Kære Monopolet

Jeg har fået en invitation til julefrokost med min gamle folkeskoleklasse, og det har bragt mig i lidt af et dilemma.

Min folkeskoletid var det meste af tiden ikke specielt munter (chokerende nyhed, når man tænker på min forkærlighed for bøger og små legetøjstableauer, jeg ved det godt), og netop derfor har jeg et behov for et comeback – at vende tilbage som en kønnere, mere populær og helt klart mere cool version af mig selv (vi leger lige et øjeblik, at jeg rent faktisk er cool). Til vores 10-års jubilæum var jeg fire måneder henne med Sønneke, så selvom jeg har gjort min forbedrede jeg-entré før, så kunne jeg stadig godt tænke mig at prøve Gensyn med Forstaden med en cigaret i den ene hånd og en fadøl i den anden. Og den ro, det trods alt har givet mig at få børn.

Men pludselig forleden gik det op for mig, at det jo er fuldstændig grotesk at tage til en julefrokost, hvor jeg egentlig ikke gider se nogen af de tilstedeværende (okay, der er lige to, mine venner fra dengang, men vi er jo stadig gledet fra hinanden af en grund). Til 10-års jubilæet fik jeg nemlig bekræftet, at stort set alle fra min gamle klasse ikke sagde mig en hujende fis. Det, kombineret med at de fleste af dem i folkeskoletiden enten ignorerede mig eller bare var decideret røvhulsagtige, gør det fuldstændig meningsløst at fejre et fællesskab, som jeg aldrig har været en del af – hverken dengang eller nu.
Det virker helt forkert at tage hen og kindkysse og drikke snaps, og spørge, hvordan det går; som om det ikke betød noget, alle de gange jeg gik grædende hjem fra skole. Som om det ikke betød noget, at det tog mig det meste af gymnasiet at blive et nogenlunde normalt socialt fungerende menneske. Som om det ikke har plaget mit sind og mit selvværd og mit forhold til andre mennesker lige siden, at jeg i ti år fik at vide, at jeg ikke var god nok.

Jeg føler mig ikke inspireret til at lave en scene, for deres virkelighed er en anden end min. Men jeg er heller ikke interesseret i at give hele banden syndsforladelse med min blotte tilstedeværelse. Dybest set vil jeg bare med for at føle mig overlegen.
Men hvis jeg virkelig er så overlegen, hvorfor takkede jeg så ikke bare nej med det samme? Hvorfor overvejer jeg stadig at tage med?

IMG_8259

Advertisements

40 thoughts on “Kære Monopolet

  1. Nå, nu kunne det være, jeg lige skulle få taget mig sammen til at sige tak for virkelig, virkelig god blog. ØØØndlings, faktisk.
    Hvis jeg lige skal øffe et lille svar – jeg gider bare ikke være Suzanne Bjerrehuus – så tør den weekend af på nogle folk, som du rent faktisk gider at se. Og som er søde. Og som ikke har været nederen mod dig.

    Bedste hilsner

    • Du har ret. Du har ret. Du har ret. Alligevel er jeg stadig nysgerrig efter at tage med. Det er jo latterligt.
      (Og tusind tak for tak! 🙂 )

      • Ej, det er da ikke spor latterligt. Det kunne være et dejligt, omend ret lille, plaster på såret at kunne troppe op og være all: “Ha! Jeg ser bedre ud/ er et bedre menneske, end jer.” Men hvis de har været pressede nok som børn til at være nogle bæster som børn, så er de sikkert ikke en skid bedre som voksne.
        Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor rå du er, men jeg tror, at det meget nemt kan medføre en smule tristesse at anbringe sig selv frivilligt sammen med folk, der har behandlet én dårligt.
        Godt jeg ikke er med i monopolet. Jeg er slet ikke så Simon Jul, som jeg havde håbet, jeg ville være.

      • Men du er i det mindste ikke Suzanne Bjerrehuus! (Og i øvrigt er dine råd ganske fornuftige)

        Jeg tror egentlig, at jeg er rå nok til, at de ikke betyder så meget… Problemet er snarere, at de nok ikke er nogle bæster. Bare gode samfundsborgere med manglende selvrefleksion i fht egen skoletid.
        Så enten skal jeg bidrage med den refleksion, eller også skal jeg bare lade det fare…

  2. Du kan også tage med og svare og sige upassende og sandfærdige ting. “Ej Nom, du var altså også vildt mærkelig dengang!”, “Mærkelig? Er det sådan du i dag efterrationaliserer at du mobbede mig?”.

