldtryk og medfølgende drikkedunk er jo heller ikke gratis, haha!”

 

Vrøvl og snot

Jeg er så heldigt indrettet, at jeg meget sjældent bliver syg. (*Bank under bordet* – ja, jeg er meget overtroisk. Det er, hvad der kommer af at tilbringe en stor del af sin barndoms eftermiddage med en mormor der mente, at selv det at sammenligne hænder(!) bragte uheld…). Og når jeg endelig bliver det, går det som regel hurtigt over igen.

Så jeg var selvsagt meget skuffet, da noget snot og hovedpine kom snigende ind over mig søndag (hovedpinen mistænkte jeg først for at have nære relationer til hyggeligt vennebesøg aftenen før, snottet var straks sværere at bortforklare) og langsomt førte kuldegysninger og almindelig utilpashed med sig. Og skuffelsen blev hurtigt til en art fornærmelse, da jeg vågnede i morges og havde det endnu værre.
Så den stod naturligvis på selvforkælelse, da jeg efter aflevering slæbte mig ned og handlede ind; trods spareøvelser i madplanen sneg der sig både chips, chokolade, morgenbrød og hindbærsaft i kurven, hvilket jeg alt sammen senere surmulende indtog på madrassen i stuen (endnu ingen sofa – vi arbejder på sagen). Stadig ingen bedring. Selv to middagslure har ikke kunnet kurere mig, og nu vil jeg altså gerne være rask.

For der er en bordplade der skal købes, job der skal søges, flyttekasser der skal ryddes op, billeder der skal på væggen, blogindlæg af høj kvalitet der skal skrives, og hr. og fru tosseforælder har endnu ikke skaffet en skoletaske til Første Skoledag på onsdag. Desuden har vi i et anfald af vanvid bestilt den lille TV-pakke, og jeg har læst denne uges Weekendavisen, så det er temmelig kedeligt at ligge herhjemme i en tom stue og falde i søvn til naturprogrammer på DR1.

Nå, jeg vil gøre et sidste forsøg på selvmedicinering med en gang vaniljeis med smeltet peanutbutter (det er noget, manden har set på det dersens Reddit) og måske noget House of Cards. Så må vi se, hvordan det spænder af.

"Ak, grumme skæbne, ak! Her ligger jeg og vansmægter, alt imens verden har så hårdt brug for mig! Er der mere kage?..."

“Ak, grumme skæbne, ak! Her ligger jeg og vansmægter, alt imens verden har så hårdt brug for mig! Er der da ingen ende på tilværelsens ulidelige uretfærdighed?! Og er der mere kage…?”

Hvad Jeg Har Lavet i Min Ferie af Mie

  • Jeg har lært, at på fransk hedder lus les poux.
  • Jeg har også lært, at om søndagen er der rigtig meget i Frankrig, der er lukket, inklusive apoteker. Og i Frankrig har de ikke faste døgnapoteker, derimod går søndagsåbningerne på skift, men hvis man finder det lokale turistkontor, så kan den flinke mand bag skranken ringe til det lokale hospital og høre, hvilket apotek der har åbent netop denne søndag. (Selvklart det længst væk.)
  • Jeg har drukket ret meget vin og spist obskøne mængder ost – helst råmælksost. Ser det som min egen personlige fejring af ikke at være gravid og heller ikke have nogen planer om at skulle være det. Burde nok i virkeligheden have smidt nogle rutschebaneture oven i listeria-rouletten.
  • Jeg har læst to bøger (ikke imponerende, især taget i betragtning af, at jeg havde fire med, men medregner man de omfattende mængder af bleer der skulle skiftes, tunsandwiches der skulle smøres og solcreme der skulle påføres simultant med læsningen, er det alligevel ikke noget ringe resultat): Blid er natten af F. Scott Fitzgerald og Troldmanden af John Fowles. Begge udmærkede, selvom den sidste skuffede lidt. TEMMELIGT utroværdigt plot, hvis nogen spørger mig…
  • Jeg har inhaleret duften af pinjetræer, badet i pool’en, kysset på min mand, læst Peter Plys for mine børn og  i virkeligheden lavet meget lidt. Men det har været en dejlig ferie.
Man bliver, hvad man spiser. I mit tilfælde, et laktosebaseret statsoverhoved.

Man bliver, hvad man spiser. I mit tilfælde et laktosebaseret statsoverhoved.

Det er ikke fordi, jeg gemmer mig…

…jeg har bare haft lidt travlt med en masse ting. Som f.eks. at flytte en mia. flyttekasser fra 3. sal til 3. sal. (Jeg sværger, det var præcis så mange der var! Forbandet være jeg og mit rod og mit crap og min evige bibliofili! Har endnu ikke gennemført en flytning uden at sværge hellige eder på, at jeg fra NU af vil leve et liv i buddhistisk askese og aldrig eje mere end to sæt tøj og én bog… Okay, måske to bøger.)

Og så var der jo også nogle hvidevarer, der skulle tilsluttes af nogle håndværkere; en elektriker, der ligner Søren Ulrik Thomsen og en VVS’er der indtil videre ligner den usynlige mand. Hvilket betyder, at vasketøjskurven har kastet op ud over entréen og opvask foregår i hånden, med bitre blikke mod den uvirksomme maskine ved siden af.

Samtidig er det virkelig svært at finde noget som helst i alle de kasser og poser og rod, og det kræver en del mental energi hele tiden at skulle genkalde sig situationen, hvor man stod i den gamle lejlighed på flyttedag 2 eller 3 eller 17.000 og stressede lidt, og var i gang med noget andet, og nogen spurgte om noget, samtidig med, at man tog ostehøvlen eller kældernøglen eller mobilopladeren og lagde den i en pose i den kasse, hvor man egentlig var i gang med at pakke 2. omgang børnebøger eller 3. omgang porcelæn. Og hvor er den kasse nu? Eller var det kassen før, den med kontorartikler, ledninger og vinterhuer? (Jeg er egentlig rimelig neurotisk/struktureret når det kommer til nedpakning, men når man når til fjerdedagen i Flytningen fra Helvede, så er det som om, at kontrolmennesket forsvinder, overlevelsesinstinktet sætter ind, og alting bare bliver kylet ned left, right, and center).

Hvorom alting er… Vi er flyttet, og det er dejligt! Det viser sig, at en fransk altan næsten godt kan bruges som altan (vi bør virkelig snart holde op med at lade som om, vi bare ryger ‘flyttesmøger’, hvis hele lejligheden ikke skal stinke til), her er masser af lys og plads, og børnene er helt oppe at ringe over nu at være fordelt på hele to rummelige værelser. Jeg har fået opfyldt mine hede drømme om en reolvæg i stuen, og så snart vi får anskaffet os en sofa, et klædeskab, nogle gardiner og et bruserforhæng, bliver det såmænd paradis på jord.

Og så bor vi igen på Nørrebro. Hoo-fucking-ray for det.

(Jah, det er mig, der gemmer mig eller noget... Magtede ikke lige at gå i gang med at  folde miniature-flyttekasser. Måske en anden dag.)

(Jah, det er mig, der gemmer mig eller noget… Magtede ikke lige at gå i gang med at fremstille miniature-flyttekasser. Måske en anden dag.)