Så I siger bare til, hvis nogen skal korrekses

Manden og jeg er bestemt ikke, hvad man ville kalde tjekkede, og efter otte års parforhold og tre børn er vi stadig ikke heeelt der, hvor der er 100% styr på budgetter og forsikringer. Forsøgsvis tæt på, men ikke i mål.

Jeg er den neurotiske type der hemmeligt drømmer om et velorganiseret, farvekodet familiearkiv, ind i mellem tager tilløb til at sætte i ringbind, og har et harmonikahæfte, jeg pligtskyldigt smider kvitteringer og forsikringspapirer i – mens jeg ædes op af dårlig samvittighed over min mangel på overblik og bander mig selv og min uduelighed langt væk.
Manden er mere typen der iskoldt forlægger alt, han kommer i nærheden af, og nærmest bliver lidt forurettet, når inkasso-brevene begynder at dukke op.

Så nogle gange misser vi et par sedler fra børnenes institution, og nogle gange ryger der en regning i svinget. Begynder rykkerbrevene at bunke sig sammen i hjørnerne, er det som regel min tjans at få styr på sagerne, og gerne også finde telefonen frem og starte ringerunden. For. Som nogen vil vide, så er det jo ikke altid, at den slags rudekuverter er berettigede. Og lige så fyldt af skyld og skam, jeg kan være over min egen mangel på organisering, ligeså komplet nådesløs er jeg, hvis det viser sig, at andre har begået en fejl og nu forventer, at jeg punger ud/lever med konsekvenserne.

Jeg har arbejdet mange år i servicebranchen, så jeg kunne aldrig finde på at overfuse sagesløse telefonmedarbejdere. I stedet iklæder jeg det, en medstuderende engang kaldte min ‘P1-stemme’ en solid mængde ishærdet flint, mens jeg roligt forklarer, at jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig at bøde for andres rod, at jeg forventer, at de straks får bragt orden i sagerne, og at jeg i øvrigt ikke vil besværes mere med deres fuck-ups.
Det absolutte højdepunkt i min brokkekarriere var dengang, vi efter en flytning ikke kunne få vores net til at virke i den nye lejlighed, da det tidligere abonnement ikke var blevet opsagt korrekt. Først ringede min bedre halvdel, også kendt som Hr. Flinkesen, til den gamle netudbyder og fik beklagelser og opgivenhed retur – og det svar, at der ville gå mindst en måned, før opsigelsen ville gå igennem, og vi dermed kunne få en internetforbindelse. Desværre. Så ringede jeg. Og efter 15 minutter, hvor jeg høfligt og iskoldt havde gjorde klart, at problemet var deres og ikke mit, og jeg i øvrigt spændt ventede på, hvad de havde tænkt sig at gøre, var abonnementet opsagt, og vi havde internet. Voila!

Faktisk har vores lettere ustrukturerede livsstil ironisk nok gjort mig til lidt af en ekspert i opfølgning, administration og almindeligt diplomati. (Subject: Min vilje ske!)
Utallige er de gange, jeg har måttet fedte mig ind hos den drakoniske institutsekretær for at få en forsinket eksamenstilmelding igennem, ligesom jeg har formået at skabe tætte bånd til en hjælpsom DONG-medarbejder og spore en forfejlet el-regning halvandet år og to flytninger tilbage. Jeg er også helt afklaret med, at Magisterforeningen giver råd i øst og vest for bagefter at benægte alt, og forberedt på, at sagsbehandlingen på boligstøtte er cirka min levetid. Jeg kender kompetencegraden, behandlingstiden og samarbejdsviljen i diverse kommunale afdelinger, forvaltninger og forsikringsselskaber; jeg ved, hvornår der skal smigres, hvornår der skal skældes ud, og hvem der skal ringes til.

Jeg ville med andre ord være alle tiders sekretær for alle andre end mig selv.

"Hm, lad mig se...VVS-regning, brev fra svigermor... OHOHO! Hvad skuer mit øje? Et uretmæssigt krav om abonnementsbetaling! Så ved jeg godt, hvad eftermiddagen skal gå med!"

“Hm, lad mig se…VVS-regning, brev fra svigermor… OHOHO! Hvad skuer mit øje?! Et uretmæssigt krav om abonnementsbetaling! Så ved jeg godt, hvad eftermiddagen skal gå med!”

Reklamer

15 thoughts on “Så I siger bare til, hvis nogen skal korrekses

  1. Fantastisk.
    Måske skal du vedlægge det, som bilag, i din næste ansøgning.
    Du er jo en gevinst for et hvert firma.

  2. Det kunne jeg godt bruge et kursus i. Så ville vi måske ikke have skullet undvære en klapvogn pga. reparation i over to måneder i sommer eller en parkeringsplads, som ellers er inkluderet i vores husleje, i tre måneder hen over foråret. Så laver du sådan et? Et webinar med gode råd og en trin-for-trin-guide til sådanne samtaler kunne også fungere.

    I øvrigt synes jeg at du kan noget med de legotableauer, og skulle deltage her: http://samvirke.dk/sjov.

  3. Jeg er imponeret. Jeg får ondt i maven hvis vi misser en regning med bare 1 dag selvom min mand siger det er ok… Til gengæld kan jeg gå som katten om den varme grød hvis jeg skal kontakte en-eller-anden-myndighed og problematisere et-eller-andet. Hvorfor er de bare pr. definition tit så røvsure???

    • Sikkert fordi, de lige har snakket med mig! 🙂
      Jeg ved det ikke – prøver bare at huske, hvordan det var at være tjener for idioter i sin tid. Så bliver man på én gang lidt mere large og lidt mindre skræmt…

  4. Her er det manden, der er den høfligt-men-bestemt overtalende (“jamen Kommune-Bente, vi MÅ da kunne finde en løsning, der passer os begge?!) og mig, der er den flinke. Men man kan nu også opnå meget med ros, tårer og store naive øjne.

    • Haha, ‘Kommune-Bente’! Ros og tårer går glimrende i spænd med stålfast vedholdenhed. Kombinationen, ingen kan modstå i længden.

  5. Haaaahahahaha – hvor er du god! Hvorfor også tage tingene i opløbet når man kan lave en festlig happening ud af at “lukke de løse ender” nogle par lysår efter tidsfrist. Kender det lidt godt selv 😉

  6. Pingback: En slags spørgerundesvar | nom de mie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s