  3. Hvis du er videre (og det tror jeg du er), så behøver du ikke tage med for at vise overfor dig selv, at du har højnet dig over det og dem. Du skal “bare” tro på det. Og gå ud og købe sko istedet.

  4. Lad være! Tid er dyrebar, brug den på folk du rent faktisk gider: børn, venner eller nye bekendtskaber!
    Hvad får du ud af at bruge en aften, på folk du ikke ville give se i dit virkelige liv?
    Jeg drikker gerne en.bajer med dig en dag, og fortæller at jeg elsker dine legotableauer:)

    • Det lyder som en god byttehandel – crappy julefrokost mod Superheltemor 🙂

      Har tænkt, at måske ligger problemet også i, at jeg simpelthen har for meget tid. Til at gå og gruble over den slags, behøve lidt potentielt drama i mit liv. Frem for at have så travlt med arbejde, familie og mit eget, at jeg hellere vil koncentrere mig om dét. Har måske i virkeligheden bare brug for noget andet og mere at gå op i, her på 3. år derhjemme, og det er derfor, jeg lader det fylde så meget. Ved det ikke…

  5. Jeg har faktisk lige været i samme situation. Jeg overvejede mit svar så længe, at alle andre nåede at melde afbud, og arrangementet blev aflyst før jeg fik sagt ja eller nej.

    Jeg tænkte dog længe over… Altså, helt ærligt, så tror jeg aldrig nogensinde at jeg kommer til at se cool ud i deres øjne. Jeg var “sær og anderledes” dengang, og når jeg sammenligner vores liv i dag, så er jeg jo STADIG “sær og anderledes”. Den store forskel fra dengang til nu, er at jeg skiftede hele mit liv ud, så jeg nu er omgivet af mennesker, der har de samme værdier som mig. Det giver mig en følelse af, jeg er rigtig og de er forkerte – men har deres verden også ændret sig? Er de ikke stadig “rigtige” i deres egne øjne?
    Jeg fik ikke færre af den slags tanker, da min mor rendte ind i en af mine tidligere klassekammerater, der spurgte hende om jeg stadig var “sådan en der læste helt vildt mange bøger”…

    Det der fik mig til at overveje, om jeg skulle sige ja til at deltage, var mere, at jeg var nysgerrig. HAR de ændret sig? Hvilket liv fik de, dengang vi forlod folkeskolen? Mødte de flere af deres egen slags, eller blev de tvunget ud i “min” verden i større eller mindre grad?
    Har de nogen fornemmelse af, at uddannelse kan være noget der er godt af have?
    De KAN ikke (allesammen) være lige så røvsyge og dårlige mennesker nu, som de var, da de var 16 år…

    • Nej, det kan de vel ikke… Men bemærkningen til din mor siger dæleme noget om niveauet! Jeg er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der har været lidt i dilemma omkring det her…

      Det er også nysgerrigheden, der styrer mig, selvom jeg til dels fik den stillet for 6 år siden – der var jeg bare gravid, træt, kom sent og gik tidligt. Men kunne konkludere, at alle var blevet til noget, ligegyldigt hvor taberagtige og lektieforagtende, de var dengang (sådan er det nok, når man kommer fra smørhuls-Nordsjælland – der røg dén potentielle tilfredsstillelse i øvrigt…). Og samtidig var de fleste temmelig intetsigende. Men ikke ubehagelige.

      Det, der også er lidt specielt, er jo, at de vel primært husker folkeskoletiden som en god tid. Og jeg kan jo ikke sige, at min version er den rigtige og sande – det er bare sådan, JEG oplevede det. Men det er ikke engang sikkert, at de opfattede situationen og mig, sådan som jeg tror – hvis de overhovedet skænker mig en tanke… Det ændrer bare ikke på, at nogle blev behandlet dårligt, og at én af dem var mig. Og at det fandeme ikke var i orden.

      Skulle jeg tage med, så skulle det være for at prikke lidt til dem, lidt i tråd med Den Sures forslag tidligere. Bare for at ryste lidt ved det kollektive hukommelsestab omkring hvilken slags klasse, det egentlig var, vi gik i.

