Hvad weekenden gemte

En stakkels skinkedatter trimlede ned ad en trappe på legepladsen lørdag eftermiddag og slog hul i hovedet; så efter at have skræmt livet af mindst et par børn da vi halsede blodindsmurte hjemad, tilbragte far og datter tre timer på Frederiksberg Hospitals skadestue. Bassen tog heldigvis ventetiden med imponerende overskud og Ramasjang-dans og kunne lykkeligvis nøjes med sammenklistring frem for syning. (Faren mente, at det sidste vist lige så meget var for hans skyld, eftersom sygeplejersken allerede under sårrensningen indså, hvor mange kræfter og hvor meget mental energi det ville kræve at holde skrigeskinken fast under en hel syning – som lægen sagde til mig ved 1-års undersøgelsen: “de er godt nok stærke, hva’?!”)

Og eftersom jeg nu har nået skelsår og alder, hvor nogle af veninderne flytter tilbage til de hjemlige forstæder, kombinerede vi en søndagstur til mormor med et smut forbi et sæt nybagte husejere – og snart nybagte forældre – i omgangskredsen. Åhmen, det hus var da fint… Det var lige før, jeg selv fik lyst til at rykke teltpælene til egen matrikel i de grønne områder. Og så megen plads! Hele to stuer, rum til kontor samt gæsteafdeling i kælderen. Min sjæl, hvad vil du mere!
Heldigvis får vi ikke råd til den slags fine huse i dette liv, og står valget mellem Nørrebro og et skur op ad Hvidovremotorvejen, så vælger selv min parcelhushungrende gemal stenbroen. Så indtil videre er lejlighedsfreden sikret – især da vi hørte, hvad varmeregningen for sådan et muret vidunder ligger på.

Da vi om aftenen gjorde weekendstatus over en øl, kunne jeg og manden konkludere, at vi virkelig har fået greb om det dersens børnefamilieliv. Skadestuebesøg og forstadshygge. Er der ellers andet, man skal?

“Åhmen Thormod og Louise, jeres nye hus er simpelthen pragtfuldt! Hvor ER forstæderne dog egentlig et herligt sted! Skønno! …Er jeg den eneste, der kan høre temaet fra Twin Peaks?…”

Dagens

(Legetøj, sguda, ikke outfit! Men kan da godt afsløre, at jeg pt er iført jeans, sokker fra i går og noget sort H&M-jersey. Og knold. Uh, og afskallet neglelak fra Mavala! Farve: Poetic Rose.)

Da de efter fire uger på åbent hav omsider blev samlet op af et forbipasserende skib, var Teddy og Ninus rørende enige om, at hvad der var sket på båden, blev på båden. Trods alt var de jo bare dyr. Med dyriske behov.

 

For tiden… (II)

…har jeg sange i mit hoved, som ikke vil gå væk. Var jeg en lidt mere cool type, ville det sikkert være noget Leonard Cohen/The Roots-mashup, men det er det ikke. Det er Aaron Carters Crazy Little Party Girl kombineret med Julen har bragt velsignet bud. Døm mig venligst ikke.

…har jeg erstattet McDonald’s’ morgenfristelser med trøstemorgenbrød, fordi det jo er så synd for mig, at jeg er ensom og arbejdsløs (indsæt stille violiner og grundløs bitterhed mod systemet). Det er efterhånden flere uger siden, at Nordisk Brødhus på Rantzausgade har haft nougathorn på programmet, men jeg opsøger dem alligevel dagligt for liiige at tjekke. Og så købe noget andet.

…er jeg stadig i gang med kørekortet, og har nu prøvet at starte, stoppe og styre en bil. Succes! Første gang på manøvrebane deserterede jeg efter 10 minutter, grundet sygdom, men i andet forsøg gik det meget bedre. Nærmest godt, faktisk. Især hvis vi ser bort fra det øjeblik, hvor jeg var alarmerende tæt på at torpedere underviseren, fordi jeg tog fejl af bremse og speeder… Heldigvis var hans reaktionsevne bedre end min.

