Fra alle os til alle jer…

…en rigtig glædelig jul! (I øvrigt nogen der ved, hvordan man får iPad-generationen op at ringe over noget så forældet som Disneys Juleshow? Forestiller mig, at en 31-årig kvinde, der sidder alene foran fjernsynet og synger med Jesper Fårekylling, er et temmelig patetisk syn…)

IMG_8432

Se børnlil, nu går det (rimelig) godt

Var åbenbart ramt af momentan jule-sindssyge, da jeg postede det her indlæg. I hvert fald kunne jeg findes to uger senere i sprintfart mellem Magasin, Nørrebrogade, Amagercentret og min lokale fotohandler i et desperat forsøg på at få ordnet og indkøbt julegaver til 10 mennesker + dobbelt op til de to niddinge i familien, der har fødselsdag en uge inden jul (det burde fandeme være forbudt!), i den 11. time inden børnlillos havde juleferie og Turen gik til Jylland.

Efter at have jagtet Sønnekes gave fra Vesterbro til Østerbro for til sidst at glemme den ved kassen i Rema 1000 på Frederiksberg (ja, det var naturligvis den dag, der var skybrud) og dernæst have rendt i pendulfart mellem mit hjem og fotomanden en hel formiddag for at fremstille noget så simpelt som fire fremkaldelser af samme Sønnebarn (og samtidig løbende have bandet både den talentløse skolefotograf, den elendigt kommunikerende privatfotograf og min egen mangel på planlægning langt væk), var jeg parat til at kvæle Rudolf i hans egne bjælder og i øvrigt boykotte julen for i år.

Men det lykkedes.

Og her i det jyske eksil har manden og jeg netop indkøbt de aller-allersidste gaver, mindstebasserne sover til middag efter at have charmet hele gågaden iført tylskørter og Ecco-støvler, og mand, søn og svoger er taget på herretur til Nøddebo Præstegård eller det, der ligner, efter et juletræ. Julefreden har med andre ord sænket sig, så nu er det bare at læne sig tilbage og lade som om, jeg rent faktisk får læst de fire bøger, jeg har medbragt (ja, jeg er håbløs optimist hvad dét angår – vil sgu da ikke stå tilbage for alle damebloggerne med deres plaids og pis og ‘det skal jeg læse i ferien’), indtage rigelige mængder alkohol & knas og så ellers se at få planlagt den nytårsaften.

"Nå, så det er tid til at lægge gaverne under træet nu? Ja, nu skal jeg være der, jeg skal såmænd bare lige en tur forbi tanken, medbringende denne krøllede rest gavepapir... Ses om lidt!"

“Nå, så det er tid til at lægge gaverne under træet? Ja, nu skal jeg være der, jeg skal såmænd bare lige et hurtigt smut forbi tanken, medbringende denne krøllede rest gavepapir… Ses om lidt!”

Ghost of school days past

Til endnu et kursus hos en anden anden aktør, lærte jeg i sidste uge, at det kan være fornuftigt at holde døren til sit mentale værksted lukket, når man træder ud i det offentlige rum – og samtidig bestemme på forhånd, hvad man tager med ud til andre. Altså skal alt, hvad der hedder karrieretvivl, specialebekymringer og personlige udviklingsprocesser holdes ude af både jobsøgning og familiefester, og man skal kun præsentere relevante og nøje udvalgte bidder af sit virke og sin person for såvel potentielle arbejdsgivere som Onkel Karin med de Tusind Velmente Input.
Det er et godt råd, faktisk. Jeg har også lært, at man skal huske at trække vejret, få kroppen med, indtage rummet og glæde sig over at være til stede.

Alt sammen nyttige lektioner, eftersom jeg endte med at beslutte mig for at tage med til den omstridte julefrokost…

Jajaja, jeg ved godt, at majoriteten af jer rådede mig til at lade være. Men jeg havde faktisk lyst, og så snakkede jeg med min meget kloge kusine, som har været i en tilsvarende situation, og som syntes, at jeg skulle tage med – hvis jeg havde lyst. Ikke for at få anerkendelse eller oprejsning, men for at give 14-årige Mie lidt heling ved at møde dem fra dengang med et åbent sind og et håb om at se noget positivt i dem. For at slå nogle spøgelser ihjel; nogle spøgelser, som ikke udelukkende er skabt af dem, jeg dengang gik i klasse med, men lige så meget af mine forældre, mine lærere og mit eget skæve sind.

