Tips

Havde egentlig tænkt at treate med mit korte, historiske rids af Israel/Palæstina-konflikten i dag, men tænkte at det måske var liiige tungt nok til sådan en fredag. Vi kan ikke sådan beskæftige os med andres ulykke, når happy hour venter lige om hjørnet.

I stedet kommer her dovenskabs-indlæg numero uno: blogtips. Endnu et punkt, hvor jeg er komplet last-mover, ingen undergrundsfeinschmeckernicheblogs her. Men jeg har lige præcis to guilty blog pleasures som er ret ulige, hvad jeg ellers beskæftiger mig med, og det er disse to (og så undskyld, hvis alle kender dem i forvejen…):

Suri’s Burn Book
Så den tippet ovre hos Blog-land og har været fan lige siden. Forfatteren, Allie Hagan, skriver tumbler-blog som om hun er Suri Cruise; dvs. leger selvbestaltet modepoliti og langer ud efter alle de andre kändis-børn, deres tåbelige navne og deres endnu tåbeligere forældre. Den er især underholdende, når man har læst sig lidt ind på ‘personen’ Suri og forstår, at hun er evigt misundelig på de europæiske prinser og prinsesser, foragter The Kardashians, anser Affleck-familien for at være så afslappede, at de er decideret uhygiejniske, og mener, at Angelina Jolie er en bedre eventyrheks end mor. Det.er.fucking.sjovt. Taglinen er ‘A study in Suri and the people who dissapoint her’ (komplimenteret af ‘Just because you don’t have a Ferragamo handbag doesn’t mean you can behave like a child. (I’m looking at you, Shiloh.)) – så er stilen ligesom lagt.
Normalt føler jeg mig hævet over den slags paparazzi-skriverier, men Allie Hagans humor trumfer sådanne smålige hensyn. Og så har bloggen den charme, at den først og fremmest hænger alle de rampelys-søgende forældre og deres prætentiøse fremstilling af familielivet ud (“Blue Ivy’s anonymity is very important to her parents, unless Beyonce is getting an award on basic cable, in which case all bets are off).

Catholic All Year
Det er meget, meget mærkeligt, hvorfor jeg lige er faldet for denne her blog, for den går i virkeligheden imod stort set alt, hvad jeg står for… Bloggeren bag er en katolsk hjemmegående mor til 7(!!), som bor i det sydlige Californien, hjemmeskoler sine børn og tror på, at prævention, abort og homoseksualitet er en synd. Jeg ved det godt, det er fucked up!
Men. Først og fremmest er hun virkelig sjov. Damen har humor, og hun skriver både godt og selvudleverende – noget, jeg har meget svært ved at stå for – og virker meget lidt hysterisk af en amerikansk mor at være (fordomme florér!). Hendes billeder og tips fra diverse vilde børnefødselsdage og alskens katolske mærkedage er sjove og inspirerende frem for prætentiøse, og så er det altid interessant at høre om, hvordan man lige jonglerer 7(!!) børn… Hendes virkelighed er fremmed fra min – og alligevel føler jeg mig sært charmeret af hende og hendes kæmpefamilie. Iblandet små jag af afsky over for konservativ religiøs livsførelse, naturligvis. Har faktisk haft mine kvababbelser med at anbefale den, pga. hendes syn på homoseksualitet – jeg ville jo næppe se igennem fingre med, hvis kvindemennesket var sådan lidt racist? Men altså, lad os kalde det ‘know your enemy’… Anderledes er det i hvert fald! (Bare tjek de makabre helgen-udklædninger ud, hun har lavet til sine børn til Halloween og All Saint’s Day gennem årene… Mange af dem var jo martyrer, ik’? Ved seriøst ikke, om jeg skal hade eller elske det…)

Glædelig Halloween og god weekend!

Mig. På et vampyrslot, hvis nogen skulle være i tvivl. (Og nej, det var ikke min idé, at tårnene skulle være gule...)

