Fordi I bare er helt vilde efter at høre om mine juleforberedelser (plotspoiler: ingen hvid glögg optræder)

  • Har netop i dag købt de sidste 8 pakker til årets pakkekalendere – hurra for mig! (8 pr barn, altså, så teknisk set har jeg været ude at købe ind til en hel pakkekalender i dag. Bare hvis nogen skulle have glemt, at jeg er en af hverdagens helte, ene og alene fordi jeg har 3 børn.) Har nået at overveje mange gange (og mange år), om jeg virkelig gad besværet og udgiften med en pakke hver dag – den slags har det jo med skabe visse forventninger – men jeg ææææælskede mine kalendergaver som barn, og alternativet med adventsgaver er bare ikke det samme… (især med tanke på, at jeg har et benhårdt budget der hedder max 5 kr. pr. dag. Skulle de 120 kr. divideres med 4 giver det ikke rigtig pakker med nok wow-effekt til at række hele ugen).
  • Er hoppet med på blogland-psykosen med nissedøre (miniature og jul i ét – den 10-årige udgave af mig er helt oppe at ringe), eftersom kalendergaver i min familie altid er blevet dag-til-dag-leveret af nissen (et i øvrigt glimrende koncept til sloppy mødre, idet alle pakkerne ikke behøver være klar til d. 1.), kan vedkommende jo lige så godt få egen indgang. Som skal sættes op i aften, er planen. Forestiller mig lidt, at jeg ender med at måtte bolte/kontaktlime skidtet fast til væggen og huhej, så flyttede helårsnissen, der kostede klejner af depositummet, ind.
  • Er også så småt startet op med lidt jule-deko og nisselandskab i tæt samarbejde med familiens ældste arving (mest for at undgå at stå alene med det i sidste øjeblik – jeg bliver Grinch’en overnight af det pynteræs). Kønt bliver det sgu aldrig. Er egentlig ok krea-begavet og kan da godt sukke lidt over andres smagfulde dameblads-pynt, men har forlængst besluttet, at det ikke er der, min energi (og vores penge) skal lægges. Og det fine ved at kvæle sin indre psyko-perfektionista fra start er, at så kan alle ligesom være med (jvf. tidligere års julelandskab). Selvom Sønneke godt nok for første gang i år kommenterede på de inkonsekvente målestoksforhold i vinterlandet (“den snemand er da alt for stor i forhold til de andre ting, mor…men det er vel okay…”). Som neurotisk mor, så søn. Næste år går vi all-in på 1:12 og tager ingen fanger.
  • Og så er årets første nissegave i øvrigt en 10-kroners chokoladekalender. Til hver. There, I said it. Jeg ville virkelig have forsvoret, at jeg nogensinde skulle give chokoladekalendere til vuggestuebørn, og jeg synes egentlig ikke, at nogen skulle have en. Men sådan én er Sønnekes hedeste ønske, og det er bare hyggeligere, når vi kan gøre ting sammen, i stedet for at han skal åbne den i smug, og i øvrigt er der kun fucking 3 gram i sådan en låge, og jeg har besluttet, at jeg er pisseligeglad. Blev der sagt. Et forslag ovre hos Madbanditten om at udskifte chokoladen fik mig næsten til at vakle, og jeg følte mig i fem minutter som en rædsom mor over overhovedet at have købt de skide kalendere, men så tog jeg mig sammen. Mine børn får slamchokolade til morgenmad i tre uger, og sådan er det.
"For helvede, unger, jeg har ikke tid! Mor er lige i gang med at få sugerør og balloner til at passere for kalendergaver. Få jeres far til at synge 'Søren Banjomus', eller sådan noget!"

“For helvede, unger, jeg har ikke tid! Mor er lige i gang med at få sugerør og balloner til at passere for kalendergaver. Få jeres far til at synge ‘Søren Banjomus’, eller sådan noget!”

Reklamer

Før den antracitgrå opsluger mig for i aften

Med en begivenhedsrig uge, hvor jeg har udfordret mig selv med både køretimer og jobsamtale, skulle man tro, jeg fik rykket lidt mere på blogfronten… Eller passende satte ind nu med slutspurten, men efter at manden i dag har arbejdet sent, og jeg derfor er blevet sendt gennem CIAs hemmelige program, Tre Overtrætte og Møgsure Børn skal Hentes, Afspises og Puttes (også kendt som TOMBHAP-manøvren), er mit energiniveau mest til lemoncurd-induceret opløsning i sofaen.

For at ingen skal dø af tilbageholdt åndedræt, kan jeg dog afsløre så meget: Ingen menneskeliv gik tabt, og jeg er stadig uden arbejde – men ved godt mod. Jeg har trods alt kørt en rigtig bil på en rigtig vej uden at slå nogen ihjel.

