Dagens

Endnu en gang deler jeg sære legetøjskombinationer, mine børn efterlader sig. (I har selvfølgelig ingen garanti for, at billedet ikke er opstillet, men jeg lover, at det er det ikke.
Så ville det være meget sjovere.)

Siden den aften, det pludselig slog klik for Dukkelise, havde intet været det samme.

Siden den aften, det pludselig slog klik for Dukkelise, havde intet været det samme. Utrygheden havde spredt sig. Uskylden var væk.

Reklamer

Verdens næstbedste brød

For nogle år siden offentliggjorde kokken Jim Lahey opskriften på ‘verdens bedste brød’, som samtidig er så simpel, at brødet efter sigende skulle kunne bages af en 4-årig. (En forholdsvis fremmelig 4-årig, som man gerne lader betjene ovn, brandvarme gryder og som ikke har noget imod at veje salt af på grammet, that is.)

Brødet er også knaldgodt, jeg har prøvet at lave det, og det bliver meget prof med helt rigtig skorpe og perfekt sej krumme med de der store, irregulære lufthuller i, så det er lige før violinerne spiller, vasketøjet hænger tværs over baggården og en animeret hund skubber en kødbolle tværs over din tallerken med snuden. Meeen…så simpel er opskriften altså heller ikke. Og selvom dejen er langtidshævet, så skal den altså æltes efter de første 18 timer, og så hæve 2 timer til, og så bages i 45 minutter i en gryde, som er blevet opvarmet i 30 minutter på forhånd. Og så derefter køle af i yderligere 2 timer, inden det kan spises… Det kræver med andre ord, at man enten er hjemmegående eller en mothafucka tight planlægger, hvis sådan en brød skal fremstilles. Og så går det nemme jo lidt af.

Sløset som jeg er, har jeg naturligvis fundet en løsning på dette. (Og nej, det er ikke at gå til bageren…). Brødet bliver ikke helt så perfekt, og lufthullerne bliver ikke store, men det er stadig et rimelig godt brød, der kommer ud af anstrengelserne. Essensen af Jim Laheys opskrift er langtidshævning, bagning i en varm, lukket beholder og hviletid bagefter; så det kombinerer jeg bare med min egen, slumpede dejopskrift, mens hævningen afhænger af den tid, jeg har til rådighed. Er jeg lidt fremme i skoen, sætter jeg dejen over aftenen før, jeg skal bruge den. Er jeg lidt langsom (klart det, der sker oftest), må brødet klare sig med 2-3 timers hævetid.

Mængden af gær afhænger af hævetiden, 2 g er fint, hvis man sætter dejen over et døgns tid i forvejen, men det er nødvendigt med omkring 10-12 g, hvis dejen kun kan hæve et par timer. Den omhyggeligt valgte gærmængde røres ud i lunkent vand, jeg plejer at bruge omkring 6 dl. Så skal der selvføgelig mel i, jeg plejer at bruge omkring 500 g mel i alt, 200 g af noget politisk korrekt fuldkornsmel, enten spelt eller rug, og så 300 g hvedemel. Jo mere fuldkornsmel, jo ‘tungere’ brød, så man kan også skrue op for hvedemelet, eller bruge udelukkende hvedemel, hvis man har gæster at imponere (tjek lige på forhånd, om de er LCHF’ere eller glutenallergikere, for så bliver de nok svære at imponere, uanset hvor meget hvedemel, du hælder i). Salt skal også til, 1 særdeles generøs tsk plejer at passe. Mere, hvis du er Claus Meyer eller bare generelt synes, at dit blodtryk er for lavt. Det hele røres godt sammen, dejen skal gerne være ret våd/flydende, så hold evt. lidt igen med melet fra start. Og så kommer første cirkustrick: hæld dejen over i en smørsmurt skål til hævning. På den måde er den nemmere at vippe ned i formen, uden at dejtrådene bliver ødelagt, og det hele falder sammen og alt kan være ligemeget.