Mig. På et vampyrslot, hvis nogen skulle være i tvivl. (Og nej, det var ikke min idé, at tårnene skulle være gule…)

 

Reklamer

Ah, husmoderen…

En af de crappy ting ved at være arbejdsløs er, at størstedelen af de praktiske og administrative opgaver herhjemme naturligt nok hænger på mig. Og lad os bare sige, at jeg ikke er specielt underholdt.
Bortset fra madlavning, så tror jeg ikke, at der findes husligt arbejde, som jeg ikke helst ville betale mig fra. Jeg hader at gøre rent, jeg hader at ordne vasketøj, og jeg er ude af stand til at stryge en skjorte bare nogenlunde hæderligt (hvilket så også er grunden til, at den slags tilfalder manden – det er alligevel mest ham, der har skjorter).

Indrømmet, jeg har da engang været den, der kunne holde af at nusse lidt rundt, rydde op, bage boller og få styr på voksenpapirerne. Men efter at have gået hjemme i snart tre år, så har jeg mest lyst til bare at sætte ild til det hele.
Jeg haderhaderhader at være hushjælp og familiesekretær i ét, og samtidig økonomisk afhængig af min mand. Det var fandme ikke det, jeg gik fem år på universitetet for!
Min mormor – der opgav sin karriere for at blive hjemmegående husmor og hadede det som pesten – vender sig helt sikkert i sin grav.

En dag som i dag har jeg blandt andet fået til at gå med følgende sindsoprivende aktiviteter:

  • Komme i bund med 60 graders-vask efter sidste lusekur. (Og hvad fanden sker der i øvrigt for invasionen af psyko-muterede parasitter? Jeg har haft lus én gang som barn. ÈN fucking gang! Er der en parasitolog til stede? Red os!!)
  • Bage en broccolitærte til fællesspisning i aften. Håber, nogen gider spise den.
  • Bage boller af den koldhævede dej, jeg har efterladt lige præcis et døgn for længe i køleskabet, og som derfor gav et totalt udflydende resultat. Til gengæld tog jeg en grusom hævn ved næsten at brænde en hel plade af. Så kan de lære det.
  • Udhule et græskar, eftersom det er Halloween i morgen, og da vi skal til skolearrangement i aften og får middagsgæster i morgen, så jeg mig nødsaget til at begrænse den del af arbejdet, der skal foregå i samarbejde med mindreårige. (De sidste to år er der vel at mærke ikke blevet indkøbt græskar, men følte mig på forunderlig vis klar igen i år – *ryster min knytnæve mod wannabe-overskuds-Mie*).
  • Ringe til forsikringsselskab og råde bod på to måneders fejlkommunikation og inkompetence i forbindelse med overdragelse fra andet selskab. Inklusive en halv times ventetid i telefonkø, naturligvis.
  • Betale restbeløb fra andet forsikringsselskab. Inklusive gentagne nedsmeltninger fra computerens side, naturligvis. Og et par fra min.
  • Læse en helvedes masse blogs. Til dels tidsspilde, men dog nødvendigt for at give illusionen af menneskeligt selskab.

Og nu er det tid til at hente børn, selvom jeg desværre mangler at forsøge at reparere støvsugeren, som er brændt sammen. Og det er altså rengøringsdag i morgen! (Husmoderlige hyl og vredne hænder anes i baggrunden).

Spændende, ikke sandt? Og det værste er, at jeg virkelig ikke føler, at jeg har lavet noget som helst fornuftigt. Eftersom intet af det bringer mig tættere på et arbejde, og det i øvrigt er sådan nogle ting, almindelige mennesker klarer, mens de passer et job…

Den  konservative politiker, Frank Dahlgaard, foreslog engang at rejse en statue af husmoderen. Jeg forestiller mig noget i denne retning.

Den konservative politiker, Frank Dahlgaard, foreslog engang at rejse en statue af husmoderen. Jeg forestiller mig noget i denne retning.

Q & A – anden del

Hastigt videre til anden del af de korte(re) svar! (Deadline for S.U. til skolejubilæum er for resten ikke nået endnu, og der voteres stadig…)

Hvad er dit syn på monarkiet?
Er ikke royalist, og kaster lidt op i munden over Billedbladets forsider og den nationale forelskelse i kronprinseparret. Samtidig er jeg heller ikke hard core-republikaner, så det bliver næppe mig, I ser forrest på barrikaderne med høtyv og tricolore.
Holder på den ene side af det historiske i at have et kongehus, og er på den anden side kliché-socialistisk nok til at foragte adelen for dens privilegier (som vi andre betaler for…). Så er ikke helt afklaret. Men tænker, at det måske forsvinder, hvis man ignorerer det længe nok.