Vender frygteligt tilbage i morgen med billeder, ord og inspiration til farvekoordinerede sukkulentadventskranse. (Det sidste er løgn).

Mit superheltenavn skulle klart være ‘Faceren’

Nåmenøh, jeg var jo på kursus og danse jobsamtale i forgårs – hvilket overhovedet ikke involverede dans og faktisk var supergodt alt sammen, så jeg vil gerne trække mine sure miner tilbage…

En af mine medkursister fortalte til præsentationsrunden, at hun havde været til mange jobsamtaler uden resultat, og at hun havde svært ved at få ud af interviewerne, hvad det var, hun gjorde forkert. Det kunne jeg godt have fortalt hende.
Jeg ville faktisk gerne, på en meget pæn og forbeholden måde, have fortalt hende, at hendes umiddelbare attitude og måde at sige tingene på, var negativ, arrogant og godt gammeldags sur. Hun var helt sikkert en herligt og samarbejdsvilligt menneske bag facaden, men efter at have hørt hende snakke i fem minutter var min spontane tanke, at hende ville jeg heller aldrig have ansat. Og helt ærligt, burde man ikke som jobsøgende få at vide, hvis man har den effekt på andre? Få at vide, at det nok ville være en god idé at smile og virke lidt mere imødekommende, lidt mere lydhør og bare en anelse mere servil?
Men jeg sagde ikke noget. Jeg tænkte på det, men blev enig med mig selv om, at sådan gør normale mennesker ikke.

Samme aften kom ærlighedstrangen over mig igen, da manden, jeg kalder min, endnu en gang kom hjem fra arbejde, træt, syg og udkørt. Jeg havde en voldsom trang til at ringe hans nærmeste chef op og fortælle, at jeg overhovedet ikke finder det rimeligt, at arbejdspladsen får al energien og overskuddet, suger det ud og slipper af sted med det, bare fordi min bedre halvdel holder af sine kollegaer og er rigtig god til sit arbejde. Og at jeg og børnene så ind i mellem må slås om de nedslidte rester af en mand, der var igennem tre-fire penicillinkure og en enkelt nærved-og-næsten-(faktisk-var-det-egentlig)-stress-diagnose sidste år.
Men det gjorde jeg ikke. Jeg har haft lyst til det mange gange, men den slags gør normale mennesker ikke.

"Uha, makker, lidt for gammel til skateboard og cap, tænk på de signaler, du sender! Dig på motorcyklen, du burde virkelig have hjelm på! Jeg har ét ord til dig: Organdonor! Heej, kvinde i restaurationsbranchen, hvordan ser din arbejdsskadeforsikring ud? Og din barselsordning? For slet ikke at tale om din pensionsopsparing?!"

“Uha, makker, liiidt for gammel til skateboard og cap, tænk på de signaler, du sender! Heeej, kvinde-i-restaurationsbranchen, hvordan ser din arbejdsskadeforsikring ud? For slet ikke at tale om din pensionsopsparing?! Dig der på motorcyklen, du burde virkelig, virkelig have hjelm på! Jeg har ét ord til dig: ‘Organdonor’! “

 

 

Rapport fra systemet

Har tilbragt dagen på et kursus i forretningsforståelse. Det var sådan udmærket, hældende mod det mildt ligegyldige. Men ok.

Der var en enkelt deltager, som jeg har mødt før, i et tidligere forløb. En midaldrende dame, som har et af den slags CV’er der virkelig trigger min grundangst for at ende som evighedsmedlem af det akademiske proletariat: BA og så en MA fra et udenlandsk universitet, to andre uddannelser, løbende omskolinger til hvad samfundet nu lige krævede i det årti og alligevel for 117. gang i sit karriereforløb uden fast arbejde og parat til næsten hvad som helst for at få et job. I frokostpausen sad hun alene i kantinen med sin laptop. Jeg går ud fra, at hun søgte jobs, og kom til at tænke på Primo Levi: Overleverne er dem, der forstår at sno sig; dem, som følger reglerne, bukker under som de første.

Men for nu hurtigt at forlade den voldsomt upassende sammenligning af kz-lejre og dagpengesystemet, så var det som sagt en ok kursusdag. Jeg ankom på grådens rand og gik derfra i væsentligt bedre humør. (Eneste minus var, at kursuslokalerne var klos op ad min gamle arbejdsplads, så jeg kunne stå og glo tværs over gården og direkte ind på eks-chefernes kontor og flere gange overveje bare at styrte ned og tigge om lov til at tømme papirkurvene.) Måske fordi vi slap for alt det sædvanlige workshop-pis, og bare lærte lidt om, hvordan man driver en virksomhed. Jeg plejer ellers at være den sureste, mest desillusionerede krampe til den slags ledigheds-sammenkomster, fordi jeg vitterligt ikke kan se formålet. Men i ren eufori over ikke at skulle sidde i plenum og diskutere min strategi, fik jeg både svaret på nogle af underviserens spørgsmål og revet et par vittige bemærkninger af mig ved samme lejlighed. Stemningen er bare så god, når ingen nævner jobsøgning.