  6. Jeg havde engang det samme problem, så læste jeg tilfældigvis denne bog “Bjerget af Mads Brenøe” og siden har jeg meldt fra med uden at spekulere eller fortryde. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var i bogen der gjorde udslaget. Min hukommelse er blevet ret dårlig efter alle de børn jeg har fået, men pyt med det. Jeg kan bare huske, at jeg blev så dejlig afklaret omkring det spørgsmål. Hvis du læser den og finder svaret så send det lige til mig 😉

  7. Pingback: Skolejubilæum | nom de mie

  8. Jeg har stået i samme dilemma for mange år siden – til vores folkeskole 10-års jubilæum – eller – det var faktisk ikke et dilemma overhovedet, for jeg kunne slet ikke se mig selv bruge tiden på det. Det var et par piger fra min foldeskoleklasse som skrev til mig at de var ved at arrangere fest – og jeg tror jeg svarede noget i stil med: Pænt af jer at spørge, men hvad får jer til at tænke, at jeg skulle have lyst til at tilbringe en aften af mit liv i jeres selskab? Jeg har ikke fået nogen invitationer siden…

  9. Lad være med at deltage. Hvis hjertet ikke er med i det, så kan det ikke blive andet end forkrampet spild af tid og energi, og hvorfor udsætte sig selv for det? Jeg har selv meldt fra til alle de klassegensynsfester jeg er blevet inviteret til, for hvis folk ikke sagde mig noget dengang, så er chancen for at de siger mig noget nu, lig nul. En eller anden dansk sanger (Poul Krebs?!?) lavede engang en sang om de der mærkelige gensyn, og opsummerede hele situationen ret fint med en enkelt sætning der lyder noget i retning af denne: “Så står man der med sit London-hår og kan slet ikke få sagt hvor godt det går”. Hvis jeg nogensinde er i tvivl om jeg skal deltage i en sammenkomst eller ej, så tænker jeg på den sætning, og så har jeg svaret.
    Held og lykke med beslutningen 🙂

    • Hvordan fik du lige sneget Poul Krebs ind i det her kommentarfelt? 😉
      Selvom det faktisk ikke er noget dårligt jubilæums-mantra…

      Får virkelig reflekteret over det her, takket være alle jeres gode kommentarer, og er begyndt at tænke på, om det også bare er min kærlighed til gensynsfester, der spiller ind? Eeeelsker at ses med mit gamle uni-hold og tidligere hotelkollegaer og syntes, at det var SÅ hyggeligt til mit 10-års studenterjubilæum… Er nostalgiker by heart, men det skal jo for fanden ikke gælde folk, jeg ikke har eller har haft et godt forhold til! Jeg giver ingen mening…
      Tak for det – og tak for input.

  10. Jeg ved ikke helt om det kan sammenlignes men jeg troppede op til vores første og eneste klassekomsammen i 20 år i en kørestol og med mindre end et år på bagen som kronisk syg. Jeg var ellers hende der kunne løbe hurtigst, var bedst til fodbold og håndbold og hende der flyttede til København og derefter London. Nu var jeg pludselig hende i kørestolen. Det var noget af en overvindelse da jeg egentlig ikke følte jeg behøvede at gøre det men det betød meget for min gamle skoleveninde og den eneste jeg havde holdt kontakt til sådan rigtigt, så jeg tog med. Det var fint og de fleste droppede medlidenheden med et samme og snakkede til mig som et almindeligt menneske. Men ja, det kan nok ikke helt sammenlignes og jeg ved egentlig ikke, hvad du skal gøre. Mærk efter i maven, det plejer jeg at gøre:) Held og lykke med, hvad du end beslutter dig for:)

    • Jeg synes, det var sejt, at du tog med! – og pænt af dig over for din veninde.
      Pyt med om det kan sammenlignes direkte, det er bare fedt at høre andres tanker om skolejubilæer. Og det er jo samme problemstilling, der går igen: hvem man var dengang vs. hvem man er nu. Og hvad det så betyder for éns lyst til at deltage.
      Og tak 🙂 Min mave er lidt ubeslutsom lige nu, men det bliver måske bedre…