…er jeg blevet ramt af den lammende indsigt, at næsten hele den feminine del af blogland jo i virkeligheden er en slags netbaseret husmorklub. Hvor vi udveksler opskrifter, indretningstips og selvudleverende anekdoter om børn og chokolade. Den slags er ikke godt for min selvforståelse, så føler mig øjeblikkeligt forpligtet til at forfatte noget mere seriøst. Som for eksempel en liste over hverdagsbetragtninger, hvor bl.a. nougathorn indgår.

“Hvad?! Så jeg finder ikke meningen med tilværelsen ved at bruge timer på at læse andre menneskers web-dagbøger? Pffh, det næste bliver vel, at jeg heller aldrig finder et job på den måde!…”

Så yndigt det er – part II

Nåmen, i anledning af forrige lørdags forsideryddende begivenheder, lovede jeg jo at fortælle om min bryllupsdag sidste år (kan ikke sidde læserforespørgsler overhørig – lad det være en advarsel såvel som en opfordring). Ikke, at det var noget særligt, men altså…

I slutningen af 2012 var manden og jeg var blevet enige om, at det var på tide at smede hymens lænker. (Studser lige for første gang over det udtryk…betyder ‘hymen’ ikke jomfruhinde? I så fald er det da en temmelig skummel eufemisme for ægteskab! Faktisk er det vel nærmest en omvendt eufemisme, ‘at blive gift’ er da et noget mere stuerent udtryk, skulle jeg mene… Nå, det var et sidespor).
Vi aftalte, at det skulle ske i løbet af 2013, og at det skulle være hemmeligt, eftersom vi alligevel ikke havde råd til at holde stor fest og ‘rigtigt’ bryllup, og det gav vi så hånd på. (Hehe, det minder mig om en gammel Peanuts-stribe, hvor Nuser skriver en ‘kærlighedsscene’, der udmønter sig i “and they shook hands”… argh, endnu et sidespor, beklager!)
Desuden besluttede vi, at det skulle være en hverdag efter sommerferien, når alle børnene var startet i institution, eftersom ceremonien ellers ville ende i komplet kaos, medmindre vi medbragte et hold babysittere – og så ville hele hemmelighedsprojektet ligesom gå fløjten. Desuden ligger Københavns Rådhus’ bryllupssal for enden af en smal vindeltrappe(!), så det var i forvejen ikke oplagt at medbringe en tvillingeklapvogn.

Som sagt, så planlagt. Vi besluttede os for 6/9 (7/9 var desværre en lørdag…) og selvom det jo ikke skulle være noget særligt, blev vi alligevel langsomt grebet lidt af stemningen; jeg fandt en hvid sommerkjole i H&M, bookede min mor som babysitter om aftenen (under falske forudsætninger naturligvis, sådan en datter er jeg) og bestilte et hotelværelse, og i ugen op til sms’ede vi lidt rundt i vennekredsen for at høre, om der var nogle der ville med ud at have en øl fredag aften, nu vi havde en babysitter.

Og selvfølgelig gik det hverken værre eller bedre end at manden lagde sig med galopperende halsbetændelse to dage før den mellemstore dag… Hvilket var forklaringen på dette surhedsindlæg.
Men nu er jeg jo ikke lægedatter for ingenting, så selvom der var lidt parlamenteren frem og tilbage om mulig aflysning og der opstod en pludselig pause i øl-invitations-sms’erne, så begyndte jeg torsdag aften at pumpe min sagesløse kæreste med penicillin (tak for recepten, mor), toppede op med sugetabletter og ibuprofen/paracetamol-cocktail fredag formiddag, og af sted til rådhuset tog vi!

Og vi havde en ganske dejlig dag. Manden fik det heldigvis gradvist bedre, ceremonien var meget fin og intim og helt speciel, og bagefter flottede vi os med takeaway fra LêLê og tog hjem på sofaen og så Searching for Sugarman. Senere hentede jeg børnene, min mor kom og blev behørigt overrasket over dagens begivenhed, en fælles veninde kom tidligt forbi og hentede os, og da et halvkaotisk måltid bestående af bøffer, bearnaise og overgearede børn var overstået, drog vi og veninde sammen på værtshus og smed bomben, efterhånden som folk dukkede op.
Vi havde en rigtig hyggelig aften, jeg blev (overraskende nok) meget fuld, og ved midnatstid tog det rødmende brudepar på hotel og dasede løs med champagne, karbade, king size-seng og stor morgenbuffet, indtil det var på tide igen at blive til et græskar og drage hjem. (Overvejede kort at lænke mig selv til håndklædetørreren inden check-out; kunne slet ikke forlige mig med hverdagen efter at have tilbragt 12 timer i luksus, og skrev samme aften det her indlæg…)

Og det var sådan set det.