Dernæst efterlader man dejen tildækket på køkkenbordet så længe, man har samvittighed til, og når den tid er gået, eller rettere, lidt før, tænder man sin trofaste ovn på 250°C og sætter en solid støbejernsgryde eller et ildfast fad med låg til opvarmning samtidig. Man kan bruge en almindelig metalgryde, det gjorde jeg i går, da mit trofaste (jeg har meget loyalt køkkenudstyr, som det ses) ildfaste fad med låg var revnet midt over, men resultatet bliver altså ikke lige så godt… Så ud og smide penge efter Le Creuset!

Når ovn og beholder er varme nok (lad bare beholderen varme godt igennem, det skal syde, når dejen kommer i), tages gryde/ildfast fad ud, og dejen lirkes lige så forsigtigt over i med en dejskraber, pas på med at fifle for meget med den, så bliver den fornærmet og falder sammen. På med låget (husk, det er varmt!!), og så i ovnen i 30 minutter, hvorefter låget tages af (det er stadig varmt!!), ovnen skrues ned til 230°C og brødet får yderligere 15 minutters bagetid. Så skal brødet ud af ovn og gryde og op på en rist og dampe af. Og så vente-vente mindst en halv time med at skære det, gerne længere.

Sådan.

Man kan selvfølgelig også bare google Jim Laheys opskrift.

Eller købe et brød, det er endnu nemmere.

Til mit forsvar så hvedemelsaktierne virkelig lovende ud, inden den første kernesunde blogger gik online.

Til mit forsvar så hvedemelsaktierne virkelig lovende ud, inden den første kernesunde blogger gik online.

Jeg skal leve, jeg skal leve…

Nu var det ikke lige sygt barn og en mand med sene møder, jeg ønskede mig, men ikke desto mindre var det dét, jeg fik (sammen med fine gaver og pocherede æg).

Godt, at jeg ikke er en af den slags voksne, som stadig går vildt meget op i deres fødselsdag!…*Host!*…

Til gengæld har jeg sendt en jobansøgning (nej, ikke den fra i går, man må stadig meget gerne kommentere!), taget Batman-ørestikkerne på, og svigermor er heldigvis i byen, så jeg stadig kan komme ud på min planlagte frokost-outing på Arbejdermuseet med barslende kammerat (udstilling om forstæderne, øl-halle og barnevogn, jo, jeg forstår sgu at feste på folkemanér!)

Tillykke til mig!

"Når jeg ser et rødt flag smælde..."

“Når jeg ser et rødt flag smælde…”

Tilføjelse: Det freakin’ SNER lige pludselig!!?! Der er vist flere, der ikke har læst min ønskeseddel særlig grundigt i år…

Det var en mørk og stormfuld jobansøgning… (Hjælp søges!)

Der er et job, jeg gerne vil have, men jeg skal vedlægge min ansøgning nogle eksempler på noget, jeg har skrevet.

Jeg tænker: “Må straks panikfabrikere 4 stykker tekst inden for forskellige genrer, primært noget marketingsrettet og professionelt, for at vise spændvidde, fokus og overskud!”
Manden siger: “Link til nogle blogindlæg.”

Så i tilfælde af, at jeg bøjer mig…
Kan nogen komme i tanke om nogen som helst indlæg, som kunne få jer til at ansætte mig som tekstforfatter? Nogen, der på en eller anden måde signalerer, at jeg er god med ord, kan vinkle og komprimere en tekst og samtidig kan skrive om lidt af hvert…

Alle inputs modtages med håndkys! (Og kommer der ingen, tager jeg det bare som en fin hentydning til at benytte en anden strategi… Man er også velkommen til at pointere, at det er en virkelig dårlig ide at linke til personlig blog i en ansøgning…)

(Med tak til Charles M. Schultz og Maren for inspiration...)

(Med tak til Charles M. Schulz via Maren.)