Har du søskende, hvordan er/var dit forhold til dem, og har de børn?
Jeg har tre yngre søskende, en bror der er tre år yngre end mig og to søstre der er hhv. 10 og 19 år yngre end mig (og ja, vi har samme forældre). Mit forhold til dem er godt, men har også været præget af den store aldersforskel mellem mine søstre og jeg, og at min bror og jeg er meget forskellige (han er sådan en slags borgerlig, karrierestormende fitness-udgave af mig), men med alderen synes jeg, at det alt sammen udligner sig. Er glad for at have søskende, men nogle gange ville jeg ønske, at vi var tættere aldersmæssigt, så der var grundlag for et mere ‘lige’ fællesskab, hvor vi befandt os bare nogenlunde samme sted i livet. Var i hvert fald ret tidligt sikker på, at der ikke skulle være for stor aldersforskel mellem mine egne børn (oh, the irony!).
Og nej, ingen af dem har børn endnu. Min bror er single, men på udkig, så hvis der er nogen interesserede?…

Hvilket sted i København elsker du mest?
Assistens Kirkegård har altid været lidt magisk for mig. Det er sjovt at læse gamle gravsten og finde historiske personer, kirkegården er i sig selv meget smuk – og så går mine tanker altid til dengang, vi boede lige ved siden af, og jeg travede op og ned ad stierne med barnevognen for at få Baby-Sønneke til at sove…
Ellers er mit yndlingsspot Langebro (*Kim Larsens stemme toner langsomt frem i baggrunden*). Jeg har gået mange år på KUA, og da det stoppede, var jeg i mellemtiden flyttet til Amager, så turen over kanalen har været en tilbagevendende begivenhed i mit Københavnerliv. Jeg ELSKER den udsigt. Tager altid en dyb indånding og nyder de åbne vidder – ahrmen, der er  smukt lige dér!

Hvorfor har du valgt at være anonym?
Fordi jeg er et temmelig angststyret menneske. Jeg har det – ironisk nok – svært med at være ‘offentlig’, og bare at være på facebook giver mig nogle gange paranoia. (Hvordan jeg nogensinde skal kombinere den angst med mine fremtidige planer om at blive rig og berømt er lidt af en gordisk knude).
Da jeg startede bloggen, var jeg heller ikke sikker på, hvordan den ville blive, og da jeg har et lidt specielt efternavn, var jeg ikke interesseret i, at alle som nogensinde googlede mig (alle de mange!) blev ledt hen til min personlige blog. For alle som kender mig i virkeligheden, vil det være nemt nok at genkende mig, men jeg har ikke mange bloglæsende venner/veninder, og indtil videre er der kun tre-fire i min omgangskreds (hvad jeg ved af), som har ‘opdaget’ mig. Og det passer mig fint.

Hvor omkring på Amager boede du?
Tæt på Amagercentret. Og ikke så langt fra Amagerbrogade. Det er vist dét, der hedder Sundby? Man kunne også kalde det ‘Amagers Svømmehalskvarter’ (‘- it’s crappy, but convenient!’).

Hvad er det, du så godt kan lide ved Nørrebro? Er du nogensinde utryg ved at bo der, i forhold til bander, politisk uro, terrorfrygt osv.?
Jeg tror, min fascination af Nørrebro stammer fra dengang, en af mine veninder flyttede herind i egen lejlighed, da vi gik i 3.g. Alle de gange, jeg besøgte hende og gik på Nørrebrogade, tænkte jeg bare: “Yes! Big city lights!”. Da jeg flyttede hjemmefra, boede jeg så først i Indre By og senere på Østerbro (på grænsen til Nørrebro), men skæbnen ville, at den kommende far til mine børn også residerede i en lejlighed på Indre Nørrebro, så det blev igen ‘mit’ sted. Det ligger centralt i forhold til resten af København, her er grønne parker og gårde, det er tæt på søerne, her er pæn arkitektur blandet med røvgrim beton, her er masser af barer, caféer, restauranter, legepladser og kulturarrangementer, en stærk lokalfølelse og folkekøkken hver tirsdag; og når jeg går på gaden, hilser jeg på caféejere, kioskindehavere og alle dem, jeg kender fra ungernes institution og skole – what’s not to like? Det føles bare som hjemme for mig  – og har altid gjort det.
Jeg har aldrig følt mig utryg her; vi har haft skyderier tæt på begge steder, vi har boet, men tror næppe nogen revolvermand nogensinde kommer til at forveksle en ranglet, bleg mor til tre med en HA’er eller et medlem af Blågårdsbanden (det håber jeg i hvert fald ikke). Og mht. terrorfrygt, så bor jeg i et område spækket med muslimer, så jeg føler mig rimelig sikret mod islamistiske angreb… Fascistiske højre-grupper er en anden sag, men det må vi tage, som det kommer. Trafikken på landevejen er stadig farligere, statistisk set.