“Du kan selv være en omgang hæmolytiske streptokokker! I dag er vores bryllupsdag, så nu holder du op med det klynkeri, bunder det her glas champagne og får din røv ned på rådhuset!”

 

 

Mere fra min vanvittige hverdag

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at mit liv ikke er særlig actionpacked, men i går traf jeg hele to overilede beslutninger på én dag, hvilket ellers ikke ligger til mig.

Først brændte jeg dobbelt så mange penge af på en skrivebordsstol, som jeg egentlig havde tænkt mig. Min faste marskandiser havde liiige sådan en pæn teaktræ-og-læder-sag stående, som egentlig ikke er min gængse stil, men på den anden side vidste jeg, at gemalen sukker efter noget mere gedigent inventar herhjemme og i øvrigt ville dø lidt indeni, hvis jeg kom hjem med endnu en pindestol. Så købt blev den, stolen, i et anfald af pludselig kådhed.

Om aftenen var jeg så til mit livs første forældremøde (så voksen, man bliver), og jeg ved ikke, om det var alle pindemandstegningerne af ‘Min familie’ eller paptallerknerne med kiks og druer der gjorde det, men jeg blev så grebet af stemningen, at jeg i et øjebliks vanvid meldte mig som kontaktforælder.

Har lige siden tænkt på, om det mon i virkeligheden var en voldsomt dårlig ide, eftersom børn/voksen-ratioen herhjemme ikke ligefrem indbyder til festudvalgsmøder i ulvetimen, og jeg i øvrigt er verdens mest ustrukturerede menneske. (Over for eventuelt kommende arbejdsgivere vil jeg gerne understrege, at dette kun gør sig gældende i mit privatliv. Professionelt er jeg en ren maskine.)
Men altså, jeg trøster mig med, at man vel næppe behøver at sidde for en 4-årig periode… (Det gør man ikke, vel?) Og stolen er jeg i hvert fald glad for.

“Godt, så! Fire fadølsankre, engangsaskebægre og en ordentlig røvfuld sæbebobler er hermed noteret. Er der andet, vi får brug for til klassefesten?”

 

Dagens inspiration

(Hvilket i mit tilfælde naturligvis ikke dækker over hverken Kähler-krukker, grov strik eller it-girls, men derimod hvad jeg lige støder på under den rituelle morgenoprydning i lejligheden…)

Speed 3 – Noah vs. token black pilot

 

Så yndigt det er

Har 1-års bryllupsdag i dag, og oprindeligt var der forkromede planer om hotelovernatning eller måske ligefrem et lille storby-weekendophold. Men så kom der en flytning, og vi blev enige om, at der nok ikke lige var overskud og økonomi til den slags i år. Lod det dog ikke blive ved det, men gav den yderligere et nøk op ad romancestigen, da jeg glemte at få en babysitteraftale i hus, og manden fandt ud af, at han faktisk skulle arbejde hele dagen… Men altså, nu er det aften og champagnen er poppet, børnene puttet og takeaway’en hentet. Og manden har dækket med lys og blomster, så helt galt står det ikke til i det lille hjem. Nu mangler vi bare, at lillemor her fjerner sig fra tasterne.

De kæreste små egern

Nogle gange kan jeg godt ærgre mig lidt over min børne-anonymitets-regel her på bloggen, for de er jo nuttede, mit afkom, og jeg kunne da godt tænke mig en gang i mellem at flashe nogle billeder af søde, langhårede (ahem, man burde nok snart få bestilt den frisørtid) Sønneke, så stor og stolt på vej med skoletasken på ryggen eller helt koncentreret i gang med at bygge endnu en millionby i LEGO.