  11. Da jeg fik en invitation fra min folkeskoleklasse til en komsammen, var min – helt spontane – reaktion at krølle den sammen. Så foldede jeg den ud, læste den igen, og krøllede den sammen igen, nu HELT sikker på at det gad jeg ikke. De sagde mig ikke noget dengang, flere af dem var nogle røvhuller, og jeg var branded som hende den mærkelige læsehest, der var tilflyttet fra – uuuuha, nu bliver det farligt og mistænkeligt – København til provinsen. Selvom jeg er et pissenysgerrigt menneske, som snager i gud og hver mands billeder og vennelister på Facebook, så var jeg bare ikke SÅ nysgerrig, at jeg gad bruge mere af mit liv på dé mennesker. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at de er blevet fede, spændende, rare mennesker i de mellemliggende år, virkelig! Jeg har ikke fortrudt et øjeblik, at jeg lavede en aftale med nogle af de dejlige venner, jeg har fået tilranet mig, efter jeg havde udstået de ni år i folkeskolen. Hvis jeg var dig, ville jeg droppe det – især fordi du jo allerede HAR været til en fest med dem. Hvad skulle der være sket, siden den fest som du bare MÅ opleve?

    • Jeg ved det virkelig ikke… Jeg er blevet 6 år ældre og har fået tre børn i mellemtiden, og tænker, at det betyder noget. Men hvad, egentlig?
      Måske er det bare noget god, gammeldags closure, jeg leder efter… Men realistisk set ville jeg næppe få det, fronterne er ikke trukket skarpt nok op.

      Tak for input i hvert fald, er pjattet med at høre folks folkeskolehistorier – jeg føler mig pludselig i fornemt selskab 🙂

  12. Du skal spørge dig selv, ville Hønse (prins henrik) deltage? Nej, den mand har stil og klasse og nedværdiger sig ikke til omgang med pøblen,,, alternativt ka du spørge, ville en panda deltage? Svaret er nej, en panda er sej, cool og har klasse, og er generelt god ved andre så længe de ikke behandler den dårligt… Jeg ved du takker mig efter at jeg er kommet med dette guldkorn af rang..

    • Tak – og det mener jeg! Var flad af grin over din kommentar, fra nu af vil jeg altid i en given situation tænke: “Hvad ville Henri have gjort?” (Ved sgu ikke helt med pandaen…) Overvejer allerede at begynde at gå med halsklud.

  13. Jeg og en veninde holdte et sådan arrangement for vores gamle klasse. Alle dukkede faktisk op og det var jo i sig selv positivt. Men under maden slog pigen G på glasset, rejste sig op, og holdt en tale, hvor hun redegjorde for hvor ondt vi havde gjort hende dengang. Hun sluttede af med at pege dem ud hun mente skyldte hende en undskyldning. Jeg var ikke i blandt, men set fra sidelinien var det tåkrummende pinligt, utidigt og modigt på samme tid. Jeg ville ønske det havde medført en større forløsning. Men dem der blev peget ud reagerede ned lidt grinen… Seriøst, mener du det? (Øjenrullen, udveksling af blikke) jamen så siger vi da undskyld… Her blev der trukket på smilebånd, grinet lidt. Sikkert fordi de blev overrumplede i situationen og fordi det var ubehageligt at blive udpeget på den dramatiske måde. Og fordi de ikke selv havde oplevet det sådan som G fremlagde det. Summarum: Hun gjorde det får at få en form for oprejsning. Det der skete var snarere at vi var tilbage i de gamle roller. Hun var den mærkelige, den irriterende. De var de stærke 4 som grinede indbyrdes af hende. Og alle os andre som bare sad og kiggede ned på vores krummende tæer…

    • Åh, puha, lige præcis… Det kan godt være, at det virker i filmene, men jeg er meget bevidst om, at min folkeskolevirkelighed ikke er deres, så helt sikkert aldrig nogen afslørende taler herfra. Vildt nok, at hun alligevel gjorde det!

      Og altså helt ærligt, ligegyldigt hvor pinlig hun var, så er det sgu da også en ret umoden opførsel fra deres side?! Eller hvad? Nu HAVDE hun jo ligesom gjort klart, at de havde gjort hende ked af det, det kunne de da godt lige tage til sig… Må jeg være så fræk at spørge, om du føler, at I andre skulle have taget hende i forsvar? Eller ville det bare også have virket mærkeligt i situationen?