I morgen skal jeg til noget krea-kursus, hvor man skal danse sin jobsamtale eller sådan noget. Så skal Krampe-Mie nok vende tilbage.

"OooooKAY! Hvordan går det så her i gruppe 4 med 'Hvordan får jeg et job i løbet af den næste time'-brainstormen? Mie, vil du lægge ud?"

“OooooKAY! Hvordan går det så her i gruppe 4 med ‘Hvordan får jeg et job i løbet af den næste time’-brainstormen?!! Mie, vil du lægge ud?”

Dagens

Har brugt endnu en mandag på at sove andendagstømmermænd ud (det er altså ikke kun fordi, at jeg drikker som et hul i jorden, at mine tømmermænd er så langstrakte; jeg har bare altid været hårdt prøvet på den front, bliver ikke yngre og så har jeg desuden tre små hjertenskære som kontinuerligt saboterer ethvert forsøg på weekend-restituering) og bage 30 pølsehorn (nåeh, det kunne alligevel imponere, hva’?…).
Så det bliver nok engang til præsentation af, hvad jeg fandt under dagens oprydning: Sønneke har bygget et fitness-center i LEGO (seriøst, den dreng er for vild!), og hans lillesøstre har sneget sig til at befolke det…

Fra det øjeblik, hun havde set navnet 'Kenni-Brian' på deltagerlisten, vidste Veronika bare, at hendes første yoga-hold ville blive en stenet sti at betræde.

Fra det øjeblik, hun havde set navnet ‘Kenni-Brian’ på deltagerlisten, vidste Veronika bare, at hendes første yoga-hold ville blive en stenet sti at betræde.

Huller i jorden

Havde jo faktisk i forbindelse med spørgerunden lovet at finde ud af, hvad skifergas er, og hvordan det relaterer sig til muldvarpe…

Lidt googlen rundt fortæller mig, at skifergas findes i undergrunden, og i modsætning til konventionelle naturgasser, som eksisterer i ‘lommer’ i undergrunden, så er skifergas – som navnet antyder – indlejret i skifer, og kan kun udvindes ved hjælp af hydraulisk frakturering. Jeg skal ikke kede nogen med detaljer som jeg knap kender, men i store træk består metoden i at skabe frakturer (yes, title make sense, no?) i undergrunden ved hjælp af vand og kemikalier og hejs. Der findes åbenbart skifergas en masse i den danske undergrund, men på grund af de mulige miljømæssige konsekvenser fra vand og kemikalier og hejs (det er nu den officielle materielliste, hvis nogen skulle være i tvivl), er blandt andet Dansk Naturfredningsforening ikke voldsomt begejstrede for eventuelle udvindingsplaner.
Linket til muldvarpene har jeg dog ikke kunnet finde ud af; en googling af ‘muldvarpe og skifergas’ viser min egen spørgerunde som et af resultaterne, og den flinke dame fra Dansk Naturfredningsforening som jeg havde i røret forleden, mente ikke at muldvarpene var specielt truede i forhold til skifergasudvinding. De ville, med hendes egne ord “nok bare finde et andet sted at være” – men det var så også skifergas frem for muldvarpe, der var hendes speciale. (Og så skal vi slet ikke citere mine mumlende forklaringer på, hvor jeg ringede fra, og hvorfor jeg lige interesserede mig for muldvarpe og skifergas).
Til gengæld kan jeg bidrage med lidt bonusinfo om muldvarpe, de djævelske små kræ: Vidste I, at muldvarpen samler forråd ved at bide det forreste led af regnorme, den finder, og så gemme dem i kamre, indtil den spiser dem? På den måde er regnormene stadig i live, de kan bare ikke flygte… Lækkert, ikke sandt?

Og apropos en masse huller i jorden, så har jeg lige været i et. Eller måske snarere et hul i sofaen, hvor jeg i halvanden uge har brugt al min fritid på at prøve at blive usynlig og lade mig opsluge af antracitgråt betræk, fordi alting alligevel kunne være ligemeget.
Men det går allerede lidt bedre, så nu skriver jeg igen. Og går ture. Og orker mennesker. Og skifter tøj.
Så det er meget godt.

For det utrænede øje har jeg bare taget gavepapir over hovedet, men i virkeligheden er det en usynlighedskappe.

For det utrænede øje har jeg bare taget gavepapir over hovedet, men i virkeligheden er det en usynlighedskappe.