Hvis dit liv var en film, hvem skulle så spille din kæreste? (Adspurgt af Fru Z, som samtidig udnævnte mig til at være Kate Winslet. Hun må have opdaget, hvordan jeg ser ud i virkeligheden.)
Som i hvem, jeg gerne vil knalde? Eller hvem, jeg synes, min mand ligner? Førstnævnte er lidt svær… Uhnej, vent, Matthew McConaughey! Han gjorde altså noget for mig i True Detective – tal om at være husmorporno-casted! Og skal vi være helt ikke-kødelige, så skulle det være Stephen Fry. Gotta love him!
Mht. lighed, så mente mandens eks, at han ligner Josh Hartnett (vist mere et kompliment i hendes verden end i min – jeg synes, han er meget pænere). Under alle omstændigheder skulle det være én der ligner en 27-årig, selvom han er tre år ældre end mig… På det punkt har jeg begået samme fejltagelse som min mor.

Hvem skal jeg stemme på til næste folketingsvalg? (Her blev jeg i øvrigt kaldt ‘vis’ i samme sætning. Kan vi lige stoppe op et øjeblik og dvæle lidt ved det?)
Åh, altså, jeg har jo efterhånden lige så meget politikerlede som resten af befolkningen… Nationalpartiet, bare for det gode initiativ? Men vi ved alle, at de der nye partier har det med at gå op i røg og flammer og uigennemtænkte programmer.
Jeg synes måske, du skal stemme personligt. Er der ikke en lokalpolitiker, du kan støtte? Nogen med lidt integritet? Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg selv ligger til venstre for midten (selvom altid-intellektuelle Margrethe Vestager også kunne gøre mig blød i knæene), så jeg vil helt sikkert råde dig til at gå i den retning. Og som udgangspunkt stoler jeg overhovedet ikke på:
Partier, der har haft Lars Løkke som formand og Inger Støjberg som medlem (V).
Partier, der i ramme alvor bekender sig til Gud, Konge og Fæ-ædreland (K).
Partier baseret på essensen af menneskelig stupiditet, nationalkonservatisme (DF).
Partier, hvis fremmeste støtter mener, at Ayn Rand er en stor forfatter (LA).

"Jeg siger bare, at hvis du nu gik lidt ned i ekstravagance, så kunne der måske blive råd til et job til mig. Eller bare en barnepige... Jatak, bare en bundskjuler. Er det Cahors?"

“Jeg siger bare, at hvis du nu skar lidt ned på hermelinen og guldkareterne, så kunne der måske også blive råd til et job til mig… Jatak, bare en bundskjuler. Er det egen høst?… Nå, hvor kom jeg fra…”

(Ja, beklager, Lego-Mie er altså lidt alko på billederne for tiden. Ren tilfældighed.)

Skolejubilæum

(Apropos gårsdagens indlæg – siger i øvrigt tak for de mange gode kommentarer, der er kommet indtil videre.)

"Bølle-Brian og Mobbe-Malene, så hyggeligt at se jer igen! Nå, Brian, så dit firma er lige blevet børsnoteret? Og du har en chefstilling i DR, Malene? Ja, jeg er såmænd bare arbejdsløs, sjovt som der ingen retfærdighed findes, hva'? Er der mere vin?"

“Bølle-Brian og Mobbe-Malene, så hyggeligt at se jer igen! Nå, Brian, så dit firma er lige blevet børsnoteret? Og du har en chefstilling i DR, Malene? Ja, jeg er såmænd bare arbejdsløs, sjovt som der ingen retfærdighed findes, hva’? Er der mere vin?”