Så jeg tog en masse dybe indåndinger her i weekenden, lukkede døren til værkstedet, iførte mig noget klædeligt og begav mig af sted. Eneste udfordring var faktisk, at enhver form for vejrtrækningsteknikker og mental lukken døre forudsætter en vis grad af psykisk selvkontrol. En selvkontrol, der rimelig meget går fløjten, i det øjeblik alkohol indtages.

Så nej, jeg skulle ikke drikke for meget, og jeg skulle i hvert fald ikke whine over at være arbejdsløs, og jeg skulle slet, slet, slet ikke begynde at blive fulde-(k)ærlig over for folk. Men meget kan man sige om min gamle folkeskoleklasse, de har trods alt forstået, at rigelige mængder sprut altid er befordrende for et selskab. Så efter at de første 100.000 shots var indtaget i festligt lag omkring køkkenøen, skyllet ned med rigelige mængder øl, 90’er-musik, en enkelt whisky og de sidste rester af min rygrad, var der ikke meget lukket dør over mig.
Til gengæld glædede jeg mig så rigeligt over at være til stede og indtog nok desværre også rummet en lille smule til den Shakira-sang, jeg har haft på hjernen de sidste to dage (uden helt at kunne huske, at vi hørte den, hvilket er en klar indikation på, at den er blevet spillet på et tidspunkt, hvor jeg har været fuld nok til at kaste mig ud i at danse. Og. Det. Er. Aldrig. Et. Kønt. Syn. Har også svage minder om Sir-Mix-A-Lot, så jeg ved desværre godt, hvilken slags dans, der har været på banen. Lord have mercy on my ass.)

Så specielt kontrolleret var jeg ikke, men det gjaldt vist for andre end mig i selskabet. Og som manden blev ved med at fortælle mig, mens jeg drunk-shamede mig selv hele søndagen: Det var åbenbart pissesjovt.

Ja, det var. Sgu.

På den ene side ville jeg gerne dele alle de indtryk, aftenen bød på (inden de forsvandt i en tåge af grøn Gajol og de forbudte trin, forstås), hvordan nogle havde ændret sig til det bedre, hvordan nogle måske i virkeligheden altid havde været ok, mærkelige forbindelser og sympatier, som jeg iagttog på kryds og tværs… Men det føles af en eller anden grund lidt for privat, så I må stille jer tilfredse med, at jeg faktisk havde en god aften.
Især, hvis vi kan lade som om, at alle de tilstedeværendes visuelle hukommelse er slettet i tidsrummet ca. 02.00-05.30. Eller bare imens Shakira var på.

"Okay, så alt, hvad du skal gøre, er at spise din risalamande og drikke lidt vin. Ikke blive for fuld. Ikke blive for ærlig. Ikke danse på bordene, ikke nasse smøger af alt og alle, når du selv er løbet tør. Ikke tabe værdigheden. Ikke blive for fuld... Hm, måske det virker bedre, hvis jeg laver det til en positiv liste... Kan allerede mærke, at det her går galt..."

“Okay, julefrokost! Alt, hvad du skal gøre, er at spise din risalamande, konversere og drikke lidt vin. Ikke blive for fuld. Ikke blive for ærlig. Ikke danse på bordene, ikke nasse smøger af alt og alle, når du selv er løbet tør. Ikke begynde at plapre. Ikke tabe værdigheden. Ikke blive for fuld… Åh, for fanden, hvem prøver jeg at narre?!!”

De kalder mig midnatsluskeren

Jeg er et temmelig blodsukkerlabilt menneske, og samtidig får jeg en voldsom sukkertrang, når jeg er træt. Og når jeg siger voldsom, mener jeg voldsom. Forleden da jeg lavede peberkagedej, kunne jeg konkludere, at det nok var på tide at gå lidt tidligere i seng, da jeg måtte bruge al min selvbeherskelse på ikke at gribe en ske og gå om bord i grundmassen af farin og smeltet smør.