  14. Lige for at få lidt modvægt: Min dejlige efterskoleveninde havde en crappy tid på gymnasiet. Hun længtes bare efter at komme væk fra de bonderøve. Alligevel gav hun jubilæet en chance og måtte efterfølgende konkludere, at der faktisk var nogle ganske søde, rare, interessante, intelligente bud på menneskeracen imellem, og at de endda muligvis ikke havde været så slemme dengang, men at hun måske havde været en anelse for meget hjerte-smerte-det-elektriske-barometer-teenager til at se det… Dét synes jeg, er stærkt set og en fin closure!

  15. (og så skal det tilføjes, at jeg jo godt er klar over, din situation er anderledes, og at dit jubilæum nok ikke er værd at gå til, da en god closure måske er noget nær umulig, men blot for at sige, at jubilæer ikke nødvendigvis altid er af det onde).

    • Godt indspark! Og min situation er ikke nødvendigvis anderledes, det kan ikke nægtes, at jeg alle dage har været den følsomme type, og mobningen har helt sikkert også været noget der skete i kombination med min personlighed – forstået på den måde, at tingene også er blevet værre inden i mig (selvom det også vidner om en temmelig syg klassekultur, at det at stikke til mig, kommentere negativt på mit udseende og pege fingre ad mig ikke var noget, nogen lagde noget særligt i…). Tror egentlig, at du har sat ord på noget af det, jeg har forestillet mig, der måske kunne komme ud af at møde op.

      En interessant udvikling er så også, at min eneste rigtige veninde fra dengang (som jeg dog ikke har kontakt med mere), nu har annonceret på facebook, at hun kommer med. Og at hun håber, der kommer flere tilmeldinger, fordi det var så hyggeligt sidste år… (Hvor jeg skulle til bryllup og derfor bare meldte afbud). Hun var allerede dengang en person med integritet og sin egen måde at gøre tingene på, så tænker lidt, at når HUN nu gerne vil komme… Hmm…

  16. Pingback: Q & A – anden del | nom de mie

  17. Åh, et spændende indlæg og et lige så spændende kommentarfelt! Jeg er 29, var ikke med til min folkeskoleklasses ti-års jubilæum, og skal heller ikke med til det næste. Jeg snager også lidt på facebook, men jeg har ikke behov for at bruge tid på mennesker, der tit gjorde mig ked af det og fik mig til at tro, at det var okay. Jeg har en rigtig god veninde helt fra børnehavetiden; hun gik en klasse over mig i skolen og gjorde det hele lidt nemmere, så min skoletid var ikke decideret frygtelig. Jeg skal bare ikke med til en reunion.

    Jeg har lige set den svenske film ‘Gensynet’ af Anna Odell; en blanding af fiktion og en slags dokumentar, som instruktøren lavede efter hun fandt ud af, at hun ikke var inviteret med til folkeskoleklassens tyve-års jubilæum. Det er virkelig heftige sager, og jeg kan kun anbefale den, selvom det hele også er lidt tåkrummende til tider. Man kan læse lidt om den her: http://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/gensynet/

    • Jeg har tænkt så meget på den film… Mangler stadig at se den, men glæder mig lidt til det.
      Og ja, rigtig spændende at høre folks input! Tror, jeg skal til at skrive lidt mere om ting, folk kan have en mening om. (Og hvorfor er de fleste bare langt mere afklarede mht deres folkeskoletid, end jeg er? Hmm…)

  18. Jeg var også rigtig meget udenfor i min folkeskole-klasse og har overhovedet ikke haft behov for at se dem igen. Men sjovt nok mødte jeg en af “pigerne” fra klassen for et par år siden, fordi hun var sygeplejerske på en afdeling hvor min far var indlagt. Hun afslørede at hun og en 6 stykker andre fra klassen mødtes årligt med en af vores klasselærere fra dengang, og så blev jeg faktisk lidt sådan: øv, hvorfor er jeg ikke inviteret… for jeg kunne faktisk godt lide vores lærer. Men så igen – gad virkelig ikke bruge en aften sammen med mennesker, der så mange gange har fået mig til at få ondt i maven ved tanken om, hvad de kunne finde på at sige, og angst for at gå i skole hver gang det havde sneet….. Nej, jeg var ikke en del af flokken dengang, og jeg ønsker ikke være det idag – og jeg er heller ikke nysgerrig, for der er så mange andre dejlige mennesker derude, som jeg hellere vil bruge min tid på 🙂

  19. Pingback: Ghost of school days past | nom de mie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s