Kære Monopolet

Jeg har fået en invitation til julefrokost med min gamle folkeskoleklasse, og det har bragt mig i lidt af et dilemma.

Min folkeskoletid var det meste af tiden ikke specielt munter (chokerende nyhed, når man tænker på min forkærlighed for bøger og små legetøjstableauer, jeg ved det godt), og netop derfor har jeg et behov for et comeback – at vende tilbage som en kønnere, mere populær og helt klart mere cool version af mig selv (vi leger lige et øjeblik, at jeg rent faktisk er cool). Til vores 10-års jubilæum var jeg fire måneder henne med Sønneke, så selvom jeg har gjort min forbedrede jeg-entré før, så kunne jeg stadig godt tænke mig at prøve Gensyn med Forstaden med en cigaret i den ene hånd og en fadøl i den anden. Og den ro, det trods alt har givet mig at få børn.

Men pludselig forleden gik det op for mig, at det jo er fuldstændig grotesk at tage til en julefrokost, hvor jeg egentlig ikke gider se nogen af de tilstedeværende (okay, der er lige to, mine venner fra dengang, men vi er jo stadig gledet fra hinanden af en grund). Til 10-års jubilæet fik jeg nemlig bekræftet, at stort set alle fra min gamle klasse ikke sagde mig en hujende fis. Det, kombineret med at de fleste af dem i folkeskoletiden enten ignorerede mig eller bare var decideret røvhulsagtige, gør det fuldstændig meningsløst at fejre et fællesskab, som jeg aldrig har været en del af – hverken dengang eller nu.
Det virker helt forkert at tage hen og kindkysse og drikke snaps, og spørge, hvordan det går; som om det ikke betød noget, alle de gange jeg gik grædende hjem fra skole. Som om det ikke betød noget, at det tog mig det meste af gymnasiet at blive et nogenlunde normalt socialt fungerende menneske. Som om det ikke har plaget mit sind og mit selvværd og mit forhold til andre mennesker lige siden, at jeg i ti år fik at vide, at jeg ikke var god nok.

Jeg føler mig ikke inspireret til at lave en scene, for deres virkelighed er en anden end min. Men jeg er heller ikke interesseret i at give hele banden syndsforladelse med min blotte tilstedeværelse. Dybest set vil jeg bare med for at føle mig overlegen.
Men hvis jeg virkelig er så overlegen, hvorfor takkede jeg så ikke bare nej med det samme? Hvorfor overvejer jeg stadig at tage med?

IMG_8259

Q & A – første del

På tide at starte egotrippet og svare på nogle spørgsmål… (Min computer er helt fra koncepterne, og da jeg tilsyneladende også er ude af stand til at fatte mig i korthed, tager vi den lige over flere omgange. De spørgsmål, der ikke er med på listen de kommende dage, bliver til individuelle indlæg, så ingen spørgere behøver vende sig fra skærmen i smerte og lede over ikke at være blevet hørt af almægtige undertegnede – alt skal nok blive besvaret. Dixi.)

Hvad savner du mest ved Amager?
Åh, hmm… Altså… Den vietnamesiske købmand på Frankrigsgade har jeg nævnt, ikke? Vil nødig fornærme nogen, men der er ikke meget. Måske at bo så tæt på både metro og busser, som vi gjorde (hm, underforstået: nem adgang til at komme væk).
Det er selvfølgelig dejligt at have så meget natur tæt på, men helt ærligt, så vil jeg som regel hellere sidde derhjemme med en bog end at skulle bevæge mig ud i elementerne, så den slags lokation er sgu lidt spildt på mig… Men havde man måske råd til et af de mange fine huse på øen, så ville Amager være et dejligt sted at slå sig ned – synes bare, at der findes mere spændende steder at bo i lejlighed.