Siden de to mindste skinker kom til, og der altså pludselig var hele tre børn til at afbryde min nattesøvn løbende, har jeg derfor adopteret en lidt suspekt vane.
Når jeg for 3.-4. gang samme nat bliver vækket, tager jeg gerne en lille omvej omkring køkkenet, inden jeg går tilbage i seng – bare for lige at se, hvad jeg kan opstøve af kage/slik/juice/hvadsomhelstderersødt. Det logiske ville naturligvis være at gå direkte ind at sove, men som de fleste søvnforstyrrede mennesker vil vide, så gør hyppige opvågninger dig både søvnløs og ulogisk. Og i mit tilfælde også helt usandsynligt sukkertrængende.
Med det charmerende resultat, at jeg mere end én gang har kunnet forefindes kl. 3.30 i et mørkt køkken med et glas hindbærmarmelade i den ene hånd og en ske i den anden. Ganske classy, hvis jeg selv skal sige det.

Og fuldstændig uden relation til de tidligere betragtninger har jeg for resten opdaget, at chokoladejulekalendere i virkeligheden er en slags forældresikret slik. Det er jo komplet umuligt at spise et stykke, uden at det bliver opdaget.
Desværre.

"Mo-ar, er klejnedejen snart klar?" "(*gnaske* *synke*) Mlige et møjeblik!"

“Mo-ar, mo-ar, er klejnedejen snart færdig? Moar, hvad laver du? Hvad er det, du tygger på? Hvor er al dejen henne? Moar?”

 

Måske får de en kage med hvidt købesukker, et par nye sokker og en penny i julestrømpen

Til trods for, at vi altid har kørt en forholdsvis restriktiv gavepolitik herhjemme og også har forsøgt at få bedsteforældrene med på vognen, så er vi for længst nået dertil, hvor det faktisk er svært at finde på ønsker til jul og fødselsdage.
Betteskinkerne har arvet et legekøkken, en kasse duplo, en kasse Brio, en kasse puslespil og en kasse biler fra storebror. Dertil kommer diverse tøjdyr og alle de stakke af bøger, som de har både arvet og fået. Sidste jul fik de en dukkevogn hver, til fødselsdag en legetunnel (plus en masse andre ting), og jeg har startet en lille udklædningskasse til dem, så der er virkelig ikke noget, de mangler. Sønnebassen ønsker sig bare LEGO. Og mere LEGO. Og dinosaurer. Og han har naturligvis begge dele allerede, foruden bøger, spil og diverse platiscgejl.
Det er som sagt ikke fordi, de er blevet overhældt med gaver konstant; det er ting der er samlet over snart 6 år (plus vi har arvet en masse fra deres mostre). Men der er bare grænser for, hvor meget nyt legetøj, der findes. Og som vi har brug for. Og plads til.

På den ene side er det dybt åndssvagt at bede andre om at købe noget, vores afkom ikke har brug for, bare for at købe noget. På den anden side, så skal de stakkels små heller ikke sidde juleaften og pakke to sweatre og en ged i Afrika op. Jeg vil meget gerne ikke have, at de vænner sig til den hyperforbrugerisme, der præger vores samfund. Men jeg vil heller ikke gå Det lille hus på prærien på årets bedste aften.
(Især fordi jeg stadig selv godt kan lide at få gaver. Og gerne flere af dem. Så det ville være hyklerisk såvel som nederen at indføre gave-fri jul herhjemme.)

Hvad hulan gør andre mennesker i den vestlige verden med lignende overskudsproblemer?

"Så du ønsker dig LEGO, LEGO og mere LEGO? Du er med på, hvad du selv og 99 % af dine omgivelser er lavet af, ikke?"

“Så du ønsker dig LEGO, LEGO og mere LEGO? Du er med på, hvad du selv og 99 % af dine omgivelser er lavet af, ikke?”

