Ghost of school days past

Til endnu et kursus hos en anden anden aktør, lærte jeg i sidste uge, at det kan være fornuftigt at holde døren til sit mentale værksted lukket, når man træder ud i det offentlige rum – og samtidig bestemme på forhånd, hvad man tager med ud til andre. Altså skal alt, hvad der hedder karrieretvivl, specialebekymringer og personlige udviklingsprocesser holdes ude af både jobsøgning og familiefester, og man skal kun præsentere relevante og nøje udvalgte bidder af sit virke og sin person for såvel potentielle arbejdsgivere som Onkel Karin med de Tusind Velmente Input.
Det er et godt råd, faktisk. Jeg har også lært, at man skal huske at trække vejret, få kroppen med, indtage rummet og glæde sig over at være til stede.

Alt sammen nyttige lektioner, eftersom jeg endte med at beslutte mig for at tage med til den omstridte julefrokost…

Jajaja, jeg ved godt, at majoriteten af jer rådede mig til at lade være. Men jeg havde faktisk lyst, og så snakkede jeg med min meget kloge kusine, som har været i en tilsvarende situation, og som syntes, at jeg skulle tage med – hvis jeg havde lyst. Ikke for at få anerkendelse eller oprejsning, men for at give 14-årige Mie lidt heling ved at møde dem fra dengang med et åbent sind og et håb om at se noget positivt i dem. For at slå nogle spøgelser ihjel; nogle spøgelser, som ikke udelukkende er skabt af dem, jeg dengang gik i klasse med, men lige så meget af mine forældre, mine lærere og mit eget skæve sind.

Så jeg tog en masse dybe indåndinger her i weekenden, lukkede døren til værkstedet, iførte mig noget klædeligt og begav mig af sted. Eneste udfordring var faktisk, at enhver form for vejrtrækningsteknikker og mental lukken døre forudsætter en vis grad af psykisk selvkontrol. En selvkontrol, der rimelig meget går fløjten, i det øjeblik alkohol indtages.

Så nej, jeg skulle ikke drikke for meget, og jeg skulle i hvert fald ikke whine over at være arbejdsløs, og jeg skulle slet, slet, slet ikke begynde at blive fulde-(k)ærlig over for folk. Men meget kan man sige om min gamle folkeskoleklasse, de har trods alt forstået, at rigelige mængder sprut altid er befordrende for et selskab. Så efter at de første 100.000 shots var indtaget i festligt lag omkring køkkenøen, skyllet ned med rigelige mængder øl, 90’er-musik, en enkelt whisky og de sidste rester af min rygrad, var der ikke meget lukket dør over mig.
Til gengæld glædede jeg mig så rigeligt over at være til stede og indtog nok desværre også rummet en lille smule til den Shakira-sang, jeg har haft på hjernen de sidste to dage (uden helt at kunne huske, at vi hørte den, hvilket er en klar indikation på, at den er blevet spillet på et tidspunkt, hvor jeg har været fuld nok til at kaste mig ud i at danse. Og. Det. Er. Aldrig. Et. Kønt. Syn. Har også svage minder om Sir-Mix-A-Lot, så jeg ved desværre godt, hvilken slags dans, der har været på banen. Lord have mercy on my ass.)

Så specielt kontrolleret var jeg ikke, men det gjaldt vist for andre end mig i selskabet. Og som manden blev ved med at fortælle mig, mens jeg drunk-shamede mig selv hele søndagen: Det var åbenbart pissesjovt.

Ja, det var. Sgu.

På den ene side ville jeg gerne dele alle de indtryk, aftenen bød på (inden de forsvandt i en tåge af grøn Gajol og de forbudte trin, forstås), hvordan nogle havde ændret sig til det bedre, hvordan nogle måske i virkeligheden altid havde været ok, mærkelige forbindelser og sympatier, som jeg iagttog på kryds og tværs… Men det føles af en eller anden grund lidt for privat, så I må stille jer tilfredse med, at jeg faktisk havde en god aften.
Især, hvis vi kan lade som om, at alle de tilstedeværendes visuelle hukommelse er slettet i tidsrummet ca. 02.00-05.30. Eller bare imens Shakira var på.

"Okay, så alt, hvad du skal gøre, er at spise din risalamande og drikke lidt vin. Ikke blive for fuld. Ikke blive for ærlig. Ikke danse på bordene, ikke nasse smøger af alt og alle, når du selv er løbet tør. Ikke tabe værdigheden. Ikke blive for fuld... Hm, måske det virker bedre, hvis jeg laver det til en positiv liste... Kan allerede mærke, at det her går galt..."

“Okay, julefrokost! Alt, hvad du skal gøre, er at spise din risalamande, konversere og drikke lidt vin. Ikke blive for fuld. Ikke blive for ærlig. Ikke danse på bordene, ikke nasse smøger af alt og alle, når du selv er løbet tør. Ikke begynde at plapre. Ikke tabe værdigheden. Ikke blive for fuld… Åh, for fanden, hvem prøver jeg at narre?!!”

Advertisements

2 thoughts on “Ghost of school days past

  1. Hvor var det dejligt at høre. Det lyder til der er kommet nuancer på skole-tiden, at nogle er blevet voksne og anstændige mennesker og at det var pisse skægt. Er misundelig. Jeg skal ikke til én eneste julefrokost i år. Havde den gamle folkeskoleklasse, gymnasie-ditto eller hold M-97 inviteret var jeg troppet op med en flaske snaps og 20 blå Kings. Pronto. Og jeg ryger ikke engang.

    • Det var også dejligt – har for en gangs skyld været til hele tre julefrokoster i år, alle varede til efter 4, så det har været en god december 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s