Kan du give mig et lynkursus i fransk?
Jeg er elendig til fransk. Sov, pjækkede og gøglede mig igennem to års franskundervisning i gymnasiet, og klarede mig lige akkurat igennem til et 9-tal til mundtlig eksamen – primært, fordi min underviser led under den misforståelse, at jeg i virkeligheden var god til sproget, men bare skjulte det godt…
Min moster, som havde feriebolig i Frankrig, havde det tip, at man altid skulle starte ud med at spørge folk, om de talte engelsk – på formfuldent fransk, naturligvis – og når de så som regel måtte svare nej, var magtbalancen ligesom etableret. Min moster var en meget udspekuleret dame.
Skal dog siges, at jeg aldrig selv har oplevet hverken arrogance eller dårlig service som noget specielt fransk fænomen. (Måske lige med undtagelse af de misbilligende blikke, ekspedienterne kan sende én, når man står og forsøger at presse sine store vikingeplatfødder ned i en af deres forbandede mikro-stiletter – What is this? A shoe for ants?!!!). Men ellers vil jeg råde til, at man i hvert fald lige lærer at sige ‘Bonjour, comment ça va?’ – eller hvad det nu hedder – og så anvender sin bedste Jodie Foster-imitation til udtalen. Fransk lyder bedst, når man rigtig smager på ordene. Sagde eksperten.

Hvad er dit drømmejob?
Journalist på Weekendavisen eller forsker i sprog og nationalitet. Never gonna happen. Mere jordnært ville jeg gerne kunne leve af at læse korrektur, redigere og skrive. Hvorsomhelst, nårsomhelst.

Hvor ville du allerhelst bo i Danmark, hvis penge ikke var noget problem?
Her hvor jeg bor på Nørrebro. Jeg ville bare eje det sted, jeg boede, og der skulle være altan eller direkte adgang til gården. Og masser af plads. Og badekar.
Alternativt feede mandens havedrømme med et hus i Frederiksberg C. Hvis penge nu virkelig ikke var et problem.

Hvilken kvindelig kunstner ville du helst drikke rødvin med?
Åh, den er svær… Toni Morrison er mit store, litterære idol, men jeg har indtryk af, at hun godt kan være lidt utilnærmelig, så måske ikke den oplagte rødvinsbuddy. Susan Sontag, måske? Frida Kahlo? Astrid Lindgren? Nina Simone? Skal det endelig være en levende, så Suzanne Brøgger eller den amerikanske fotograf Sally Mann – hendes Immediate Family-billeder fra 80’erne og 90’erne er fantastiske (googl dem!), og jeg ville gerne høre alt, hvad hun havde at fortælle om fotografering.
(Kommer helt sikkert til at bruge de næste par dage på at komme i tanke om bedre svar…)

"Jamen, søde Frida, det er jo ikke fordi, dine billeder ikke er gode. Jeg synes måske bare, du kunne forholde dig til lidt flere aspekter af kvindelivet... Og hvad er der helt ærligt med ham Diego? Nå, men skål, i hvert fald, du er sgu sød..."

“Jamen, søde Frida, det er jo ikke fordi, dine billeder ikke er gode, jeg synes måske bare, du kunne forholde dig til lidt flere aspekter af kvindelivet… Der går nogle gange lidt for meget offerrolle i det hele… Og hvad er der helt ærligt med ham Diego?… Nå, jeg snakker – skål i hvert fald, du er sgu sød! Hvad er det egentlig vi drikker?”

Psst…

(Ville bare lige sige tak for alle spørgsmålene og for, at det ikke blev pinligt.
Planen var jo egentlig, at jeg skulle svare på dem nu, men så kom vi lige en dag senere hjem fra Jylland, og så er der lige vores gamle lejlighed som omsider skal overdrages og derfor også opryddes og rengøres, og i aften skal der kærestes lidt, fordi Sønneke ferierer i det jyske, og manden har efterårsferie, og vi kun har TO børn at holde styr på i dag og i morgen. Og sidst, men ikke mindst, så gav svigermor os tre af de for mange-åbnede flasker rødvin fra hendes fødselsdag med hjem. Og de skal jo drikkes. Og jeg har en hellig regel om ikke at bruge sociale medier, så snart jeg har fået mere end én genstand… Så nu slutter dette indlæg, inden jeg begynder på en længere tirade om alle de præmiequizzer jeg nu kan lave ud af de 5-kroners tilbud, jeg kom til at købe i Netto, fordi man heller ikke bør begive sig ud på aftenindkøb efter mere end én genstand… Og så nåede det vist alligevel at blive lidt pinligt.)