Den perfekte falafel

Har for første gang i mit liv lavet virkelig gode falafler, og den slags succesoplevelse må nødvendigvis deles med verden.
Falafler er ellers noget, jeg har formået at fucke op på flere måder over en årrække, og som jeg egentlig ikke er så vild med, når det kommer til stykket, fordi de altid er sådan lidt tørre og smuldrede i det… Men her til aften, klokken 17.42 dansk tid, lykkedes det mig altså at fremstille små stykker kikærteguld: sprøde, saftige og på alle måder helt fantastiske falafler. Selvfølgelig uden at jeg på noget tidspunkt havde noteret mængder, men fred i Mellemøsten nu være med det.

I omegnen af 300 g tørrede kikærter sættes i blød i rigeligt vand i køleskabet (med en beholder udenom, forstås) natten over. Når de har trukket færdig, skal de endelig ikke koges, men bare kommes i blenderen med 1/2 stort løg, 1 fed hvidløg, 1 tsk salt, et par gode vrid sort peber, 1 spsk spidskommen, ca. 1/2 dl mælk, et par spiseskefulde mel (sjaskede bare tingene i, så mængdeangivelserne er naturligvis det pure opspind) og 2 æg (den er så god nok). Efter sigende skulle 1/2 kartoffel hjælpe på konsistensen, så den kommes også i. Og kan man ikke huske, om den skal være rå eller kogt, så kan man lige koge den for en sikkerheds skyld, bagefter finde ud af, at den skulle have været rå, og så bare komme den i alligevel. Persille, frisk koriander og citronskal ville også hitte som ingredienser, men det var ikke at forefinde i husholdningen på gerningstidspunktet.
Brug for en sikkerheds skyld en god, stor blender, og når den så viser sig ikke at kunne klare kikærtemosten, tømmes den halvblendede masse over i en skål, og opgaven fuldføres med stavblenderen, mens man nyder synet af den ekstra opvask. Bagefter skal massen hvile sig lidt, og der skal egentlig også en 1 tsk bagepulver i, men da rygtet siger, at det begynder at virke, allerede når det bliver vådt, kan det også tilsættes lige inden stegning, oprørt i lidt mel. Der skal man alligevel stå og stege smagsprøver, tilsætte mere salt, peber og spidskommen og justere konsistensen – som selvfølgelig skal være blød, men som en fiskefars må den endelig ikke være for våd, så falder alt fra hinanden, også falaflerne.
Steges til sidst som frikadeller i riiigelig olie på en pande. Bagepulveret får de små basser til at puffe op, så man kan sagtens lave dem mindre og fladere end man tror, de skal være – ellers ender man gerne med nogle sygt store falafler. Har jeg hørt. (Massen kan også trilles til små kugler og dybsteges rigtigt, hvis man er lidt mere ambitiøst anlagt. Det er jeg ikke.)

Så er der bare tilbage at servere dem med pitabrød, yoghurtdressing, chili, salat og humus (husk at blende/røre humussen lind med kogevandet fra kikærterne, så det ikke bliver det der kikærtemørtel, der altid findes på enhver vegetarbuffet) og med stoisk ro acceptere, at kun 1/3 af børneflokken glad guffer “frikadellerne” i sig og dermed sikrer sig en fremtrædende plads i testamentet. (Især da hun glad hapsede to til som en lille efterret foran fjernsynet, mens hendes storebror stadig surmulede over aftenens menu).

Og gider man ikke læse det ovenstående, så bare husk, at kikærterne ikke må være kogte, massen skal tilsættes bagepulver og må ikke være for våd, og falaflerne skal steges i rigelig olie. Så kort kan det også skrives.

Billeddokumentation af den perfekte falafel. (Den brændte kant og den afskallede neglelak er en del af en ny og edgy madfoto-stil. Det samme med den mangelfulde lyssætning.)

Billeddokumentation af den perfekte falafel. (Den brændte kant og det gullige lys er bare en del af en ny og edgy madfoto-stil. Det samme gælder for den afskallede neglelak.)

Så I siger bare til, hvis nogen skal korrekses

Manden og jeg er bestemt ikke, hvad man ville kalde tjekkede, og efter otte års parforhold og tre børn er vi stadig ikke heeelt der, hvor der er 100% styr på budgetter og forsikringer. Forsøgsvis tæt på, men ikke i mål.

