Dagens

(Børnene roder, jeg tager øjebliksbilleder og skriver en tekst. Ingen omrokering eller Photoshop, kun 100% autentisk, røvsyg hverdag i sprængfarlig kombination med plat humor.)

Til det efterfølgende retsmøde havde Kajs forklaring om at være "handlingslammet i ulykkesøjeblikket" nok virket mere troværdig, hvis ikke alle vidste, at han skyldte Gerda Giraf penge. Mange penge.

I det retslige efterspil der fulgte, havde Kajs forklaring om at være “handlingslammet i ulykkesøjeblikket” nok virket mere troværdig, hvis ikke alle vidste, at han skyldte Gerda Giraf penge. Mange penge.

Reklamer

I øvrigt… (VI)

…har jeg fået den dårlige vane ind i mellem at ryge fra den franske altan, når jeg er alene hjemme, i den vildfarelse, at jeg er en slags chic parisienne. Måske jeg skulle klistre et billede af Eiffeltårnet på kanten af gelænderet og så sætte mig på hug og ryge, for at ramme den helt rigtige synsvinkel, så tårnet flugter med hustagene og skaber en optisk illusion af at være lige udenfor, samtidig med, at jeg spiller harmonikamusik på anlægget og råber ‘Bonjour!’ efter folk på gaden (ud gennem tremmerne i gelænderet)? Måske jeg bare skulle stoppe med at ryge.

…er det min store helt Toni Morrisons fødselsdag. Hun er vred, hun er sort, hun er Nobelprismodtager, og ud over at være fast gymnasiepensum, er hun så poetisk og præcis, som kun ganske få forfattere evner. Hvis du ikke har læst Elskede, så er i dag den perfekte dag at gå i gang. Damen er 84, og sammen kan vi holde hende i live, så længe vi læser hendes bøger. Vælger jeg at tro på.

…har vores Christianiacykel været til et hårdt tiltrængt syn, og efter i en tid at have været lidt tung i trækket, er det kasseformede lyn igen klar til at gøre gaderne usikre. Man burde virkelig passe bedre på sine cykler. Virkelig. Især når cykelhandleren sender en dét der bebrejdende blik og skruer helt op for skamfaktoren med bemærkninger som “Det er altså vigtigt, at du regelmæssigt fodrer de moderløse babykillinger pumper dækkene. De har det ikke godt!”.

…går jeg i cirkler om mig selv i forsøget på at udnytte min sidste tid som ledig. Kunne for eksempel skrive nogle af de blogindlæg, jeg stadig skylder fra spørgerunden. Har også modtaget en læsermail med opfordring til at skrive om “hvordan du og gemalen mødte hinanden, flere madopskrifter, gode tips til Nørrebro, hvordan det var at være gravid første og anden gang, fortsættelse af BRIO-føljetonen – og hvordan det var at føde”. Den sidste kan klares med: “1. gang: Det gjorde rædselsfuldt ondt, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen. 2. gang: Se førnævnte.”

"Nyt arbejde, fejlleverance fra Interflora og en opfordring til at dele mine fødselsoplevelser. Hvis  livet som blogger er andet og mere end dette, vil jeg ikke vide det!"

“Nyt arbejde, fejlleverance fra Interflora og en opfordring til at dele mine fødselsoplevelser på nettet. Hvis livet som blogger er andet og mere end dette, vil jeg ikke vide det!”

Jobsøgningstip 2.0

Sidste år havde min yndlingsblogger, Den Sure, alletiders guide til at finde et job. På én gang tragikomisk og realistisk. Så gå lige over og læs den, ikke?…

Er det gjort? Godt, så vil jeg gerne komme med min egen tilføjelse:

Start en blog, vent to år på at en flink læser kontakter dig med tip om oprettelse af en stilling der matcher din ellers ubrugelige profil, søg jobbet og få det.

(…)

Ja, I hørte mig. Og det eneste, der lige nu varmer min sjæl lige så meget som tanken om et rigtig job til en rigtig løn, er tanken om at vade direkte ind til mit næste møde på jobcentret og bede dem om at rende mig rigtig grundigt.