Eller videoer af miniskinkerne, som er dødbringende nuttede når de sidder i Christianiacyklen om morgenen og omhyggeligt med små buttede fingre, holder deres medbragte duplofigurer for øjnene, mens de i kor siger “Tittebøh!”. Eller når de vimser rundt i deres legekøkken og gebrokkent konverserer hinanden á la “Lave mad, okay? Æg? Ja. Laver suppe nu. Dækker bord. Lave mad til farmor, okay? Okay.”.

De to små sludremaskiner minder mig altid om de to overhøflige egern i den Warner Bros-tegnefilm, der blev vist på Storebæltsfærgen i gamle dage (en udvalgt skare vil vide, hvilken en jeg refererer til). Jeg har desværre ikke kunnet finde den famøse film på YouTube, kun dette lille eksempel på konversationen, men hvis I nu bare forestiller jer dem som rødblonde menneskebørn på to år, så er vi der næsten…

Et studie i selvmedlidenhed – og anbefalinger

I løbet af sommeren har jeg været så heldig at blive anbefalet hos både Live fra Lolland og Henkogt Hverdag, og har også haft et lille gæsteindlæg ovre hos sidstnævnte. Hvilket har givet mig nye læsere (kan jeg se, når jeg løbende tjekker Bloglovin’ for bekræftelse af, at jeg er en interessant og vigtig person) og det er jo dejligt.
Min respons på dette? At begrave mig i flytning, nedtrykthed og senest halsbetændelse, alt i mens et stigende antal læsere (og arbejdsgivere, har heller ikke ligefrem brilleret på jobsøgningsfronten) sidder derude og gisper efter at høre fra mig. Jeg dårlige, chancevæksmidende, momentumuudnyttende menneske! (Til gengæld er jeg god til at lave mine egne ord.)
Og i dag opdagede jeg så, at det sandelig ikke kun er Miriam, der kan blive anbefalet af Femina, det kan jeg åbenbart også. Så det blev altså halmstrået der væltede hølæsset af dårlig samvittighed ned over mig, og fik mig til tasterne (efter først at være kravlet ud af alt samvittigheds-høet, naturligvis, det tog også lidt tid).

Der er bare fordi… at dårlig samvittighed og dårligt humør er en frygtelig irriterende cirkulær øvelse (‘negativ spiral’ er vist den rette, selvstuderede psykologi-term), som for mig gerne tager de der timer fra aflevering til hentning, hvor dagen først virker stor og ny og nærmest uoverskuelig, og så langsomt bliver den mindre, og listen over gøremål bliver større, og til sidst står jeg i nattøj fem minutter i hentetid og speed-rydder op og forbereder aftensmad og ærgrer mig over, at jeg jo egentlig ville have skrevet et blogindlæg og sendt ti ansøgninger og have hentet tidligt. Eller bare være nået i bad. Hvilket måske også er lidt lige meget, for jeg ser jo ikke andre mennesker alligevel, og sover i det tøj, jeg har på, og har ikke skiftet T-shirt i tre dage, selvom jeg har sovet i den, og henter og bringer børn i det samme tøj hele ugen, og kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde øreringe på, og jeg er i øvrigt også ligeglad. Og jeg begynder at gå og græde ind i mellem, fordi jeg er så uduelig, og jeg orker ikke at stå op om morgenen eller gå i seng om aftenen, så jeg sover for lidt om natten, men gerne for meget om dagen, for så slipper jeg for at have dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke får gjort, bortset fra, når jeg vågner igen, og skal ned og hente børn og ikke har fået noget ud af dagen. Og så har jeg dårlig samvittighed over at have dårlig samvittighed, i stedet for bare at gøre noget og tage mig sammen, ligesom andre mennesker tilsyneladende godt kan finde ud af, som minimum skifter de da i hvert fald tøj. Og tømmer opvaskemaskine. Og finder sig et job, som de nyttige samfundsborgere, jeg tilsyneladende ikke er.

Men altså, jeg har det bedre i dag, ikke? Tak til Charlotte, også kendt som Feminadamen, og tak til de, der stadig måtte hænge på – kan love, at der er mange flere af mine opløftende indslag på vej.

Og nu må I have mig undskyldt, for jeg trænger til et bad. Og en ren T-shirt.

Da manden grinede af min trøste-vaniljemacchiato med ekstra karamelsovs, var jeg nødt til at smadre hans knæskaller. Det fik jeg også dårlig samvittighed over.