Jeg er den neurotiske type der hemmeligt drømmer om et velorganiseret, farvekodet familiearkiv, ind i mellem tager tilløb til at sætte i ringbind, og har et harmonikahæfte, jeg pligtskyldigt smider kvitteringer og forsikringspapirer i – mens jeg ædes op af dårlig samvittighed over min mangel på overblik og bander mig selv og min uduelighed langt væk.
Manden er mere typen der iskoldt forlægger alt, han kommer i nærheden af, og nærmest bliver lidt forurettet, når inkasso-brevene begynder at dukke op.

Så nogle gange misser vi et par sedler fra børnenes institution, og nogle gange ryger der en regning i svinget. Begynder rykkerbrevene at bunke sig sammen i hjørnerne, er det som regel min tjans at få styr på sagerne, og gerne også finde telefonen frem og starte ringerunden. For. Som nogen vil vide, så er det jo ikke altid, at den slags rudekuverter er berettigede. Og lige så fyldt af skyld og skam, jeg kan være over min egen mangel på organisering, ligeså komplet nådesløs er jeg, hvis det viser sig, at andre har begået en fejl og nu forventer, at jeg punger ud/lever med konsekvenserne.

Jeg har arbejdet mange år i servicebranchen, så jeg kunne aldrig finde på at overfuse sagesløse telefonmedarbejdere. I stedet iklæder jeg det, en medstuderende engang kaldte min ‘P1-stemme’ en solid mængde ishærdet flint, mens jeg roligt forklarer, at jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig at bøde for andres rod, at jeg forventer, at de straks får bragt orden i sagerne, og at jeg i øvrigt ikke vil besværes mere med deres fuck-ups.
Det absolutte højdepunkt i min brokkekarriere var dengang, vi efter en flytning ikke kunne få vores net til at virke i den nye lejlighed, da det tidligere abonnement ikke var blevet opsagt korrekt. Først ringede min bedre halvdel, også kendt som Hr. Flinkesen, til den gamle netudbyder og fik beklagelser og opgivenhed retur – og det svar, at der ville gå mindst en måned, før opsigelsen ville gå igennem, og vi dermed kunne få en internetforbindelse. Desværre. Så ringede jeg. Og efter 15 minutter, hvor jeg høfligt og iskoldt havde gjorde klart, at problemet var deres og ikke mit, og jeg i øvrigt spændt ventede på, hvad de havde tænkt sig at gøre, var abonnementet opsagt, og vi havde internet. Voila!

Faktisk har vores lettere ustrukturerede livsstil ironisk nok gjort mig til lidt af en ekspert i opfølgning, administration og almindeligt diplomati. (Subject: Min vilje ske!)
Utallige er de gange, jeg har måttet fedte mig ind hos den drakoniske institutsekretær for at få en forsinket eksamenstilmelding igennem, ligesom jeg har formået at skabe tætte bånd til en hjælpsom DONG-medarbejder og spore en forfejlet el-regning halvandet år og to flytninger tilbage. Jeg er også helt afklaret med, at Magisterforeningen giver råd i øst og vest for bagefter at benægte alt, og forberedt på, at sagsbehandlingen på boligstøtte er cirka min levetid. Jeg kender kompetencegraden, behandlingstiden og samarbejdsviljen i diverse kommunale afdelinger, forvaltninger og forsikringsselskaber; jeg ved, hvornår der skal smigres, hvornår der skal skældes ud, og hvem der skal ringes til.

Jeg ville med andre ord være alle tiders sekretær for alle andre end mig selv.

"Hm, lad mig se...VVS-regning, brev fra svigermor... OHOHO! Hvad skuer mit øje? Et uretmæssigt krav om abonnementsbetaling! Så ved jeg godt, hvad eftermiddagen skal gå med!"

“Hm, lad mig se…VVS-regning, brev fra svigermor… OHOHO! Hvad skuer mit øje?! Et uretmæssigt krav om abonnementsbetaling! Så ved jeg godt, hvad eftermiddagen skal gå med!”