Dagens + lidt ubegrundet angststemning

Gå rundt med en snigende fornemmelse af, at der er noget, jeg har glemt… Måske er det bare fordi, jeg er så uvant med at have o.k. tjek på juleriet… Nissedør og pakker er en stor succes hos børnlillos, jeg har både husket at booke tid til ‘bryn og vipper’ (jeg er velsignet med et face look á la Kodimagnyl, hvis jeg ikke maler facaden op jævnligt) og sætte en surdej over til rugbrød inden julefrokost-crawl på lørdag, jeg har allerede købt mandens første gave (han har fødselsdag lige inden jul, og det kommer meningsløst nok altid bag på mig…), al pynten er ved at være på plads og jeg har endda overskud til at planlægge peberkagebagning lørdag formiddag med de søde juleskinker – inden de alle tre bliver sendt i eksil hos mormor, når deres uansvarlige forældre skal ud at føjte på snapsemåden (om jeg så også har overskud til rent faktisk at at eksekvere kageprojektet, det må tiden vise).

Jeg har selvfølgelig stadig ikke noget job, men det har jeg jo ikke som sådan glemt… Jeg glemte som sædvanlig at indsende mit dagpengekort, men det er klaret nu… Jeg glemte også at booke en køretid i denne uge, men det ved jeg jo godt, at jeg glemte… Hmmm…

Måske er den snigende følelse i virkeligheden bare angsten for, at noget går galt lige om lidt, fordi jeg for en gangs skyld nyder, at det er december.

Da båden forsvandt i horisonten, genovervejede Predbjørn sit ja til at arbejde alene på boreplatformen... Især fordi ingen havde fortalt ham om øjet.

Da båden forsvandt i horisonten, genovervejede Predbjørn sit ja til at arbejde alene på boreplatformen. Nu var det bare ham og havet. Og så selvfølgelig det mystiske øje i den sydlige pille, som syntes at følge ham, hvor han gik.

I øvrigt… (V)

…reagerede de to mindste herhjemme med voldsom uro og bekymring, da jeg glad introducerede nissedøren søndag morgen. Tilsyneladende troede de, at deres far og jeg i nattens mulm havde åbnet en eller anden truende portal til underverdenen, forklædt som trædør i dukkestørrelse. Havde ‘indianergravsted’ været en del af deres ordforråd, var det helt sikkert blevet nævnt. Pibekoncerten fik dog en anden lyd, da nissen her til morgen havde efterladt gaver – den slags dæmoner vil vi åbenbart godt lægge væg til.

…er jeg stadig i gang med det forbandede kørekort. I går til førstehjælpskursus var der en der spurgte, hvad en airbag var. En anden kunne ikke lige huske, hvad Heimlichmetoden gik ud på – en halv time efter, vi havde gennemgået den. En tredje kunne ikke finde ud af at give hjertemassage, “når alle kigger sådan”. Jeg vil gerne opfordre til, at man fremover lige tjekker omgivelserne ud, inden man tilskadekommer. Er 18-årige Amager-tøser med havfruehår og spray-on sminke de eneste i sigte, skal man ikke regne med at klare den.

…kastede Sønneke op i nat, og har derfor reddet sig en hjemmedag. Hvilket samtidig betyder, at min plan om at pakke pakkekalendergaver til 2.-24. december ind i eftermiddag, er temmelig ødelagt. Børn: 1 – Sloppy Mom: 0. Til gengæld står den på Ramasjang og dyner i sofaen, så dagen er jo ikke helt spildt. Forudsat, at man er fan af kaffe, dovneri og Carsten og Gittes vennevilla, selvfølgelig. (Og hvem er ikke det? Nej, jeg mener det! Speak up!)

…er jeg overbevist om, at Den lille prinsesse i virkeligheden foregår på et gammeldags sindssygehospital af den slags, ens fjender får en spærret inde på via et nedrigt komplot. Generalen rider på en kæphest, admiralen går rundt med en oppustelig badering om livet, hovedpersonen er iført hospitalskittel, der findes tilsyneladende ikke en verden udenfor slottets område, og en mistænkelig andel af episoderne omhandler diverse adspredende aktiviteter, som alle deltager i (talentkonkurrencer, skattejagter m.v.). Tilsæt en sadistisk overlæge, og billedet er komplet. Er det helt ærligt ikke lidt upassende for en tegnefilm målrettet de 2 til 6-årige?

"Genialt koncept, bloggertyper! Dæmonernes Port i overstørrelse. Hvad blev der af den LEGO-kalender, jeg stemte for?"

“Genialt koncept, mor-bloggertyper! Dæmonernes Port i overstørrelse. Hvad blev der af den LEGO-kalender, jeg stemte for?”