Så yndigt det er – part II

Nåmen, i anledning af forrige lørdags forsideryddende begivenheder, lovede jeg jo at fortælle om min bryllupsdag sidste år (kan ikke sidde læserforespørgsler overhørig – lad det være en advarsel såvel som en opfordring). Ikke, at det var noget særligt, men altså…

I slutningen af 2012 var manden og jeg var blevet enige om, at det var på tide at smede hymens lænker. (Studser lige for første gang over det udtryk…betyder ‘hymen’ ikke jomfruhinde? I så fald er det da en temmelig skummel eufemisme for ægteskab! Faktisk er det vel nærmest en omvendt eufemisme, ‘at blive gift’ er da et noget mere stuerent udtryk, skulle jeg mene… Nå, det var et sidespor).
Vi aftalte, at det skulle ske i løbet af 2013, og at det skulle være hemmeligt, eftersom vi alligevel ikke havde råd til at holde stor fest og ‘rigtigt’ bryllup, og det gav vi så hånd på. (Hehe, det minder mig om en gammel Peanuts-stribe, hvor Nuser skriver en ‘kærlighedsscene’, der udmønter sig i “and they shook hands”… argh, endnu et sidespor, beklager!)
Desuden besluttede vi, at det skulle være en hverdag efter sommerferien, når alle børnene var startet i institution, eftersom ceremonien ellers ville ende i komplet kaos, medmindre vi medbragte et hold babysittere – og så ville hele hemmelighedsprojektet ligesom gå fløjten. Desuden ligger Københavns Rådhus’ bryllupssal for enden af en smal vindeltrappe(!), så det var i forvejen ikke oplagt at medbringe en tvillingeklapvogn.

Som sagt, så planlagt. Vi besluttede os for 6/9 (7/9 var desværre en lørdag…) og selvom det jo ikke skulle være noget særligt, blev vi alligevel langsomt grebet lidt af stemningen; jeg fandt en hvid sommerkjole i H&M, bookede min mor som babysitter om aftenen (under falske forudsætninger naturligvis, sådan en datter er jeg) og bestilte et hotelværelse, og i ugen op til sms’ede vi lidt rundt i vennekredsen for at høre, om der var nogle der ville med ud at have en øl fredag aften, nu vi havde en babysitter.

Og selvfølgelig gik det hverken værre eller bedre end at manden lagde sig med galopperende halsbetændelse to dage før den mellemstore dag… Hvilket var forklaringen på dette surhedsindlæg.
Men nu er jeg jo ikke lægedatter for ingenting, så selvom der var lidt parlamenteren frem og tilbage om mulig aflysning og der opstod en pludselig pause i øl-invitations-sms’erne, så begyndte jeg torsdag aften at pumpe min sagesløse kæreste med penicillin (tak for recepten, mor), toppede op med sugetabletter og ibuprofen/paracetamol-cocktail fredag formiddag, og af sted til rådhuset tog vi!

Og vi havde en ganske dejlig dag. Manden fik det heldigvis gradvist bedre, ceremonien var meget fin og intim og helt speciel, og bagefter flottede vi os med takeaway fra LêLê og tog hjem på sofaen og så Searching for Sugarman. Senere hentede jeg børnene, min mor kom og blev behørigt overrasket over dagens begivenhed, en fælles veninde kom tidligt forbi og hentede os, og da et halvkaotisk måltid bestående af bøffer, bearnaise og overgearede børn var overstået, drog vi og veninde sammen på værtshus og smed bomben, efterhånden som folk dukkede op.
Vi havde en rigtig hyggelig aften, jeg blev (overraskende nok) meget fuld, og ved midnatstid tog det rødmende brudepar på hotel og dasede løs med champagne, karbade, king size-seng og stor morgenbuffet, indtil det var på tide igen at blive til et græskar og drage hjem. (Overvejede kort at lænke mig selv til håndklædetørreren inden check-out; kunne slet ikke forlige mig med hverdagen efter at have tilbragt 12 timer i luksus, og skrev samme aften det her indlæg…)

Og det var sådan set det.

"Du kan selv være en omgang hæmolytiske streptokokker! I dag er vores bryllupsdag, så nu holder du op med det klynkeri, bunder det her glas champagne og får din røv ned på rådhuset!"

“Du kan selv være en omgang hæmolytiske streptokokker! I dag er vores bryllupsdag, så nu holder du op med det klynkeri, bunder det her glas champagne og får din røv ned på rådhuset!”

 

 

Reklamer

6 thoughts on “Så yndigt det er – part II

  1. Som sangens gud bliver Hymen (Hymenaios) sædvanligvis beskrevet som søn af Apollon og en Muse; andre mener det i stedet er Dionysus og Afrodite. Hymen anråbes ved bryllupper, som personifikation af ægteskabet. Da han mistede stemmen (døde!) ved et gudebryllup, blev bryllupssangen opkaldt efter ham; bryllupshymne! Han afbildes typisk med brudefakkel og krans.

    • Ah, tak, så blev jeg det klogere! 😀
      (Har dog lige tjekket, at den er god nok med jomfruhinden… *umodent fnis*. Der gemmer sig sikkert en senere opstået sproglig sammenhæng der.)

  2. Ha, PHSB er et noget så sjovt og rigtigt udtryk! Jeg lider selv af det i svær grad efter hver eneste lille, bitte ferie. Har i øvrigt fundet din blog i dag og elsker den allerede! Lego, litterære referencer og hotel-blues går man aldrig helt galt i byen med.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s