Jeg vidste bare, at de Batman-ørestikker ville redde mit år!

(Hvis det ellers er ok at poste den slags billeder i disse tider...)

(Hvis det ellers er ok at poste den slags billeder i disse tider…)

Jeg lever, jeg lever…

…sådan da. For manden så min bihulebetændelse, hævede indsatsen med en influenza og tog mig med i faldet.

Ikke de optimale betingelser for at fejre 6-års fødselsdag i dag, men heldigvis ankom svigermor i går til lyden af fanfarer og i en sværm af konfetti, så det går.

Fik med nogen anstrengelse bagt de ønskede pandekager til morgenmaden og pudset brugt cykel af (og slæbt den op til 3. sal – hvem havde troet, at så lille en cykel kunne være så fucking tung?!) i går aftes, og takket være svigermor kunne afhentning efter skole og det lovede cafébesøg gennemføres i dag, mens forældrene lå og rystede under dynerne; der blev endda plads til at få en ven med – som nu er sendt hjem igen, efter vi fik et sygeopkald fra vuggestuen… Men sønnebassen har været i strålende humør fra morgenstunden og virker generelt meget tilfreds med dagens forløb (minus al sygdommen, den slags diabolisme tiltror jeg ham dog ikke), så det er jo det vigtigste.

Familiefødselsdag i morgen og jobsamtale i næste uge virker pænt uoverskueligt lige pt, men i det mindste trøster jeg mig med, at gourmet’en fra sidste år for alvor er kommet i skolealderen. Aftenens eksotiske middagsønske: McDonald’s-mad.

Hoo-fucking-ray for det.

Jobspoiler

Nåmen, efter alle de venlige inputs til mit jobsøgnings-indlæg, burde jeg jo lige komme med en opfølgning.

Jeg tænkte og tænkte og tænkte, og som Julie pointerede i kommentarfeltet, var jeg måske ikke klar til at opgive min anonymitet for en ansøgning. På den anden side er jeg nærmest klar til at opgive min udødelige sjæl for et fast arbejde og økonomisk stabilitet.

Mens jeg tænkte, dukkede to andre jobs op, som jeg også skulle søge, og i det ene tilfælde gik jeg videre til en skriveopgave. Så gik der også lidt tid og præstationsangst med det.
Og så var der lige en fødselsdag der skulle holdes, og et sprutbeholdning der skulle tømmes og nogle tømmermænd der skulle overleves. Og to rare mennesker, jeg ikke har snakket med i 10 år, ville pludselig gerne drikke kaffe med mig.
Henover det hele er både jeg og de enæggede skinker marineret i virus på 3. uge (jeg sværger, jeg tror, jeg har sprængt min ene trommehinde ved at pudse næse!), og jeg har et febervarmt barn sovende ved siden af mig as we speak.

(Fornemmer man, hvor det bærer hen af?)

Så da jeg på et eller andet tidspunkt stikker mine næse og tilhørende betændte bihuler op til overfladen, er jobopslaget væk. Hvilket giver god mening, eftersom det skulle besættes hurtigst muligt. Og så slap jeg i det mindste for at tage stilling til den potentielle ydmygelse ved at bruge mine blogskriverier i en seriøs sammenhæng.

Det er ok.

Har gang i lidt andet også, og lige for tiden drømmer jeg faktisk mest om at blive vækket de sædvanlige 3-4 gange om natten, i stedet for de 10-15 gange, som er stilen nu her (“Pudse næsen!”, “Øje driller!”, “Gerne ha’ vand!”, “Gør ondt! Gør ondt!”, “Dyne driller!”, “Pudse næsen!”, “Ha’ tør ble!” og min personlige favorit: “WAAAAAAAAAAHHHH!!! WAAAAAAAAAAAAH!!!! WAAAAAAAAAAAAAH!!!”).

Men kan godt være, man skulle udtænke en bedre strategi til næste gang, noget lignende dukker op…
I hvert fald tak for inputs og ros – ingen af delene kan jeg få for meget af!